Det var et æsel Jesus red på. æslet havde endda sit føl 
med.  Det er tegn på, at Jesus er konge, men en særlig 
konge, en kærlig konge. Hans magt vil ikke true og skræmme. 
Og dog er hans magt større end de mest skinnende våben kunne 
demonstrere. Jesus kan forudse, hvad der skal ske. De fleste 
magtmennesker er skuespillere. De lader som om de er så 
sikre og stærke, men indvendig ved de ikke hvad som skal 
ske. Jesus ved, at der er et æsel i landsbyen og han ved, at 
folk vil hylde ham, for sådan er det forudsagt, sådan er det 
Guds vilje.  Jesus spiller ikke. Han er. Og det er han med 
stor styrke. 
     Moses spurgte engang Gud. Hvem er du. Og Gud svarede: 
Jeg er den jeg er.  Først kan det føles som et tomt svar. 
Det siger ingenting om Gud. Og så udtrykker det alligevel en 
ufattelig styrke og magt. Vi mennesker er altfor tit på vej 
til at blive dem vi skal være. Eller vi udgiver os for at 
være andre end dem vi er. Gud er til at stole på, for Gud er 
den han er. Ja, Gud er i evighed den samme. I kejserens nye 
klæder er der en lille dreng, som ser at kejseren slet ikke 
har noget tøj på. Eventyret kunne også have været sådan, at 
kejseren havde det mest strålende tøj på men indvendig var 
han ingenting.  Alt det strålende ydre var kun en tom skal. 
Sådan er det tit med vores verdens magtmennesker.  Mon ikke 
H.C. Andersen vil fortælle med sin historie om Kejserens nye 
klæder, at selv de med højeste embeder kan være så 
forfængelige og usikre, at de ikke tør være sig selv. De 
lukker øjnene for virkeligheden. Også i vore dag kan det 
ske. For nogle år siden brugte banker og byggematadorer 
mange penge på at bygge luftkasteller, som viste sig at være 
ingenting og gav et stort tab af penge. Når den lille dreng 
i eventyret siger om Kejseren: Han har jo ikke noget på. Så 
er drengen mere sig selv end kejseren. 
     Gud er den samme i det ydre og i det indre.  Gud er den 
han er.  Den samme styrke udstråler Jesus.  Hele sit liv 
igennem er Jesus den han er.  Det kommer tydeligst frem i 
døden og opstandelsen. Jesus er ydmyg, ikke voldelig, uden 
modstand lader han sig korsfæste, og samtidig er han den 
strålende konge, som opvækkes fra dødens grav. Han bringer 
en fred, som består midt igennem lidelse og død. Men sådan 
er Jesus også da han bliver født.  Englene siger om barnet: 
I dag er der født jer en frelser. Jesus skulle ikke først 
blive frelseren. Jesus er frelseren fra fødslen. Han skulle 
ikke først tilkæmpe freden, nej, englene synger allerede ved 
fødslen: Fred til mennesker med Guds velbehag. 
     Så meget sker der omkring Jesus. Han forbliver den 
samme.  Julenat er der et mylder i himlen, de jubler.  Der 
er mylder på jorden, alle er på rejse, hver til sin by. 
Jesus er den samme. Da han blev voksen var der også et 
mylder af mennesker omkring Jesus.  De kommer og går med al 
deres nød og sorg, deres tro og vantro. De samles i 
tusindvis for at høre på Jesus eller de er modstandere, som 
angriber ham og skælder ham ud. Jesus forbliver den samme. 
Der er også et mylder af mennesker omkring Jesus, da han 
drager ind i Jerusalem. Da jubler de. Men de mange mennesker 
råber ved forhøret langfredag: Korsfæst, korsfæst. Og Jesus 
forbliver den samme. 
