inspiration bl.a. fra Søren Nordentofts 
Livets Mening og meningsløshed.



Vi går nu mod slutningen på dette kirkeår.Idag er den sidste søndag i
kirkeåret og på næste søndag går vi ind i adventstiden. Så er det kun et
spørgsmål om dage før det nytår melder sig som tager en blank og
knitrende frisk kalender i brug. Det nytår har sin karakter, sine
traditioner med fest og fyrværkeri, en lejlighed til at byde på
bittersøde cocktails bestående af lige dele vemod og forsætter for det
ny år og - med det store udsalg som forudsigelig udskænker.
Også kirkenytåret har sin karakter tegnet af traditionen, af højtider og
hverdag. I sig selv er kirkeåret blot rammen om trosbekendelsens
udfoldelse, altså en garant for at intet udelades og overses, heller
ikke døden og dommen. For alt har sin tid, som det hedder i Prædikerens
bog, og dermed menes også menneskelivets faser undervejs i livsforløbet.
Kirkeåret rummer hele spektret, det rummer just den fylde og den dybde,
som vi søger i vort liv.
Den franske tænker, Pascal, sagde - det er nu 300 år siden:"Hvis et
menneske ser Gud, men ikke ser elendigheden, bliver det hovmodigt. Hvis
mennesket derimod kun ser elendigheden, men ikke Gud, bliver det
fortvivlet. Derfor åbenbarede Gud sig i elendigheden".
Med så få ord sætter Pascal vores menneskeliv på plads. Der bliver ikke
sagt noget om menneskerettigheder og livskvalitet og navnlig ikke om
harmoni, det drejer sig tværtimod om at klargøre nødvendigheden af
modsætningernes tilstedeværelse på godt og på ondt i et menneskeliv.
Elendighed er et voldsomt ord, navnet på noget virkeligt og
uafrysteligt, som er til at få øje på overalt, og som sætter
spørgsmålstegn ved vores opfattelse af livet som godt. Elendighed er
ikke kun en barmhjertighedsfremkalder, den provokerer desværre også til
endnu mere elendighed, hvad enten det drejer sig om verdens nød eller
det enkelte menneskes fornemmelse af uoverkommelighed. Men det Pascal
vil sige, er for det første,at vi skal forsone os med den tanke, at Gud
har villet det sådan. Det andet er, at vi skal forsone os med det vi
ikke kan ændre på - i troen på, at Gud vil os det godt.
Denne tillid til Guds gode forsyn, som er mere almindelig andre steder i
verden end blandt os, kan spores overalt i Karen Blixens forfatterskab.
Hun fortæller i "Den afrikanske farm" om en forhutlet svensk skuespiller
som for en tid tager ophold på hendes farm og gengiver i samme bog et
replikskifte mellem dem:"De er vanskeligt stillet, Emmanuelson", siger
hun:"Jeg tror ikke jeg kan tænke mig nogen, som på en måde er
vanskeligere stillet end De". - "Nej, det tror jeg heller ikke
selv",svarer han:"Men der er noget som jeg fornylig har tænkt over, og
som De måske ikke har tænkt på:"Et eller andet menneske må jo være værst
stillet af alle mennesker". Karen Blixen erindrer samtalen, fordi der
her er tale om et menneske, der med en egen bitter logik akcepterer sin
plads i tilværelsen og som ikke prøver at vige uden om sin skæbne, hvor
lidet lystelig den end måtte tegne sig. Han er indforstået med at spille
den rolle som livet eller Gud har givet ham og spille den til den bitre
ende, til knald eller fald. "Tror De på Gud, Emmanuelson?" spørger hun
ham, da han er i stor knibe. "Ja, ja, ja!" svarer han og sidder ganske
ubevægelig en stund:"Nu vil De vel finde, at jeg er en forfærdelig
skeptiker, når De hører, hvad jeg har at sige", begynder han så:"men med
undtagelse af Gud tror jeg ikke på noget som helst i verden!" Derpå går
Emmanuelson - iført en sort overfrakke - alene ud i tropenattn mørke
gennem savanner og skove med løver og leoparder. 
Det er en kendsgerning, at hvor forsynstroen fylder, der mindskes
Kristustroen tilsvarende. Men det skal retfærdigvis siges, at
forsynstroen er Kristustroens forudsætning. Uden troen på forsynet ville
påskedag være meningsløs, eller sagt på en anden måde: uden
langfredagssorgen, ingen påskemorgenglæde.
Salmedigteren Thomas Kingo nedskriver den guddommelige forsynsorden til
almindelig borgererfaring, når han siger: "Sorrig og glæde de vandrer
til hobe, lykke, ulykke de gange på rad". Men Karen Blixen gør sig til
eet med et helt kontinents erfaring, når hun i Den afrikanske farm"
siger, at Gud og Djævelen er een, så at de ikke er to, men kun een".
Både godt og ondt kommer fra den ene og samme. Både lykke og ulykke er
Guds værk. Af begge dele bygger han den verdensorden op, som i sin
helhed er skøn og også vi skal leve op til en akcept af begge dele, det
lyse og det mørke.(Søren Nordentoft:Livets mening og meningsløshed).
Tanken kendes fra Jobs bog, hvor det hedder:"Herren gav, Herren tog,
Herrens navn være lovet".
Vi kan ikke uden videre gøre gammeltestamentelig teologi til vores, men
vi kan på den anden side heller ikke fraskrive os troen på Guds forsyn.
Ingen har lovet os at livet vil forme sig som vi kunne ønske det.
Evangeliet gør det heller ikke. De ord, vi idag hører, siges ikke til
overmodige mennesker, der har deres på det tørre. De siges til modløse
mennesker, "som slider sig trætte og bærer tunge byrder", mennesker som
trænger til hvile og trøst. Mennesker som ikke ved, hvor de skal gå hen
og hvad de skal tage sig til for at komme ud af det fængsel som
trøstesløshed altid er.
Tibage til Pascal: "Hvis et menneske ser Gud, men ikke ser elendigheden,
bliver det hovmodigt. Hvis mennesket derimod kun ser elendigheden, men
ikke Gud, bliver det fortvivlet. Derfor åbenbarede Gud sig i
elendigheden".
De visdomsord er sat som overskrift for den forkyndelse der lyder idag.
Således sammenfatter og afslutter vi det nu forløbne kirkeår med alle
dets mange fortællinger om Jesus, hans undfangelse, hans fødsel, hans
liv, død og opstandelse, og om disciplene, der får mod til at drage ud i
verden på hans befaling med det trøsterige budskab, som forkyndes søndag
efter søndag for mennesker i glæde og sorg - hele kirkeåret igennem -
overalt i verden.
Sålænge kirken står vil ordet stadigt og stædigt sætte sig igennem for
at holde os fast i troen på Gud og på det liv vi har fået givet. Så lad
os da bære vore åg, vore byrder, ja, hvad der end måtte komme i troen
på, at selv byrder som ikke bæres med smil kan blive til velsignelse. Og
hvad vi ikke magter, og slet ikke evner at overskue, det skal vi
overlade til ham, der bærer sammen med os, han som både kan og vil gøre
alt det tunge let. AMEN