Vi vil så gerne, at livet skal være godt. Det arbejder vi på. Ja, hver gang der er noget, som vil ødelægge livet for os, så kæmper vi imod. Kampen mod sygdom kan man nævne. Vi giver mange penge til lægerne, for at de hele tiden skal finde på ny midler i kampen mod de dødelige sygdomme. Vi giver mange penge til naturlæger, for at købe mærkelige midler mod alt det vi fejler lige fra dårligt humær, træthed og til alvorlige sygdomme. På alle ledder, med alle midler kæmper vi mod det, som vil ttage livet fra os.
Det er vores mål, at livet skal være godt. I avisen stod er i denne uge om en undersøgelse,hvor unge skulle fortælle om deres ønsker for fremtiden. De fleste ønskede bare en en god hverdag sammen med deres kære. Det var hovedsagen, et godt liv sammen i familien. Avisen gvar ked af, at vores uddanelsesvæsen ikke gav de unge større visioner og større fantasi, så ønskede sig noget større for fremtiden. Det kan jeg ikke forstå. Det er tviværtimod meget sundt og godt, at de unge ikke tænker på verdenspræstationer og heltebedrifter, men gerne vil leve et almindelige hverdagsliv.
I prædikestykket i dag hører vi om disciplene og en blind tigger. De ønskede også et godt liv for sig selv. Dsciplene havde gankse vist forladt deres familie for at føle Jesus, men de havde dag gjort det, fordi det mente, at livet blev rigtig og godt for dem, når de var sammen med Jesus. Den blinde tigger ønksede også at livet skulle blive godt for ham, og med det mente han, at han skulle se igen. Hansvilje til det ar så stor, at igen af folkeskaren kunne holde ham fra det. Selv om de truede ad ham, så blev han ed med at råbe på jesus.På samme måde med disciplene, deres vilje og ønske om at eve sammen med Jesus var så stor, at de ikke ville høre, når Jesus talte om, at han skulle lide og dø. Første gang Jes nævnte det, sagde Peter: " Herre, nej sådan må deet ikke gå dig." Anden gang Jesus siger, at de skal op til Jerusalem og hvor ondt det så skal gå ham, så står der, at de var bange for at spørge Jesus om, hvad det skulle betyde. De fattede det nemlig ikke. Jeg tror ikke de var bangef or Jesus, men de var bange for, at ordene skulle forstås, som de hørte dem, at det virkelig skulle gå så ondt. Så er det bedre ikke at spørge. Hvor mange gangek har vi det ikke sådan, at vi ikke tør vide sandheden når den er forfrygtelig. Så lukker vi heller vores øre, vores øjne og vores forstand. Nogle gange kan det være godt at gøre det, for at bevare håbet. Men vi må ikke lukke vores øjne så meget, at vi slet ikke kvil vide af, at det onde er stærkt i vores verden. Vi kan ikke leve gennem vores liv med skyklapper. Disciplne prøvede. Her tredje gange hvor Jesus forudsiger sin død, fatter de heller ikke hvad han siger, men det er som om de barelader ham tale og lader som ingenting. Deres ønske om de livet skal være godt, er så stærkt, at de lukker ørene, når Jesus taler om hvor forfærdeligt det ondeer. Jesus, som de elsker skal mishandles piskes, spyttes på. og slås ihjel.
Én af grundene til at discilpene havde fulgt Jesus indtil nu, var netop, at de så hans styrke. Hvor han kom, forsvandt alt ondt, både legemlig smerte, psykisk smerte, moralsk smerte. Men nu er det som om Jesus selv fortæller, at der skal komme en dag, hvor det onde vinder over ham.
I prædikestykket i dag lærer vi, hvor stærkt det onde er. Det nytter ikke, at vi lukker øjnene for det. Hvis vi gerne vil have et godt liv, så er det ikke nok, at vi bruger alle de midler vi kan finde på, alle eksperter, al vores forstand og alle vores forklaringer. Alle de bedste ord og metoder vi kan komme i tanke om er ikke nok i kampen mod det onde. Når selv Guds søn måtte give op, når selv han blev den svage, som måtte lide, hvor meget mere vil det så ikke ske for os, hvis vi kun bygger på det vi kan.