     Det betyder ikke, at Jesus er upåvirket. Tværtimod, 
netop fordi han hviler i sig selv, hviler i Gud, kan han 
tage del selv i det mindste menneskes skæbne. Selv når der 
kommer en enkelt ussel og ubetydelig synder til Jesus, så 
kan Jesus føle for ham. Denne verdens magtmennesker har ikke 
overblik og tid til at tage sig af den enkelte. Det er de 
store resultater der tæller. Det er de mange det gælder. Så 
er det en endnu større styrke Jesus har. Han er fuldt til 
stede for det mindste mennesker, som søger ham. 
     Engang spørger Jesus sine venner: Hvem mener folk, at 
jeg er. Og åbenbart havde jøderne mange diskussioner om hvem 
Jesus kunne være. De kunne mærke, at han var noget særligt. 
De mente, at han en af de afdøde profeter, som var vendt 
tilbage. Men Peter sagde til Jesus: Du er Kristus, den 
levende Guds søn.  Det er Jesus fra begyndelsen. Det er han 
hele vejen igennem. Det er han stadig. 
     Denne verdens magtmennesker har høje embeder, men det 
er embeder de har fået.  I sig selv er de kun mennesker. Når 
de tager hjem fra kontoret, så lægger de det fine tøj, så 
bliver de til mennesker, der kan være urimelige over for 
kone og børn, eller de bliver til små mennesker, som ikke 
kan falde i søvn fordi de intet har at holde sig til, trods 
al den magt de har, når de træder ind på deres fine 
kontorer. Selv konger her i verden skal ikke føle sig for 
sikre. I England er der meget røre om kongehuset.  Også 
kongehuset kan afsættes. 
     Men Jesus er Guds søn. Han er det også i de sene 
nattetimer, hvor han beder og henter trøst hos sin himmelske 
Far. Hos Jesus er det ikke en rolle, som han iklæder sig, 
når han taler evangeliet til folkeskaren. Nej, Jesus er Guds 
søn hele vejen igennem. Og han kan ikke afsættes. Ikke af 
menneskers uforstand.  Ikke af menneskers hån. Gennem det 
hele er Jesus Guds søn. 
     Måske hører vi det her i prædikestykket i dag i det 
mærkelige træk, at Jesus slet ikke reagerer på folkeskarens 
hyldest. Jesus vinker ikke til dem.  Jesus smiler ikke til 
dem. Han standser ikke og holder en tale til dem og takker 
dem.  Det viser en utrolig styrke og ro hos Jesus. Han er 
den han er, uanset om folk hylder ham eller håner ham. 
Folket må gerne hylde Jesus. Men det er ikke dem, der gør 
ham til konge. Det er ikke dem han skal takke.  Konge, det 
er han i forvejen og det bliver han ved med at være, også da 
de håner ham og råber langfredag: korsfæst, korsfæst. 
     Det er et evigt rige Jesus er konge i. Han forbliver 
den samme i evighed: frelseren, den ydmyge og kærlige og 
samtidig strålende, stærke konge. 
     Hvad er frelsen, Som Kristus bringer, Ja, det er at vi må 
hvile i Jesu styrke og ro.  I os selv er der uro og 
forandring. Vi skifter efter hvilket tøj forholdene giver os 
på.  Festtøj eller sørgetøj. Det fine kontortøj eller det 
slidte arbejdstøj.  Men når vi holder os til Jesus, så vil 
ingen forhold kunne ændre på den styrke og ro, som vi må 
hvile i, fordi Jesus er vores konge. Det er frelsen, fordi 
den forbliver den samme, gennem alt hvad vi kan opleve. 
     Freden fra Jesus gælder for hele det nye kirkeår. 
Derfor er der en helt anden stemning over første søndag i 
advent end over nytårsdag. Ved det verdslige årskifte kan vi 
godt føle os lidt alene og usikre på, hvad det nye år vil 
bringe os og om vi kan klare os. Vi føler lidt vemod over, 
at tiden går, og år følger efter år og vi kommer nærmere 
døden.  Det føler vi ikke ved kirkens nytår. Dér er vi ikke 
alene.  Vores konge kommer til os. Vi ved, hvad det nye år 
vil bringe af gudstjenester og lovsang, fordi vi ikke skal 
klare os selv.  Vi har en konge, som giver os fred. Vi har 
en evig konge, og det er hans evige rige vi går ind i. 
