Jesus takker Gud. Jesus fortæller om det fællesskab han
har med Gud, og Jesus indbyder os til at være med i det
fællesskab. 
     Det er gode ord her på den sidst søndag i kirkeåret. Også
vi kan takke Gud for det, som Gud har gjort i det år som er
gået. Men mon vi ikke nogle gange synes, at Gud kunne
have gjort lidt mere. Det er skjult for vores forstand, hvad
Gud har gjort. Hvis vi med vores forstand vil finde ud af,
hvilke virkninger kristendommen har haft i det forløbne år. 
Så kommer vi til det resultat, at kirken ikke har markeret sig
særlig tydeligt.  
      Med vores forstand må vi sige, at der ikke er kommet
nogen klare resultater af Guds ord i 1996. Der er mange,
som er blevet døbt.  Der er mange, som har været i kirke.
Men så gik de jo hjem og fortsatte deres eget liv. Vores
forstand siger, at sådan er virkeligheden.  
        Men Jesus siger, at virkeligheden er en anden. Det er
Gud, som har skjult sit rige og sine undere for forstanden.
Gud har skjult sit rige for de vise og forstandige og for os,
hvis vi kun vil bruge vores forstand. 
     Og hvad er grunden til, at Gud vil det sådan. Ja, vi
bruger vores forstand til at sætte os til doms over Gud. Vi
vil bedømme om det er godt eller stort nok det, som Gud
virker. Vi bruger vores forstand forkert så den fjerner os fra
Gud.  At være klog kan være at forme sine egne tanker og
følger sine egne ideer. Men det er forkert både over for Gud
og over for medmennesket.  Over for Gud gælder det om at
lytte.Gud har givet os sit ord i Jesus. Og vi skal bare lytte. I
Guds ord hører vi klart, hvordan vi skal forme vores liv,
hvad der er vi skal lægge vægten på. Det behøver vi ikke
tænke os frem til.  Det giver Gud os i sit ord, som jo bl.a.
siger, at vi skal lytte til hinanden.  Vi skal være åbne over
for hinanden 
     Hvor tit sker det ikke, at de vise og mægtige, bliver
kloge i egne tanker. Så de kan ikke lytte til andres gode råd.
Så de kan ikke finde frem til , hvad der er rigtigt. De vise
fristes til at regne sig over andre. Men det ægte sandhed
finder man kun når man er ydmyg, når man netop ikke er
klog i egne tanker, men åben over for andre, når man ikke 
tænker ud fra sig selv, men tænker ud fra de andre. 
     Jesus takker Gud for at han har skjult sit rige og sine
undere for de vise og kloge. Det er godt Gud har gjort det,
for de kloge ville blive bestyrket i deres magt. De ville gå
endnu længere ud af den blinde vej, som de følger. Jesus
takker Gud for at han har åbenbaret sit rige for de
magtesløse, de umyndige, de helt små. Det som 
Jesus takker for, er Guds kærlighed. Det er jo udtryk for
kærlighed, at Gud vil hjælpe de svage. Når vi opgiver vores
egen magt, så ser vi at vi er under beskyttelse af en endu
større magt, nemlig Gud den almægtige. Når åbner os, så
viser Gud os sit lyse rige, og viser, at der er en plads til os
dér. 
     Med de umyndige mener Jesus de mennesker, som har
indset, at de ikke selv kan finde ud af tingene. De
mennesker, som har indset deres svaghed. De mennsker,
som ikke selv har fundet løsningen på livet. Jesus siger, at
Gud selv vil løse dem og give dem opklaring. Gud kommer 
til det menneske, som har opgivet sin egen myndighed.
Ellers er det jo en stor dag for unge mennesker, når de
bliver myndige og selv kan tage beslutninger og skrive
under med deres navn på dokumenter. Men over for Gud er
det den store dag, når vi overgiver beslutningen til Gud og
lader Gud skrive under på, at vi tilhører ham. 
     At få en åbenbaring. Det betyder jo, at man pludselig får
øjnene op for noget, som man ikke før kunne finde ud. At få
en åbenbaring betyder, at man pludselig finder løsningen på
en sag, man har tumlet med i tankerne og ikke kunne forstå.
Og man føler, når man får åbenbaringen, at 
den ikke kommer fra en selv. Sådan er det også med troen
på Gud. Den kommer ikke fra os selv. Den kommer fra
Jesus. Han giver os den. Han giver os den åbenbaring, at vi
ser Gud som vores himmelske Far. Han siger jo, at kun han
kender Faderen og at kun Jesus kan give os det kendskab. 
     Og det kendskab vil Jesus netop give til de 
magtesløse og svage og umyndige, de trætte og modløse,
som arbejder uden at de føler de kommer nogen vegne. De
arbejder med deres liv, men føler ikke de når nogen store
resultater.  Til dem siger Jesus: Kom til mig. 
     Der er mange gode ord i bibelen. Nogle af de bedste ord
er netop dem vi hører i dag, hvor Jesu siger: Kom til mig,
alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil
give jer hvile. Større opmuntring kan vi ikke få. Større trøst
kan vi ikke få. Når vi føler, at det er et slid at komme
gennem livet, når vi føler det er et slid at holde ud og bevare
livsmodet, så siger Jesus: Kom til mig. Jeg vil give jer hvile. 
     Hvori består den hvile som Jesus giver. Jo, vi må hvile
fra alle spørgsmålene og alt det, som tynger vores tanker.
Jesus giver os mod. At være udhvilet er det samme som at
se lyst på tilværelsen. Når mennesker vil være kloge, så
påtager de sig mere end de kan overkomme. Før 
eller siden opdager de det. Pludselig står de foran en mur,
de ikke kan komme forbi. Pludselig sker der noget, så
forstanden står stille, og det kan både være noget glædeligt
eller sørgeligt, som standser forstanden og den må give op.
Når vi selv skal bestemme, så ender det som regel med, at
vi påtager os for meget. 
     Når Jesus giver os hvile, betyder det at han ikke
pålægger os mere end vi kan klare.  Jesus pålægger os at
være ligesom han: sagtmodige og ydmyge af hjertet. Den
ydmyghed er jo troen på, at Gud er vores himmelske far,
som selv holder hånden under os og bærer alt dt vi ikke har
kræfter til. Den ydmyghed består altså ikke i 
selvudslettelse, men tværtimod at vi ved os under den
almægtiges beskyttelse og for Gud er ingenting umuligt. At
være ydmyg af hjertet er altså ikke at være frygtsom,
tværtimod.  Et sted siger Jesus: Fred giver jeg jer, min fred
giver jeg jer.  Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke
modløst.  Den byrde, som Jesus lægger på os: at være
sagtmodige og ydmyg.  Det er en let byrde. Den løfter os
op.  For det er Guds kærlighed, som Jesus lægger på os.
Sådan som vi jo hører om børnene, at Jesus tog dem i favn
og lagde hænderne på dem og velsignede dem.  Sådan tager
Jesus os i sin favn og åbenbarer Guds ærlighed for os små. 
     Når vi ser tilbage på det gamle kirkeår med troens øjne,
så ser vi de store undere og den store hjælp, som Gud har
givet os i sit ord. Hvile og trøst til os svage. Tro og håb og
kærlighed har mættet os små mennesker søndag efter
søndag.