Førhen havde hver dag et særligt navn. Der var 
Johannes dag.  Dér holder vi nu Sct. Hans aften. Der var 
Mortens dag. Dér holder vi Mortens aften. Det var for at 
huske gode mænd og kvinder, at man gav særlige dage deres 
navn.  Den 13. december har navnet sct. Lucias dag. Der 
var nemlig en pige, som hed Lucia. Hun boede i Syditalien. 
Hun var en af fin slægt. Og hun var meget smuk. Og så 
havde hun et stort hjerte. Når hun så, at nogen havde det 
dårligt, så hjalp hun dem. 
     Hun besøgte de syge og hun gav penge til de fattige. 
Og hun bad til Gud for dem. Lucia var nemlig kristen. Hun 
troede på Jesus og på Gud. Derfor ville hun gerne hjælpe 
mennesker. Men dengang var det forbudt at være kristen. Så 
hun sagde ikke til nogen, at hun troede. Hun ville ikke i 
fængsel, for hun var meget forelsket. Hun havde en 
kæreste. Han var også en god mand, men ikke helt så god 
som Lucia. Han synes, at hun gav for meget til andre, og 
brugte for meget tid på andre. Han ville hellere selv være 
sammen med hende.  Han tænkte: Når Lucia og jeg bliver 
gift, så holder hun nok op med at gå ud til de fattige. 
     Men kort før brylluppet blev Lucias mor syg. Det var 
meget alvorligt.  Lucia bad Gud om hjælp. Og hun blev ved 
med at bede til Gud i mange dage.  Og pludselig skete 
underet. Hendes mor fik det bedre. Hun kunne igen spise 
lidt og hun fik kræfterne tilbage. Og en dag var hun 
fuldstændig rask.  Lucia græd af glæde. Ja, hun var så 
glad, at hun gav hele sin medgift til de fattige.  Medgift 
det var nogle penge, som en pige dengang sparede sammen 
til sit bryllup. De penge skulle hun give til sin mand. 
Men Lucia gav pengene til de fattige. 
     Det blev hendes kæreste meget sur over. Han ville nu 
have hende til at opgive den kristne tro. Han gik til 
politiet og sagde, at Lucia var kristen.  Og Lucia blev 
straks hentet og skulle for domstolen. Lucia holdt fast 
på, at hun var kristen og hun ville ikke opgive det. Så de 
blev nødt til at dømme hende. Hun skulle i fængsel. De tog 
fat i hende og ville trække afsted med hende. Men da skete 
det mærkelige. Lucia var ikke til at rokke ud af stedet. 
De rev og slev i hende. Men hun stod fast som en stor 
sten. Så bestemte de, at hun skulle brændes. Men ilden 
skadede hende ikke. Hun var som lavet af sten, så ilden 
ikke kunne brænde hende. Men så kastede de sig over hende 
med sværd og spyd, og til sidst døde Lucia. 
     Når vi tænder lys og holder lucia optog, så er det 
for at huske på den fornemme og smukke pige, der hjalp 
andre og troede på Guds hjælp og holdt fast ved sin tro. 
Heldigvis må vi godt være kristne. Vi behøver ikke at 
skjule, at vi er kristne. Derfor tænder vi så mange lys 
ved vores Lucia-aften. 
     Stearinlys eller levende lys kom egentlig først til 
Danmark, da kristendommen kom hertil. Og det var netop i 
julen, at alle skulle tænde levende lys. Det var jo fordi 
Jesus siger om sig selv: Jeg er verdens lys. Vi tror, at 
Gud har sendt os hjælp og frelse ved at sende sin søn til 
os. Men i gamle dag var lys meget kostbare. Det var ikke 
alle der havde penge til at købe et lys. Så fik de først 
lov til at gå rundt juleaften og tigge, så alle kunne få 
have et lys tændt. Og til sidst blev det bestemt, at de 
fattige må gå hen på rådhuset og få penge af borgmesteren. 
Alle skulle nemlig have et julelys. Det stod på 
spisebordet, mens familien spiste julemaden. Og julelyset 
måtte ikke slukkes. Det skulle brænde resten af aftenen og 
hele julenat. Nogle gange stillede man det hen i vinduet, 
hvis der var en på vej ude i mørket, så kunne han finde 
vej hen til gården og komme til julefest. 
     Det var smukke skikke der var i gamle dage. Dengang 
tændte de lys for hinanden og til ære for Gud. De skjulte 
ikke, at de var kristne. De holdt fast ved troen på Gud. 
De viste det både ved at hjælpe hinanden og ved at tro på 
Guds hjælp. Og det er netop det vi fejrer Lucia-aften. 
     Jeg synes, at de små flammer på stearinlysene ligner 
stjerner. Det ligner juleaften og Betlehemsstjernen. Den 
viste vej for vismændene. I salmen " Dejlig er den himmel 
blå" mangler der nogle vers i vores salmebog.  Grundtvig 
skriver, at stjernen ledte de vise mænd til Jerusalem: 
Klare stjerne ledte dem lige til Jerusalem. Men dèr fandt 
de ikke den nyfødte konge. Så Grundtvig skriver i næste 
vers: Klare stjerne hasted frem, ledte dem til Betlehem, 
over hytten lav og lille stod så pludselig den stille, 
strålede så tyst og mildt. Og så skriver Grundtvig et 
vers, som det er en skam, at det ikke er med i vores 
salmebog: Østerlands de vise mænd fandt dog stjernen der 
igen, som de skued i det høje, thi i barnets milde øje, 
funklende og klar den sad. 
     Alle de mange lucialys og julelys skal vi bruge 
sådan, at de viser os vej.  De viser vejen, så vi finder 
sammen. Og de viser vej, så vi finder hen til det lille 
barn i krybben, og dér i barnets milde øje må vi finde 
frelsen fra Gud.