     De vidste det ikke den dag, da de hyldede Jesus, mens 
han red ind i Jerusalem. De vidste ikke, hvor stor en konge 
han var. Han er himlens konge, en evig konge, og han er 
vores konge. 
     Det er en højtidelig fortælling vi hører i dag, fordi 
den rækker ud over øjeblikket. Ligesom advent og jul ikke 
kun handler om én måned på året, men handler om hele året, 
hele det ny kirkeår. Ja, det handler om hele vores liv.  Vi 
har en konge, som giver os en evig fred. 
 
ny prædiken 
 
 
     Han er vores konge. Sådan sagde de til hinanden, da de 
stod uden for Jerusalem og så Jesus komme. Han er vores 
konge. Jubel og glæde er smittende.  Hvis der først er en 
gruppe, som står og råber op eller ser på noget, som kommer 
der hurtigt nogle andre til. Det kan man se på vores 
gågader. Hvis der er nogle, som optræder og får folk til at 
standse, så samler der sig hurtigt en mængde mennesker og 
hele gaden bliver fyldt. Hvor kommer alle de mennesker fra. 
Man lægger ikke mærke til dem, når de går afsted, men bliver 
de stående, så kan der hurtigt samle sig en mængde 
mennesker. 
     Vejen op til Jerusalem var én stor gågade. Og mange 
mennesker var på vej op til hovedstaden for at fejre 
jødernes højtid. Et sted på vejen begyndte nogle at råbe: 
Dér kommer vores konge. Andre skar grene af træerne og lagde 
dem vejen. Nogle lagde endda deres tøj. Straks kom andre 
til. Her måtte da være noget på færde. Hvad er det der sker. 
Jo, derhenne kommer vores konge ridende. 
     Hvordan ser han ud? Han har jo ingen hjelm på. Han har 
ingen sværd. Og han rider på et æsel. Han rider ganske 
stille, mens de råber på begge sider af vejen: Hosianne 
davids søn. Velsignet være du. Jamen, hvordan kan han være 
en konge. Han har ingen soldater. Han har ingen våben. Det 
behøver han heller ikke. Har du ikke hørt om det, der skete 
i Galilæa, hvor Jesus gik omkring.  Bare de syge rørte ved 
ham, så blev de raske. Så stor kraft har han.  Han behøver 
ingen våben. Engang rørte han ved fem stykker brød og han 
bad til Gud, og så blev 5000 mennesker mætte, da de spiste 
de fem brød. Jesus kan vinde over dem alle.  Alle vores 
fjender, romerne, ja, hvem det skal være. Han er vores 
konge. 
     Men han gør jo ingenting. Han rider bare stille afsted. 
Mon han vil indtage Jerusalem. Mon han rider op til 
kongeslottet. Lad os se, hvad der sker. 
     Mon ikke de har sagt sådan til hinanden. Dem der stod 
på vejen op til Jerusalem. Den første søndag i advent. De 
længtes jo sådan efter en konge.  Israel var ikke et frit 
land. Romerne opkrævede skatter og bestemte love.  Jøderne 
måtte bare adlyde. Ja, der var enkelte modige jøder, som 
prøvede at gøre oprør. De havde startet en frihedskamp.  Men 
de stærke romerske soldater kunne sagtens slå dem ned. 
