I luciabrudens krans er der fire lys. Det er der også i 
adventskransen.  Det kunne stå for de fire søndage, som er i 
adventstiden. Men det peger også hen på fire store lys i 
vores bibel. Det første hører vi om på første side i 
bibelen, hvor Gud sagde: der blive lys, og hvor Gud skabte 
alt det, som er.  Det andet lys er da Jesus blev født i 
Betlehem. Det tredje lys er påskedag, hvor Jesus opstod fra 
de døde. Og det sidste lys er pinsedag, hvor tunger af ild 
dalede ned fra himlen og opildnede de kristne til at give 
Jesu strålende tro videre til alle mennesker. 
     Biskop Johannes Johansen har skrevet en sang om det. 
Første vers lyder sådan:” Det første lys er ordet, talt af 
Gud. Det skabte liv, hvor alt var øde. Med fuglesang, med 
blomster, der sprang ud. Med glæde over markens grøde.”  Der 
er nogle videnskabsmænd, som har teorier om, hvordan verden 
er blevet til. Og de kalder starten: det store brag.  De 
mener, at der skete en eksplosion af lys. Jeg tror nu ikke, 
at Gud talte så højt, da han skabte lyset.  Han sagde helt 
stille: der blive lys. Men det har virket som en eksplosion. 
Før var der jo fuldstændig mørke overalt. Og pludselig blev 
alt lys.  Og det var godt.  Lyset er godt, for uden det kan 
vi ikke leve.  Intet kan leve.  Det er begyndelsen til 
livet. 
     Det næste vers i Johannes Johansen sang lyder sådan: 
”Det andet lys blev tændt i Betlehem. Guds dreng steg ned fra 
himlens høje. Og delte jorden med os som sit hjem. Med al 
dens fryd og al dens møje.” Det som lyser mest julenat er 
altså ikke stjernen på himlen, som kunne ses helt til 
østerland hos vismændene. Det som stråler stærkest julenat 
er ikke englenes himmelske hærskare, som synger for hyrderne 
ude på den mørke mark.  Det er barnet i krybben, som 
udsender et usynligt lys. Der udgår en stor glæde fra 
barnet, som lige er født.  Der er en stor tryghed i det vi 
hører i juleevangeliet.  Alle de voksne mennesker vi hører 
om er små og usikre. Det gælder Maria og Josef. De var meget 
unge. De havde ikke fået børn før. Jesus var den 
førstefødte. Når danskere skal være forældre første gang, er 
de nervøse, både faderen og moderen. Selv om vi ikke har 
langt til sygehuset og der er læger og jordmødre til at 
hjælpe, og de har prøvet mange gange at hjælpe ved en 
fødsel. Så de ved lige hvad de skal gøre. Det vidste Maria 
og Josef ikke. Og der var ingen, som hjalp dem. Og så havde 
de endda ikke et ordentligt sted at være, men kun en stald. 
Hvordan kunne de få varmt vand og alt det, som man har brug 
for ved en fødsel. Maria og Josef må have følt sig små og 
usikre.  Hyrderne ude på marken var også små mennesker. De 
havde heller ikke noget hus. De prøvede nok at varme sig 
lidt ved deres bål.  Men kulden var jo bag ved dem. Den 
mærkede de hele tiden.  Bålet kunne ikke holde kulden væk. 
     Men da Maria og Josef og hyrderne så ned på barnet som 
lå i krybben, så mærkede de en stor tryghed og varme, som 
helt omgav dem, så de slet ikke mærkede kulden i verden. De 
voksne, som følte sig små og usikre, vidste, at barnet ville 
beskytte dem. For Jesus er himlens konge. Og i himlen er der 
varme og tryghed. Det havde hyrderne mærket, da englene sang 
for dem med himmelsk herlighed. Men englene var jo 
forsvundet igen. Det lille Jesus barn bragte en større 
tryghed, fordi han blev hos dem. Han forsvandt ikke 
pludselig. Det var Guds mening, at Jesus skulle leve hos os 
og bringe himlen helt ind til os, så vi altid kan være 
trygge, selv om der er kulde og mørke omkring os. Guds dreng 
delte jorden med os som sit hjem med al dens fryd og og al 
dens møje, som Johannes Johansen skriver. 
