Er vi helt holdt op med at få dejlige billede frem på nethinden når vi hører om gudsrige. er vi holdt op med at få dejlige billede frem for vores indre øje, fordi vores tid er så præget af dommedagsprofetier og dårlige prognoser for hvordan det skal gå: med verden, med den økologiske balance, med befolkningstilvæksten, de nye demokratier rundt om i verden, ved konflikten i Mellemøsten, ja sågar med hvordan det skal gå med vores teknologiske samfund her ved årtusind skiftet hvor alle computer efter sigende skulle bryde sammen, p.g.a. et årstal. Jo der er dommedagsprofetier nok. Vi dagligt om dem og vi ser de værste skrækscenarier for vores øjne når vi tænker på det. Og kunsten og moden har giver også udtryk for denne modsløshed. Trenden i tiden er sort, moden er sort og grå tilsat lidt brune nuancer. Arkitekturen er sort og bastant, tænk bare på den omdiskuterede busterminal på Rådhuspladsen i København. Stor, sort og mægtig ligger den der og er et flot udtryk for vores tid, og for modløsheden, når det gælder fremtiden. Vi ved nemlig af bitter erfaring at alt det man troede ville bringe en bedre verden ikke gjore det: En øget vækst på alle områder bringer ikke et bedre liv, og de moderne storbyer er ikke den ideelle ramme om et stort menneskeligt fælleskab med varme. det man troede var fremtiden har vist ikke at være det. Og derfor har vi mistet troen på fremtiden.
Særligt den fremtid, der strækker sig ikke bare ind i det nædte årtusinde, men ind i de næste årtusinder. Altså den fremtiden der handler om andet og mere end hvordan det vil gå mig i morgen. For vi er vel egentlig ganske godt tilfredse med vores liv som de er, det er vel egentlig få af os der ønsker de helt store fornadringere, nogle småjusteringer ville da være rant men et grundlæggende anderledes liv. Nej, vi har det godt som vi har det.
Men den fremtid, der handler om andet og mere end om jeg får en ny bil til sommer, den fremtid der har alle ideologierne og visioner i sig , den fremtid ser vi oftest som værende sort og dyster, verden sukker og er i veer, for at bruge et religiøst udtryk, eller verdens ende er nær, det går helt ad helvede til. Det er ihverfald det indtryk man får når man følger den offentlige mening, både politisk, og kunsterisk.
Men, men, nu er kristendom jo ikke hverken kunst eller politik. Men derimod en trossag. Et spørgsmål om vi tror at Jesus Kristus ER Guds søn, som kom til verden for at frelse den, for at bringe glædesbudskab til fattige for at bringe håb. Og det kristne håb, er et håb på trods, er et håb som trodser, hvad der er trenden i tiden. Et håb som vedbliver at være der med sin instisteren på kærlighed, på tilgivelsen, på det gode i mennesket, på at døden er besejret og på at noget helt anderledes er på vej, et rige, hvis mage vi ikke kender. Og det kristne håb er ikke noget vi har fundet på ud af det blå, nej det er det håb som Jesus har givet os, det håb om det rige som Jesus taler om også i dagens evangelium.
Håbet om at det kan blive helt anderledes. Håbet om at i Guds rige, hersker ingen af de kræfter vi kender i dag, men i Guds rige hersker netop Gud, med alt hvad der er ham: tilgivelse, kærlighed, overbærenhed, omsorg, stedfortrædelse, og forsoning. I hans rige leger lammet og løven ved bækken. Hans rige er også mægtigt, det er som en stor by der kommer ned fra himlen og det er ikke en almindelig by, men en by med tage af guld, en by, hvor alting glimter af ædle metaller og ædelstene. en by, som også når kunstere har givet den krop er ganske anderledes en strålende by.
men hvad skal vi stille op her i vores modløse tid, hvor der tilsyneladende ikke sker en pind. Skal vi blot ventet eller er det hele ikke bare det pure opspind, fantasier der bruges til at give håb og holde folk hen med snak ?
Er det ikke muligt også i vores modløse tid at se glimt af guds rige ? Jo, for vi lever jo netop på kanten mellem mørke og lys, og i os levende mennesker bliver det åbenbart at Gud handler gennem os såkaldte almindelige mennesker. Og derfor har vores liv betydning mens det leves og sådan som det leves. Og også til os lyder forkyndelsen af håbet, forkyndelsen om at noget nyt er på vej, og det er det der er så svært at leve sit liv i en forløbighed, at leve i tiden og tage del, men samtidig holde fast i at vi venter og forventer noget andet og større.
Men det at forvente noget andet og større gør ikke vores tid her ringere, tværtimod, det er med til at give vores liv retning og mening, mere mening, end drømmen om en ny bil, om bedre arbejde og den slags kan gøre det.
For en retning, en orientering, et pejlemærke har vores liv altid; er den nye bil pejlemærket, så holder vi os selv fast i en flad middelmådighed uden dybde. Det er håbet, om noget, der ikke er middelmådigt, men som er stort og godt, der giver livet dybde og og gør, at det ikke synker ned i en frustrerende middelmådighed. Det store og gode er Guds rige, med alt hvad der er ham: tilgivelse, kærlighed, overbærenhed, omsorg, stedfortrædelse, og forsoning. Jesus, guds søn skal komme igen, og bringe alt dette til os, og vise, at selv middelmådigheden har sine grænser og må vige for Guds storhed og godhed. Og med det for øje kan vi bære børnene til dåb, og vide, at hvordan det end går får middelmådighed og håbløshed aldrig det sidste ord i deres og i vore liv. Og det håb præger vores liv, sætter dagsordenen for det, og præger os, også når vi om lidt går ud herfra. AMEN.