Det farlige er, hvis vi og vores unge ønsker sig et almindelig hverdagsliv i den grad, at man slet ikke vil høre om det onde og om problemerne. Så bliver det farligt for det onde er en stærk magt, og en af farerne og fristelserne ved den onde magt er netop at inddysse os i en daglig trommerum, hvor man ikke ser, hvad der i virkeligheden sker. Hvor man går rundt og sover og tror, at alting er i bedste orden, og så breder mørket sig imens. Mørket breder sig i form af overtro og mistro. For der er onde og mørke kræfter, som kun er ude efter at skille mennesker fra hinanden og skille mennesker fra livet. De kræfter er stærkere end os. Ja, nogle gange er de onde og mørke kræfter inde i vores viljer. Det så vi jo tydeligt, hvis vi skal se langt tilbage i tiden. Vi så tydeligt langfredag, at mennesker i den grad kan blive overtalt og besat af det onde, at de vender sig væk fra den, som er god. Så stærkt er det onde og og mørket, at det let kan overliste os.
Derfor er det godt at høre prædikestykket i dag, hvor Jesus hjælper disciplene, som ingenting forstår. Han beholder dem som disciple og tager dem med sig. De er lige så blinde som tiggeren. Ham hjælper Jesus også, så han bliver seende og kan følge Jesus.
Selv om vi ikke forstår livet og alle de kræfter der er på spil, så vil Jesus hjælpe os. Selv om vi ingenting kan gøre i tilværelsens store kamp, selv om vi står som tiggere, så hjælper Jesus. Og han hjælper os, så vi kan leve vores hverdag, vores ganske almindelige dagligdag. Men Jesus hjælper til mere end vores dagligliv, han hjælper os til evigt liv. Når den blinde tigger gerne ville have sit syn igen, så var det jo for at han kunne klare sig og leve sammen med andre som et almindeligt menneske. Men det som Jesus gav ham at se var jo det, som skete langfredag og påskedag, det var Jesu død og opstandelse. Det var ikke kun dagligliv Jesus gav, det var evigt liv, et liv som døden og mørket aldrig kan ødelægge. Det kan Jesus give os.
Det gør han netop med sin død og opstandelse. Det mærkelige er, at Jesus ikke kun forudsiger, at han skal lide og dø, han forudsiger også, at han skal opstå. Det er som om disciplene slet ikke høre det. Ja, i vores bibel står der den overskrift over vores stykke i dag: 3. forudsigelse af lidelsen. De overskrifter, ja, kapitel og versinddelingen af bibelen stammer ikke fra evangelisterne, disciplene. Men alligevel viser overskriften til i dag, at de som lavede den, heller ikke har hørt efter, hvad Jesus siger. Han forudsiger ikke kun sin lidelse, men også sin opstandelse. Det skal vi høre sammen, lidelse, død, og så opstandelsen påskemorgen. Det betyder at i Jesu død skal vi ikke kun se en svaghed og afmagt, nej, netop dér skal vi se sejren, og i opstandelsen skal vi se en kraft, som ikke bare er en eventyrlig og herlig tryllekraft, der med et knips afskaffer alt ondt, nej, det er en kraft og sejr, vi kommer til gennem lidelse og svaghed. Opstandelsen tager det håbløse fra langfredag, og Jesu lidelse og død tager det urealistiske og himmelske fra påskemorgen.
Man kan også sige det på en anden måde: i påsken er det viljernes kamp vi overvære. Guds vilje, menneskers vilje, de onde magters vilje. Jesus giver afkald på at have en vilje, han indordner sig under de andre. Han opfylder Guds vilje, handler efter den ved at gå i døden. Jesus modsætter sig ikke menneskers vilje, når de angriber ham og anklager ham og hænger ham op på i kors, hvor let Jesus ellers kunne have forsvaret sig. Og Jesus lader det onde få sin vilje. Jesus lader mørket brede sig, så det endda fylder hele hans sjæl.
