Vi kan have forskellige forventninger til fremtiden. 
Vi kan have dårlige forventninger eller gode forventninger. 
Det kan også være vi slet ikke når at tænke på fremtiden, 
fordi vi ikke har overskud til dagen i dag.  Men det 
manglende overskud kommer jo netop, hvis vi ikke venter os 
noget godt og kun er indstillet på skuffelser. 
     I adventstiden hører vi om én, der havde dårlige 
forventninger til fremtiden. Det var Johannes Døberen.  Helt 
bogstaveligt kan man se på hans liv at han ikke ventede sig 
noget godt. Han gik nemlig ud i ørkenen og levede dér. I en 
ørken er der ikke ret meget grønt. Der er ikke meget at leve 
af.  Johannes fandt lidt honning. Men det var svært at få 
fat i, for bierne stak, og meget var der heller ikke af det. 
Der var jo ikke mange blomster derude i ørkenen, som bierne 
kunne samle honning fra.  Mæt kunne Johannes ikke blive af 
det.  Han fandt også græshopper, som han ristede og spiste. 
Men mon det mætter ret meget at sluge en græshoppe. Mon ikke 
en græshoppe mest er skaller og ben, som man har lyst til at 
spytte ud igen.  Det var ikke meget Johannes kunne bliver 
mæt af.  Og når man sulten, bliver man pessimistisk. 
     Johannes var så sur, at han skældte ud på alle, som kom 
ud til ham.  Han sagde: hvordan skal det dog gå med jer? Det 
vil gå forfærdeligt. Øksen hænger over hovedet på jer. 
Johannes talte om økser og ild og om øgleunger, slanger.  Så 
alvorligt talte han, at folk kunne 
høre, at der snart ville ske noget meget vigtigt.  Der var 
noget i vente.  Og det de fik at vide skulle komme, det var 
ikke julegaver og julelys og juleknas. Nej, Johannes sagde: 
Nu kommer dommen og straffen. Hvis I ikke skynder jer og 
laver jeres liv om, så går det galt. 
     Vi voksne kan måske føle det som om vi lever i en 
Johannestid, hvor vi også hele tiden får at vide: Nu går den 
ikke længere.  Ligesom Johannes kan vi have mange dårlige 
forventninger til fremtiden. 
     Men så er det vi skal lægge mærke til, at Johannes 
mørke tanker om det der skulle ske ikke gik i opfyldelse. 
Møllehave har skrevet en bog, der hedder: Skuffelser, som 
ikke gik i opfyldelse. Han fortæller, at han har fået den 
titel, fordi han overhørte en samtale, hvor et menneske 
sagde om en bekendt: " Du må tage lidt hensyn til ham, for 
han har haft så mange skuffelser, der ikke gik i 
opfyldelse." Det var selvfølgelig en fortalelse.  Men det 
passer godt på Johannes døberen og måske mange gange på os, 
at vi har så mange skuffelser, som ikke gik i opfyldelse. 
     Det skal vi lære af Johannes og det skal vi bruge vores 
advent til at ryde op i alle vores dårlige forventninger. 
Dem skal vi smide ud. Fremtiden for Johannes og for os er jo 
julen. Den skal vi se frem til. 
     Jesu fødsel og julen er jo slet ikke det, som Johannes 
døberen havde forestillet sig.  Det som sker julenat er gode 
ting: rigdom, gavmildhed, glæde, lys, fred. Det overgår alt, 
hvad vi kunne drømme om. Det er fællesskab for alle, også de 
ensomme, for det er Gud selv som bringer os sammen. 
     Rigdommen julenat stråler af herlighed, en himmelsk 
herlighed. Det er mere end guld og ædelsten. Ja, det hører 
vi også om, nemlig de tre konger som kom med store gaver. 
Mon ikke det var fordi de følte, at barnet i krybben er den 
største gave vi kan få, og for at hylde og ære og takke for 
den gave skænkede vismændene lidt af deres: guld, røgelse og 
myrra. 
     Hvordan kan det være der er en sådan fred i det, som 
skete julenat. Er det fordi vi igen for at se, at det hele 
kan gå så galt det vil, men når Gud er med, så ender det 
godt. 
     Mon ikke Maria og Josef på rejsen til Betlehem sagde 
til hinanden: " Det her det går aldrig." Og da de gik rundt 
i Betlehem og ikke kunne finde et eneste værelse, mon så 
ikke Josef sagde: " Hvad sagde jeg. Det her går aldrig 
godt." Og så efter fødslen, mens de hviler sig i stalden og 
får besøg af hyrder og vismænd, som fortæller om lys på 
himlen og budskab fra Gud, mon de så ikke tænkte: " Hvorfor 
var vi dog bange, når Gud er med os." 
     Fødslen i Betlehem udstråler en sådan fred, fordi den 
betyder, at Gud er med os alle, om vi er nok så meget uden 
for eller ensomme, og hvilke forventninger vi end har. Med 
Jesus vil Gud vende vores skæbne. Gud lægger øksen væk.  Gud 
rækker os en åben hånd i barnet i krybben. Gud rækker os 
fred og frelse.  Det er bedre end vi nogensinde kunne drømme 
om. 
     Julenat har med gavmildhed og gaver at gøre, ikke bare 
de gaver vi giver til hinanden, men at Gud giver os det 
dyrebareste han har, sin søn, sin kærlighed, sin fred, sin 
frelse. Det fejrer vi. Og det må vi gerne gøre med maner med 
pynten og livretter og godter. For at vi virkelig kan mærke 
og indse den fest, som julen er. 
     Johannes Døberens skuffelser gik jo ikke i 
opfyldelse. 
     Han ventede ild og straf og dom. 
 
