fortællingen om kæmpen og barnet sidst i
prædikenen

22. søndag ef. Trinitatis.
8. november 1998.
Tilst kirke kl. 10.30.
Tekster: Jes. 49,13-18, Ef. 4,30-32 og Matt 18,1-14.
Salmer: 350, 268, 35 - 882, 852, 333.

Dagens gode nyheder falder i tre afdelinger.
Først: Vi må vende om og blive som børn for at komme
ind i Himmeriget.  Dernæst: Hellere må vi gøre vold på
os selv end bringe andre eller os selv til fald.
Tilsidst: Vor himmelske far ønsker, at vi ikke skal gå
fortabt, derfor leder han efter os.

At vende om og blive som børn handler ikke om
børneromantik. Det er ikke ret mange år, at vi har
prøvet at behandle børn som mennesker i stedet for som
små ufuldkomne voksne.
Der er heller ikke noget særligt engleagtigt over børn
- måske lige bortset fra når de sover. Ellers giver de
vræl fra sig for at få stillet deres sult og tørst -
inkjlusive den efter opmærksomhed.

Hvorfor stiller Jesus da et barn midt iblandt
disciplene som et forbillede?

Det er fordi han har humor. De vil vide, hvem der er
størst, og de får et barn stukket ud! Da de hylder
Jesus som konge, kommer han straks efter som en ussel
slave og vasker deres fødder - for at tage et andet
eksempel.  Jesus stikker dem et barn ud. Oven i købet
ikke en af vores moderne ønskebørn, men et eksemplar
fra Galilæa. Det er latterligt i disciplene øjne. De
ønskede bare svar på, hvem der er den største i
Himmeriget. Men det er dem, der ved Jesus´ guddommelige
humor blever latterlige.

Jesus tager barnet ind i midten, fordi han har en for-
kærlighed for dem, som er svage, små og fortabte, hvis
de ikke får hjælp. Et lille barn dør, hvis det ikke får
mad osv. af andre. Det er fortabt i verden, hvis det
ikke får kærlighed.

De, der er fortabte i verden stiller Jesus sig på linie
med. Han identificerer sig med dem. Den der tager imod
sådan et lille barn, tager imod mig, siger han. Ved en
anden lejlighed siger han, at de sultende, tørstende,
fængslede, nøgne, syge og de fremmede er særligt
omfattede af hans person. De fortabte i verden dør uden
mad, vand, besøg, tøj, selskab og gæstfrihed. Hvad I
gør mod disse mine mindste små, gør I mod mig, siger
han.

Hva´ så med os?

Er vi måske særlig små, fortabte, trængende eller
ydmyge? På en sådan en måde, at vi kommer ind under
Jesus´ for-kærlighed?

Vi ligner nok disciplene. Vi sidder fast et sted i en
magtstruktur, i et hieraki, hvor vi kender vor plads,
men gerne vil til højbords. “Jeg er ikke mere end
andre”, siger vi med himmelvendte øjne og mener dermed,
at vi ihvertfald ikke er mindre end andre!
Nej, vi er ikke mere end andre, og så står vi alligevel
der, hvor vi står på skuldrene af nogle andre. Vi vil
opad, og vi bruger hinanden som afsæt.

Georg Metz sagde engang i en TV-quiz: Hvad der virkelig
fryder mig er skadefryd! Intet er så godt som andres
uheld! Hvis man ikke selv kan komme op, kan man da
glæde sig over andres fald!
Folk i studiet grinede, for de vidste han  havde ret!

Sådan er vi!
Disciplene har nogle af de samme mekanismer, så vi er
da i det mindste ikke alene om det!

Jesus har følgende svar til os:
For det første: Bring ikke de små til fald! De små er
hjælpeløse børn og de fortabte, der lider nød.
Hvis vi gør det, slår vi Jesus ihjel. Han var fortabt
og overladt til os dengang og nu gør vi det samme, hvis
vi ikke kan se Jesus i de fortabte.  Hvis vi ikke kan
se Jesus i det nødlidende menneske og i de små. Hvis vi
bringer dem til fald skal det gå os ilde.
For det andet: Søg en ændring. Ryd de hindringer af
vejen som ligger foran indgangen til Himmeriget. Det
Himmerige som er kommet nær, som allerede er nu og som
skal komme.
Jesus siger, at vi kan da hugge vor hånd eller fod af.
Eller stikke vort øje ud!
Som sædvanligt er det et rigtigt evangelium, der udover
at vise os, hvem Jesus er også viser os, hvad Jesus
vil. Det er mærkeligt nok ofte noget andet end det vi
vil! Han har en tendes til at bore, hvor det gør ondt.
Men der hvor det gør ondt i os, er der ofte noget galt.

