696,26,28,277,226

	Det kan ske at en kommune for et meget ringe
beløb lejer en af sine bygninger ud til en
organisation som arbejder for et godt formål.
Lejen bliver f.eks. sat til 50 øre om året. Det
kaldes et symbolsk beløb. Der er altid et lidt
komisk skær over en sådan ordning. Når man
forlanger så lidt, hvorfor så overhovedet kræve
noget i leje? Og alligevel er det også glædeligt. Jo
mindre det symbolske beløb er, desto mere viser
det ejerens velgørenhed og velvilje. Det gøres jo
med den hensigt, at foreningen kan bruge sine
midler uindskrænket til det gode formål.
	Enkens to småmønter er også et symbolsk beløb.
Det siger os noget om enken og noget om Gud,
som hun giver de to mønter til.
	Over hendes beløb er der også et lidt
komisk skær, for til hvilken gavn var et par
småører for driften af det store og prægtige
tempel. Hvad kunne de bruge et så lille beløb til.
For os må det virke ekstra stærkt, fordi vi har
afskaffet den møntenhed et par ører. Den mindste
møntenhed vi har er 25 ører. Det enken gav har
så ringe værdi, at vi ikke regner med det.
	Så ringe er det enken lægger i
tempelblokken. Det ville ingen af dem regne for
noget, som var i templet den dag. Hvis de
overhovedet lagde mærke til kvinden. Hendes
fremtoning og optræden har sikkert været sådan,
at ingen mente, hun var værd at lægge mærke til.
Nej, de rige, som kom i prægtige klæder og lagde
meget i blokken, dem hang øjnene ved; dem
kunne man respektere. De blev regnet for noget.
	Hvis nogen lagde mærke til kvinden og
ikke uvilkårlig rynkede på næsen af hende, så har
de tænkt: ' Det, som hun lægger i, kan kun være et
symbolsk beløb, der viser, at også hun gerne vil
være med, at hun også vil vise sin velvilje.'
	Men Jesus så den fattige enke og sagde:
'Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har
givet mere end alle de andre, som lægger penge i
tempelblokken.'  Jesus regner hende ikke bare
ligeværdig med de andre. Nej, hun har givet mere
end alle de andre tilsammen. Og han begrunder
det med, at hun gav af sin fattigdom alt, hvad hun
havde,  alt det, hun havde at leve af .
	Kvindens hele ejendom bestod af to
småmønter, og hun gav dem begge. Hun beholdt
ikke den ene; hvad der ville have været rimeligt.
Nej, hun giver alt sit eget til Gud. Hun viser ikke
bare sin velvilje. De rige derimod, som lagde
mange penge i tempelblokken, de havde kun en
halvhjertet offervilje i forhold til hende. Hun
overgav sig til Gud.
	Jesus kan mene dét, fordi han bruger en
anden målestok end mennesker gør. Man kan se
det af, at han ikke ville regne de riges gave for
større end enkens, selv om de havde givet alt,
hvad de havde. Hvis de velhavende havde
skænket hele deres ejendom, så var de i følge
Jesus kun kommet på lige fod med den fattige
enke, selv om deres beløb langt oversteg hendes.
	Over for Gud er vi alle fattige. Vi har kun
lidt at give til Gud. Vi har kun vores svage tro.
Den ser ikke ud af meget. Det er uforståeligt,
hvordan den kan bruges til noget, at den kan være
til nogen gavn. Men Gud tager imod den, som den
kosteligste gave af alle.
	Hvorfor kræver Gud ikke mere? Det var jo
berettiget. Alt skylder vi ham. At vi kan stå op om
morgenen og gå ud i dagen. At vi er i live. Gud
sørger for os i alt. Glæder, kærlighed og energi
får vi. Og er vi modløse, giver han os mod.
	Når Gud er så gavmild, at det overstiger
vores forstand, kunne han så ikke kræve alt af os
til gengæld. Han kunne forlange, at lovsangen
steg op til ham, ikke bare et par timer om
søndagen, men at lovsangen gjaldede fra jorden
til ham på alle dage, i hver time, i hvert sekund,
fra alle mennesker i kor. Og at han ellers ville
vende sig fra os.
	Men sådan er Gud ikke. Han standser ikke
sin godhed for at kræve en passende betaling af
os til gengæld. Nej, Gud tager imod vores svage
tro, der ikke engang kan få kirkens tag til at løfte
sig om søndagen. Vores svage tro tager Gud imod
som den kosteligste gave.
	Vores tro er så lille, at den er som et
symbolsk beløb, der fortæller mere om Gud end
om os. Om Guds overvældende godhed og
velgørenhed, der stiller os frit til, ikke at bruge
alle vores evner på at behage Gud, men til
uindskrænket at bruge alle vores midler og
kræfter på at leve som mennesker.
	Men selv om vores tro er så lille og af
ligeså ringe værdi som den fattige enkes to
småmønter, så betyder den dog, at vi giver alt
vort eget til Gud. At vi lægger alt i hans hånd og
ikke vil leve af vore egne midler, men af hans
kærlighed. I troen på Gud har vi intet tilbage, men
får alt givet.
	Vores tro ser ikke ud af meget. Men Gud i
den en gjaldende lovsang, der løfter kirkens tag
og åbner himlen og giver genlyd hos Gud. Gud
gør vores tro til en kilde, hvorigennem hans
kærlighed uophørlig flyder ind i vores liv.