Tekst: Luk. 21,25-36 
 
Salmer: 
60 - Blomstre som en rosengård 
75 - Søde Jesus, Davids rod 
229 - Rejs op, dit hoved 
------ 
Skyerne gråne 
66 - Vær Velkommen, Herrens år 
 
Hele tiden står vi på tærskelen til en fremtid. En ny tid. 
I en bog med titlen "På Forkant" har Nils Villemoes givet et 
kapitel overskriften Mens vi venter. Det, vi venter, er 
fremtiden. Problemet er bare, at fremtiden ikke findes. Ikke 
i en bestemt udformning. Derfor er det faktisk forkert at 
tale om fremtiden. Der findes nemlig et helt mylder. Kun fantasien sætter 
grænser for, hvad fremtid er.  Vi står på tærskelen til den 
fremtid med forventning. Fordi fremtiden er mulighed. Et 
mylder af muligheder. Vi ved blot ikke hvilke. Vi v d ikke, 
hvad der kommer, hvilke muligheder, der realiseres. Og fordi 
det er menneskets vilkår hvert øjeblik at stå 
 på tærskelen til fremtiden, kan vi ikke leve uden samtidig 
at forvente.  Men forventningen deler sig, siger 
Kierkegaard, i to.  Forventningen kan dels være frygt. 
Frygten forventer, at det onde kommer. Frygten forventer det 
ondes mulighed. Og det er fortvivlet at stå på kanten af 
fremtiden og det mylder af muligheder, den indeholder, med 
frygt.  Den fortvivlede siger, at det er muligt, at selv den 
mest begejstrede bliver træt, opgiver og synker hen i 
ligegyldighed. Det er muligt, at selv den mest brændende 
kærlighed kølnes, måske bliver til is. Det er muligt, at 
selv det mest retskafne menneske 
kommer på afveje og fortabes. Det er muligt, at selv den 
bedste ven forvandles til fjende.  Frygten ser kun mørkets 
og dødens mulighed. Frygten opgiver i sin fortvivlelse 
håbet.  Denne frygt for fremtiden, angsten for 
tilintetgørelsen, rådvildheden overfor døden i livet, det er 
netop grundfornemmelsen og grundfølelsen i det, Jesus siger 
i det, vi læste sammen. 
 
Skyerne gråner og løvet falder 
fuglene synger ej mer 
vinteren truer, og natten kalder, 
blomsterne sukker: Det sner 
Vinteren kommer, og sneen falder, 
blomsterne visner i muld 
isen optøs ej af gråd for Balder, 
tårerne stivner af kuld. 
 
Sådan digter Grundtvig om undergangen og nederlaget, 
tilintetgørelsen.  Balder er Lysets Gud i den nordiske 
mytologi. Han er søn af Odin og Frigg. Frigg var som alle 
mødre bekymret for sin søn, hun ville gøre alt for, at intet 
ondt skulle tilstøde ham. Derfor tog hun alt i naturen i ed 
på ikke at ville dræbe Balder.  Guderne 
morede sig så med at skyde til måls med pile efter Balder, 
fordi pilene aldrig ramte ham eller prellede af på ham. 
Frigg havde blot glemt at tage misteltenen i ed. Så Loke, 
den gud, som altid var ude på skrammer og narrestreger, 
lagde misteltenen som 
 pil på den blinde Høders bue. Derved kom Høder mod sin 
vilje til at dræbe Balder.  Man forsøger at genopvække 
Balder med gråd. Det kunne nemlig lade sig gøre, hvis alle 
deltog i grædekoret. Men det mislykkedes, da Loke, udklædt 
som jættekvinden Tøkk, ikke deltager i grædekoret, - og det 
bliver Balders triste skæbne. 
 
Isen optøs ej af gråd for Balder. 
Tårerne stivner af kuld. 
 
