Sidste søndag i kirkeåret, 2. rk. Sct. Clemens  9.00
Mika 4,1-3; 1. Kor. 3,10-17; Matt. 11,25-30
Salmer 280  292  /  357  395
______________________________ 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, Amen

Dette hellige evangelium til sidste søndag i kirkeåret står skrevet hos
evangelisten Mattæus........

På den tid tog Jesus til orde og sagde: Jeg priser dig, fader, himlens
og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og
åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje.
Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen
Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil
åbenbare ham for.
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg
vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er
sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.
For mit åg er godt, og min byrde er let.  
Amen

Vi går nu mod slutningen på dette kirkeår - i dag er det den  sidste
søndag i kirkeåret og på næste søndag - hvor utroligt det end lyder,- da
er det 1. søndag i advent, og det nye kirkeår begynder.

Og der er såmænd heller ikke særlig lang tid til, at vi holder det nytår
hvor vi siger farvel til 1998 og tager hul på 1999. 

Men hvor det nytår, vi fejrer den 31. december,- det nytår har sin
karakter - det rummer sine traditioner,- med fest og fyrværkeri - og
måske også nogle nytårsforsætter af forskellig art, 

ja, så har kirke-nytåret - det har også sin karakter. Det bygger på jul,
på påske og på pinse. Det bygger på alle de tekster, som vi hører året
igennem,- gennem højtider og almindelige søndage - gennem glæder og
gennem sorger.

Kirkeåret og dets gang gennem helligdage og hverdage,- det kirkeår har
sin egen alvor,- det rummer alt, hvad der er menneskeligt muligt at
forestille sig. Fra den største fryd og glæde, til den dybeste sorg og
fortvivlelse.

Kirkeåret rummer hele spektret med sin gang over jul - over påske og
over pinse. 

Rummer den fylde og den dybde, som faktisk på bedste måde afspejler også
vore liv,- som de også leves mellem den største glæde på den ene side og
den dybeste sorg på den anden.

Og i dag, hvor vi tager afsked med det gamle kirkeår, da giver det os
lejlighed til at forsøge os med et overblik - et blik både tilbage og
frem - et blik både op og ned. 
________________________

I den forbindelse vil jeg her komme med et citat,- en gammel men stadig
meget rammende replik til os, når vi ser på os selv,- ser på vore liv og
på den verden vi lever i.

Citatet lyder:

"Hvis et menneske ser Gud, men ikke ser elendigheden, bliver det
hovmodigt. Hvis mennesket derimod kun ser elendigheden, men ikke Gud,
bliver det fortvivlet. Derfor åbenbarede Gud sig i elendigheden."

Sådan sagde den franske filosof Pascal for omkring 300 år siden. Og jeg
synes, at de ord på en meget præcis måde også i dag sætter os mennesker
og vore menneskeliv på sin plads, 

og det er vel at mærke en plads hvor modsætningerne MÅ  og SKAL rummes.
Det er en plads, hvor både glæden OG sorgen - fryden OG fortvivlelsen
hører med. 

Det er således en plads, hvor både Gud og elendigheden spiller en rolle. 

Hvor Gud hører med. Men hvor også den lidelse og de problemer, som vi
ved af erfaring hører menneskelivet til,- hvor også den lidelse og de
problemer hører med. 
_____________________________

Elendighed, det er et dramatisk ord - det er også et voldsomt ord, men
alligevel et navn på noget, der er særdeles virkeligt,- og slet ikke
svært at få øje på for nogen af os. 

Elendighed, - det er i virkeligheden et samlet udtryk for alt det, der
sætter spørgsmålstegn ved vores opfattelse af livet som godt.

Elendighed, det er det, der gør det svært i vores liv, og gør det svært
i vores forhold til Gud, og det kan man få øje på både i det små og i
det store,

- i den sygdom, der rammer, de ulykker, der sker, og i den nød som er så
åbenbar, når man ser sig omkring.
____________________________

Elendigheden, den er til at få øje på. Og jeg mener, at han har ret,
Pascal, som blev citeret før. Hvis vi kun har øje for den elendighed,
som vi møder, alle problemerne, lidelsen og ondskaben, 

hvis vi kun ser elendigheden, så bliver vi fortvivlede,- så ender vi i
en umenneskelig overanstrengelse, fordi vi mener, at vi står alene med
vore egne problemer - og oven i købet alene skal løse alle verdens
problemer. 

Og det kan vi jo slet ikke, det er for stor en mundfuld for os,- så
bukker vi under i fortvivlelse når det gælder vore egne sorger og
problemer - 

og når det går dér ud over, når det kommer til andre menneskers
elendighed, som den bliver synlig for os i aviser - TV og på anden
måde,- så gør det os nemt kynisk ligeglade. Fordi opgaven er
uoverkommelig.

