61,72,229,501,66 
     Hvad er det vigtige i prædiketeksten i dag: Er det alle 
tegnene på undergang.  Nej, dem kan vi læse om i aviserne. 
De siger intet nyt som vi ikke kender i forvejen. Kaj munk 
skriver i en prædiken: Onde tider er faret hen over jorden. 
Når vi synes, at der er onde tider nu, er det kun, fordi det 
nu er os, der oplever dem.  Bølger af krige, jordskælv og 
hunger og pest og vildskab har hærget blandt os i 
århundreder. Og Kristi dag var ikke inde endda. Måske er 
jorden ung endnu, og der ligger årtusind efter årtusind 
foran den. Måske er den ældende gammel og ved at danse sin 
dødedans. 
     Nej, det vigtige i Jesu ord, det er to sætninger. Den 
første: ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres 
forløsning nærmer sig. Og den anden: Bed om, at I må få 
styrke til at undslippe alt det, som skal ske og til at stå 
foran Menneskesønnen. 
     Det er mærkeligt, i den situation, hvor alt vores går 
under, hvor der intet er holde sig til, hvor der ingen 
steder er at flygte hen, der skal vi ikke krybe sammen og 
skjuler vores hoveder. Nej, vi må rette os og løfte vores 
hoveder. Forløsningen nærmer sig. Forløsning det ord bruger 
vi også om en fødsel,når et nyt liv kommer til verden. Når 
vi intet kan mere og alle udveje er spærret og vi står ved 
verdens ende, så er det som en fødsel: nyt liv kommer til 
verden, det evige liv.  Det siger Jesus. 
     Og så er jo talt meget om, hvem der kan bestå på 
dommedag.  Det er ord, som kan få enhver af os til at dukke 
os. Men Jesus siger frejdigt: Ret jer løft jeres hoveder. 
     Og det er jo ikke fordi vi er sikre på os selv, nej, 
det er fordi vi får styrke et andet sted fra. Vi må bede om 
styrke til at undslippe og stå foran Jesus. Styrken kommer 
ikke fra os selv. Vi må bede om den. 
     Og vi skal lægge mærke til, at Jesus ikke så meget 
advarer mod de sidste tiders rædsler og pinsler. Han advarer 
mere mod drukkenskab og dagliglivets bekymringer. 
     Nogle gange er det sådan med Jesu ord, at vi hører et 
og overhører noget andet.  Ordet drukkenskab hører vi, og vi 
tænker: ja, det er rigtigt, for meget alkohol sløver et 
menneske, så det lever i blinde. Men vi hører ikke, at Jesus 
ligestiller det med daliglivets bekymringer.  Dagliglivet, 
det lever vi alle.  Og bekymringerne dem kender vi alle. Men 
Jesus advarer os mod dem lige så meget som mod alkohol. 
Bekymringer sløver og gør os blinde, så vi ikke kan gå lige. 
Bekymringer er meget farlige. Og de er lige så svære at 
lægge væk, som alkoholikeren har svært ved at holde op med 
at drikke.  Jeg har hørt, at alkoholikeren gemmer flasker 
mange steder, så han hele tiden kan række ud og tage en 
slurk. Sådan har den urolige også lagt bekymringer parat 
alle steder, det er bare at række ud, så er der straks en 
urolig tanke parat.  Måske vil Jesus ligestille den, der 
drikker og den, der er bange, så han advarer mod, at vi 
drukner vores sorger i bekymringer og flygter fra 
virkeligheden i bekymringer. 
     Hvordan kan det være Jesus taler om dagliglivets uro 
sammen med verdens ende og al den rædsel, som da vil være. 
Det er fordi han vil tale angsten ud af os. Vi skal ikke 
flygte fra virkeligheden, for den er, at Jesus kommer igen, 
og det må vi se frem til med glæde. Jesus siger, det er 
sommeren som kommer. Han siger, at tegnene på de sidste 
tider, hvor frygtelige de end er, så er de som foråret, hvor 
figentræerne springer ud og alle kan se, at nu kommer 
sommeren. Sommer kommer med varme og lys. Det er 
virkeligheden, som vi må se frem til. Den skal vi ikke 
flygte fra. 
