Gud har ifølge Jesu lignelse om de betroede talenter to slags tjenere: dem, der gør som Gud vil, og dem, der ikke tør. Lignelsen om talenterne er vokset så meget ind i vores kultur og sprog, at talenter for os er blevet til noget vi har, noget vi har fået givet og som vi skal udnytte; men oprindeligt er en talent dels en vægtangivelse og dels et beløb. En talent svarer i værdi til omkring otte til ti millioner kroner, eller temmeligt nøjagtigt til hvad de fleste af os kan gøre os håb om at tjene ved at arbejde et helt liv. En talent svarer altså til det, vi gennem hele livet har at gøre godt med! Derfra og til, som vores sprog gør det for os, at tale om at have talent for noget, er der ikke langt. En talent bliver næsten af sig selv til eet, men talenten er mere end talentet, for talenten rækker til vores hele liv – og ikke kun det specielle område af det – som vi eventuelt måtte have talent for.
I lignelsen har herren, Gud, betroet sine tjenere, os, hele sin formue. Han er rejst udenlands, og har overladt os – ikke til os selv – men til hinanden for sådan er jo nu engang vores tilværelse skabt og sådan skal vi leve den. Vores liv hænger også efter syndefaldet sådan sammen, at det består i at turde leve det, som Gud vil det, og at gøre det sålænge verden består, og så, når vores verden ikke længere er, da at stå til regnskab overfor ham, der har givet os livet, sådan at vi hele tiden og altid har både det og de andres liv mellem vores hænder når vi lever og handler i verden.
Tjenerne i lignelsen fik - enhver efter evne - så meget betroet, som herren fandt det for godt at give dem. Een fik fem, en anden to og den tredje een talent – men selv den tjener, der kun fik een talent betroet, fik altså en tilstrækkelig stor formue, til at han kunne leve; men han turde ikke!
Han satte sig ned og lod livet gå sig forbi - deri består hans fortabelse. Han ville i modsætning til de to første sikre sig overfor Gud. Han ville ikke nøjes med at leve, som Gud vil det. Han ville ikke ubekymret, uden at stille spørgsmål, i lydighed, eller som en selvfølge, leve sit liv blandt andre og derved opfylde det, der er meningen med også vores liv.
Han tænkte sig for meget om inden han gjorde – ingen ting! Han gjorde ikke noget af det, de andre med det samme gik i gang med at gøre, det, der giver vores liv mening. De levede og brugte bare deres talenter i den verden de var sat i.
Også den enes ene talent kunne have slået til, men han turde ikke sætte sin lid til Gud. Han ville, da han havde tænkt sig om, ikke leve i Guds og menne-skers verden uden, hvad han troede var sikkerhed for i det mindste at have det ham betroede i hånden på dommens dag. Han ville have noget at påberåbe sig overfor Gud. Han troede, at han kendte Gud. Han spildte dermed sit liv på at frygte ham, som – fuld af nåde – høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt! Fordi han troede, at han kunne fatte og rumme Gud i sine egne bange anelser, frygtede han ham, og han kunne derfor ikke, fortabt som han var i sig selv - da tjenernes herre efter lang til kom tilbage - sammen med de andre gå ind til hans glæde.
Det nytter ikke at sige, at den enes talent ikke slog til, at Gud selv var ude om, eller skyld i, at hans liv ikke lykkedes. Een talent er nok til et helt liv, det liv Gud har givet enhver af sine tjenere.
Hvorfor nogle så har fået langt mere end de behøver, melder "historien" ikke noget om, men ser vi os omkring, så er det jo sådan – at ikke bare er nogle rige og andre fattige (man er nu ikke fattig med en formue på ti millioner! ) – men det er sådan, at vi af Guds nåde har en overflod, som vi er sat til at forvalte ved at dele den med andre.
Kun ved at leve - og det gør man nu engang ved sammen med andre at turde kaste sig ud i det - kan vi gøre det, vi er sat til at gøre. Og vi skal gøre det før vi sætter spørgsmålstegn ved noget som helst. Meningen med vores liv er givet med selve livet, derfor skal vi som Guds tjenere leve i tillid til, at vores talent rækker, at det gør det, veed Gud, som i sin nåde har givet enhver af os mindst det vi behøver.
Det er i lignelsen åbenbart sådan, at vores talent eller talenter skal "fordobles" og bliver det ved at formuen bliver sat på spil, at vi i livet risikerer noget. Vi skal handle med vores liv, vi skal vove noget.
Vi behøver ikke – som vi jo tit, når der er tale om penge er det – at være misundelige på dem, der har mere end os, for til dem er kravet tilsvarende større. Gud veed at vi er forskellige, derfor er hans krav til os forskellige; men han vil, at vi udnytter det liv vi har fået, at vi lever det, tager ansvaret, for det der er vores liv, på os, og blander os i det, der er vores liv og tilværelse med hinanden. Hvordan vi gør det, må enhver selv finde ud af, kun er det sikkert, at der skal tro, håb og mod til – men når vi bare tør leve sådan, så kommer det hele, ligesom det liv i kærlighed som Gud vil skal være vores, til os.
Hvordan vores liv "fordobles" når vi lever det, det veed jeg ikke, men at det gør det, veed til gengæld enhver, som har prøvet at turde leve, bare et øjeblik, som Gud vil det. Har vi gjort det, så har vi deri oplevet, at livet kræver af os, at vi fortsat risikerer og udleverer os selv, at vi sætter noget ind på at livet skal lykkes. Det koster noget at leve, for det går ikke af sig selv som vi, når vi vil som Gud, vil det. Det kræver mindst – al vores indsats at få Guds vilje til at ske i vores liv og tilværelse med hinanden; men Gud har i ham, der fortalte lignelsen om de betroede talenter vist, og givet os håb om, et liv, vi i tro kan tage imod.
Jesu liv var og er det ene sande menneskeliv som for os på forhånd "fordobler" det liv, vi dermed får af en andens hånd. Hans liv, død og opstandelse for os gør, at vi nu tør tro, at også vores talent slår til, at vores liv kan blive og være som hans.
Gud turde i ham udlevere sig selv til os, og dermed har han jo allerede, hvis vi vil tage imod det "fordoblet" vores liv og talent, han har allerede nu frigjort os fra at skulle bekymre os om, hvorvidt vores talent slår til.