Så hvis vi kun ser elendigheden men ikke kan få øje på Gud, så er det
snublende nært at miste modet og give op. Fortvivle - eller blive
kyniske. Deri har Pascal ramt rigtigt.
__________________________________

"Hvis et menneske ser Gud, men ikke ser elendigheden, bliver det
hovmodigt. Hvis mennesket derimod kun ser elendigheden, men ikke Gud,
bliver det fortvivlet. Derfor åbenbarede Gud sig i elendigheden."

De ord kan også stå som en meget rammende optakt til evangeliet til idag
- fra Mattæus - hvor Jesus siger:

Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen
Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil
åbenbare ham for.

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg
vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er
sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.
For mit åg er godt, og min byrde er let.
__________________________

For den anden side af Pascals citat er det lige så vigtigt at få med. 

Den første jeg har nævnt er, at hvis vi kun ser elendigheden, så bliver
vi fortvivlede. Men den anden er, at hvis vi kun ser Gud, så bliver vi
hovmodige.

Hvis vi kun har øje for det himmelske og det guddommelige, så ender vi
med at flygte fra denne verden og dens realiteter - så ender vi med at
flygte i bare åndelighed.

Men Gud åbenbarede sig netop i elendigheden, som Pascal siger det. Gud
blev menneske i Jesus Kristus, og det er kun gennem ham vi kan kende
Gud,- sådan lyder det også meget præcist i dagens evangelium. 

Dermed er enhver flugtvej fra virkeligheden ud i åndeligheden,- den
flugtvej er afskåret. 

Vi er derimod sat midt i den spil-levende verden. Den verden, der er så
fuld af modsætninger, at man kan blive helt træt ved tanken om det.  

Vi er sat midt i livet, med alt hvad det rummer af godt og ondt - af
glæder selvfølgelig,- med lige så selvfølgeligt rummer det også
problemer og lidelse.

Og her taler evangeliet- som altid - sandt om menneskelivet, når det
taler til os om at være træt og bære tunge byrder.

Det er en del af indholdet i livet, det er realiteter, som man ikke kan
komme udenom, men som vi er nødt til at forholde os til.
______________________________

Vi får altså ikke nogen garanti for, at livet vil forme sig godt og let
for os. Heller ikke i evangeliet. Tværtimod kan man faktisk sige. Vi får
nærmest en garanti for, at der vil være byrder at bære.

Men i Jesus Kristus har vi fået lov til at tro på, at vi har Guds
velsignelse over vores liv, både når byrderne er lette og når de er
tunge. Både når det er gode dage og når det er onde.

Vi må tro på at vi har Guds tilgivelse når vi fejler og svigter; og
endelig har vi lov til at tro på, at vi har del i Guds rige.

Det er evangeliets ord til os, og i det kan vi finde hvile,- hvad der
altså ikke er det samme som at få et liv og en tilværelse uden
bekymringer og sorger -

men det sætter os fri til at leve livet sådan som det nu engang kommer
til os. Og da midt i livet finde hvile for vore sjæle, som det så smukt
hedder i evangeliet til i dag.
____________________

Hvis et menneske ser Gud, men ikke ser elendigheden, bliver det
hovmodigt. Hvis mennesket derimod kun ser elendigheden, men ikke Gud,
bliver det fortvivlet. Derfor åbenbarede Gud sig i elendigheden."

Med en sidste gentagelse af disse vise ord kan vi både sammenfatte og
afslutte det nu forløbne kirkeår, med alle dets mange fortællinger om
Jesus, 

om hans fødsel, hans liv og død og hans opstandelse, - og om disciplene,
der får mod til at drage ud i verden og fortælle videre.

Med den fortælling, som vi fortæller om og om igen, igennem kirkeårets
mange søndage og igennem jul, påske og pinse,

- med den fortælling holdes vi fast på både Gud og på vores jordiske
liv, sådan som det ser ud,- med alle de modsætninger der er.

At Gud blev menneske vil befri os fra både hovmod og fortvivlelse, og
for den sags skyld også for kynisme. For  her - som et menneske - ser og
hører vi Gud og skal ikke flygte hovmodigt fra verden for at komme til
Gud.

Og vi behøver heller ikke at blive fortvivlede eller kyniske, for i
Kristus har Gud selv gennemlevet og bekæmpet det onde og livsfjenske.

Vi skal derimod blive ved med at bekæmpe det onde, hver gang det viser
sig, men kun så godt vi kan og så længe kræfterne rækker. For vi er ikke
alene i den kamp.

Så lad os da bære vores åg - vores byrde - ja, lad os bære vores liv,
for det er let - der er én, der bærer med. Lad os med frimodighed sige
det gamle kirkeår farvel og berede os på at gå ind i det nye.

Amen.