     Det er klart, at Jesus ikke taler om alt det 
frygtelige, som skal ske ved tidens ende, for at gøre os 
bange, men tværtimod for at opmuntre os. Ret jer og løft 
jeres hoveder. Bed om styrke og Gud vil give jer styrke til 
at undslippe alt hvad der kan komme. Og det siger Jesus jo 
for at vi må stole på hans ord. 
     Men skal vi ikke være bange for dommedag og hvordan det 
da vil gå os.  Kan vi se frem med glæde til den dag.  Kaj 
Munk skriver i den prædiken, hvor han taler om dommedag. Han 
skriver: På den store dag, når gravfolket træder frem for 
den evige, lad os ikke nægte, at vi vil stå der med hamrende 
hjerter, både du og jeg. Og Kaj Munk opfordrer til at vi 
skal bede om at måtte bestå.  Og Kaj Munk opmuntrer med, at 
Gud har plads nok til os hos sig.  Gud er så rig, at han har 
en stjerne for hver menneskesjæl. 
     Og vi giver nok alle Kaj Munk ret i det med de hamrende 
hjerter. Men så er Jesu ord jo så meget stærkere.  Han siger 
ikke, at vi skal stå med bange hjerter. Han siger, at vi må 
stå med rette rygge og med løftede hoveder. En ret ryg, det 
er ikke udtryk for usikkerhed.  Det er udtryk for stolthed. 
Et løftet hoved, det er ikke udtryk for frygt og skam. Nej, 
det er udtryk for tillid og tro på det gode, som skal ske, 
og som Gud vil give. 
     Jamen hvordan kan vi have det: stolthed og tillid.  Ja, 
det kan vi kun have ved at høre Jesu ord og tro dem. 
Hvordan kan vi være stolte over os selv. Det kan vi ved at 
leve i tro.  Den giver os ret til at være Guds børn. 
     I stedet for at udmale alle pinslerne og det frygtelige 
ved de sidste tider skal vi tale til opmuntring og tro. Det 
gør skriften. 
     Hebræerbrevet kap 3: Guds hus er vi, dersom vi holder 
fast ved den frimodighed og den stolthed, vort håb giver os. 
Hebræerbrevet kap  4: Lad os altså med frimodighed træde 
frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og 
finde nåde til hjælp i rette tid.  Hebræerbrevet kap 10: Lad 
os træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro, så vi er 
befriet for ond samvittighed. 1. Johannes brev kap 2: Bliv i 
Kristus, for at vi kan have frimodighed, når han åbenbares, 
og ikke skal stå med skam over for ham ved hans genkomst. 1. 
Johannes brev kap 4: Vi har frimodighed på dommens dag. 
Frygt findes ikke i kærligheden. Romerbrevet kap 5: Ved 
Kristus har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står 
i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. Og endelig 
siger Paulus det så stærkt i Romerbrevet kap 8: Så er der da 
ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. 
     Frygt og dårlig samvittighed kan være af det onde, så 
det udtørrer os og vi ikke kan bære Åndens frugter.  Det har 
jeg læst en lignelse om. Den handler om et figentræ, som 
ikke bar frugt. Vingårdsejeren sagde til gartneren: Hug det 
ned. Gartneren foreslog: Hvad hvis man graver omkring træet 
og gøder og vander ordentligt. Og Ejeren svarede: Det lønner 
sig ikke.  Men gør som du vil. Vi venter et år. Men så skal 
træet også væk, hvis det ikke giver nogen frugt. 
     Det hørte figentræet. " Jamen, jeg kan jo ikke," 
mumlede figentræet ulykkeligt. " Jeg har allerede forsøgt. 
