Nisser og engle, jeg har mødt!
Af sognepræst Ellen Korte-Hansen, Højelse.

(Kronik bragt i Kristeligt Dagblad 7. december 1998)

Min barndoms nisse var en forfærdelig drillepind! Og han
boede hos min morbror på Lolland.

Han var ikke helt almindelig, min morbror Niels. Et besøg
hos ham var noget, vi børn så meget frem til, især hvis vi
skulle holde jul hos ham og min tante. Alt var anderledes 
dér end hjemme hos os selv. Alene hans hunde og katte!

Ganske vist havde vi også katte hjemme, men morbror Niels´
gamle hankat var dresseret til, at han kunne løfte den op
ved halen – han holdt den helt oppe ved haleroden. Og der
hang denne store, fede kat ganske afslappet og daskede for
enden af hans i triumf højt løftede arm.

Hunden – ja, den havde han til min mors store fortrydelse
(og sikkert netop derfor!) opkaldt efter min lillebror. Min
lillebror hedder Knud, men på dette tidspunkt af sit liv
blev han aldrig kaldt andet end ”Manner”. Og ”Manner” hed
altså også hunden. Hvorfor det irriterede min mor så meget,
ved jeg ikke, men måske var det, fordi min morbror stillede
i udsigt, at ”Manner” – hunden altså – ligesom sin forgænger
skulle ende sine dage som sengeforligger.

Hvorvidt han virkelig havde ladet sin afdøde hunds pels
garve og lægge foran sin seng, skal jeg ikke kunne sige –
han kunne såmænd godt have fundet på det, tror jeg – men jeg
husker stadig min egen frydefulde rædsel, når jeg om
morgenen vågnede op i min morbror og tantes store
dobbeltseng og skulle stikke fødderne ud af sengen og ned på
det dyreskind, der rent faktisk lå på gulvet ved siden af
sengen.

Og morbror Niels havde naturligvis også en nisse boende. Jeg
havde selv set, at hans hue en dag var kommet i klemme i
spjældet til kakkelovnen, da morbror Niels i en fart havde
smækket det i, efter at han havde set nissen pile hen over
gulvet og op ad kakkelovnsrøret, hurtigere end mine øjne
havde været i stand til at opfange det. Jeg var slet ikke
klar over, hvad der skete, da morbror Niels sprang op -  så
hurtigt gik det -  før han vendte sig om mod mig og pegede:
Dér sad spidsen af huen klemt fast og lyste luerødt mod den
sorte kakkelovn. Nissen selv var over alle bjerge, men jeg
var helt sikker på, at han blev skældt grundigt ud, når han
kom hjem uden sin hue – den så helt ny ud!

Hvordan han så ud, denne nisse, fik jeg aldrig helt rede på.
Men jeg havde fundet ud af, at han gik med tunge,
jernbeslåede træsko, for jeg hørte ligeså tydeligt hans
skridt ude på gårdspladsen. Det var for mørkt til, at jeg
kunne se ham, ligegyldigt hvor meget jeg trykkede næsen flad
mod den kolde rude, og jeg var meget fornærmet på denne
nisse, når min morbror aldrig ville tro på, at han havde
været der, ligegyldigt hvor ivrigt min lillebror og jeg
bedyrede, at vi selv havde hørt ham. For han kom altid
gående over gårdspladsen, når morbror Niels havde forladt
huset for at gå ud på dasset, som befandt sig i udhuset.

Morbror Niels havde da for øvrigt også store træsko. Dem tog
han på juleaftens dag, når han og jeg skulle i gang med
”arbejdet”. ”Arbejdet” bestod af to ting: Vi skulle på en
inspektionsrunde omkring huset, og vi skulle opsige mus og
rotters troskab.

Vi gik i gang sidst på eftermiddagen, lige inden det blev
mørkt. Med mig i den ene hånd og en stor kæp i den anden gik
han sin runde. Kæppen satte han hårdt i gårdspladsen, alt
imens han klaprede mest muligt med træskoene. Det var, sagde
han, for at nissen kunne høre, at vi kom. Inspektionsrunden
gik ud på, at vi skulle kontrollere, at alle redskaber var
sat ind, for hvis de stod ude juleaften, ville Jerusalems
skomager komme og sætte sig på dem. Og så ville de ikke
kunne bruges til noget som helst hele næste år. Jeg kunne
ikke rigtigt forstå det; jeg syntes vist nærmest, det var
synd for denne gamle skomager, at han ikke kunne få et
eneste sted at sidde ned, når han nu var så træt i sine
gamle ben.