     Det var nødvendigt, at der kom en stærk konge. Ja ligeå 
stærk en konge som David. Selv om han var lille, var der 
held ved ham. Det var jo ham, der med et enkelt stenkast 
dræbte kæmpen Goliath.  Jesus er der også held ved.  Det 
viste han i Galilæa. De onde ånder var bange for ham. Han 
var stærkere end alle onde sygdomme, spedalskhed, blindhed; 
alt det forsvandt, hvor han kom frem. Måske havde han en 
stenslynge gemt inde bag sin kappe. Måske havde han et eller 
andet i baghånden. Nu red han op til statholderen, den 
romerske kæmpe, og dræbte ham. Sådan sagde de til hinanden. 
Dem der stod ved vejen op til Jerusalem. 
     Kan I ikke huske historien om David og Goliath. Det var 
jo akkurat ligesådan.  Goliath havde mange våben. Han hade 
en kobberhjelm. Han havde en kobberbrynje. Han havde 
kobberskinner på benene og et spyd over skulderen. Og foran 
ham gik hans skjolddrager. Hvem kunne dog vinde over ham. Da 
ikke en lille hyrdedreng, som aldrig havde været i krig. 
Davids brødre sagde til ham: " Du skal tilbage til fårene. 
Hvad vil du her. Du kan ikke kæmpe med Goliath." Men David 
svarede: " Når jeg vogtede fårene og deres en løve eller en 
bjørn og slæbte et dyr væk, så løb jeg efter den og slog den 
og rev fåret ud af gabet på den. Og kastede den sig så over 
mig, greb jeg den i skægget og slog den ihjel." Så modig var 
David. Og han sagde også hvorfor:" Gud, som har reddet mig 
fra løver og bjørne, vil også redde mig fra Goliath." - " 
Men så skal du i hvert fald også have våben og skjold med," 
sagde Davids venner til ham. Og de gav ham hjelm på hoved, 
en brynje på kroppen, et sværd blev spændt om lænden på 
David. Men han kunne simpelthen ikke gå med den byrde. Han  
var jo slet ikke vant til alt det. Så David tog det af. 
     I stedet greb David sin hyrdestok, og han fandt fem af 
de glatteste sten ved flodlejet. Dem lagde han i sin 
hyrdetaske sammen med stenslyngen. Og så gik han frem imod 
filisteren Goliath. Og David sagde til Goliath: "Du kommer 
imod mig med sværd og spyd og kastevåben, men jeg kommer 
imod dig i Guds navn. Og Gud giver ikke sejr ved sværd eller 
spyd, for det er Gud, som giver udfaldet." Og David tag en 
sten i sin slynge og kastede den mod kæmpen Goliath og han 
fik stenen lige i panden og faldt om. 
     Jesus kom også i Guds navn. Derfor råbte de: Velsignet 
være han som kommer i Herrens navn. Og de kaldte ham Davids 
søn. De troede på Jesus. Han behøvede ingen sværd og spyd og 
våben og skjold. For Gud var med ham. Det var nok, at Jesus 
gik op til kongeslottet og slyngede et ord mod murene, så 
ville det hele brase sammen. Jesus var sejrherren. Han var 
den, som kom med fred.  Han var deres skjold og beskyttelse. 
Bare de fulgte efter ham, så kunne det onde ikke falde over 
dem. Derfor råbte de den dag. 
     Hvem vil ikke råbe sammen med dem? Når man har hørt 
rygterne om alt det, som Jesus havde gjort med sine bare 
hænder og sine nøgne ord. Under på under.  Hvem ville ikke 
gerne have ham til konge. Han kommer så stille og så 
kærligt.  Man kan mærke myndighed og magt i hans øjne og 
hans holdning. Det sker som han vil og siger. Det er ikke 
kun disciplene, som gør hvad han siger. Det hele lægger sig 
til rette efter hans bud. Han er den himmelske konge, og 
samtidig er han helt nær ved dem. Han sidder på æslet, men 
et æsel er ikke højt. Det er egentlig som om Jesus gik hen 
ad vejen. Og de kan sagtens følge ham. Æslet går ganske 
langsomt. Selv om han har himmelsk magt, er han folkets 
konge. 