Men der kommer alligevel ingen druer." Overalt omkring sig 
så figentræet nemlig vinstokke med snoede vinranker, som gav 
de herligste druer.  Så det er klart, at træet også forsøgte 
at lave druer. Men det blev der intet ud af.  Figentræet 
kæmpede for at lave druer og mod at lave figner. Druer blev 
der jo ingen af, men der kom heller ingen figner. For træet 
udtørrede sig selv med sin kamp.  Det var tvunget til 
ligesom at lukke af for saften indeni, så der ikke med ét 
boblede en trodsig figen op. Og det blev sværere at holde 
igen, da gartneren gravede og gødede og vandede. Træet måtte 
opbyde alle sine kræfter for at forhindre fignerne i at 
skyde frem. 
     Men så kom vinden, den blide og dyssende vind, den som 
blæser hvorhen den vil, uden at spørge nogen om lov.  Og 
vinden vuggede figentræet, så det slappede af. " Tag imod 
det som kommer," hviskede vinden. " Så bliver det figen og 
så dør jeg," jamrede træet. " Du dør under alle 
omstændigheder, hvis du blev hugget ned," sagde vinden. " 
Slap af. Slip løs. Tænk ikke så meget." " Jeg må ikke," 
klagede træet,"  Det går ikke." Men træet kunne ikke modstå 
den kærlige vind, og med ét gik træet i blomst. Og af 
blomsterne kom der frugt, de herligste fuldmodne figner. 
     I den lignelse er vinden billede på Guds ånd, som vi 
skal lytte til, så vi bærer åndens frugter. De frugter kan 
vi ikke bære, hvis vi er bange og har dårlig samvittighed. 
For de frugter er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, 
venlighed, godhed, trofasthed, mildhed. Og det er klart at 
de frugter kan vi ikke bære, hvis vi er bange. Nej, de 
frugter bærer vi, når vi er frimodige og glæder os til Jesu 
genkomst, hvor vi skal stå for nådens trone og få 
barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. 
 
ny prædiken 
 
     Det er en urolig verden vi lever i. Der er ingen 
værdier, som er sikre.  Det gælder pengenes værdi. Det 
gælder i politik, at de demokratiske ideer er truet også i 
vores del af verden. Der er nok at være bange for; at krigen 
i det tidligere Jugoslavien skal brede sig, at vi slet ikke 
kan hjælpe alle flytningene derfra, eller at vi ikke kan 
hjælpe Afrika, men må se til at krig og sult og sygdom slår 
mennesker ihjel. Vi bliver bange, fordi vi mærker, at det 
hele måske slet ikke er noget vi kan styre.  Det kan føles 
som om himlen og jorden vakler 
     Når Jesus talte om at himlens kræfter skal ryste og 
vakle, så talte han i virkeligheden religiøst. Han mente, at 
alle de hedenske guddomme er ved at falde, fordi Jesus, Guds 
søn opretter sit rige her i vores urolige verden.  Så vægten 
hos Jesus ligger ikke på, at vi skal være bange, men derimod 
at vi skal vide, at der kommer en ny tid, hvor Jesus er 
konge. Derfor siger Jesus, at vi ikke må være sløve, men vi 
skal være vågne. Jesu ord gav ingen mening, hvis Jesus talte 
om jordens undergang, for så hjalp det ikke om vi sov eller 
var lysvågne. Nej, Jesus vil at vi allerede nu skal leve ud 
fra den kraft, som kommer i det nye rige. Vi skal leve som 
lysets børn, fordi lysets rige er i vente. 
     Alle kriserne, hvad enten det er i valutasystemet eller 
mellem landene eller det er de moralske værdiers krise, alt 
det skal vi se gennem. De er tegn på, at det nye rige er i 
vente. Jesus vil give os styrke til at gå gennem kriserne, 
fordi de kun er jordiske og fordi de kun er korte, for snart 
kommer himmeriget, Guds lyse rige, som er evigt. 
     Hvad er det som kan hjælpe os. Det er for det første 
Jesu ord. De kan ikke rokkes. De vakler ikke. Jesus siger 
sådant et sted: himlen og jorden skal forgå, men mine ord 
skal aldrig forgå. Man kan i øvrigt se det af, at Jesu ord 
stadig taler til os. Hvert århundrede har der været 
mennesker, som har forudsagt, at kristendommen ville 
forsvinde og Jesu ord blive glemt.  Men det er ikke sket. 