     Og i tredje vers fortsætter han: ”Det tredje lys har 
intet øje set. Det lyser gennem hjertesorgen. Og melder, det 
umulige er sket, det tredje lys er påskemorgen.” Det er Jesu 
opstandelse fra de døde, som Johannes Johansen kalder et 
lys. I påskeevangeliet hører vi også, at solen var stået op, 
og vi hører om hvide engle, som fortæller kvinderne ved 
graven, at Jesus lever. Og da den opstandne Jesus viser sig 
for hans venner, da er hans første ord til dem: Fred være 
med jer. Og det var jo akkurat de ord, som hyrderne sang 
julenat: Fred på jorden. Jesus bragte en tryghed og en fred, 
som end ikke døden kan tage fra os. Det viste han 
påskemorgen. Derfor er Jesus livets og lysets konge. 
     Og Jesus er konge for os allesammen. Det fortæller det 
sidste lys på adventskransen. Johannes Johansen skriver i 
sin sang: ”Det fjerde lys har ild fra alle tre. En pinseglød 
i vores hjerte. Så vi for dem, der intet lys kan se. Kan 
tænde kun en lille kærte. ” Evangeliet til pinsedag fortæller 
nemlig også om en ild. Der kom tunger af ild ned fra himlen 
og satte sig på de kristne, så de blev opildnet til at 
fortælle alle om Jesus. De gav lyset videre, som Gud tændte 
helt i begyndelsen, da han skabte jorden og himlen og alt 
det smukke som vi kan se, og de kristne gav det lys videre, 
som Gud tændte igen med det lille barn i krybben og med det 
opstandne Kristus. Når der går ild i en skov, så breder 
ilden sig hurtigt fra træ til træ. Sådan gik der ild i de 
kristne, så det bredte sig ud over hele verden. Og den ild 
ødelægger os ikke, men varmer os, så vi kan være trygge, 
hvordan vi end har det, også selv om vi ikke har noget 
ordentligt hus at være i, sådan som Maria og Josef og 
hyrderne jo ikke havde det julenat. 
     De fire lys i adventstiden fortæller, at vi må føle os 
hjemme her på jorden, fordi vi har hjemme i Guds lysende 
kærlighed. 
 
ny tale 
 
     Jeg hørte om en præst, som skulle have en time med sine 
konfirmander.  Det var her i adventstiden, hvor der er mørkt 
om morgenen. Præsten ville tænde et lys i adventskransen, så 
han slukkede lyset i konfirmandstuen. Der blev helt mørkt i 
rummet. Og så sagde en af konfirmanderne: Skal vi ikke sove 
lidt. Det var for sjov han sagde det. Men præsten, som havde 
arbejdet sent om aftenen, svarede: Jo, det kan vi da godt. 
Men så skal I være helt stille. I må ikke snakke. I må kun 
snorke lidt. Og så blev der helt stille i klassen.  Og så 
skete det utrolige. De faldt i søvn, præsten med. Han sov 
måske ti minutter. Så vågnede han og kunne først ikke forstå 
stilheden og mørket. Men så stod han op og tænkte et lys i 
adventskransen. Og den ene konfirmand efter den anden 
vågnede kort efter og de så det ene lys. Og så talte de om, 
hvordan et lys kan sprede mørket og de talte om, at et ord 
kan sprede stilheden. Uden lyset og ordet er der helt mørkt 
og stille. Men lyset fra Gud og ordet fra Gud gør, at vi kan 
gå vågne ud i livet. 
     Adventskransen har fire lys. Det første lys tændte vi 
den første søndag i advent. Det lys er billede på det 
vigtigste i adventstiden, nemlig det lille barn i krybben. 
Det første lys tænder vi, fordi vi glæder os til juleaften, 
hvor vi hører om Jesu fødsel. Jesus er verdens lys. Han 
spreder mørket. I gamle dage lå der store fyrtårne ved 
stranden, så skibene kunne se, hvor de kunne komme i havn. 