     Hvor smukt er det ikke. Jublen, deres tro, deres glæde, 
deres ærbødighed. De falder ikke på knæ for Jesus, men de 
breder deres kapper på vejen. Det er jo også en måde at lægge 
sig for ham. Der er en stor højtid over Jesu indtog i 
Jerusalem. 
     Den samme glæde og højtid er der hvert år i 
adventstiden.  Vores konge kommer til os. Han kommer for at 
give os glæde og tryghed. Han kommer for at hjælpe os mod 
alt det som gør ondt. Måske er det kun med et ord, Jesus vil 
hjælpe os. Hans magt er stille og kærlig og mild.  Jesus, 
vores himmelske konge, kommer med bøjet hoved. Hans hoved er 
bøjet mod os.  Han ser på os. Og hans ord eller ordene om 
ham er fyldt med højtid. 
     Man kan forstå, at en salme er højtidelig. Den har jo 
fine og sjældne ord og den bruger billeder. " Gør døren høj, 
gør porten vid." Sådan lød en af salmerne i dag.  Hvordan 
kan man gøre en dør høj, eller hvordan kan man gøre en port 
mere bred end den er. Ja, det er en højtidelig måde at tale 
på. Men hvordan kan det være højtideligt at høre om Jesus, 
der kommer til en by. Det er fortalt med ganske almindelige 
ord.  " Da de nærmede sig Jerusalem, sendte Jesus to 
disciple afsted." Er det ikke fordi vi aner noget større i 
det, som skete. Det er så stort at det rækker ud over det 
øjeblik og den situation, hvor det skete. I ordene hører vi, 
at det var jødernes konge som kom til dem den dag, men det 
var endnu mere, det var verdens konge, som kommer til os. 
Der skete mere end de overhovedet kunne fatte den dag. Det 
er en skelsættende dag. Jesus rider ind i den hellige by for 
at blive kronet, for at blive ophøjet, til hans sande 
kongeværdighed, nemlig på et kors. 
     Dér har stenhuggeren, som lavede Jellingstenen set 
fuldstændig rigtigt.  På Jellingstenen står Jesus som en 
konge, med brynje på og kongekrone på, men hans arme er 
begge ud til siden. Det er på korset, at Jesus er den sande 
konge, hans hoved er bøjet mod os. Det er døden han kæmper 
mod. Det er synden og djævelen han kæmper mod.  Derfor rider 
han så stille og mildt ind i Jerusalem, for den kamp han 
stævner mod er ikke en jordisk, men en overjordisk og 
underjordisk kamp. På Jellingstenen slynger der sig mange 
slanger omkring Jesus.  De kvæler ham.  Men jo mere de 
kvæler, desto stærkere bliver Jesu kærlighed og tilgivelse; 
han giver sig jo fuldtstændig hen for os. 
Sådan er han vores konge. Den kærlighed er så stor, at den 
sprænger døden. Dødens lænker sprænger som tråde, så Jesus 
opstår til lys og liv påskemorgen. 
     Derfor er det så højtidelig fortælling vi hører i dag, 
fordi den rækker ud over øjeblikket. Ligesom advent og jul 
ikke kun handler om én måned på året, men handler om hele 
året, hele det ny kirkeår. Ja, det handler om hele vores 
liv. Vi har en konge. Hans ord og kærlighed er vores skjold. 
 
ny prædiken 
 
     Det er nytårsdag i dag. I dag begynder det nye kirkeår. 
Og ved det verdslige årsskifte plejer man at se tilbage og 
se frem. Det kan vi også gøre i dag. I det forløbne år har 
det været gudstjenester hver søndag, sådan som de kristne 
har holdt gudstjeneste lige siden Jesus opstandelse 
påskesøndag.  Ja, når vi hører fortællingen om Jesu indtog i 
Jerusalem her først i advent, så er det en skik, der blev 
indført i 600-tallet. Det er godt klaret, trods alle 
omskiftelser, at gudstjenesterne er bevaret helt til i dag 
med mange af de gamle traditioner: dåb og altergang, 
fortællinger fra bibelen, bønner, salmer. Her i kirken er vi 
sat ind i en sammenhæng, som ikke kun forbinder os med det 
gamle kirkeår, men med alle de kristne slægter, som har 
levet før os. 