Intet hjælper. Håbløsheden er vilkåret. Udsigtsløsheden er 
vilkåret.  Vi lagde livet øde. Vi gjorde ikke, hvad vi 
skulle. Vort medmenneske blev ikke vort livs mening, men et 
middel for vor selvoptagethed. Vi har derfor dømt os selv og 
vores verden til undergang og tilintetgørelse og død, en 
død, som vi møder dagligt, når 
 livet glider ud af hænderne på os og går i stykker. 
Frygten er slet ikke ubegrundet. 
Og dog, siger Grundtvig, bærer vi blus med glæde. Eller, som 
Jesus sagde: "Når nederlaget, tilintetgørelsen, alt det, som 
ødelægger livet og fællesskabet, når det er det, der er i 
udsigt, så løft jeres hoveder." Hvorfor dog? Fordi Guds rige 
bryder igennem, 
det Guds rige, som allerede er på færde der, hvor et 
menneske elsker livet og næsten i stedet for at elske sig 
selv.  På den ene side fastholdes vi ganske vist på, at vi 
ikke slipper uden om undergang, nederlag, tilintetgørelse 
eller død. På den anden side sætter evangeliet ikke punktum 
derved, som vi gør, når vi opgivende lader både den lille 
død og den endelig død få 
det sidste ord. Evangeliet lader os ikke tilbage med 
frygten for vores fremtid. I stedet for vor frygt, stilles 
vi overfor et håb, et håb om Guds fremtid.  Vi startede med 
sammen med Kierkegaard at sige, at forventningen deler sig i 
to grene.  Frygten er den ene gren. 
Håbet er akkurat den anden. 
Hvor frygten forventer det onde, forventer håbet det gode. 
Vist er det muligt, at kærligheden bliver til is, at 
begejstringen bliver til middelmådig indsats, at du bliver 
svigtet af det menneske, du af alle havde tillid til. Vist 
er det altsammen muligt 
Men så er det modsatte også muligt. 
Det var muligt, at selv den mest fortabte søn kunne reddes, 
at den mest forbitrede fjende kan blive ven, at den, der 
sank allerdybest, kan oprejses. Det er muligt, at de, som er 
fattige på glæde, finder glæden; at de, som er fangne i 
selvbebrejdelse og 
 mislykkethed eller bitterhed, får friheden; at de, som er 
blinde for livet og det, det rækker til dem, får øjnene op 
og i begejstring finder livet stort og smukt; at de, som er 
undertrykt af det, de gjorde, finder glæden i, at også de er 
elsket.  Håbet siger, at det er muligt, at vi på tærskelen 
til fremtiden står overfor et Herrens år med glæde.  Advent 
er forventning. Men ikke frygtens forventning.  Helvede, det 
er der, hvor forventningen hedder frygt.  Advent er håbets 
forventning. 
Det er ikke muligt at sige nøjagtigt, hvad håbet indebærer 
andet end det godes mulighed. Det er et håb, som går ud over 
al jordisk og timelig begrænsning. Det er et håb til Gud, 
som er det ubegribelige, af hvem man kan forvente det 
uventede. Hvad det  
uventede er, kan man ikke siges mere præcist. Så ville det jo 
ikke være det uventede.  Det er i Grundtvigs poesi et håb 
om, 
 
at lyset tændes i mørkets skød, 
at livstræet fæstner rod i graven. 
 
Man kan heller ikke angive nogen logisk grund til, at man 
håber. Ikke nogen anden end den absurde, at for Gud er 
alting muligt, og at ingen derfor skal blive i skuffelsen, i 
mørket eller i døden.  Advent er forventningens tid. 
Forventningen om et nådeår.  Guds evighed skal røre vor 
menneskelighed. 
Vi er aldrig mere overladt til os selv, til det, der 
begrænser, til det, vi frygter. Frygten skal ikke være 
indgangen til vores fremtid. Tværtimod Håbet. 
Og i håbet er glæden. 
 
Betlehemsbarnet i krybberummet 
det er den evige vår 
troende hjerter 
det har fornummet 
jul gør lyksaligt nytår 
Derfor bære blus vi med glæde. 
 
Amen