     Det andet lys på adventskransen er billede på troen. Vi 
må tro på Jesus og han er god at tro på. Der er meget andet 
vi kunne tro på, men det meste af det er uhyggeligt. Man 
kunne tro på spøgelser, men så blev man nok lidt bange for, 
hvad spøgelset kunne finde på. I gamle dage troede folk, at 
der virkelig fandtes nisser. Men de var lidt bange for 
nisserne; hvis nisserne blev sure over noget på gården, 
kunne de godt finde på at drille eller ødelægge noget, så 
det ikke var rart at bo på gården. Det troede folk. Men vi 
skal ikke tro på det uhyggelige. Vi må tro på Jesus og da 
han blev voksen, så sagde han: I skal ikke være bange. Gud 
er jeres far i himlen, så vil hjælpe jer. 
     Når vi går ind i et mørkt værelse, også selv om det er 
vores eget, og vi kender alle ting, som er der. Men hvis det 
er en mørk aften og man ser noget henne i krogen, så kan man 
forestille sig, at det er noget uhyggeligt, men når man 
tænder lyset, så ser man, at det er en bamse eller en trøje, 
som ligger i hjørnet. Sådan tænder troen lys for os, så vi 
ser, at der er intet uhyggeligt, som vi skal være bange for. 
     Det tredje lys på adventskransen er billede på håbet. 
Det har Jesus også givet os. Han har givet os noget godt at 
håbe på og længes efter og se frem til. Vi må ikke kun føle 
os hjemme, hvor vi er nu. Vi må føle os endnu mere hjemme 
dér, hvor vi kommer engang, nemlig hos Gud. Lige så meget 
som vi glæder os til julen, lige så meget må vi glæde os til 
at være hos Gud. Det sidste juletræ er jo i himlen. Det træ 
hedder livets træ. Det står i paradis.  Det håb har Jesus 
givet os, at der er et lyst land på den anden side af det 
mørke hav. Håbet er som et fyrtårn, der lyser og viser vej, 
så vi til sidst kommer i land i Guds lyse rige. 
     For det første: Jesus er født. For det andet: Vi må tro 
på ham. For det tredje: Han har givet os et godt håb.  Det 
er de tre lys på adventskransen.  Det sidste lys på 
adventskransen er billede på kærligheden. Mange sange, som 
vi hører i radioen eller i fjernsynet, de handler om 
kærlighed. Sangerne mener, at kærligheden er det vigtigste i 
verden. Det har de ret i. Jesus kommer med en kærlighed, som 
ikke kun gælder unge og friske, men også gamle og syge. Hans 
kærlighed må vi alle få. 
     Derfor må vi allesammen tænde lysene på adventskransen, 
for de lyser for os alle. De fire lys fortæller om Jesus og 
troen og håbet og kærligheden. 
     Gud har også tændt fire lys for os. Det første tændte 
Gud helt i begyndelsen, da Gud skabte himlen og jorden. 
Dengang var der et dybt mørke og et dybt hav. Men Gud sagde: 
Der blive lys. Og der blev lys. Det skabte Gud.  Det gav Gud 
os. 
     Den anden gang Gud tændte lys, det var ved Jesu fødsel. 
Dér hører vi både om et himmelsk og et jordisk lys. Lyset i 
himlen, det er stjernen, som kunne ses lang væk. Lyset på 
jorden, det er lyset ude på marken hos hyrderne.  Det var 
strålende engle. Det var hyrderne, som så dem. 
     Den tredje gang hvor Gud tændte lys, det var ved påske. 
Dér hører vi, at solen var stået op, da kvinderne kom ud til 
Jesu grav. Det var næsten som første gang solen stod op, 
sådan strålede påskesolen, for da var Jesus gået gennem det 
mørke hav og døden. Da havde Gud oprejst ham fra graven og 
døden. 
     Den fjerde gang, hvor Gud tændte lys, det er ved pinse. 
Dér hører vi, at ildtunger kom dalende ned og satte sig på 
hver af disciplene. De fik lyst til at fortælle om Gud og 
Jesus. Ildtunger kom ned fra Gud. De kristne brændte efter 
at fortælle om alt det gode, som Gud har gjort. 
     Ildtunger. Jamen, det kan vi da godt se. Flammerne på 
stearinlysene på adventskransen. Det er ildtunger. 
Luciapigernes lys er ildtunger. De synger for os om alt det 
gode, som Gud har givet, at Gud er den gode Skaber, som har 
givet os livet og julen og påsken og pinsen. Ildtungerne 
synger for os om barnet i krybben og troen og håbet og 
kærligheden.