Jesu ord har stor kraft og de giver kraft til os. Jesus 
siger f.eks. mange gange: Frygt ikke, tro kun. Han siger: I 
skal ikke være bekymrede, for Gud er jeres Far i himlen, og 
Gud vil frelse jer. Og Jesus siger, at der er meget vi kan 
gøre. Det er egentlig en stor opmuntring. Når vi ser alle 
kriserne og alt det håbløse, så skal vi ikke give op og 
sætte os fortvivlede hen. Nej, vi skal gøre det vi er sat 
til, at leve som mennesker med hinanden, også selv om det 
ikke er meget vi kan udrette. Selv om kriserne måske 
overvælder os, så skal vi bevare vores menneskeværd. 
     Ja, det mærkelige er, at anden søndag i advent i 
dobbelt forstand giver os forventning. I dagens evangelium 
taler Jesus jo om sin anden advent, altså ikke kun om den 
sidste tid inden den 24. december i år, nej, Jesus taler om 
den sidste tid i det hele taget. Det er grunden til, at det 
overhovedet er meningsfuldt at holde jul. Vi holder nemlig 
ikke jul, fordi Jesus engang blev født og levede engang. 
Hvordan kunne det betyde ret meget for os.  Det kunne højest 
være interessant, at der har levet en stor personlighed 
engang.  Nej, når vi holder jul, og tænker på Jesu fødsel og 
liv, er det fordi Jesus opstod fra de døde og lever og 
kommer til os igen. Vi tænker tilbage fordi det har 
betydning for vores fremtid. 
     Hvor er det mærkeligt at tænke på, at den svageste af 
de svage, den fattigste af de fattige, barnet i krybben; ham 
var der ikke plads til i herberget. Og senere gik han rundt 
mellem syge, trætte, sørgende, forkastede mennesker.  Til 
sidst blev han selv forkastet og forbandet af alle.  Netop 
han kommer igen som alle menneskers dommer, og han kommer 
ikke for at hævne sig, for at forbande alle os, som har 
svært ved at klare livet og bevare håbet og humøret og 
troen.  Det er jo netop det vores søndag i dag og 
adventstiden hvert år skal lære os, at vi må leve i 
forventningens glæde. 
     " Når disse ting begynder at ske, da skal I se op og 
løfte jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig." Sådan 
siger Jesus. På græsk står der befrielse, løskøbelse.  Men 
det er meget smukt at man oversatte det ord til det danske 
ord forløsning.  Det danske ord bruger vi jo også om en 
fødsel.  Og det er rigtigt set og andre steder i Jesu ord 
kan man også se den tanke, at det som sker til sidst er en 
fødsel: nyt liv opstår, et rigt nyt liv i Guds rige.  Det er 
det vi ser frem til. Med samme glæde som vi ser frem til 
julen. 
     Sådan taler Jesus om sin anden advent. Han bruger en 
lignelse om det: " Se på figentræet og alle de andre træer. 
Så snart I ser, at de springer ud, skønner I af jer selv, at 
nu er sommeren nær. Således kan I også skønne, når I ser 
dette ske, at Guds rige er nær." 
     Hvor er det mærkeligt : alt det vi kalder problemer og 
kriser, alt det vi kan blive bange for, ja endnu mere alt 
det som kan fylde os med en sådan frygt at vi næsten kan 
blive vanvittige af det, alt det skal vi tage som 
forårstegn.  Ligesom vi i adventstiden bliver nødt til at 
tage os selv i nakken og fejre advent, sådan skal vi i vores 
liv ruske op i os, så vi ikke mener at det hele er dårlige 
tegn.  Jesus siger: tegnene er gode tegn, som når træerne 
springer ud i maj, så ved vi at varmen og sommeren kommer 
med lys og sol og glæde.  Det vi ser frem til er ikke enden, 
men begyndelsen, begyndelsen på Guds herlige rige, et 
solstrålerige, et varmt og glædeligt rige. 
