Før udspillede det daglige liv sig væsentligst inden for hjemmets grænser - og selvfølgelig i forhold til de nærmeste naboer. Men opmærksomheden var samlet inden for en forholdsvis snæver kreds. Nu er det anderledes. Nu ser vi v.hj.a fjernsynet til de fjerneste afkroge af verden. I samme øjeblik en begivenhed finder sted, så ser vi det, selvom det sker i den anden ende af verden. Deraf kommer jo også navnet fjernsyn. Det er et apparat, som sætter os i stand til at se det, som egentlig er alt for fjernt for det blotte øje. Vi kan se vinter-OL fra Japan. Vi kan være med på statsministerens besøg i Sydafrika. Vi kan følge med i, hvad Bill Clintons siger og gør i forhold til Irak-krisen. Vi ser alt det fjerne i vort fjernsyn.
Mon vi ser mere, end folk gjorde før fjernsynets tid? Ja, det gør vi i hvert fald ud fra en banal, overfladisk betragtning. Men spøgsmålet er, om ikke der samtidig er noget andet, som blir væk for vort blik. Vi overser måske noget af det nære - i vor interesse for det fjerne. Det er nok ikke bare fjernsynets skyld. Jeg tror, det er en tendens, en skavank ved mange af os. Vi er optaget af noget stort og flot og fjernt, mens vi glemmer det, som ligger lige for og som måske ser mere ubetydelig ud.
Her er vi så ved temaet i dagens evangeliefortælling. Den handler om at se - og om at blive set. Den handler om at overse - og om at blive overset. Det vender endda så besynderligt i den her fortælling, at det er den blinde, som ser det væsentlige, mens de seende disciple er blinde for det, som virkelig betyder noget. Det er jo underligt.
Disciplene har uden tvivl set og oplevet meget sammen med Jesus. De var godt nok ude på bøh- landet det meste af tiden. (endnu længere ude end Batum Hede og Kistrup og Pederstrup). I de små landsbyer i Galilæa. Her var Jesus opvokset. Flere af disciplene var tidligere fiskere ved Galilæa-sø. Det var deres fælles hjemegn, de færdedes i. Men også ude på landet i de små samfund kan der jo ske meget. Det afhænger mest af, hvem vi er i selskab med. Og sammen med Jesus skete der som regel noget. Disciplene har set nyt liv og ny glæde blomstre frem i mennesker, som var skuffede og udslukte af forkastelse og håbløshed og ensomhed. De har oplevet mirakuløse hændelser. De har set syge mennesker blive raske. De har endda set døde blive levende. Alt det, som er sket med dem selv og med mennesker omkring dem, - alt det har tændt en forventning i dem om noget stort. Her hvor vi kommer ind i billedet i dag, er forventningerne blevet spændt endnu en tand. For nu siger Jesus til disciplene: Kom, lad os drage op til Jerusalem. Og så ved de: Nu skal der ske noget. Nu gælder det. De ser det straks for deres indre blik: Herligheden, storheden. Nu skal de ikke længere leve som halvt oversete eksistenser herude på landet. De skal ind til hovedstaden - derind hvor det politiske og det religiøse liv leves. Derind hvor de mennesker er, som virkelig betyder noget. Dér har deres sag en fremtid. Jesus vil blive en kendt person - og de skal være hans nærmeste. Lidt af glansen falder vel også på dem.
De er straks klar til at følge Jesus på den vej. Den skulle ikke falde dem lang eller besværlig. Det var bare med at komme afsted. Så travlt har de, at de slet ikke høre - og slet ikke gir sig tid til at forstå, hvad Jesus siger om målet for deres rejse. Han taler ikke om storhed og berømmelse. Men om hån og mishandling, om pisk og henrettelse. Alt det overser de. De har kun blik for det store og fantastiske, som ligger og venter ude i det fjerne. Og de haster afsted.
Men en mand kommer i vejen for dem. En blind mand. Han ser hverken det nære eller det fjerne. Men måske har han blik for det usynlige. Han sidder i vejkanten. Han hører uroen fra de travle mænd, som drager forbi. Og blir urolig: Hvad sker der, spør han og får svaret: Det er Jesus og han mænd, som kommer forbi. Og så begynder han at kalde: Jesus, forbarm dig over mig! De prøver på at dæmpe ham. De vil allerhelst overse ham. Men han er genstridig. De kan ikke standse ham. Han råber bare endnu højere: Jesus, forbarm dig over mig! Jesus standser. Han overser ikke manden. Han overhører ikke hans råb. Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig, spørger Jesus. Og manden svarer: Herre, at jeg må kunne se! Underet sker. Han får sit syn igen. Det er selvfølgelig er en stor ting - ikke mindst for manden selv, som oplever det på sin egen krop. Men vi vil ikke opholde os så meget ved selve den helbredelse. Vi vil tilbage til disciplene, som er på vej til Jerusalem. Det her mellemspil med den blinde mand, det foregår på det ydre, konkrete plan. Han er virkelig blind. Og han får virkelig sit syn igen. Men det får samtidig symbolsk betydning. For det sætter jo disciplenes blindhed i et ubehageligt skarpt lys. I virkeligheden ser de endnu mindre end den blinde mand gjorde. De har vendt deres indre blik i en forkert retning. Og derfor løber de i blinde. De haster afsted. Energiske og fulde af begejstring haster de afsted mod noget, som aldrig skal ske. Mod en verden, som ikke findes.
Hvornår fik disciplene deres syn igen? Det fik de først, da de nåede Jerusalem og det blev påske. Ved Jesu kors blir de standset i deres blinde flugt. Grufuldheden, chokket, forvirringen standser dem. Med et slag går det op for dem, at Jesus følger en helt anden vej, end de har forestillet sig. Det åbner deres øjne. Ikke sådan at de straks ser en ny vej frem. Men de blir i det mindste klar over, at den gamle vej ikke er farbar. Ved korset blir de standset. Ved den tomme grav påskemorgen blir de sat i gang igen. Men nu i en ny retning. De er blevet omvendt - i den sande betydning af det ord. Fortsættelsen af historien viser, at vi jo slet ikke skal idealisere disciplene. De kunne stadigvæk være ligeså forvirrede, som vi er det. Og komme ligeså galt afsted, som vi gør det. De var ikke fejlfrie på den nye vej. Men de havde faktisk fået en ny forståelse - og en ny sikkerhed. Og når de så alligevel gik fejl, så skete det - i hvert fald af og til - at de vidste, at nu var det galt. Så kunne de vende om og begynde på ny. Vi er nu på vej ind i fastetiden. Meningen med fasten er, at vi får en anledning til at lægge alt det fortravlede og forvirrende fra os.
Fasten er et tilbud til os, om et enklere liv. Et liv, som er langsommere og mere nøjsomt. For hvis vi lever lidt langsommere, kan vi måske få øje på noget af det, som vi ellers overser. Og efter fasten kommer vor påske. Påsken åbner vore øjne. Da blir vi standset ved Jesu kors, som tegner den nye vej for os. Det er ikke en vej til storhed og sejr, men en vej ind i smerten - livets smerte og dødens smerte.
Men vi blir ikke stående ved korset. Ligesom de første disciple blir vi sendt afsted - ud af graven. Videre frem på den nye vej, som er opstandelsens vej. Her går vi. Her lever vi - med korset og graven i ryggen - med Jesus den opstandne foran os. Vel snubler vi. Vel kommer vi væk fra hinanden på vejen. Men så rejser han os op igen. Og vi fortsætter på vejen til livet. Amen.