     Det er et af hovedordene i kirken: sammenhæng. Det 
gælder når vi ser på kirkens historie. Og det gælder, når vi 
ser på Jesu historie.  I dag hører vi om, at Jesus rider ind 
i Jerusalem. Men i den fortællinger klinger både Jesu fødsel 
og hans liv og død med.  Fortællingen stammer egentlig fra 
palmesøndag, kort før den påske, hvor Jesus blev korsfæstet. 
Men når den også kan bruges kort før jul, når de kristne 
allerede i 600-tallet fandt ud af, at det var smukt at høre 
fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem her på den første 
søndag i advent, så er det jo både fordi Jesu død gælder for 
hele det nye kirkeår, men også fordi julenat fortæller os 
det samme som palmesøndag, at vores konge kommer til os og 
at vi hylder ham med sang. Julenat hører vi jo, at 
vismændene kom for at tilbede den nyfødte konge. Hyrderne 
gik ind til Betlehem, Davids by, for at se frelseren, 
kongen, som skulle udgå af Davids slægt. Og det er jo netop 
også, hvad skarerne palmesøndag hylder Jesus som: Hosianna, 
du Davids søn, synger de. Det peger også frem mod Jesu død, 
hvor soldaterne hånede ham og råbte: Hil dig, jødekonge. Og 
indskriften på korset over Jesu hoved stod der: Jesus fra 
Nazareth, jødernes konge. Han havde jo også en krone på, men 
den var ikke af guld. Den var af torne. 
     Og det er den anden sammenhæng mellem jul og påske: 
Jesu fattigdom.  Ved fødslen ser vi det jo tydeligt, fordi 
Jesu fødes under de ringeste forhold, i en stald og bliver 
lagt i en krybbe. Det var dér æslerne fik deres mad. Ved 
indtoget i Jerusalem, da han nærmede sig Oliebjerget, da gik 
han. Han ejede ikke engang et ridedyr. Og da han fik et, var 
det et æsel, og ikke en kongelig hest. Og da Jesus hang på 
korset, havde de taget hans kjortel. Den kastede soldaterne 
lod om. Alt havde de taget fra ham. Og de tog hans liv.  Men 
konge var han. Vi ser det julenat ved en himmelsk rigdom af 
lys, englene som synger for hyrderne, og en jordisk rigdom 
af gaver: vismændene giver guld og røgelse og myrra til den 
nyfødte. Palmesøndag sker det samme under. Jesus der kommer 
vandrende, får straks stillet et æsel til rådighed. Og 
folkeskarens lyse stemmer lovsynger ham med englesang og de 
bøjer sig for ham, som vismændene havde gjort. Og i påsken 
sker det himmelske under påskedag, hvor det viser sig, at 
Jesu kongedømme er evigt. Hvor fattig Jesus end var, da han 
blev født og da han døde, så er han konge, himlens konge. 
     Man kan høre det i et ord, som også forbinder jul og 
påske. Folkeskaren synger palmesøndag: Hosianna i det 
højeste. Men det var jo netop, hvad engleskaren sang 
julenat: ære være Gud i det højeste. Ordet det højeste 
betyder himlen. Lovsangen som hylder Jesus lyder ikke kun på 
jorden men også i himlen, for han er himmerigets konge.  Han 
bringer Guds himmel til os.  Han er ikke en almindelig 
konge. Det ved folket godt, da de modtager ham ved 
Jerusalems porte. De ved, at de ikke har udpeget og valgt 
ham. De ved, at det er Gud, som har valgt ham og indsat 
ham, så Jesus kommer på Guds vegne, og i Guds navn. Det ved 
folkeskaren. Vi kan høre det ud af deres sang: Velsignet 
være han, som kommer i Herrens navn. Det er nemlig en 
gammeltestamentlig salme, de synger. Salme 118, og dér står 
bl.a.: Denne dag har Herren skabt.  Lad os juble og glæde os 
over den. Velsignet den, der kommer i Herrens navn.  Herren 
er gud, han vil give os lys. Du er min Gud, jeg takker dig, 
min Gud jeg vil prise dig højt.  Tak Herren, for han er god. 
