23. søndag efter Trinitatis (II) – Markus 12,38-44

I.
Jesus har taget plads ved templet i Jerusalem -
jødernes prægtige og storslåede helligdom. Dér sidder
han og ser på mennesker. Der er mange af dem. De
bevæger sig i en uafladelig strøm i alle retninger. Der
er så mange forskellige, som mennesker nu engang er.

Mon ikke vi har prøvet at sidde fx på en bænk på en
banegård og siddet og kigget på alle de mange
forskellige mennesker, som kommer forbi? Selv om vi
overhovedet ikke kender de forbipasserende, kan vi
næsten ikke undgå at prøve at forestille os, hvad det
mon er for mennesker.

Der er en, som ser ud til at glæde sig til at komme
hjem til sin familie.  Der er en fin mand med en smart
sort mappe. Han skal nok af sted til et møde og træffe
betydningsfulde afgørelser. Der er en pige - hun ser
trist og lidt ked ud af det. Måske har hun sagt farvel
til sin kæreste og skal ikke se ham i lang tid.

Vi kan få meget ud af at sidde og kigge på menneskes
ansigter.  Øjet er sjælens lys, siger vi. Meget kan vi
læse ud af et par øjne. Men vi kan også tage fejl.
Grueligt fejl endda. Det er langt fra sikkert, at den
forestilling, som vi danner os ved at sidde og iagttage
et menneske, er rigtig.

II
Jesus sidder ved templet og kigger på mennesker. Hvor
er de forskellige, dem der kommer forbi! Der er rige og
fornemme mennesker. Man kan se på dem, at de betyder
noget. Den måde de går klædt på. Måden de går på.

De nyder at lægge penge i tempelblokken, som står lige
midt i det hele, den store kasse med lås på, hvori man
lagde gaver til templet. Man kan endda se, at nogle
ligefrem stopper op, så at andre folk rigtig kan se, at
de lægger penge i blokken og nogle af dem holder endda
pengene sådan, at man tydeligt kan se, hvor mange penge
de lægger i!

Så er der andre, som næsten sniger sig forbi. De vil i
hvert fald ikke ses af andre. De føler sig lidt
skamfulde, fordi de ikke har ret meget at give, så de
dækker lidt for sig, så at ingen kan se, hvor lidt de
faktisk giver.

En fattig enke sniger sig forbi. Hendes tarvelige
påklædning røber hendes fattigdom. Hendes blik er
flakkende. Ingen skal se hende. Hun har ingenting at
give. Hun er enke. De penge som hun har, er nogle som
hun har fået ved at tigge. Hun havde ikke andre
muligheder. Hun roder lidt forvirret ved sømmen af sin
klædning. Der var endnu et par småmønter tilbage. Hun
skynder sig at putte dem i tempelblokken. Hun føler sig
skamfuld. Men der var vist ingen, der så hende.

III.
Jo, der var én. Jesus som sad lige overfor. Han lagde
mærke til hende. Men han kaldte ikke på hende. Derimod
kaldte han på sine disciple og sagde til dem: Lagde I
mærke til hende dér? Disciplene havde knap skænket
hende en tanke. Der var jo så mange omkring. Og hun var
ikke noget særligt, især når man tænkte på alle mange
flotte og fornemme mennesker, som der også var.

Jeg skal sige jer noget, sagde Jesus til dem. Hun lagde
mere i tempelblokken end alle de andre gjorde!
Disciplene måbede og tænkte: Var deres mester nu blevet
helt tosset? De fattede ikke noget af det. De havde
lært - ligesom vi -, at tusinde kroner er mere end 25
ører. Det er da sund fornuft for enhver.

Men Jesus vurderer ikke efter det, vi kalder for sund
fornuft. Ved hjælp af såkaldt sund fornuft lader vi
mennesker klare sig selv, som ellers burde have haft
hjælp. Ved den sunde fornuft finder vi det helt i
orden, at nogle er rige og andre blot er fattige. Ved
hjælp af sund fornuft fører vi krige.  Sund fornuft er
ikke altid så sund, som det lyder til. Sund fornuft
regner kun med det, der kan ses, måles og dokumenteres.
Men  kanhænde at vi så ikke engang får de vigtigste
sider af livet med.

Sund fornuft regner ikke med et menneskes indre. Og
derfor er der stor forskel på den måde, hvorpå Gud
regner, og så den måde som vi mennesker bedømmer udfra.
Derfor kunne Jesus sige, at denne fattige enke gav mere
i blokken end alle de mange rige, som lagde mange penge
deri. Hun gav det, som hun ellers skulle hen til de
handlende og købe brød for, så hun kunne overleve. De
rige havde stadig rigeligt med penge til det, som de
skulle købe.

Jesus ser det, som er indvendig i et menneske. Han
nøjes ikke med de historier, som vi gætter os frem til,
når vi fx i en ventesal på banegården eller på gaden
ser mennesker i hundredvis gå forbi. Han kender os  på
godt og på ondt og ved, hvad vi består af. Derfor er
hans dom også altid mildere og mere nådig end
menneskers domme og fordømmelser.

Derfor ser han også den velsignelse, der kan ligge i en
lille gave eller i en beskeden handling og ved, hvilken
betydning den kan have. Og derfor kan det ikke nytte,
at vi siger: jeg kan ingenting, og det som jeg udretter
betyder ingenting. Der er mange, som er langt bedre end
mig, og som kan meget mere end mig. Jeg er ubetydelig.
Regn ikke med mig!

Fortællingen i evangeliet i dag afslører for os, at Gud
regner med os, selv om vi synes, at det er småting, vi
har at bidrage med. Han kan velsigne de små ting, så at
de ikke længere er små, men bliver betydningsfulde.

"Små ting er små ting, men troskab i små ting er en
stor ting!"

Amen