Men da ser vi pludselig ind i et lys, vi ser ind i en godhed, der er så stor, at selv når den bliver drevet ud i det yderste, så bliver den ved med at være godhed. Det er de onde magters vilje at gøre os onde og ødelægge vores liv med ondskab. Men selv om de onde kræfter bruger al deres energi og dødskraft, så kan de ikke gøre Jesus ond. Og pludselig ser vi meningen med Guds vilje. Det var jo ikke en hård vilje, der ville straffe Jesus og os. Nej, det var netop en vilje til at sætte en tålmodighed og tilgivelse til verden, som aldrig kan glemmes, og som vi altid kan holde os til, også når vi kommer ud i de situationer som disciplene og som den blinde tigger og som menneskene på Golgatha.
Når vi lever i vores almindelige hverdag og når den går allerbedst, så må vi vide og så opdager vi, at der alligevel pludselig kan ske noget både af godt og dårligt, som gør os stumme og forbavsede. Der er mange situationer, hvor vi ingenting forstår af det hele. Og det kan både være, når der sker en stor lykke og når der sker en stor ulykke. Så ser vi, hvor skrøbelig og svag vores dagligliv er. Men må vi vide, at Jesus vil hjælpe os. Det er hans død og opstandelse tegn på. Det kan også ske, at vi står som tiggeren, at vi føler at livet går forbi os, ligesom tiggeren, der stod ved vejkanten, og hele folkeskaren gik forbi, men han kunne ikke være med. Han var udenfor. Men han råbte på Jesus og han blev ved med at råbe, selv om de andre og hans egen forstand sagde ham, at Jesus da aldrig vil standse sin vej op til hovedstaden og alt det vigtige som ventede dér, - skulle Jesus virkelig standse for at se til en sølle tigger. Ja, når vi bliver ved med at råbe, trods al vores forstands kolde råd, så ser Jesus til os og hjælper os, så vi kan følge ham. Vi kan følge Jesus ud i den sande dagligdag, ud i det sande liv. Og det har ikke ret meget med fastelavn at gøre.
Fastelavn er er verdslig fest. Det betyder aftenen før fasten. Karneval som man holdt netop i dagen op til fasten, betyder farvel til kødet. Man mente at man i tiden op til påsken skulle vise et alvorligt sindelag og liv, derfor sagde man farvel til al fest og godt hverdagsliv, nu skulle man leve alvorligt og tænke på lidelsen i verden og på Jesu død. . Derfor holdt man en stor fest for at komme gennem den hårde tid som ventede indtil påske. Det var som om man med den fest gjorde nar af den tid som fulgte.
Derfor vil jeg hellere sige, at Jesus hele året rundt netop hjælper os til at leve et godt og rigtigt hverdagsliv, hvor det onde ikke ødelægger alting for os. Hvor der måske kan forekomme lidelse og svaghed, men hvor vi hele tiden ved, at der er én som er stærkere end os, som hjælper os. Han hjælper os ikke væk fra fest og væk fra kød, hverken vores eget kød eller den gode festmad. Jesus hjælper os jo tværitmod til kødets opstandelsen, til festen i Guds rige, hvor fedekalven bliver slagtet, hvor den bedste mad vi nogensinde har oplevet bliver stillet frem foran os, for at vi skal glæde os sammen. Og ligesom Jesu opstandelse kaster lys tilbage over langfredag, sådan skal vores opstandelse kaste lys ind over vores hverdag, som vi lever nu, så vi altid bevarer håbet og glæden, hvor stærkt det onde og mørket end ser ud.
ny prædiken
Jesus forudsiger sin lidelse og opstandelse. Jesus ved, at hans vej går gennem lidelse og han tager den på sig. Når vi lider, enten fordi vi selv har det ondt eller fordi en af vores kære har det ondt, så protesterer vi. Vi synes, at det er meningsløst og forkert, at det skal gå os sådan. Det tænker Jesus ikke. Han tillægger sin lidelse den dybeste betydning. Den er opfyldelsen af Guds vilje. Jesu lidelse er forudsagt mange hundrede år forinden, og Jesus går ind i den frivilligt. Og det er jo fordi han ved, at opstandelsen følger efter. Så grusom end lidelsen er, hån, mishandling, pisk og død, - Jesus ved, at på den tredje dag vil han opstå fra de døde. Den mening er der med torturen og døden, at Jesus skal gå gennem den til opstandelsen påskemorgen. Ja, der er en endu dybere mening: Jesus skal gå den vej for at vi alle kan gå i hans fodspor til opstandelsen.
