1. søndag i Advent (I) – Mattæus 21,1-9
I.
Da vi i 1981-1982 boede i Madagaskars hovedstad Antananarivo, hørte det til
vore næsten daglige oplevelser at overvære, når landets socialistiske
præsident skulle køre gennem byen. Vi boede kun få hundrede meter fra
præsidentpaladset, så det indtraf naturligvis tit. Når det skete, var der
som regel helt fra morgenen af udkommanderet bevæbnede soldater, som stod
med 50 meters mellemrum langs ad den rute, som præsidenten skulle køre.
Soldaterne stod med ryggen til vejen for at kunne holde øje med, om der
nærmede sig nogen, som kunne formodes at have attentatplaner mod ham.

Man vidste aldrig, hvor lang tid de skulle stå sådan. Undertiden hele
formiddagen til et godt stykke over middag. Pludselig kom optoget: først en
åben jeep med stående maskingeværskytter bagi; dernæst endnu et par
militærvogne med blinkende blå lygter på taget; så fulgte 2-3 limousiner og
endelig præsidentens store sorte Mercedes med tonede vinduer, og kortegen
sluttede så igen af med et par politivogne.

Når først det kom dertil, skete det hele forrygende hurtigt. I løbet af
ingen tid var hele kortegen kørt forbi i en rasende fart. Præsidenten nåede
man næppe at få et glimt af bag de næsten helt mørke ruder. Og gadelivet
var meget hurtigt normaliseret igen.

Dette erindringsbillede rullede pludselig op for mig igen, da jeg skulle
forberede min prædiken til i dag, kirkens nytårsdag. Hvor langt er der ikke
imellem Jerusalem den dag og Antananarivo eller andre steder i dag, hvor
noget lignende sker! Så modsætningsfyldt dog tilværelsen kan være!

Alle magthavere, præsidenter, konger eller hvad de nu kalder sig, er bange.
Bange for deres magt. De omgiver sig med sikkerhedsforanstaltninger, med
militær og body-guards for at beskytte sig mod deres modstandere.
Sommetider virker det næsten paranoidt, men ofte er faren reel nok.

II.
"Se, din konge kommer til dig - sagtmodig, ridende på et æsel og på et
trækdyrs føl", hedder det helt anderledes i evangeliet i dag. Kongen hedder
Jesus. Hans indtog var ikke hemmeligholdt til sidste øjeblik af
sikkerhedsgrunde. Det var annonceret i god tid flere hundrede år i forvejen
af profeten Zakarias: Sig det til Zions datter! Kongen Jesus red ind i byen
sagtmodig, ubeskyttet, omgivet af venner og fjender. Han vidste ikke engang
hvem der var af den ene og hvem der var af den anden slags. Endda nogle af
dem, som var hans venner blev til hans fjender i de følgende dage.

Evangelisten Mattæus, som er den, der har fortalt denne begivenhed til os,
gør meget ud af at understrege, hvor planlagt eller måske snarere: hvor
forudsagt alt dette er. Det var ikke særligt overraskende det som skete.
Det skete alt sammen, for at det skulle opfyldes, som profeterne havde
forudsagt. Drejebogen for det hele var allerede skrevet i Det gamle
Testamente hos profeten Zakarias, og folk svarede, som de allerede vidste,
de skulle svare med ordene fra deres gamle salmebog: Velsignet være Han som
kommer i Herrens navn. Og æslet med dets føl, som Jesus skulle ride på,
står parat i stalden i Betfage og venter kun på at blive hentet til kongen.

Hvordan i al verden kunne Gud da ikke lave om på det, når han kunne se, at
det ville ende galt? Det skete, for at de gamle forudsigelser skulle gå i
opfyldelse, lyder svaret. Der er ingen vej uden om den opgave, Gud har
pålagt Jesus at løse. Evangeliet vil forvisse os om, at Gud er tro mod sine
egne løfter; han løber aldrig fra sine tilsagn, men forbliver altid tro
imod sine egne ord. Og det er et virkeligt godt budskab til os på kirkens
nytårsdag. "Er vi utro, så forbliver Gud dog tro, thi fornægte sig selv kan
Gud ikke", sådan udtrykker Paulus det i ét af sine breve (1. Tim 2,13).

III.
Vi har fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem som prædiketekst ikke bare i
dag, men også på Palmesøndag. Der er dem der synes, at det er dér, at den
hører hjemme og ikke på en adventssøndag. Derfor sker det også tit, at
vægten den 1. søndag i Advent bliver lagt på hyldestråbene til Jesus, på
lovsangen, hvorimod man på Palmesøndag ved indgangen til Påskeugen mere
understreger de faretruende momenter og det dystre i beretningen.

Men vi kan jo ikke skille de 2 ting fra hinanden på den måde. Så bliver
fortællingen først for alvor utroværdig. Vi kan ikke lade, som om dette her
er en eventyrlig begivenhed, en happening af dimensioner, og så gemme
(eller glemme) alle faremomenter til en anden gang.

Alle verdens magthavere og præsidenter tager deres forholdsregler, og nogen
af dem opfører sig tilmed, som de vil og tror ind imellem, at de kan slippe
godt endog fra deres forbrydelser. Men det eneste menneske i historien, som
med rette kan smykke sig med titlen konge, han rider ind i Jerusalem, ja
han kommer ind i vor verden ganske ubeskyttet, med åbent ansigt, sagtmodig,
med fred og glæde til alle, ikke for at undertvinge, men endog rede til at
lide for dem, som han er konge for. Han tager imod menneskers hyldest uden
først at give sig til at undersøge, om den nu er ægte eller uægte, og han
er sårbar overfor menneskers hån og latterliggørelse. Men han går den vej,
som Gud vil have ham til at gå, for at Gud kan forblive tro mod sig selv og
sit eget væsen, som er kærlighed.

IV.
I dag – godt en måneds tid før årsskiftet – holder vi nytår i kirken. Til
den tid vil der - sædvanen tro - blive holdt mange taler om udsigterne for
året, som ligger for, og der vil blive udfoldet mange gætterier om, hvad
året vil bringe. Krystalkuglerne vil blive taget flittigt i brug. Men
naturligvis er der ingen, der kan vide, hvad året vil bringe.

Helt anderledes forholder det sig for os i dag på kirkens nytårsdag.
Naturligvis ved vi heller ikke, hvad året vil bringe. Men i dag bliver det
sagt til os, at Gud også i det næste år vil forblive tro mod sig selv og
sit eget væsen, det væsen som er kærlighed. Han beskytter sig ikke og
sikrer ikke sig selv mod verden og al dens ondskab. Han går ind i den
sammen med os, som han har bundet sig til. Han glæder sig sammen med os.
Han sørger og lider sammen med os. Han håber sammen med os.

Vi ved – i modsætning til alle glaskuglerne ved årsskiftet - at kirkeåret
foran os vil bringe julen, påsken og pinsen. Kalenderbladene foran os er
ikke blot ubeskrevne blade. Der er skrevet og sagt ord, som står til
troende i al evighed. Vi skal igen engang få lov til at høre og at glædes
ved budskabet om Jesus, som kom til jord; som levede sammen med os; som
døde og opstod for os; og som nu sidder hos Gud og har sendt ånd og liv til
os, for at vi aldrig en eneste dag skal leve som mennesker uden håb.

Derfor skal også vi, som er her i dag, af al kraft og evne synge med på den
gamle lovsang: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i
Herrens navn! Hosianna i det højeste!
Amen.

Salmer: 66 - 65 - 71 / 59 - 390 – 62

Risskov Kirke, søndag den 29. november 1998.