Juleaften d. 24.12.97 Fredenskirken kl. 15.00
Salmer: 76, 109, 85, 111
Tekster: Lissner, Esj.9,1-2.5-6a; Lk. 2,1-14

 Det vrimler med engle. Det vrimler med engle både her i Fredenskirken og i
de bibelske fortællinger om, hvad der skete, da Gud blev menneske i drengen
Jesus i stalden i Betlehem. 

Men der går også "engle" rundt midt iblandt os. Hvem kender ikke til
udtrykket: "Du er en engel!" Noget vi siger til et andet menneske, når det
har hjulpet os eller gjort noget ekstraordinært godt for os. En engel
opfatter vi normalt som en, der formidler fred, glæde og kærlighed. 
Det vrimler med engle. Men det er ikke altid vi har lige let ved at se dem.
For alt for ofte befinder vi os i situationer, hvor fred, glæde og
kærlighed kun er noget vi kan drømme, fordi vores hverdag er fyldt med alt
det modsatte. 

Sådan var det også for Steffen. Steffen var stalddreng hos kong Herodes.
Han var kun ti år, men måtte alligevel arbejde hårdt for føden. Tidligt op
og sent i seng og kun alt for lidt mad. Derfor var han også kun en lille
splejs. Men han havde strålende øjne - for når han havde de allersværest
tænkte han på, hvordan det var, da han gik hjemme hos sin mor og far i
Betlehem - og på alle de dejlige historier som den gamle staldkarl Jonas
havde fortalt ham fra den hellige skrift. Især historien om profeten Bileam
og æslet holdt han meget af. 

Bileam var en spåmand, som kong Balak af Moab sendte bud efter, for at han
skulle komme og forbande Israels folk, der var på vej fra Ægypten til det
forjættede land. Kong Balak var bange for, at dette folk, der blev anført
af Moses, skulle slå sig ned i hans land og overtage det hele. Derfor ville
han, at Bileam skulle komme og forbande dem. Først nægtede Bileam, at
adlyde Kong Balak, for Gud havde advaret ham imod det. Men kong Balak
insisterede og det endte med, at Bileam, sadlede sit æsel og red afsted for
at gøre som kongen befalede. 

Det blev Gud vred over, og han sendte en engel ud for at standse ham.
Bileam kunne ikke se englen, men det kunne æslet. Derfor undrede Bileam sig
over, at æslet pludselig forlod vejen og gik ud på marken. Og han blev vred
da, æslet pludselig gik så tæt på en vingårdsmur, at Bileam skrabte sit
ben. Og rasende blev han, da æselet pludselig lagde sig ned og nægtede at
gå videre. Bileam gav sig til at piske løs på dyret og råbte: "Havde jeg
haft et sværd, så havde jeg slået dig ihjel." Men så gav æslet sig
pludselig til at tale og sagde: "Er jeg ikke dit eget æsel, som du har
redet på al din tid indtil i dag? Har jeg ellers haft for vane at bære mig
således ad overfor dig?" Og Bileam måtte svare nej. Da åbnedes hans øjne og
han så Herrens engel stå på vejen lige foran dem med draget sværd i hånden.
Bileam faldt på knæ, og englen  fortalte ham hvordan æslet tre gange havde
reddet hans liv ved at forsøge at komme udenom og undgå det sværd, der
skulle ramme Bileam fordi han var redet afsted imod Guds vilje. Men Bileam
kunne redde sit liv, hvis han lovede kun at sige, hvad Gud befalede ham,
når han kom frem til kong Balak af Moab. 

Fire gange i alt forsøgte kong Balak at få Bileam til at forbande Israels
folk, men hver gang blev Bileam nødt til at velsigne folket med ord, som
Gud gav ham at sige.

Velsignelsesordene lød meget underlige, og Bileams sidste spådom var den,
der lød mærkeligst: "Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær!
En stjerne opgår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel! .." - Da
Bileam havde sagt det, rejste han hjem igen på sit gamle æsel. 
Historien var ikke længere, men Steffen tænkte meget over, hvordan en
stjerne kunne komme fra Jakob, for stjerner sad jo på himlen og var Guds
lys. Men den gamle staldkarl havde sagt, at der var meget i Den hellige
Skrift som slet ikke kunne forstås, før Gud selv fortalte, hvad det skulle
betyde. Dog mente han, at det kunne betyde, en konges fødsel, for det var
almindelig kendt fra gammel tid, at store kongers komme til verden blev
varslet af nye stjerner.

