Lukas 21, 25-36.


Der er forskel på at frygte noget, og at være angst for
noget. Det er nemlig sådan, at det er muligt at gøre andre
forståeligt, hvad det er, vi frygter for. Men det er straks
vanskeligere at sige, hvad vi ængstes for.


Vi kan frygte naboens hund, eller vi kan nære frygt for en
vinter, der bliver for lang og streng og kold, og dermed
frygte for en stor varmeregning.


Sålænge vi kan sige, hvad det er, vi frygter, er det hele
faktisk ikke så slemt. For det, som det er muligt at sætte
navn på, er ikke helt så uhyggeligt som det, vi ikke kan
sætte navn på. Når vi ved, hvad det drejer sig om er det jo
også muligt at tage sine forholdsregler.


Men hvad er du angst for? Det spørgsmål er langt
vanskeligere at besvare. - Angst er nemlig ikke det samme
som frygt. - Vi ængstes, når det med eet bliver helt mørkt
omkring os, når lyset forsvinder, når vi altså ikke kan
identificere genstandene eller  måske også lydene omkring os. 
Så begynder hjertet at hamre,
og så er det angsten, der har fået sit tag i os. Den er
værre end frygten.

Men hvad er det da, vi ængstes for? Der er jo ikke noget at
se, og hvad der er at høre behøver jo ikke være noget. -
Nej, netop det. Det er ikke til at sige, hvad vi egentlig
ængstes for. Angsten har ikke nogen speciel genstand. Man
kan ikke pege på de
t og det og sige: det er jeg angst for. -

Angsten kan der ikke gøre redes for. Man er blot angst. -
Eller vil vi alligevel nærme os angsten yderligere, så må vi
sige noget i retning af, at angsten er angst for intet, for
tomhed og mørke; angst er dødsangst slet og ret.


Nu nævner Jesus angsten her i evg. på 2. søndag i advent.
"Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden
skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og
brændingens brusen". - Hvad er det da for en angst man
gribes af? - Ikke for det og det bestemte, for så ville 
der have været tale om frygt.
Nej, det er dødsangsten slet og ret, angsten for det totale
mørke, angsten for, at der så ingenting er.


Ordene falder i en sammenhæng, hvor det ikke er helt klart,
om det er verdens undergang, der er tale om, eller
Jerusalems undergang. Det er vanskeligt at skelne de to ting
fra hinanden, hvilket hænger sammen med, at for en israelit
var Jerusalems undergang næsten det samme som verdens undergang. - 
Ligesom folkets udfrielse fra slavetilværelsen i Ægypten og
vandringen gennem det Røde Hav for en israelit næsten var
det samme som verdens skabelse.


Men enten det nu er verdens undergang der tales om eller
blot Jerusalems, så kan vi ihvertfald med sikkerhed sige
noget om, hvad denne tale om undergangen som regel er blevet
brugt til - . Den er netop blevet brugt til at skabe angst.
Den angst er der visse religiøse foretagender, der har været særdeles gode
til at skabe. Se, siger de, her står at verden går under, og
gør det endnu medens denne slægt består. (Sådan har man jo
iøvrigt kunnet sige til alle slægter hidtil). - Men vil du
undgå dette for
færdelige, så skal du slutte dig til os. - Vi er din
sikkerhed.

Og hvem vil ikke gerne undgå det forfærdelige, - hvem kan
udholde at skulle leve med angsten? Angst er jo ikke blot en
frygt.


Men hvad er angsten her angst for? Ja, igen, - angsten er
ubestemt. Den retter sig ikke mod noget bestemt. Den er blot
angst for, at det vi kender og er fortrolige med og hænger
ved, vores verden, at den pludselig en dag skal forsvinde.
Som sunket i jorden. At der mao. intet vil være tilbage. Angst er netop
dødsangst, - angsten for det store intet.


I den forstand behøver verdens undergang ikke at være
jordens undergang, - men verdens undergang kan også være din
og min verdens undergang; - at vi skal blive bragt i den
situation, at vi skal miste det, vi hænger ved - og i
særdeleshed dem, vi hænger  ved. Og det skaber angst. 
Den ubestemmelige angst. Angsten for, at vi står helt 
tomhændede. Angsten for intet.


Nu gør imidlertid det helt særlige sig gældende, at Jesus
ikke kan tale om undergang og angst, enten det er verdens
undergang eller vort Jerusalems undergang, uden samidig også
at tale om sig selv - og vores forløsning - fra angsten. -
"Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for
jeres forløsning nærmer sig". Og: "I skal vide, at når I ser
dette ske, at Guds rige er nær".

