Prædiken til 2. søndag i advent 1996. I.
Kr. Helsinge kl. 9 og Drøsselbjerg kl. 10.30:
66 - 60 - 355 // 229 - 235.

Undergangsyner. - Det er det dagens tekst bl.a. handler om.

Men er det visioner af den slags, som vore dages undergangsprofeter
fylder os med, det også handler om i Jesus ord her?

Og med vore dages undergangsprofeter tænker jeg på, de der ustandselig
taler om huller i ozonlaget, om forurening, om atomtruslen osv.. Kort
sagt alle de, der forudser klodens snarlige undergang.

Det er en legitim bekymring, disse mennesker giver udtryk for . De
problemer, de ustandselig opregner, er problemer, vi skal tage os af.
Men det gør vi jo faktisk også. Der bliver uafbrudt arbejdet med
forureningsproblemerne osv..
Personlig tror jeg, der bag disse vore dages dommedagsprofeter, ligger
noget langt mindre omfattende - eller måske egentlig ikke mindre
omfattende, men noget helt anderledes personligt - end deres voldsomme
bekymring for klodens undergang.

Jeg tror der ligger egen dødsangst. Angsten for egen undergang. Den
undergang, som er med os fra fødslen. Den undergang som vi hele livet
bevæger os hen imod.

Jeg tror, at den angst for klodens undergang, som enhver af os
selvfølgelig også rummer, dybest set er en angst for den personlige
undergang. Det er angsten for at vi - eller vore børn - eller børnebørn
skal gå under, skal blive til intet. Og at det skal ske langsomt og
pinefuldt, fordi vi har ødelagt jorden.

Men vi skal jo gå under. Enhver af os. Vi kan ikke løbe vores vej fra
døden. Men vi kan prøve på det ved at gøre den politisk, upersonlig.

Bagvendt nok tror jeg altså, at  den dødsangst på klodens vegne, som
nogen giver så stærkt udtryk for, er en slags løben væk fra at se den
personlige undergang i øjnene.

Angsten for den undergang har enhver af os i sig. Og derfor er den også
kommet med her i adventstiden. Angsten, ængstelsen bliver taget
alvorlig. Som den altid bliver i kirkens rum. Det er den evangeliets ord
taler ind i.

Adventstiden, det er - så at sige - den tid, hvor vi venter på Gud.
Forbereder os på hans komme. Hvor vi holder vores liv op i lyset af den,
der skal komme.

Og i det lys bliver undergangen noget helt andet, end det vi frygter.
Den bliver forløsning. Den bliver ikke vinter med is og død - den bliver
sommer og liv.

Med sine ord om undergangen, om at mennesker skal gå til af frygt og
angst for det, der kommer, med de ord foregriber Jesus så at sige
afslutningen og vores angst for den og giver denne angst hjemstedsret.
Men vi efterlades ikke med angsten.

Angsten gennemlyses af ordene om, at da "skal i løfte jeres hoveder ,
for jeres forløsning nærmer sig. "

Vore dages dommedagsprofeter efterlader intet håb. Og det forfærdelige
er, at de tilsyneladende med alle deres ord om undergang kan holde deres
egen personlige angst nede.

Til gengæld skaber de - vel først og fremmest hos børn - en angst, som
får lov at stå alene. Der er intet håb og ingen forløsning. Og en sådan
angst er i egentligste forstand livstruende, kan gøre det umuligt at
turde leve. Uden håbet, uden lyset der skinner i mørket, uden troen  på
i al evighed at være Guds barn - uden det bliver livet fuldstændig
uoverkommeligt.

Vores store filosof Søren Kierkegaard havde en far, der var meget
tungsindig.

Ens gemyt, ens sinds grundholdning vil selvfølgelig altid påvirke ens
børn. Men det står på den anden side i ens magt som forælder at forsøge
at nedtone den påvirkning. Man kan i det mindste forsøge ikke at gøre
det værre for børnene end nødvendigt.

Det forsøg gjorde Søren Kierkegaards far ikke. I hvert fald ikke i
forholdet til den lille Søren, hvis ører og sind han fyldte med ting,
som et barn slet ikke kan bære.

Faderen  fortalte den lille dreng, at han, altså faderen, i sin ungdom
havde begået et eller andet utilgiveligt. Myten har villet vide, at det
drejede sig om, at faderen som lille hyrdedreng en dag var gået op på en
bakketop og havde forbandet Gud. Hvad det nu nærmere drejede sig om er
egentlig ligegyldigt. Det væsentlige er, at han ikke alene fyldte
drengens hoved med sit eget tungsind. Han fortalte ham også, at han selv
som straf ville komme til at overleve alle sine børn.
Kierkgaard to søstre døde i en alder af 33 - hvad der fik Kierkegaard og
faderen til at mene, at det så nok også var brødrenes tilmålte år.

Indtil faderens dødsdag var Søren Kierkegaard overbevist om, at han
ikke ville overleve sin far. Og efter faderens død var han stadig
overbevist om, at han ikke ville blive en dag ældre end de 34 år.

Vi kan f.eks. se, hvordan denne - for ham selv - sikre forudanelse
præger hans værkers titler. F.eks. værket med den manende titel: "Af en
endu levendes papirer". Eller det værk, han havde regnet med skulle
blive hans sidste. Det har titlen: "Afsluttende uvidenskabelig
efterskrift".  Afsluttende, fordi Kierkegaard,  da værket udkom var
næsten 33 år, og derfor bestemt regnede med, at dette værk skulle blive
hans sidste.

