Første søndag i advent. Så er der altså mindre end fire uger
til jul. Børnene skal ikke længere køres til spejder. De har
allerede holdt juleafslutning. Snart kommer børnehaverne og
dagplejebørnene i kirken. Og pensionistforeningen holder
juleafslutning med lotteri og klejner. Der er julefrokoster
og natbussen kører, så alle kan komme sikkert hjem. Stakken
af reklamer under brevsprækken blir højere og højere for
hver dag. Der skal jo købes ind. Fætter BR -
legetøjsbutikken - har kørt med 50% rabat i november, for at
sprede salget ud over en længere periode. For det er ikke
nemt at nå det hele i julemåneden - hverken for dem der
sælger eller for os der køber.

Egentlig forstår jeg godt de svenskere, som indrykkede en
stor avis-annonce midt imellem alle julereklamerne. I
annoncen stod der: I anledning af min forestående fødselsdag
frabeder jeg mig enhver opmærksomhed. Jesus Kristus.

Enten var det tænkt som en vits. Eller også var det et
udtryk for, at det hele var blevet en tand for meget. For
det kan blive for uoverskueligt. Vi kan have svært ved at se
ende på alle de praktiske forberedelser, vi skal igennem op
til jul. Og vi kan også have svært ved at opruste rent
stemningsmæssigt. Vi skal helst være lidt gladere. Vi skal
være lidt mere sammen i familien. Vi skal og så være en
smule mere religiøse. Men for en del mennesker er juletiden
særlig tung at komme igennem. Problemerne træder tydeligere
frem på baggrund af de andres fest og glæde. Det er som om
ensomheden og savnet vokser i den tid.

Men her på den første søndag i adventstiden hører vi et
budskab, som ikke afhænger af, om vi når at købe ind og gøre
rent. Det afhænger heller ikke af, om vi klarer at komme i
den rigtige julestemning.  Vi hører råbet: Se, din konge
kommer til dig. Og så svarer vi - derfra hvor vi er - midt i
vor travlhed, midt i vor sorg, midt i vor forventning og
glæde - svarer vi: Velsignet være han, som kommer.

Se, din konge kommer til dig. Der er fortid i det råb. Det
klinger af den allerførste julenat. Englene synger på
himlen. Hyrderne oplever det. Barnet blir født i stalden.
Ikke et almindeligt barn, men det barn, som skulle blive
verdens konge - og vor konge. Der var ikke meget kongeligt
over begyndelsen. Det var både koldt og mørkt og usselt og
småt. Men der var alligevel et særligt skær over
begivenheden. Der var en glans af noget himmelsk. Og
efterhånden som barnet voksede til blev det særlige mere og
mere tydeligt. Den voksne Jesus fik kongenavnet hæftet på
sig. Han var de usles konge. De fattiges. De syges. De
ensommes. De skyldiges konge. Af den slags mennesker samlede
han sig et folk. De blev grundstammen i hans rige. De
oplevede på utallige måder hans særlige kongemagt. Og nu har
vi igen - et helt kirkeår igennem - hørt fortællingerne om
alt det, der skete dengang.

Se, din konge kommer til dig! Der er også fremtid i det råb.
Kongen, som kom til verden den første julenat, blev ikke
færdig med sin kongegerning. Nogle få blev raske og mætte og
befriede. Nogle få fik ny retning og mening i deres
tilværelse. Men det var alligevel en ret begrænset skare.
Langt de fleste mennesker oplevede ikke nogen forandring.
Der var ikke noget Guds rige - eller noget Paradis, der
pludselig åbnede sig. De fleste måtte bære videre på deres
daglige byrder - af sygdom, træthed, savn, håbløshed -
akkurat som før.

Men noget skete der alligevel. Der blev tændt en lille
håbets flamme i nogle menneskers hjerter. For de havde set,
at det kunne blive anderledes. De havde set et glimt af en
anden virkelighed. Og nu bar de på en drøm, om at også de
engang skulle få del i det anderledes liv.

Sådan er det også idag. Der er stadigvæk mennesker, som må
se i øjnene, at deres liv aldrig blir meningsfuldt eller
lykkeligt. Der er stadigvæk lidelse og savn og sygdom og død
til os allesammen.  Men overfor alt det sårede og ufuldkomne
lever håbet om helhed. I vort hjerte har vi også en drøm om,
at vi engang skal opleve helheden, friheden, frelsen. På den
måde er der også fremtid i råbet om kongen, der kommer. For
når kongen kommer igen, så skal de mange opleve det, som i
første omgang kun blev for de få.

Men først og fremmest er der nutid i råbet: Se, din konge
kommer til dig. Det er nu og her han kommer. Vi kom til
kirken i dag med hver vores daglige virkelighed i ryggen.
Nogle er glade, andre er bekymrede. Nogle har travlt, andre
kan ikke få tiden til at gå. Nogle er alene, andre kan måske
ikke få tid og luft til at være sig selv. Vore virkeligheder
kan se så forskellige ud. Men til hver af os lyder det i
dag: Se, din konge kommer til dig.

Kongen er den stærke. Han har magt over situationen. Det er
derfor han kaldes konge. Kongens symboler er kronen og
sceptret og rigsæblet. (I kan jo vende jer og kaste et blik
på træfiguren dernede på vestgavlen - krone, æble, gad vide
om ikke der i den tomme hånd har været et scepter engang).
Kronen får kongen på hovedet som et tegn på majestæt og
værdighed. Den er næsten som en guddommelig glorie, der
kaster sin glans over kongens person. Den viser et ydre
billede af kongens indre væsen - hans herlighed. Sceptret er
symbol på magten. Med den stav hersker kongen over sit folk.
Rigsæblet er et billede på jordkloden, der hviler i kongens
hånd. Så udstrakt er kongens styre og hans magt.

I dag lyder det til hver af os: Se, din konge kommer til
dig! Han som kom den første julenat - og som kommer
magtfuldt tilbage en gang i fremtiden - han kommer også i
dag. Stille - kommer han.  Usynligt for det blotte øje. Men
han kommer. Og hans magt er ikke mindre i dag end dengang.
Det er ikke en tyrannisk herskermagt, han kommer med. Men
kærlighedens milde magt. Han kender os og den livssituation
vi er i - uanset om den er glad og lys - eller mørk og tung.
Han kender os. Og han gør sig til Herre over det, som vi
ikke selv er herre over.

Jeg vil for en gangs skyld slutte med et vers fra den salme,
som vi skal synge om lidt.

Kom, bange sjæl, at skrive
dig det i hjertet ind,
lad denne glæde blive
i hjerte, sjæl og sind:
at hjælpen er til stede,
at Jesus selv er her,
han vil dig trøste, glæde
og altid have kær!
Amen