Prædiken til 1. s. i  Advent 1998.

Der findes et insekt af fluearten, der vistnok ikke står
optegnet i nogle af de gængse bøger om insekter - men ikke
desto mindre er det en flue, der plager menneskeheden mere
end nogen anden art. Den almindelige flue kan man gardere
sig imod på forskellig vis - man kan sprøjte mod den - man
kan jagte den med fluesmækker, hænge giftbånd op - den
menneskelige opfindsomhed er visselig stor når det drejer
sig om at bekæmpe flueplagen, dens kløen og dens kriblen,
dens bidrag til fordærvelse af madvarer- I kan selv fuldføre
listen over hvor ubehageligt et insekt den er!

Men nu den anden flueart jeg taler om, den er ikke helt så
nem at gardere sig imod - ja det lader sig praktisk talt
ikke gøre med mindre man  slår hele menneskeslægten ihjel.
Det er nemlig den såkaldte døgnflue - den flueart, der ytrer
sig på   utallige måder - snart som fikse ideer i forivrede
menneskehjerner - snart som  lige så fikse påfund til
verdens frelse eller individders erhvervelse af rigdom og
berømthed. Men fælles for hele døgnfluearten er, at dens
levetid er meget begrænset- det gør nu ikke noget, for når
een er død så opstår der strax en ny.

En sådan døgnflue var - efter Pontius Pilatus mening denne
forfløjne tømrersvend fra Nazareth. For hans skyld, måtte
han da gerne sætte sig på et æsel - det tarveligste af alle
trækdyr  og af dette lade sig transportere ind i Jerusalem
som en konge. Pilatus har aldeles ikke følt sig truet -
Romernes herredømme over Palæstina kunne næppe  komme i fare
af et sådant naragtigt  påfund. Det viste sig jo også ganske
tydeligt -i løbet af nogle få  døgn, at Pilatus havde ganske
ret i den antagelse.  Det var jo kun narreværk - ja selv
alle de, der begejstrede viftede med palmegrene og råbte
hosianna til de ingen stemme havde tilbage - selv de vendte
sig blot et par dage senere imod d n indbildske  tømrersvend
-hvis der er een ting alle mennesker hader - så er det lige
netop at blive holdt for nar, at blive gjort til grin - det
følte alle disse hujende og råbende mennesker et par dage
efter at de var blevet.  Det siger sig selv, at enhver der
vil sætte al sin fortrøstning og håb til en døgnflue kommer
til stå tilbage med en mærkelig smag i munden, når det har
vist sig at sagen er død, at den intet havde for sig
overhovedet - af det man håbede, at kunne bygge sit liv og
sin fremtid på.

For sagen var ganske enkelt den for alle ja-sigerne og
hosianna-råberne den dag, at de regnede med at tømrersvenden
kunne klare  deres øjeblikkelige ønsker for dem, som en
anden mirakeldoktor. I deres bevidsthed  var han Messias -
ham der skulle redde dem fra det romerske fremmedherredømmes
åg - ham der skulle befri dem ud af deres nationale
nedværdigelse og påny indsætte dem i fordums storhed. Men
der skete ikke noget, der kom ingen væbnet kamp, der var
ingen væg-aviser eller politiske demonstrationer. Der var
kun en mand på et æsel, der ikke en gang selv ville vide af
at være deres Messias, deres salvede, deres konge. Ikke sært
- så at de samme mennesker kun fire dage efter ganske vendte
ham ryggen og skreg: “Korsfæst ham, korsfæst ham” med endnu
højere røst end da de havde råbt hosianna nogle dage før.

Men de mennesker tog fejl i dobbelt forstand - Pontius
Pilatus tog også fejl - Vor Herre Jesus var ingen døgnflue,
vores tilstedeværelse her i dag er for os selv det tydeligst
tænkelige vidnesbyrd derom. Vi er samlet her, for at begynde
et nyt kirkeår, for atter engang at blive mindet om, at
livet  også i kirken er virkeligt. Vi er her for at modtage
et tilsagn - et løfte om, at der stadigvæk er ny begyndelse
-også for os. Tømrersvenden fra Nazareth - ham der blev
stenet ud af sin egen fædrene by, Pontius Pilatus´ døgnflue,
der blev korsfæstet død og begravet - den selvsamme person
er det, der i kirken forsikrer os om liv og  salighed i
troen - og i den alene på vore synders nådige forladelse.
Vi kan godt nok kun forholde os til det i tro - i tro på et
ord, der siges til os - et fattigt ord, der både er
forargeligt og fattigt -fattigt fordi det nægter at lade sig
spænde for nogen mennskelig vogn, der lader sig drive frem
med menneskelige ønskedrømme. Men samtidigt rigt - for var
ordet afhængigt  af de ydre ting, SÅ var det kun en
døgnflue, uden betydning og uden liv og salighed.