Da han udgav afsluttende uvidenskabelig efterskrift, da havde han i en
alder af 32 år et forfattersskab bag sig som både hvad angår karat og
omfang normalt ville kræve et langt livs indsats.  Men Kierkegaards
faste overbevisning om sit eget livs korthed fik ham til at sætte al
energi og alle resourcer ind.

På samme måde forholdt han sig til de økonomiske midler han fik rådighed
over ved faderens død. Han sparede ikke på noget men levede godt, ja vel
egentlig luksuriøst. Og da han døde i 1855 - 13 år senere end han havde
regnet med, da var hans formue da også brugt helt op.

Man kunne jo have tænkt sig, at en så stærk bevidsthed om egen
dødelighed, som den Søren Kierkegaard havde, kunne have været lammende.
At angsten for undergangen havde lukket for de skabende evner og for
evnen til at være til stede i nuet.

En sådan erfaring har en moderne digter, svenskeren Gøran Tunstrøm
gjort.
Han har netop efter en lang pause udgivet bogen "Ventetid". Og den titel
peger udpeger hele livet som blot en ventetid på døden. For Gøran
Tunstrøm er det sådan, at døende har han hele tiden været, i det mindste
så længe han kan huske, det vil sige lige siden faderen i hans barndom
grundlagde denne venten i ham:
"Når han om aftenen under krigen fyrede op under min nysgerrighed for
et land, for noget eventyrligt langt borte, langt uden for de lukkede
grænser, når han havde fået mig til at mærke lugten fra et lejrbål i
junglen, duften af jasmin i en eksotisk have , og jeg som resultat af
alle disse indtryk udbrød: "Skal vi ikke rejse derhen, når krigen er
forbi. " da svarede han: "Hvis jeg lever til den tide." Hvis jeg
flyttede mine forventning ti-femten år fremad, til det ukendte
voksenland, da svarede han: "Til den tid lever jeg ikke mere."

Den grænse, faderen trækker om sit liv, bliver også Gøran Tunstrøms.
Faderen dør den 11. december 1949, 54 år, ni måneder, og treogtyve dage
gammel; det er grænsen. En søn bliver ikke ældre end sin far. Er
Tunstrøm overbevist om.

Men også han har nu - som Kierkegaard gjorde det - overlevet den grænse
for sit liv, han var så overbevist om.

For Tunstrøm har denne ventetid, årene, hvor han nærmede sig sin
personlige undergang, der har denne ventetid i modsætning til hvad der
var tilfældet med Kierkegaard været gold. Han kunne ikke skrive.
Ventetiden er " en besathed af døden, der har fulgt mig i mange år og
som har hindret mig i at skrive, og som har anbragt mig i en slags
transithal, i en evig afventen, midt mellem liv og død."

For Tunstrøm er dette den levende død, fordi han ikke har en Gudstro,
men kun tror fuldt og helt på én ting: på ordene. Det at kunne digte, at
kunne finde ordene, han selv kan skabe universer med, det er for ham
livet. Og så svigter ordene ham også. Han føler de ikke vil kendes ved
ham - og så er der ingenting. For ham.

Helt anderledes for Kierkegaard. For ham er livet ikke i de ord han selv
skaber. Nej, livet er i evangliets ord. Livet ligger i, at have fået lov
til at tro, at når disse ting begynder at ske - og det vil jo også sige
vores personlige undergang, vores død - så er det ikke intethed, der
træder ind. Så er det forløsningen, så er det det Guds rige, som vi kun
kan tale om i billeder, der kommer.

På et tidspunkt, da Kierkegaards sjælelige liv var mere eller mindre i
opløsning skrev han de berømte "Jeg gider slet ikke" sentenser.

"Jeg gider slet intet. Jeg gider ikke gå - det anstrenger. Jeg gider
ikke lægge mig ned. Thi enten ville jeg da vel ligge længe og det gider
jeg slet ikke, eller jeg ville rejse mig straks op igen og det gider jeg
slet ikke." Og sådan fortsætter det - med en ugidelighed som dybest set
er fortvivlelse. En fortvivlelse, der uden videre kan sammenlignes med
Tunstrøms, fordi den kun på overfladen handler om, at jeg gider slet
ikke. Nede i dybden handler den om, at jeg kan slet ikke. Kan ikke finde
ordene. Kan ikke skabe. Kan ikke leve.  Men med den afgørende forskel at
hos Kierkegaard får fortvivlelsen ikke lov til at stå alene.
For pludselig kommer det - tilsyneladende helt abrupt - "Jeg føler dog
nu i sandhed betydningen af det udsagn om Kristi ord "At de er liv og
ånd.""

Tilsyneladen abrupt - men kun tilsyneladende. For det var nemlig det,
der bar Kierkegaard igennem hans tilværelse og som også er det eneste
der kan bære os: at liv og ånd kommer til os udefra.

Eller sagt på en anden måde: at vi ikke står alene med vores angst og
vores liv. For ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Gud blev
menneske.
Der er god mening i, at vi har udblikket til de sidste ting her i
adventstiden. At vi får udblikket til den undergang, som hører ethvert
menneskeliv til. For den samhørighed mellem Gud og mennesker, som julen
handler om og som påsken er pant på, den må det være som skal bestå, når
alt hvad der er vores skal forgå. Amen.