___________________________________ Jeg får det selv på den måde af og til, at jeg ikke kan rumme mere. Der er fyldt op med kriser og krige indeni, der er fyldt op med sult og nød,- og der er simpelthen ikke plads til mere, når der også skal bruges kræfter på dagligdagens opgaver;- der er simpelthen ikke plads til mere, hvis jeg skal komme igennem med glæden,- med livsglæden i behold. Derfor er det nødvendigt med en pause fra nyheds-strømmen,- når det er tydeligt, at nu er det nok, så er det pausetid. __________________________________ Mon ikke der er flere, der har det sådan. For det kan være svært at holde fast i at være et menneske - og det kan være svært at holde fast i at være menneskelig,- det kan være svært at holde fast i dét, når man er under et sandt bombardement af information om utallige andre menneskers lidelse,- når vi nu har viden om utallige gode grunde til at blive kede af det og endda fortvivlede. Vi lever med alle mulig gode grunde til at give op overfor den håbløshed, som vi bliver præsenteret for; til måske endda at blive så hårdhudede at vi nærmest lader os underholde af grufulde begivenheder,- så hårdhudede at vi isolerer os - for os selv - i den hjemlige og fredelige hygge,- ja, så hårdhudede at vi på forskellig vis får overbevist os selv om, at det i virkeligheden ikke vedrører os, alt det vi ser og hører dag ud og dag ind..
_________________________ Men selvom det ligger lige for at give op, selvom det er fristende at blive hårdhudet, selvom det er fristende at isolere sig,- så hører vi alligevel i evangeliet i dag, at vi skal modstå disse fristelser. Vi skal istedet leve vores liv med en rolig forventning til det, der skal komme. For det, der skal komme, det er godt, og vi kan trygt se det imøde. Evangeliet til i dag, de to små lignelser vi lige har hørt, de taler simpelthen om Guds rige, det rige, som vi unægtelig kan have svært ved at få øje på ind imellem. Der er så meget andet, der fanger blikket. Men lignelserne fortæller med to enkle billeder om Guds rige, at det er her og hvordan,- og dermed fortæller lignelserne også om os og om vores liv - og om de forventninger vi må have i livet og leve livet med.
______________________ Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået sin jord - hedder det. Han sår først,- og siden skal han høste,- når den tid kommer og kornet er modent,- men i mellemtiden sover han og står op, nat og dag,- i mellemtiden, eller ventetiden skal han netop blot gøre dét, som hører ventetiden til,- han skal vente, vente roligt og forventningsfuldt.
_______________________ Med Guds rige er det også ligesom med et sennepsfrø: når det lægges i jorden er det lillebitte,- det mindste frø på jorden, som det hedder her; men dette lille frø vokser op og bliver større end alle andre planter og får store skyggefulde grene, hvori fuglene kan bygge rede og finde skygge,- og menneskene såmænd også! _________________________ Som jeg begyndte med at sige her i dag, så kan vi nemt komme til at stirre os blind på alle de hændelser og alle de ting, der kan trække os i retning af håbløshed og få os til at opgive. Her kan vi egentlig godt bruge et af billederne fra lignelserne, for så bor vi også i skyggen. Ikke i den behagelige og svalende skygge af Gudsriget,- der hvor det er godt at være;- når modløsheden griber os, så bor vi derimod i bekymringernes tyngende og mørke skygge. Vi kan nemt komme til at stirre os blind på alle de hændelser og ting, der trækker i retningen af håbløshed eller opgivenhed ______________________
_ Alligevel får vi her i lignelserne - i billedets smukke sprog,- der får vi at vide, at frøet til Guds rige er lagt i jorden. Der - eller rettere sagt her - vil det spire og vokse sig stort. Det gælder nu om at få øje på det frø af Gudsriget, som allerede er plantet i jorden og som allerede er