     Ingen problemer skal tage den glæde og forventning fra 
os.  Jesus advarer os netop imod, at det vi ser og alle 
problemerne skal ødelægge glæden for os. Han siger: Vogt 
jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og 
drukkenskab og timelige bekymringer. Jesus sammenstiller 
alkoholmisbrug og bekymringer for dagligdagen. Vi har måske 
let ved at se, at det er forkert at drukne sin tilværelse i 
alkohol. Men lige så forkert er det i det hele taget bekymre 
sig. Det er akkurat det samme. Når man flygter ved druk, er 
det jo på grund af alle bekymringerne. Allerede dér starter 
det. Og så er der vist ikke ret mange af os, som ikke må 
føle sig ramt. Kan du lade være med at bekymre dig, når du 
tænker på alle de problemer, som Du og Danmark og hele 
verden står over for.  Jamen, intet af det må få dig til at 
flygte ind i fortvivlelsen. 
     Når Jesus siger: Vogt jer, så mener han, at vi skal 
vogte os fra at flygte fra problemerne. Vi må ikke give op 
af fortvivelse. Tværtimod skal vi bruge alle vores evner og 
fantasi til at leve et rigtigt menneskeliv i kærlighed til 
vores medmennesker. 
     I én af julesalmerne står der: Dejlig er jorden, 
prægtig er Guds himmel.  Netop fordi vi må se frem til 
himmelsk herlighed, kan vi glæde os over vores dejlige jord 
og alle de gaver, som Gud giver os her.  Vi skal ikke flygte 
fra vores jordiske liv eller fortvivles over det som sker 
her, nej, ligesom vi i adventstiden skal tage os selv i 
nakken og ruske op i os selv, så vi virkelig glæder til den 
kommende jul, sådan skal vi også gøre det med hensyn til 
vores livs og verdens fremtid. 
     Det skal vi bruge adventstiden til: se at det går mod 
jul med hele verden og med hele vores liv. Det skal ændre 
os, så vi ikke flygter fra problemerne og fortabes i dem. 
Men lever som i adventstiden, hvor vi ser gyldne farver, 
nemlig det skær som kommer ikke fra den nedgående sol, men 
fra det kommende lysrige. 
     Advent betyder komme. Det er Jesus som kommer til os. 
Jesu komme kaster et gyldent skær ind over vores dage, så vi 
må leve med håb, hvor tæt angsten for problemerne og 
kriserne end er. De 4 lys på adventskransen fortæller os om, 
hvordan adventstiden er og hvordan vores tid på jorden er. 
I dag bliver det andet lys tændt.  Det er ikke sådan, at 
lysene slukkes ét efter ét jo længere tiden går, nej, der 
tændes det ene lys efter det andet, indtil lysets rige 
kommer.  Vores liv er en adventstid, hvor de gyldne farver, 
vi ser, ikke kommer fra den nedgående sol, men fra det 
kommende lysrige. 
     Amen. 
 
ny prædiken 
 
Der er meget vi kan være bange for. Det kan være, hvordan 
det skal gå os selv.  Det er jo ikke en selvfølge, at vi kan 
tjene penge til at leve for.  Det er ikke en selvfølge, at 
vi er sunde, så vi kan arbejde.  Men vi kan også være bange 
for hele jorden, at der kommer krig, at landene ikke kan 
klare alle de problemer, der er, eller at de ikke vil klare 
dem, men kun tænker på sig selv. Både med hensyn til økonomi 
og miljø hænger verden sammen.  Hvis økonomien i Japan går 
ned, så breder det sig ud over hele verden.  Hvis et land 
sender giftig røg op, så driver den ind over nabolandene. Vi 
kan godt blive bange for, hvordan det hele vil ende.  Den 
tanke havde jøderne også på Jesu tid. De følte også, at 
vores verden ikke er så sikker. Alt kan vakle. Og jøderne 
brugte et billede for at sige, hvor uhyggelig en frygt det 
er. De forestillede sig, hvis stjernene rystede og faldt ned 
og jorden rystede, så der ikke var et eneste sted, hvor der 
var fast grund. 
