Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
|
Adventstiden er en tid med fyldige og alvorlige tekster, som
stærkt og alvorligt udtrykker, hvad Gud har til os og vil
skænke os, nemlig: håb, glæde, forventning, årvågenhed,
forstand og tålmodighed. I en sum udtrykker adventstiden
frelsens indhold, samtidig med at Gud tager højde for vore
mange svage sider og holdninger til hans planer, men i sin
kærlighed og med en faders omsorg giver han anvisninger til
sin måske forskræmte hjord, der alt let sønderslides af kræfter
vi ikke så let kan kontrollere
. Sammen vil vi idag lytte til det Herren ønsker for sit
folk:
Han ønsker at:
1. - styrke og cementere håbet, glæden og forventningen i
vore hjerter, så vi ikke gribes af angst for alt det, der
skal ske af tegn i sol og måne og stjerner, og havets og
brændingens brusen, men får mod til på trods af
vanskelighederne, som tårner sig op rundt om i verden så
alligevel retter vort blik opad og
løfter vore hoveder i tro og tillid til at Jesus kommer igen
for at hente sin forventningsfulde brud.
2. - styrke vor forstand, så vi ikke handler som de
uforstandige jomfruer, der ikke har olie på lampen. Olie på
lampen får den, som hele tiden holder sig tæt til Jesus, og
som med et følsomt sind og hjerte kan lytte til, hvad Ånden
siger til menighederne.
3. - styrke vor årvågenhed, så vore hjerter ikke sløves af
svir og drukkenskab. "Jeg tror nogen døde af dovenskab".
Sådan ca. sagde Morten Boje, den eneste danske overlevende
fra Estonia katastrofen, og med de ord ville han forklare,
hvorfor mange døde, selv om de var kommet op på redningsflåden.
De lagde sig midt i flåderne og lod sig overmande af kulde og træthed.
Sådan kan det let gå for os som kristne. Vi kan åndeligt
blive så sløve, at vi overmandes af åndelig kulde og
træthed, som kommer fra en syg verden og en syg kirke.
Men Herren vil forfriske os, styrke os og give os liv og kraft
ved Helligånden, så vi er vågne, årvågne indtil Herrens dag,
den store glædelige - - og forfærdelige.
4. - styrke vor tålmodighed, så vi ikke giver op undervejs
og med hedningerne spørger: Hvad bliver det til med Herrens
komme? Her er lignelsen om figentræet os til stor hjælp. Der
er en årets rytme for figentræet og det er denne livsrytme,
som giver tålmodighed og fremmer udholdenheden, for man ved, at når
disse bestemte tegn kommer på figentræet, ja så er sommeren
nær. På samme måde minder vi hinanden om, at tegnene på Jesu
genkomst stille og rolig skal minde os om, at tiden er nær,
og at udholdenhed, tålmodighed, årvågenhed og styrken fra
Herren giver os mulighed for at undslippe alt det, som skal ske og
til at bestå for menneskesønnen, og blive taget med når
menneskesønnen kommer i en sky med magt og megen herlighed.
Amen
|
|