Opsigelsen af mus og rotters troskab kunne kun ske denne ene
dag om året. Og det skulle være på et ganske bestemt
tidspunkt – lige i tusmørketimen. Når vi havde sikret os, at
alle redskaber var sat på plads, gik vi endnu en runde.
Morbror Niels standsede ved alle hushjørner, og med høj og
klar røst kaldte han på alle musene og rotterne, takkede
dem, fordi de var kommet og for deres troskab,  hvorefter
han gav dem lov til at rejse, hvorhen de ville.

Derfor var der aldrig mus og rotter hos morbror Niels. Ikke
som hjemme hos os, hvor kattene tit kom hjem fra skoven med
en fed mus. Ja, vores gamle kat fangede endda en nat en
rotte, som den dræbte efter en drabelig kamp bag mine
forældres klædeskab i soveværelset. Derpå slæbte den rotten
ned ad trappen -  der lød et bump for hvert trappetrin, den
ramte – ned i hall’en, hvor den anbragte rotten under en
stol. Selv sad den vagt på stolen en hel dag og stirrede
stift på rotte-liget, som om den ville sikre sig, at den
ikke genopstod fra de døde. Der sad den lige til om aftenen,
da min far  kom hjem fra forretningsrejse. Heldigvis, for
hvad min mor ville have gjort, hvis min far havde været
bortrejst endnu et par dage, aner jeg ikke. Røre den døde
rotte turde hun ikke. Rottens frygtelige skrig under
dødskampen med katten havde fået blodet til at fryse til is
i hendes årer, og hun var flere dage om at komme sig.

Så var det nemmere med musene. Dem var hun ganske vist også
meget bange for, især hvis de kun var halvdøde, men dem åd
kattene da som regel med hud og hår. Lige bortset fra
dengang, hendes yndlingskat ”Mimi” syntes, at den ville dele
sin frokost med hende. Det var en sensommerdag, døren stod
åben ud til haven. Ind gennem havestuen spadserede ”Mimi”
stolt knejsende med en lækker mus i munden, lige ind i
spisestuen, hvor vi netop sad og spiste frokost sammen med
fru Nielsen, vores husfaktotum. ”Mimi” hoppede op på bordet
og  afleverede en spil-levende mus foran min mors tallerken.

Det fandt vi børn uhyre interessant. Det gjorde vores mor
ikke! Hun havde det ind imellem lidt ligesom Maud Varnæs fra
Matador: Hun gik i seng, når der var noget, der ikke passede
hende, eller som hun ikke kunne klare ”i nerverne”. En
frokostmus blev takseret til en dag i sengen.

Men rotter og mus var der altså ikke hos min morbror. For de
rejste, når han havde opsagt deres troskab. Så det var ikke
dem, vi hørte pusle, når vi var kommet i seng om aftenen.
Det har nok været nissen, tænker jeg.

Nissen boede nemlig oppe på loftet, lige over soveværelset.
Når vi kom ind fra juleaftens inspektionsrunde, var det tid
at give nissen mad. Min tante havde kogt en stor gryde
risengrød, som blev hældt op i en lerskål. Jeg fik lov til
at sætte den store træske i. Jeg undrede mig over, at
nissen, som jeg forestillede mig ret lille – endda noget
mindre end min lillebror – skulle have sådan en stor ske,
som var endnu større end den, min mor brugte til at øse
suppe op med. Men morbror Niels sagde, at nissen havde en
meget stor mund, der gik fra øre til øre. Det kom sig af, at
han havde snakket alt for meget, da han var lille. -  Den
forklaring tænkte jeg en del over!

Morbror Niels overvågede selv, at der kom godt med kanel på
og en rigtig stor smørklat, som straks dannede en gul sø
midt i den varme grød. Mens han trak loftsstigen ned, stod
jeg og passede på grøden. Jeg fik aldrig lov til at komme
med op på loftet og aflevere grøden – det ville nissen ikke
have, sagde morbror. Nissen kunne slet ikke tåle at se sådan
en som mig. Hvis jeg kom med op, ville nissen blive så
spruttende arrig, at han sprang i tusind stumper og stykker
og blev til små, skarpe sten, som ville ligge i mine sko
næste sommer og gnave rigtig væmmeligt. Og hvis nissen ikke
mere var i huset, ville der komme alle mulige ulykker over
min morbrors og tantes hus i tusinde år! Det var mere, end
jeg kunne klare at have på min samvittighed, jeg blev pænt
stående neden for stigen og kiggede op mod den mørke
firkant, mens morbor Niels afleverede grøden og
hyggesnakkede lidt med nissen. Og jeg fik lov til at stå
neden for stigen næste morgen, når grødfadet blev hentet ned
igen. Og i det øjeblik jeg så det tomme grødfad, herskede
der ikke den ringeste tvivl i min barnesjæl om, at så længe
Nis boede på morbrors loft, var alt godt.