Hans trofasthed varer til evig tid. 
     Det er underet, som sker, da folkeskaren lovsynger 
Jesus, at de ikke kun hylder ham som deres jordiske konge, 
men som Guds himmelske konge, der bringer lys. 
     Så stor en sammenhæng er der i Jesu liv, fra fødsel til 
død og opstandelse. Det siger altsammen til os: Se, din 
konge kommer til dig. Det hele hænger sammen på en helt 
enestående måde. Andre jordiske stormænd, som har udrettet 
meget til gavn for menneskeheden, de kunne måske selv se en 
sammenhæng i deres liv, så de allerede fra barn af blev 
forberedt til det, som de skulle yde, men døden satte jo en 
stopper fra det. Da var deres tid omme. Men Jesu død giver 
os det samme som hans liv fra fødslen af, at Jesus vil være 
konge for os, en ydmyg og sagtmodig konge, som bringer 
tilgivelse og kærlighed, som lyser ind i vores mørke, ja, 
selv ind i dødens mørke.  Den enestående sammenhæng er der 
hos Jesus, at han kom for at dø. Med døden fuldbringer han, 
hvad han levede for, nemlig at åbne himlen for os syndere. 
     Der var også store forhåbninger til kejser Augustus. 
Den romerske digter Virgil har skrevet en digt om kejser 
Augstus somn den forjættede fyrste, som skal skabe en ny 
guldalder, der er lige så vidunderlig som de første. Men da 
Augustus døde blev han begravet og hans rige gik til grunde. 
Jesus døde også og blev begravet, men påskemorgen blev hans 
oprejst fra de døde, så hans rige er evigt. Den enestående 
sammenhæng er der i Jesus, så den rækker ud over ham og 
samler os. Den samler os med slægterne før os, som har holdt 
gudstjenester som vi. Den samler os i vores slægt, så vi 
kommer sammen og i troen på Jesus bliver til ét folk, hvilke 
grænser der end kan være mellem os i det daglige.  Og Jesus 
samler himlen og jorden, så lovsangen over ham ikke kun 
lyder her i vores kirke, men også i de højeste himlen. 
Hosianna i det højeste. 
     Hvis jeg skal sige det kort, kan jeg gøre det med et 
vers af Grundtvig, et vers, som vi altid synger før 
altergangen her i kirken. Det handler om Jesus og lyder 
sådan Du, som har dig selv mig givet, Lad i dig mig elske 
livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine 
tanker er den dybe sammenhæng. 
     Det gælder for hele det nye kirkeår. Derfor er der en 
helt anden stemning over første søndag i advent end over 
nytårsdag. Ved det verdslige årskifte kan vi godt føle os 
lidt alene og usikre på, hvad det nye år vil bringe os og om 
vi kan klare os. Vi føler lidt vemod over, at tiden går, og 
år følger efter år og vi kommer nærmere døden.  Det føler vi 
ikke ved kirkens nytår. Dér er vi ikke alene.  Vores konge 
kommer til os. Vi ved, hvad det nye år vil bringe af 
gudstjenester og lovsang, fordi vi ikke skal klare os selv. 
Vi har en konge, som skaber en sammenhæng for os, så ikke 
engang døden kan skille os fra hinanden og fra os selv. Vi 
har en evig konge, og det er hans evige rige vi går ind i.