     Og hvad gør man, hvis man er så bange. Ja, når man er 
fyldt af bekymring, så tænker man ikke klart. Bekymringer 
sløver et menneske, fordi man så bruger altfor megen kraft 
på bekymringerne og slet ikke har overskud til noget andet. 
Eller man prøver at glemme eller flygte fra bekymringerne. 
Det er nok en af grundene til, når et mennesker drikker for 
meget eller for tit.  Det er tegn på, at der er noget galt i 
hans liv, som han kun kan glemme, når han er sløvet af druk. 
Jesus ligestiller bekymringer og drukkenskab. De sløver. Han 
siger: tag jer i agt for, at at jeres hjerter ikke sløves af 
svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer. 
     Der er nogle i vor tid som mener, at de unge drikker 
for meget.  Hvis det er rigtigt, så er det ikke nok at 
skælde ud på dem. For det er tegn på, at der er noget galt i 
de unges liv.  Hvis der er det, så kan det netop være frygt 
for fremtiden, om de kan klare at få gode karakterer i 
skolen, om de kan få et job efter skolen, og om det 
overhovedet bliver en god verden, de kommer til at leve i. 
Den frygt skal man tale om og gøre noget ved, hvis man 
mener, at de unge ikke fester rigtigt, men sløver sig med 
for megen alkohol. 
     Jamen, hvad kan vi gøre mod den uhyggelige frygt. Vi 
kan bl.a. høre Jesu ord. Han siger, at hvis alt skulle give 
sig til at ryste, så er der alligevel et sted, hvor vi kan 
søge hen og hvor vi kan søge sikkerhed. Det er hos ham.  Han 
siger, at menneskesønnen kommer med magt og megen herlighed. 
Så midt i alt det kaos og mørke og magtesløshed, vi kan 
forestille os, der er et sted, hvor der stadig er magt og 
lys og ro. Det er hos Jesus. 
     Jesus havde en stor tro. Og den gav han til mennesker. 
Han mødte mange, som havde mistet alt håb. Det kunne være 
syge. Dengang havde de jo ikke dygtige læger og sygehuse. Så 
hvis man blev alvorlig syg, var der ikke meget håb. Der var 
intet at gøre. Men Jesus gjorde undere, når de syge kom til 
ham.  Han sagde: bliv rask. Og så gik de sunde og glade fra 
ham. Det kunne også være dem, der havde levet forkert, så 
andre ikke mere ville have med dem at gøre. Til dem sagde 
Jesus: Du er tilgivet. Og så følte de sig ikke alene mere, 
de følte sig ikke tynget af dårlig samvittighed. De kunne 
igen leve.  Jesu tro gjaldt også ham selv. Han vidste, at 
han snart skulle dø. Det kunne han se mange tegn på.  Hans 
modstandere var meget ophidsede på ham. De var en slags 
religiøst politi, og de havde hele tiden nogle folk til at 
følge Jesus, så de kunne fortælle, når han sagde og gjorde 
noget, der var mod den religiøse lov.  Og Jesus vidste, at 
han skulle dø en grusom død. Flere gange forudsagde han det, 
at han skulle piskes og korsfæstes. Enhver anden ville nok 
have fortvivlet, hvis han vidste, at i morgen ville han 
måske blive fængslet og dømt til døden, selv om han var 
uskyldig. Så ville man nok ikke kunne tænke på andet.  Man 
ville få rynker i panden og mørke rande under øjenene og gå 
nedbøjet omrking. Jesus derimod blev ved med at lige så 
energisk som han hele tiden havde været. Han tog sig af dem, 
der trængte til hjælp. Han fortalte om Gud, at Gud elsker os 
og at Guds rige er stærkere end alt ondt. For Jesus vidste, 
at der ville ske et under, selv om han skulle dø.  Han 
vidste, at han skulle opstå fra de døde.  Det troede han på. 
Det levede han på. Og ingen kunne tage det fra ham. Hvor 
mørkt det hele så ud, så troede han, at lyset fra Gud ville 
sejre. Den tro gav han til alle som han mødte. 