I den forstand vil der altid være en forskel mellem vores og Jesu lidelse. Vores nød er ikke forudsagt, og vi skal ikke igennem den for at frelse os selv eller andre, eller for at opfylde Guds vilje. Vores nød i verden er kun tegn på, at det onde er stærkt. Men fordi Jesus er død og opstanden, kan vi gå gennem vores lidelse med samme lysende tro, som Jesus gjorde. Kan det trænge ind til vores hjerter, at lidelsen aldrig er det sidste. Bagefter venter vores opstandelse. Hvor sort det hele end kan se det ud, så vil lyset skinne klart til sidst.
Det har vi svært ved at se. Vi er som den blinde tigger, vi hører om i dag. Blinde er vi, fordi der er meget vi ikke kan se, og det er meget vi ikke vil se. Da tiggeren i historien i dag hørte en skare drage forbi, spurgte han, hvad der var på færde. Og sådan oplever vi tit vores liv. Det går forbi os og vi ved ikke, hvad der er på færde. Vi ved ikke, hvad der kommer og hvor det går hen. Vi har det ligesom bankerne. De har store overskud, men de skal sætte mange milliarder hen til tab. Bankerne ved ikke hvad det kommende år vil bringe, men må regne med at tabe alt, hvad de har tjent. Og det selv om vi hele tiden hører, at det aldrig er gået så godt for Danmark økonimisk. Hvad er der på færde.
Vi står som tiggere. Det fortælles, at Martin Luther på sit dødsleje sagde: Vi er kun sølle tiggere. Og det betyder jo ikke, at vi økonomisk går fallit. Men at vi over for livet står som dem, der har tabt alt. Livet kan vi aldrig få styr over. Vi kan aldrig blive livets herrer. Det vi tigger om, er, at vi må være med i livet, at livet ikke skal gå forbi os og lade os tilbage. Det vi tigger om, og dvs. beder om, uden at vi kan betale os til det, beder om som noget vi ikke kan kræve, - det er at vores øjne må åbnes, så vi kan glæde os over livet, også selv om vi ikke forstår meningen med det hele.
Men når vi tigger og beder til Jesus, så går han ikke forbi os. Det kan vi høre i fortællingen i dag. Jesus forbarmer sig over os, tiggere. Han spørger endda: hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig. Det er et fantastisk spørgsmål. Det er jo som om Jesus vil gøre alt for os. Vi skal bare sige til. Jesus siger ikke til os blinde tiggere: du må være tålmodig. Livet kan ikke altid gå efter din vilje. Nej, Jesus siger: hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig. Det er som der ikke er nogen grænser. Og det er ikke kun her Jesus siger sådan. En anden gang sagde han: Bed, så skal I få. Søg, som skal I finde. Bank på, så skal der lukkes op for jer. Jesus siger også engang til disciplene: Hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre. Og han begrunder det med, at han elsker os og at GUd elsker os.
I den sikre kærlighed og tro levede Jesus selv. Han vidste, at han skulle lide og dø, men han vidste også, at han skulle opstå fra de døde. Der var ikke den mindste usikkerhed i hans tro. Han vidste endda dagen, hvor det skulle ske, at han skulle opstå på den tredje dag. Jesus forbarmer sig over os. Og han gør det ved at lade sin tro smitte af på os. Han gør det ved at tale til os, selv om vi intet forstår. Det var en hjælp, at han sgagde til dsicplene, hvad der skulle ske, selv om han vidste, at de intet forstod. Selv om vi kun er sølle tiggere, hjælper Jesus os. Om tiggeren i fortællingen kan man sige meget godt. At han kaldte Jesus Davids søn. At han troede Jesus havde magt til at hjælpe. Men det skjuler jo ikke, at tiggeren kun tænkte på sig selv, at få sit syn igen. Han troede på Jesus, men havde kun egoistiske grunde til det. Jesus kunne jo have sagt til ham: du lider, fordi du er blind og ikke kan gå nogen steder og klare dig selv. Men jeg går mod en endnu større lidelse, som din intet er i forhold til. Tag dig sammen og vær glad for det ikke skal gå dig endnu værre. Men det siger Jesus ikke. Han hjælper en sølle egoistisk tigger og giver ham synet tilbage. Og det er jo for at manden skal kunne se Jesu kors og Jesu opstandelse. Jesus hjælper os, så vi ser det største under, opstandelsen. Jesus hjælper os, for at vi skal prise Gud.
