Tid og evighed, s. 44
Benny Andersen: Verdensborger i Danmark, s. 43
Bruce Chatwin: En studie i rastløshed, s. 112 ff.
Paul Tillich: Grundvoldene vakler, s. 90 ff.
Møllehave: Til trøst, s. 54

1. 368 - Denne er dagen, som Herren har gjort
2. 34 - Gud aldrig dem forlader
3. 292 - Hvor Gud sit hus ej bygge vil
-----
4. 558 - O, kommer hid dog til Guds Søn
5. 509 - Aftensukket, nattegråden
6. 395 - Herre Kristus, dig til ære

Så er kirkeåret til ende. Kirkeåret, som begynder med 1. søndag i
advent og slutter sidste søndag i trinitatistiden. Et underligt
selvstændigt år, som går ganske på tværs af kalenderåret.
Kalenderåret er en lang række tal, 52 uger med hver 7 dage
fordelt på 12 måneder, indrettet efter solens og månens gang og
stilling, så vi hvert år er sikker på, at årstiderne falder
nogenlunde på samme tid, så vi kan genkende dem i naturens
farver.  Altsammen er det til for, at vi kan finde rundt i tiden,
datere fortidige begivenheder og også finde hinanden i fremtiden
til den aftalte tid.  For at holde styr på tiden har vi lavet
kalenderen. Nogle kalendere er så veludviklede, at man skal på
kursus for at finde rundt i dem. Det er et paradoks at bruge en
hel weekends tid på at lære at holde styr på tiden.  Nu holder vi
ikke kun styr på tiden med vore kalendere. Vi måler den også med
vore ure. Og det er ikke altid nemt. Slet ikke for skoleelever.
En skoletime er ikke en time, men 45 minutter. På universitetet
er kl. 11.00, når den er kvarter over. Godt 12
 er for ældre mennesker signal til, at de skal ankomme lidt over
12, mens yngre kommer lidt før.  I gamle dage kaldte man urene
for kronometre. Det kommer af et græsk ord, kronos, som betyder
alt det, der står i vore kalendere, - inden vi har skrevet noget
i dem vel at mærke. Kronos er kort og godt måling af tidens gang.
Kronos er kalenderåret, tid
en, der går.

Så længe jorden står,
skal såtid og høsttid,
kulde og varme,
sommer og vinter,
dag og nat
ikke ophøre.

Sådan står der på de første sider i Bibelen. Tid forstod man
allerede dengang som tid til noget. I Prædikerens Bog tales der
om en tid til at plante og en tid til at rydde, en tid til at slå
ihjel og til at helbrede, til at rive ned og bygge op, græde
og le, klage og danse, sprede sten og samle sten, omfavne og ikke
omfavne, opsøge og miste, gemme hen og kaste bort, rive itu og sy
sammen, tie og tale, tid til at elske og tid til at hade, tid til
krig og tid til fred.  Tid er altså tid til noget.
Benny Andersen skriver i et digt om tiden.

Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn
men når man vender tilbage
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl piger revolution
Man må udnytte tiden mens man har den.

Og han fortsætter:

Man vil gerne udnytte tiden
men den bliver væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for megen tid
på at trække tiden ud.