     GT. Tid. NT, ny pagt, opfylde forudsigelser. 
EVg. ikke svarede til. Joh tvivl. Selv om han sagde: Se Guds lam. 
Han sendte sine disciple til Jesus ny konge. 
 
Nu tvivl, ikke svarede til . GT: hævn. Stk fra alteret, esaja.  Jesus 
strålende evg, glæde, ikke hævn og straf for urene og taberne. 
Tilgivelse, fælleskab,fest. 
Joh døberen ikke forstå.  Ventet noget andet.
 
Men der kom en fest, en julefest, en familiefest, hvor selv 
den mindste må være med. Julefesten er et godt billede på 
Guds rige og Guds frelse. Jesus brugte selv brylluppet som 
billede. 
 
Jesus sagde, at Guds rige, det som Gud vil gøre for os og 
give os, det er som en bryllupsfest, hvor alt er parat, mad 
og glæde og fællesskab. 
     Juleaften er så rig en fest, at vi får en hel måned til 
at forberede os til den, så vi kan indstille vores 
forventninger rigtigt, så vi kan komme ud af al den surhed, 
som året måske har fyldt os med. Der er en dejlig tanke i 
det, at hvert år slutter med juleaften, den smukkeste fest, 
man kan forestille sig. Det skal vi forberede os på her i 
adventstiden. 
 
     En af forberedelserne til julen, det skal være at 
vi prøver at have lidt bedre tid til hinanden. Vi skal tage 
os god tid. Resten af året er det jo godt, at vi har travlt. 
Nogen gange er det næsten for godt. Men her op til jul skal 
vi forberede os til juleaften, netop ved at være mere 
sammen, både i vores familier og også med dem udenfor. 
Juleevangeliet betyder jo, at Gud har godt tid til os, Gud 
har evighed til os; den skænker han os.  Det må vi se frem 
til. 
 