Man kan blive egoistisk og tænke på sig selv, hvis man føler sig alene. Blinde eller døve må føle sig lukket inde i deres egen lille verden. Og det er ikke mærkeligt, hvis deres tanker tit drejer sig om alt det de ikke kan og alt det, som de gerne ville. Det under, som Jesus gør i prædikestykket i dag, er ikke kun, at han giver den blinde synet tilbage, men viser ham, at han ikke er alene.
Det er det samme Jesu viser os med sin død på korset. Jesus lider ikke kun for sig selv, men for os, for at drage os til Gud. Biskop Johannes Johansen skriver sådan i en salme om Jesus: O, du som natten kender, hvor alle lys går ud, forladt af alle venner, endog forladt af GUd, fra korset vil du drage forpinte hen til dig, og stjerner sat på stage er lys på deres vej.
Det er fortvivlelse og ulykke at føle sig alene og forladt. Og modsat er det glæde og lykke at være sammen med en anden, og særlig når man mærker, at intet kan skille os fra ham. Det er kernen i evangeliet i dag, at Jesus ikke lader os alene. Han forbarmer sig over os. Han går vores vej, for at vi skal følge ham ind i opstandelsen.
Vi må prise Gud. Det betyder, at vi må juble. Der er længe imellem at vi jubler indvendig, og endnu længere imellem at vi jubler udvendig. Børn kan gøre det. De kan grine højt af fryd. Sådan må vi hele tiden have det over for Gud. Hvad vi end skal gå igennem, må vi vide, at vi aldrig er alene og at det sidste vi når er opstandelsen til livet i Guds himmel.At juble, det betyder også, at vi må ser stort på alt det vi ikke kan og alt det, som nager os. Det må vi glemme. Vi må elske Gud af hele vores hjerte og hele vores sind og hele vores sjæl.
Hvad er det ellers som kan få os til at juble. Det er f.eks. naturoplevelser, at gå ved stranden en solskinsdag, hvor havet er skarpt blå og verden er så stor og smukt, at vi helt glemmer os selv og alt det vi skal, og bare er til. Eller at gå i en forårsgrøn skov, hvor fuglene synger, og vi glemmer alt det vi ejer og tænker, at livet er utrolig rigt. Da glemmer vi tiden og føler, at det er evigheden vi går i.Vi kan også juble indvendig, når vi har været til en god fest eller sammenkomst, hvor vi har følt sammenhold og kun gået op i det at være sammen. Så kan vi blive forundret over så mange timer festen varede, men man glemte tiden. Det var evigheden, som fyldte os. Den samme jubel må vi føle over for Gud. Over for ham må vi glemme os selv og alt det vi skal. Det er en smuk og evig rigdom, som fylder os, når vi jubler over Gud.
I Det gamle Testamente står det sådan i Salme 103: Min sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn. Min sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans velgerninger. Han, som tilgiver alle dine misgerninger og læger alle dine sygdomme, han, som udløser dit liv fra graven og kroner dig med miskundhed og barmhjertighed, han, som mætter din sjæl med godt. Så højt som himlen er over jorden, er hans miskundhed stor over os. Så langt som østen er fra vesten, har han fjernet vore synder fra os. Som en Far forbarmer sig over sine børn, forbarmer Herren sig over os. Lov Herren, alt, hvad han skabte, på hvert eneste sted i hans rige. Min sjæl lov Herren.