Det gør ondt at vende om, fordi det betyder, at vi skal
gå den modsatte vej end vi tror vi vil. Vi må skære
vort magtstræberi fra, hvis det er det, der hindrer os
i at modtage Himmeriget som et barn. Vi må skære vores
misundelse, hovmod, vantro, skadefryd væk, alt det i
os, som er en følge af det vi kalder synd, hvis det er
det der forhindrer os i at modtage som et lille barn.
Vi må skære forhindringerne væk. De hindringer, der
netop er i vores liv.  Belønningen er Livet. Straffen
er døden.

Jeg tror ikke, vi selv kan føre den kniv, der skal
skære. Det kan nemlig let blive så sjusket. Vi får ikke
det hele med eller også bliver vi så bange, at vi
ryster på hånden, og så kan alt ske. En anden må skære
for os, en anden må rydde vejen.
Når vi indrømmer, at vi ikke kan selv er den første
forhindring væk. I indrømmelsen ligger nemlig
omvendelsen. Der ser vi, at også vi er fortabte her i
verden og må så ondt det end gør lade falde hvad ikke
kan tåle dagens og Guds lys. Det er som at blive født
påny. Det smerter at blive født, men det er samtidig
nyt liv. Vi må indse, at vi er som barnet og den
nødlidende, at uden Guds kærlighed og omsorg - og andre
menneskers - dør vi.

Det er Jesu Kristi gerning at frelse de fortabte - også
os. Gud vil, at vi skal indrømme, at vi er afhængige af
hans og andres kærlighed, og at andre er afhængige af
os.

Og det er så det trejde og sidste.
Hvis vi stadig ikke vil omvende os og indrømme vor
afhængighed og fortabthed eller vil flygte fra det, så
går han ud for at finde os, for at lede efter os.

Som han ledte efter det forsvundne får, leder han efter
os.  Selvom vi i virkeligheden allerede er fundne! Vi
er næsten alle døbte i den treenige Guds navn. Vi blev
hans børn og skal altid være hans børn til evig tid, da
vi blev døbt. Han har skænket os syndernes forladelse
og det evige liv.

Men måske er problemet, at gaven ikke er stor nok!
Eller at vi ikke har fattet, hvor stor den er! Det er
ikke så sært, at julegaverne hvert skal være større,
for de kan åbenbart ikke blive store nok.  Når det nu
åbenbart er sådan, er han den der leder efter os,
selvom vi er fundne.

Der er historie om en kæmpe, som var tre meter høj og
tudegrim. Han levede lykkeligt og legede tit med en
masse børn i sin store have. Men så en dag, da han
skulle ned og hente vand i floden, skete det, at han
for første gang så sit eget spejlbillede i flodens
vand.
Han så, hvor grim han var. Hvor høj han var. Han gik
direkte hjem til sit hus og byggede en kæmpe mur rundt
om sin have, så ingen kunne se ham. Så satte han sig
foran sin pejs. Og så sad han der. Så skete det noget
mærkeligt. Hurtigt blev det efterår der i haven,
bladene faldt af træerne, og det blev vinter med sne.
Da det blev forår igen uden for muren, var det fortsat
vinter indenfor. Det var vinter hele året.
En dag kradsede det på muren. Krads-krads. Puds faldt
ud og en sten løsnedes. En til og en til. Til sidste
kunne et barn kravle ind. Og det gjorde det. Et barn
gik rundt ude i sneen på bare fødder. Sjap-sjap. Kæmpen
hørte, at nogen gik rundt derude og farede ud af huset,
men da han så, at det var et barn, glemte han helt, at
han ikke ville ha´ folk tæt på sig og gik hen til det.
Da opdagede han, at barnet havde sårmærker på hænderne,
og han blev meget harm over, at nogen kunne være så
onde. Men barnet stoppede hans vrede og strakte armene,
for han ville gerne tages op. Kæmpen tog barnet op til
sig og efterhånden forsvandt sneen fra haven, og det
blev forår og andre børn kom kravlende ind og legede i
kæmpens store have.  Jesus søger at frelse det fortabte
- også os.
Vi har fået gaven, lad os lukke ham ind i haven.