     Den tro giver han også til os. Når vi er fyldt med 
bekymring for vores eget liv, om vi kan klare det, eller vi 
er bekymret for hele verden, så giver Jesus os den tro, at 
hvor usikkert og vaklende det hele ser ud, så ender det ikke 
dårligt, i mørke og ruin. Nej, både for os selv som 
enkeltpersoner og for hele verden, gælder det, at 
menneskesønnen Jesus kommer med magt og megen herlighed for 
at frelse os. Vi skal ikke gå bange og nedbøjede omkring med 
rynker i panden og rande under øjenene.  Midt i alt det 
usikre skal vi rette os og løfte vores hoveder.  Da står vi 
over for vores frelser. Han kommer for at redde os. Det har 
han magt til. Ligesom han havde magt til at gøre undere for 
de mennesker, som havde det dårligt og håbløst i Israel 
dengang, sådan vil han have endnu større magt, når han 
kommer i himmelsk herlighed.  Og vi skal ikke være beskedne 
og tænke, at Jesus måske ikke vil hjælpe os.  Nej, det er os 
han taler til når han siger: Ret jer op og løft jeres hoved, 
for jeres befrielse nærmer sig. Og hans ord må vi tro på. Vi 
skal gøre som han siger. 
     Så stor en tro havde Jesus, og den gav han os. Selv i 
den værste ulykke må vi se efter Jesus, for han vil komme og 
hjælpe os. 
     Når vi tænker på fremtiden, så skal vi ikke tænke på 
undergang og mørke, men derimod frelse og lys og herlighed. 
For at huske det, skal vi høre Jesu ord jævnligt. Hvis vi 
ikke hører hans ord, så glemmer vi dem og så begynder 
bekymringerne at vokse, så de vokser os over hovedet og vi 
igen bliver bange.  For at huske, hvad Jesus har sagt og 
ordene om ham, så holder vi jul hvert år. Man kan godt 
sammenligne det, som skete for mange år siden da Jesus blev 
født, - man kan sammenligne det med det, som vil ske engang 
når Jesus kommer igen. Alt var jo et stort rod i Israel på 
Kejser Augustus'tid. Folk skulle rejse den by, som deres 
slægt stammede fra. Midt i det rod, langt fra deres hjem, 
skulle Maria føde.  Mon ikke hun og Josef var bekymrede og 
følte det hele usikkert.  Men underet skete. De fik en stor 
ro, da hyrderne kom og fortalte om englenes herlige og 
himmelske sang, og da vismændene kom og fortalte om stjernen 
på himlen og den nye kongesøn. Mon ikke Marias og Josefs 
bekymringer forsvandt fuldstændig, og de følte sig mere 
hjemme i stalden, som ellers var snavset og ubekvem, men de 
følte sig mere hjemme dér end i deres eget hus, fordi Gud 
var hos dem i det lille barn. De følte det som vi gerne skal 
gøre juleaften, at vi må glemme alle dagligdagens 
bekymringer og føle os hjemme hvor vi end er.  Vi må føle en 
himmelsk ro der kommer til os fra Gud.  Og sådan skal vi 
også se på fremtiden som en juleaften, hvor vi engang skal 
være sammen i glæde og lys, fordi vi er hos Gud. 
     I Johannes Åbenbaring sidst i vores bibel står, at 
Jesus ved tidens ende vil sidde på en trone i himmelsk 
herlighed og han vil sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, 
han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil 
selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og 
døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, 
ej heller pine skal være mere.  For det, der var før, er 
forsvundet. Og han som sidder på tronen vil sige: Se, jeg 
gør alting nyt. 
     Det er rigtigt, hvad Paulus skriver i det stykke, som 
vi hørte fra alteret, at alt, hvad der er skrevet i bibelen, 
er skrevet, for at vi skal lære af det, så vi får 
udholdenhed og trøst og kan fastholde håbet. For i bibelen 
får vi jo Jesus ord, som giver os trøst og håb, så vi ikke 
er bange for det, som skal komme, men glæder os, som vi gør 
til juleaften.