I kollekten - den bøn der lød fra alteret - først i
Gudstjenesten - i den bad vi om, at vi ikke som verden gør,
skal "tage forargelse af hans fattige skikkelse og foragtede
ord" . Hvorfor er det ord egentligt foragtet? Jo - det er
det vel nok - fordi det intet lover - hverken guld eller
grønne skove, en lykkelig fremtid eller en løsning på alle
tilvværelsens mangfoldige problemer. Det er ikke et løfte-
ord med garantier - dåbsattesten er ikke noget garantibevis
på evigheden. Jo -det er den vel nok alligevel, men ikke som
et løfte om noget bestemt -men kun som en tilsigelse - en
stævning - det er sådan en man også får, hvis man skal give
møde i retten - inden  man går hjemme fra kan man ikke vide
om man er købt eller solgt  - om man bliver  kendt skyldig
eller ikke-skyldig. Man får kort sagt en tilsigelse om at
gøre noget, om at begive  sig på vej. Men tilsigelsen gør
hele forskellen - uden den, rørte man sig netop ikke ud af
stedet. Når talen er om liv og salighed er der ikke noget,
der hedder at "tage selv" Det kan vi kun få, tage imod. Det
er ret beset foragtelig tale for ethvert menneske - for vi
kan da ikke  lade os nøje med at afvente, at forholde os
modtagende - vi vil sandelig være aktive, geschæftige, det
hører vores menneskelighed til -synes vi. Vi vil helst tage
os livet, selv skaffe os lykke og hæder og medgang og ære.
Men det kan vi nu engang kun gøre  ved hjælp af døgnfluer.
Det vi idag anser for  lykke, hæder og ære er måske imorgen
vanære, spot og ulykke - sådan er livets barske gang - og
set med menneskers øjne - vore øjne så gives der ingen anden
udvej end at blive ved med at prøve  - uanset hvem vi mejer
ned for fode på vores vej. Det er synd, og der findes ikke
det menneske, der er så fromt, at det ikke er skyldigt i den
synd, og derfor har syndernes forladelse behov. Alene af den
grund er kristendommen ingen døgnflue, den er kommet for at
blive - for-vedvarende og altid, at være klar med ordet om
syndernes forladelse - som et ord, der siges til os - til
tro elIer vantro. Vores bedrifter er døgnfluer - tomt tant
og fjas overfor evigheden.

Advent betyder ventetid. Forventning om jul, om Herrens
komme, om en glædelig hegivenhed. Men har der nogensinde
været noget de fleste mennesker aldrig har kunnet døje - så
er det vel  nok ventetid. Det er træls at stå at vente på en
bus, der er forsinket, at vente i lægens overfyldte
venteværelse, at trippe i utålmodighed over et
familiemedlem, der ikke kan snøvle sig færdig. Trælst kan
det også være for mennesker at vente på evigheden - det er
nemlig dobbelt svært derved at det er en umulighed. Ligesom
man ikke sætter sig ud i lægens venteværelse   for at vente
videre, når man har været inde hos ham - lige sådan venter
man ikke på noget, der allerede ER. Evigheden ER også lige
nu, og i det næste nu - og det næste igen. Den er meget
nærværende - vi er de blinde, der ikke kan se det. Vi er de
fangne, der ikke kan gøre os fri af døgnfluens lænker, vi er
de fattige, der ikke har syn  for andet end vores egen
indsnævrede horisont. Men derfor er det også til os, at det
skriftord lyder, som Jesus i dagens anden evangelietext
læser op af profeten Esajas: Herrens ånd er over mig, fordi
han salvede mig at jeg skal gå med glædesbud til fattige.
Han sendte mig, for at udråbe for fanger, at de skal få
frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte
fortrykte i frihed og udråbe et nådeår for Herren.

'Kristendom betyder ikke, at vi skal fornægte jorden og
skynde os at komme op i himlen, hvordan vi så end vil bære
os ad med det; den betyder det stik modsatte, at himlen har
rørt jorden, at Gud blev menneske og lod sig føde i
fattigdom
“at guddommen lever og bygger og bor
i hytter af jord”
så det er godt at være menneske - selv i sorg og blindhed og
fattigdom.'  (Glædens gud p. 33)

Godt Nytår!

Amen!!