Hvordan det? Hvordan kan der være forløsning og befrielse i
undergangen, og hvordan skulle Guds rige kunne være tilstede
i undergangen?


Når vi spørger på den måde, så hænger det nok sammen med, at
vi helst vil forstå Gud på den måde, at han er garanten for
at alt fortsætter med at være som det hidtil har været. Der
må helst ikke ske de helt store udsving. Det kan vi ikke
rigtig have med at gøre, - ja, det er jo netop det, at der kunne indtræffe
noget uventet og ubestemt, som skaber angsten. Så det vil vi
helst ikke høre tale om.

Og derfor: er der tegn i sol og måne og stjerner, - er der
et eller andet, der truer os, så gør vi modstand, godvilligt
vil vi ikke bare gå med til, at tingene sker. -


Men når der ingen vej er udenom, når vi er nødt til at lade
det komme over os, da er det forløsningen, der rører ved os.
- Og vi kunne ikke se det, dengang vi gjorde modstand, - vi
kan først se det bagefter.


Så kan Guds rige altså se ud af det værst tænkelige et
menneske kan komme ud for. Men det er ikke det værste. Vi
kan blot ikke se det, når stormene suse; vi kan først se det
bagefter.

Og sådan må livet altså bogstaveligt rives os ud af
hænderne, for at det kan undes os på ny. Vi må om ad døden
for at findet livet. Vi må give afkald for at få igen. Der
er ingen forløsning uden undergang.


- Men der er heller ingen undergang uden angst. - Vi må
ængstes, når der er disse tegn i sol og måne og på skyer. Vi
må ængstes pga. alt det, der truer os. Naturligvis må vi
det. -

Dog hvert et øjeblik vi måtte ængstes er så det øjeblik, vi
skal lære at tro! Angstens og dermed undergangens budskab er
egentlig dette: Du må lære at tro på Gud. Ikke som den
værste, men som den bedste. -

Ja, måtte vi ængstes for verdens undergang, den totale
tomhed og den totale intethed, så er det jo ikke værre, end
at Gud skaber en ny verden. Sagt med Peter Dass' salme:

Høje hald og dybe dal skal vige/jord og himmel falde skal
tillige/hvert fjeld, hver tinde skal brat forsvinde/men op
skal rinde, som solen skinne/ Guds rige.


På en anden søndag i adv. kan det godt se ud som om nogen
har zappet os ind på en helt forkert kanal. For vi har hørt
om angst og rådvildhed i stedet for fred og fortrolighed. -
Men meningen er god nok. På de fire søndage i adventstiden
skal det lille ord "advent", dvs. "komme", gennemspilles på fire
forskellige måder, så at hver adv.søndag får sin særlige
klang og betoning.


Og hvad der altså også kommer, er undergangen - alt det, der
kalder angsten frem i os. Men hvad vi skal forstå er, at i
samme øjeblik vi ængstes, skal vi lære at tro. Angsten skal
ikke få os til at opgive. Angsten må ikke få os til at miste
troen og håbet. Men angsten vil være troens fødselstime. Ikke troen på
hvad som helst. Men på at Gud er til, - at Herren kommer,
Gud med os. Og det er ikke en trussel. For den Herre er
identisk med den Jesus, der var ven med toldere og syndere.


Så skal vi da våge og bede. Og turde bede: Komme dit rige. -
Det rige er ikke nødvendigvis opfyldelsen af vores vilje.
Slet ikke. Og dog er det rige det bedste for os. Gud er ikke
en djævel.


Det rige var der, når Vorherre samlede toldere og syndere,
de fortabte, om sig, i sit fællesskab, når han kom, og satte
sig til bordet sammen med dem. Han blev deres forløsning, -
skønt angsten måtte have fortalt dem, at nu havde de mødt
deres undergang, når han kom, og satte sig hos dem.

Men hvert øjeblik vi ængstes, er det øjeblik vi skal lære at
tro. Jo større trussel, jo mere må vi lære at tro. Jo mere
tomhed, jo mere må vi håbe på Guds fylde. Ja, jo mere
håbløshed, - desto mere må vi lære at håbe - på Gud. - Og så
skal vi også plante et træ, som Luther sagde, selvom verden skal forgå i
morgen.


Amen.