ny prædiken 
 
     Johannes Døberen er i fængsel. Der er meget mørkt.  Der 
er meget stille.  Johannes kan ikke se ret meget. Han kan 
ikke høre ret meget. Men han får heldigvis besøg. Hans 
disciple besøgte ham, og de fortalte om livet uden for 
fængslets mure. Og hvis der var noget, han ville have besked 
om, så gik de og spurgte for ham. Men når de var gået, så lukkede 
murene sig igen om Johannes, så mørket og stilheden næsten 
blev endnu større, fordi han lige havde haft nogen at snakke 
med. 
     Johannes er i fængsel. Han er spærret inde, og det 
gælder både kropsligt og åndeligt. Også indeni ham er der 
mørkt og stille. Hans tanker er ligesom hans fængsel. De er 
knusende. Han havde ellers haft mange ord. Han havde holdt 
mange taler, da han gik ude ved Jordan floden og folk kom ud 
til ham allevegne fra. Folk spurgte sig selv: " Hvor har han 
alle de ord fra." Og de tænkte: " Han har dem sikkert fra 
Gud." Sådan en kraft var der i Johannes' ord. 
     Men nu er Johannes i fængsel, lyset er forsvundet. 
Hans ord er forsvundet. Hans tanker er tomme. Fængslets 
mørke er så knusende, at Johannes ikke mere holder lange 
taler. Han stiller kun et lille forsigtigt spørgsmål. 
     Vi kan også føle verden som et fængsel, der lukker os 
inde i mørke og stilhed. Vi kan føle det som om vores ord og 
tanker bliver taget fra os og forsvinder, så vi ikke ved, 
hvad vi skal sige eller mene. Den store sandhed og den store 
virkelighed kan virke så fjern. Som om det er noget, der 
sker langt fra os, mens vi er omgivet af stenmure, hvor vi 
ikke kan se eller høre længere. Måske kan vi også kun stille 
spørgsmål, og må håbe på, at andre kan bringe svar til os. 
Vi spørger: " Hvad er meningen med det hele?" Måske tør vi 
slet ikke stille spørgsmålet, fordi vi er bange for, at det 
eneste svar vi får, er vores egen stemme, som kastes tilbage 
fra mørket og stilheden. 
     For mange mennesker er netop adventstiden så svær at 
komme igennem, fordi alt juleriet sker uden for dem. Der 
tændes julelys. Der synges julesalmer. Men er der sang og 
lys indeni os. Vi kan vel allesammen i travlheden op til 
jul, blive bange for om vi overhovedet når at komme rigtig i 
julehumør. Eller vi kan blive bange for, at julehumøret 
bliver mindre og mindre, jo ældre vi bliver.  Når vi tænker 
tilbage har vi jo gyldne minder fra vores barndom.  Om de så 
er blevet gyldne af, at vi har taget dem frem mange gange, 
og ligesom pudset dem hver gang.  Eller om følelser og julen 
dengang virkelig var så meget smukkere.  Det kan være, at 
der sker det samme, når vi om nogle år ser tilbage på dette 
år.  Men hvert år kommer der en lille tvivl: " Bliver det en 
rigtig jul. Eller skal vi vente til næste år igen." 
     Mon det ikke netop var den følelse Johannes Døberen 
havde i sit fængsel.  Han vidste ikke om han måtte være 
rigtig glad, over at Guds konge nu var kommet til sit folk, 
eller om han stadig skulle leve i forventning, og dvs. i 
usikkerhed, så der kun var triste og mørke udsigter både for 
ham selv og Guds folk.  Han havde jo troet på Jesus, at han 
var lysets konge. Men intet af det lys skinnede ind i 
fængselskælderen. Derfor spørger Johannes: " Er du den som 
kommer eller skal vi vente en anden?." Johannes bliver jo 
ved med kun at se fængslets mure. De står foran ham. Der er 
kun et lille vindue.  Mørket og stilheden er den samme. 
Hvor er lysets konge? 
     Sådan kan det også være for os, når vi hører om lysets 
konge, at vi føler det er meget langt fra vores verden. Hos 
os er der tvivl og mørke og mure. Hvis Jesus er den, som 
skulle komme, kunne han så ikke befri os fra alt det vi er 
fanget af, kulden mellem mennesker, mørket indeni os. Det er 
ikke nok at vi bare hører om Julens lysende glæde. Vi vil se 
den i vores eget liv.  Det er ikke til at leve med, at der 
er to verdener, julens lyse land og så vores mørke 
tilværelse. 
     Johannes følte der var altfor stor en forskel mellem 
hans egen virkelighed og så det han hørte om Jesus. Ja, man 
kan jo tage den første prædiken Jesus havde holdt i 
Nazareth, hans fødeby. Den prædiken, som vi i øvrigt også 
har hørt her i adventstiden, nemlig første søndag i advent. 
Da sagde Jesus: Gud sendte mig for at udråbe for fanger, at 
de skal få deres frihed, for blinde, at de skal få deres 
syn, for at udråbe et nådeår fra Gud, og give glædesbud til 
fattige. 
     Men intet af det var sket for Johannes selv. For ham 
gik det snarere tilbage. Mørket og stilheden blev stadig 
større. Han var alene i fængslet.  Der skete intet glædeligt 
og nåderigt for ham.  Jo, man kan godt forstå, at Johannes 