Det var bl.a. det Steffen tænkte på, - for han ønskede sig inderligt en ny
og en bedre konge, - da der en dag kom bud ovre fra selve paladset, hvor
kong Herodes boede, at den mindste stalddreng skulle komme over og varte op
ved Herodes bord, for ham, der plejede at gøre det, var blev syg. 
Steffen blev på en gang både glad og bange. Glad fordi han nu fik lov til
at se de kongelige sale. Det havde han ofte drømt om, men også bange, for
alle vidste, at Kong Herodes var farlig, hvis man mishagede ham. Efter en
kort instruktion gik Steffen efter mundskænken ind i salen, hvor Herodes
var med alle sine gæster. Derinde så han så meget mad som han aldrig havde
set før. Og gæsterne spiste og drak, så det var en lyst og Steffen måtte
hele tiden bære nye fade ind. På et af fadene var der en helstegt hane,
brun og gylden - Steffen kendte godt hanen - han havde samme morgen hørte
den gale, og set det spankulere rundt i slotsgården - og han blev ked af
det. Men ikke i ret lang tid, for der var meget at gøre. 

Nu måtte han til af feje glaskår op fordi nogle af gæsterne havde fået den
idé, at det var morsomt at smide de tomme glas efter hinanden. Det blev til
en hel spandfuld glasskår, men ligesom Steffen skulle til at bære dem ud af
salen spejlede et underligt, stærkt og klart lys sig i skårene. Steffen så
op og opdagede at lyset kom fra en stor og mægtig stjerne, på himlen mod
syd, som han aldrig havde set før og som ikke lignede nogen anden stjerne.
Og den skinnede så klart at natten blev lys som dagen. - Da slog det
Steffen, at dette måtte være Bileams stjerne, den der skule opgå i Jakob.
Og måske betød det, at en ny og mægtig konge var blevet født på jorden,
således som staldkarlen havde sagt det. 

Steffen løb hen til kong Herodes hev ham i armen og pegede med ophidset
stemme på vinduet, og på lyset som skinnede ind igennem det og fortalte
Herodes om stjernen og den nye konge, den vidnede om. Kong Herodes blev
vred, for han skulle lige til at partere den gyldne og sprøde hane på
bordet, og han var bestemt ikke i humør til at høre om nye og store konger.
Det var han nu aldrig. Men for ikke at vise sine gæster hvor bange og vred
han var, ville han gøre Steffen til grin og sagde, at nok var der stjerner
på himlen, men de var lige så lidt Guds tegn på at en ny og stor konge var
født som det var sandsynligt, at denne hane på bordet foran ham skulle
rejse sig og begynde at gale. - Og Herodes og gæsterne brølede af grin over
dette vittige indfald. Men de blev nu hurtigt mere alvorligt, for pludselig
begyndte hanen at røre på sig, - den rejste sig, fyldtes med fjer og galede
tre gange i lokalet inden den fløj sin vej ud af salen gennem den åbne
køkkendør og ud af paladsgården og den fløj lige over muren til
ypperstepræsten Kajfas's gård på den anden side, og der blev den.
 
Og Steffen skyndte sig efter den, ud af paladset over i stalden og der tog
han det hurtigste æsel og begyndte at ride mod syd mod Betlehem, mod den
store og lysende stjerne. Og havde Steffens øjne lyst før, så var det for
intet at regne mod den glans de fik ved at ride mod stjernen i den stille
nat.
 
Da Steffen nærmede sig Betlehem, blev stilheden afløst af engle, der sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag. 

Og med den stjerne og de engle blev der indvarslet en stor glæde som skal
være for alle folk. Og siden da har det vrimlet med engle, der minder os om
Guds kærlighed, fred og glæde. Og sådanne engle kan vi aldrig få nok af!
For når vi møder englene og hører englesangen ved vi, at vi kan glæde os på
trods af alt det, der forsøger at tage glæden fra os. Og der er engle nok,
det gælder bare om at kunne se dem. 
Glædelig jul. Amen!