virksom iblandt os - hvis ellers man lige kan se det og føle det. Og faktisk, så kan vi både se og føle det. Guds rige kan vi opleve i glimt, hvis vi blot har øjne at se med: det er i kærlighed, det er i fællesskab, i samhørighed. Der kan vi få øje på Guds rige. For frøet er lagt i jorden, og vokser allerede i kærligheden, i fællesskabet og i sammenhørigheden. Og efterhånden som det vokser vil det udfolde sig som det, det er bestemt til - et hvedekorn bliver jo også til et hvedeaks, et agern bliver til et egetræ, og et sennepsfrø til en sennepsplante. Det er faktisk så enkelt, at det ikke rigtig tilfredsstiller vores utålmodighed. Vi vil gerne vide noget mere. Hvordan er Guds rige - og hvornår vil det komme? Er det noget, der kommer her på jorden - eller er det noget, der skal komme engang i fremtiden? Jesus giver i evangelierne ikke noget entydigt svar: "Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; (siger han et sted) man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! Eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer." (Lukas 17, 20f) Midt iblandt os som et frø, der er lagt i jorden for at gro, der er Guds rige. Her hvor vi lever, i det ganske almindelige, dagligdags og jordbundne liv. Her viser Guds rige sig. I kærlighed, i fællesskab og i sammenhørighed.
__________________________ Det er det håb og den glæde de to små lignelser til i dag vil plante i os og have os til at holde fast i - at frøet er lagt i jorden, det gror, og en dag vil det stå i fuldt flor. Det kan være svært at holde fast i det håb og den glæde i svære tider. Vi kan finde verden så ond, at vi mister både troen og modet, og istedet bliver kyniske og kolde. Og livet,- det liv, vi lever med hinanden,- det kan blive så elendigt, at forventningen er ved at forsvinde. Vi ved det fra vore egne erfaringer. Men da må vi, som bonden i lignelsen,- da må vi sove og stå op, nat og dag, mens vi gør vort daglige arbejde og passer vore pligter. At tage imod livet, hvor modsætningsfyldt det så end kan være - at leve det i undrende tillid, også når mønsteret og meningen fortaber sig i mørke og kaos - det er det vi skal gøre i en ventetid. Og hele tiden skal vi minde os selv og hinanden om, at Guds rige er plantet midt imellem os. Det gror i det skjulte,- og det gør det selvom vi ikke kan se det - præcis som vi ikke kan se den hvede, der bliver sået på markerne,- præcis som vi heller ikke kan se de løg vi lagde i jorden i efteråret. De er ude af vore hænder, men vi har dem alligevel som en forventning om, at hveden en dag vil komme frem, sætte aks og bære kerne, og vi har i os forventningen om at løget vil blomstre. Det er dér, selvom det er skjult.
_______________________ Automatikken hvormed frøet gror,- at det gror så ganske af sig selv,- det sparer os ikke for arbejdet. Men det sparer os for bekymringen, fori hvem kan ved at bekymre sig lægge noget som helst til væksten. Sådan er det også med Gudsriget. Automatikken hvormed Guds rige gror,- at det gror så ganske af sig selv,- det sparer os ikke for det arbejde, der høre med til at være et menneske blandt mennesker i en broget verden. Det sparer os ikke for arbejdet. Men det sparer os for bekymringen og for at blive modløse.
_____________________ Det er de ord, vi har hørt i dag - i lignelsernes billedsprog,- at vi ikke må blive modløse selv om der kan synes at være god grund til det. Men vi skal sove og stå op, leve nat og dag, ja, trygt tage imod livet, i tillid til at det bund og grund er godt. Det er de ord, vi har hørt i dag - i lignelsernes billedsprog,- det er blot ord, og de fylder måske ofte mindre i vores daglige bevidsthed end alle de andre ord, vi må lægge ører til. Men de ord om Guds rige, det er ord, der bliver plantet i os ligesom et sennepsfrø, ord der kan vokse og få større betydning for os end alt andet. Amen