Tid er tid til noget.
Tid skal udnyttes.
Den kan ligefrem blive udnyttet til bristepunktet. Så siger vi,
at "tiden er travl". At tiden er travl vil sige, vi har puttet
alt for meget i den, og så banker tidens sygdom, stress, på
døren. Og det kan være galt nok.  Det er dog værre, når det er
svært at få tiden til at gå. Vi kan ligefrem finde på at sige, at
tiden står helt stille.  Egentlig er det altsammen noget vrøvl.
Tiden er jo ikke noget som helst. Den hverken flyver eller
snegler sig afsted. Der skal kun et enkelt blik på kronometeret
til for at konstatere, at tiden går som den plejer, uanset hvad
vi siger om den.  Det er ikke tiden, det er galt med, men os.
Både når den flyver og når den snegler sig afsted.  Det er en
almindelig menneskelig situation at være træt og virke rastløst
under et åg, der er for tungt at bære. Det kan være truslen om
sygdom, som hænger over hovedet på os, eller det daglige arbejde,
som er tungt at stå op til hver morgen. Måske er
det arbejdsløsheden eller sorgen over venners, forældres eller
børns død. Åg er der nok af i vor tid. Tunge åg, som kan få tiden
til at snegle sig afsted.  Det værste, der kan ske os, det
drøjeste åg og den tungeste byrde er, når tiden går helt i stå og
står stille. Det betyder egentlig noget ganske andet, nemlig, at
det er os selv, der står helt stille. Vi bevæger os ikke. Kommer
ingen vegne. Bruger ikke
 tiden til noget. Og når tiden ikke bruges, så føler vi os
mærkværdigvis ikke tidløse, sat uden for tiden, men vi føler os
livløse.  Robert Louis Stevenson skal have sagt, at bevægelse er
den bedste kur mod melankoli.  Men hvad nu, når vi ikke formår at
bevæge os, når vi ikke magter andet end at stå stille, når vi
ikke kommer nogen vegne, fordi vi ikke tør, ikke har modet, ikke
har håbet?  Måske fordi det mislykkedes for os i den forgangne
tid.
Måske fordi vi blev skuffede.
Måske forsvandt glæderne med tiden, inden vi nåede rigtig at
glæde os med dem.  Og så står tiden stille for os. Det er det
tungeste åg. Mismodets og håbløshedens, som ikke tør følge med
tiden ind i fremtiden.  På græsk har man også et andet ord for
tid. Kairos. Det har at gøre med tidens indhold. Det er en tid,
som ikke måles med uret, en tid, som ikke kræver at blive brugt.
Den tid er nemlig fyldt ud.  Kairos afspejles ikke i
kalenderåret, men i kirkeåret. Det er en tid, der hverken har
fortid, nutid eller fremtid. I modsætning til kronos, ved vi
altid hvad kairos vil bringe. Det er nemlig en bestandig
gentagelse. Kirkeår efter kirkeår. Altid det sam
me.
Påske og pinse, der udsprang af jul.
Men hvor vanen er det trivielle og derfor kedsomme, er gentagelse
det nødvendige.  Kirkeåret er en tid, der ved sin gentagelse år
efter år danner den nødvendige ramme omkring kalenderåret, det
vil sige omkring vort liv, hvori det så består; hæver det op så
at sige og sætter vores tid ind i en anden og større sammenhæng,
i Guds sammen
hæng.
Og der er åget godt eller gavnligt, som det hed i den gamle
oversættelse.  Der pålægges vi en let byrde.
At tale om et gavnligt åg og en let byrde er sprogforvirring.  Åg
er et af disse gamle ord, som næste generation ikke vil kende,
men som billede må vi beholde det, fordi det symbolisere
undertrykkelse, slavetilværelse og voldsherredømme, - det ondes
begrænsning af livet.  Når Jesus siger: "Tag mit åg på jer og lær
af mig, for mit åg er godt og min byrde er let," så ligger der
ikke deri, at alle de ting, som tynger os i vor tid, skal blive
lettere, byrderne og de ting, som gør ondt, skal blive smertefri.
Det er tværtimod udtryk for en ganske ny måde at se på sin tid
på. Kairos.  Det er et løfte til den, som går sin tid i møde med
håbløshed, udsigtsløshed og forfærdende, til den, som bærer det
åg, der hedder mismodets, håbløshedens og mistroens åg, som tror
- måske ikke det værste, men så det allermindste.  Det er et
løfte til den, som bærer den byrde, det er, ikke længere at kunne
få øje på nogen mulighed, den byrde, der er glædens
begrænsningen, den indsnævrede og sparsomme kærlighed, den
manglende tillid til morgendagen.  Hans åg er håbet.
Håbet om, at midt i den tid, som du oplevede som svær og trang,
er Gud der for dig.  Og det er den lette byrde, du skal bære: At
det håb i al din tid gælder for dig.

O, lad os dog med dig opstå
af gravens mørke bolig,
at lyset og til os kan nå;
og hvad du os så trolig
har ved din magt
til veje bragt,
o, lad os det dog nyde
og gennem alting bryde.

Amen