spørger. Men der er noget meget trist over hans spørgsmål. 
     Man kan sammenligne med dengang den første 
telegraflinie mellem England og Frankrig over Kanalen skulle 
indvies, da var de første ord, som blev sendt, og som kom ud 
på telegrafstrimlen: " Således elskede Gud verden, at han gav sin 
søn, den enbårne." I dobbelt forstand var det et budskab fra 
den anden side. 
     Derimod da den første trådløse telegraf mellem England 
og Amerika over Atlanten skulle indvies, da var de første 
ord, som den amerikanske præsident sagde: " Er der nogen?" 
     Ligeså trist er Johannes spørgsmål: " Er der noget 
håb eller er det hele håbløst." 
     Hvordan svarer Jesus så? Hvordan hjælper Jesus Johannes 
ud af fortvivlelsen og håbløsheden?  Jesus gør det ved at 
kalde troen frem i Johannes mørke sind. Jesus gør det ikke 
ved at ophæve forskellen mellem virkeligheden og ordene. Ja, 
Jesu svar er jo akkurat det samme, som Johannes kendte 
altfor godt fra Jesu prædiken i Nazareth, at de blinde og de 
lamme og spedalske og døve helbredes, og vigtigst af alt 
evangeliet forkyndes for fattige. Altså evangeliet forkyndes 
også til Johannes; det er jo netop ud af hans fattigdom, at 
han råber sit spørgsmål ud. Han råber sin tvivl og håbløshed 
ud af fængslets lille vindue.  Og svaret som han får er 
evangeliet, et ord til tro. 
     Jesus skynder sig ikke at komme og befri Johannes fra 
hans lænker.  Budbringerne får kun ord med tilbage. Det må 
Johannes og vi nøjes med. 
     Vores virkelighed og troens gode ord bliver ved med at 
se meget forskellige ud. Det samme forskel kunne man i 
øvrigt se på Jesus selv. Hans liv var ikke særlig strålende. 
Han vandre omkring som en fattig prædikant.  Hans tilhængere 
var der ikke noget stort ved. Folk kom og hørte på ham. 
Nogle gange havde han mange tilhørere. Andre gange var det 
kun ét enkelt menneske han talte til og sagde: " Din tro har 
frelst dig." Ja, Jesus gjorde undere, som det også siges i 
dag. Men kom der noget stort ud af det. De raske gik jo bare 
hjem og levede videre i deres dagligdag. Sådan var Jesu 
virkelighed. Og så blev der sagt om ham, at han var den 
store konge, som profeterne havde talt om og som skulle 
ændre hele verdens historie. Det var ikke til at se på den 
fattige skikkelse. 
     Der var næsten for stor forskel mellem Jesu virkelighed 
og ordene om ham.  Og det var der lige fra hans fødsel. Det 
var om et barn af fattige forældre, et barn i fattige 
omgivelser, en stald, om ham blev det sagt, at han er 
frelseren for hele verden. Han bringer fred på hele jorden. 
Således elskede Gud verden, at han sendte barnet i krybben. 
Det var et vendepunkt i verdenshistorien. Men det var ikke 
til at se. Der var næsten for stor en forskel mellem barnets 
virkelighed og så ordene om ham. Ingen mennesker vil af sig 
selv komme på, at barnet, som der ikke var plads til i 
Betlehem og som kom på det meste uheldige tidspunkt, skulle 
være verdens frelser.  Vi kan ikke sige os til det selv. Vi 
må have det fortalt.  Det er evangeliet, som vi fattige får 
at tro på. 
     Vi må gøre som Johannes. Vi må nøjes med de ord vi får. 
Vi må finde os i den forskel, som er mellem vores 
virkelighed og ordene. Ordene er nemlig vores frelse.  Jesus 
er vores frelser, fordi han bringer os Guds ord.  Selv om vi 
er fattige, får vi Guds ord. Guds strålende ord er til os, 
som lever i mørke. Vi skal altså ikke være bange for, at vi 
er for fattige på juleglæde og julefølelser, til at det kan 
blive jul for os. Netop til os fattige bliver julens gode 
ord givet: Fred på jord. 
     Der bliver ved med at være forskel på vores virkelighed 
og ordene.  Ligesom krybben barnet lå i, blev ved med at 
være en fattig krybbe. Den blev ikke ved et trylleslag til 
en guldseng, da det blev sagt om barnet: " Han er Guds søn." 
Sådan bliver vores liv ved med at være det samme, når 
evangeliet lyder til os, og der bliver sagt: " I er Guds 
børn." 
     Men hyrderne tænkte ikke: " Det er forkert. Det passer 
ikke, det som englene sang til os." Nej, hyrderne vendte 
tilbage til deres får og priste og lovede Gud for alt, hvad 
de havde hørt og set. Deres liv var blevet et andet, selv om 
det var den samme mark og de samme dyr og det samme mørke de 
vendte tilbage til. Men de troede ordet, de havde hørt. Og 
det gav dem en dyb glæde, som 
de kunne leve på, og blive ved at leve på hele deres liv, 
ja, midt igennem døden. 
     Også selv om vi kan føle mørket og stilheden omkring 
os, må vi høre Guds ord i denne jul og glæde os over dem og 
leve på dem til evig tid. 
                                    Amen.