Min barndoms engle boede hos min mormor. Lige bortset fra
den engel, hun havde sendt med mig hjem for at passe på mig,
når jeg skulle på toilettet. Jeg var nemlig så bange for at
skulle op ad trappen om aftenen, når det var mørkt. Jeg var
overbevist om, at Mikkel Ræv ovre fra skoven på den anden
side af vejen var lige bagefter mig, når jeg skulle ned igen
– jeg kunne tydeligt høre, hvordan han rasende snerrede og
snappede efter mine hæle. Men så gav mormor mig en af sine
engle med hjem, og jeg tænkte ved mig selv, at det var nok
ikke så dumt - så kunne englen da i det mindste trække
Mikkel så meget i halen, at han ikke kunne nå at bide mig,
når bare jeg skyndte mig lidt.

Jeg ville så forfærdeligt gerne have set bare én af mormors
engle, men de var jo usynlige for et menneskebarn. D.v.s –
der var dog én chance: Når en engel passerede gennem et rum,
kunne man ikke se englen selv, men hvis man var så heldig,
at den passerede et spejl, kunne man måske nå at få et glimt
af dens spejlbillede. I min mormors soveværelse, hvor jeg
fik lov til at ligge i min afdøde morfars seng ved siden af
servanten, var der just et stort spejl på væggen. Utallige
er de aftener, hvor jeg har ligget og stirret så længe ind i
spejlet i håb om, at der skulle komme en engel forbi, at
mine øjne til sidst smertede og ikke kunne holdes åbne
længere. Det næste jeg registrerede var, at mormor var stået
op og slæbte sig rundt i huset. Hun var egentlig lam i begge
ben, men bevægede sig alligevel rundt ved hjælp af møblerne
for at tænde op i husets kakkelovne, mens jeg fik besked på
at blive liggende, indtil der var blevet varmt. Så kunne jeg
ligge og spekulere over disse engle, som mormor jo måtte
kunne se – men det var måske noget andet, når man først var
blevet ven med englene? Hvor ville jeg gerne være ven med
mormors engle!

Især med de to små engle, som mormor sagde, der sad på mine
skuldre, én på hver side. De havde hver en tavle, som de
skrev på. Den ene lille engel skrev alt det gode op, som jeg
gjorde i dagens løb, mens den anden lille engel – og det var
nu den, jeg var mindst glad for – skrev alle mine gale
streger op. Om aftenen, når jeg var faldet i søvn, fløj
begge de små engle op til Vorherre – ligesom mariehønsene om
sommeren. Og hvis jeg havde husket at bede mit Fadervor,
viskede den engel, der holdt regnskab med skarnsstregerne,
tavlen ren, inden han nåede frem. Men glemte jeg at bede min
aftenbøn, rakte han tavlen med alle skarnsstregerne til
Vorherre – det skal dog siges til hans forsvar, at han græd!

Den engel, jeg var tættest på at blive ven med hos mormor,
var nok den engel, der i daglig tale mellem min lillebror og
mig – når de voksne ikke hørte det – gik under betegnelsen
”lokumsenglen”. Den boede ude i brændeskuret, hvor også
dasset var, og den sad på brændestablen og fik tiden til at
gå med at snitte i træ eller hugge brænde for mormor,
hvilket jeg jo tydeligt kunne se fra gang til gang, når vi
besøgte hende. Det var ellers ikke altid lige morsomt at
skulle ud i brændeskuret til dasset, når trangen meldte sig,
men fordi vi altid var meget opsatte på, om vi nu kunne
overliste englen og få den at se, var vi sjældent kede af at
gå derud – og bange for det var vi sådan set heller ikke,
for englen var der jo til at passe på.

Alle disse engle, som min mormor havde logerende, gjorde det
i det hele taget meget trygt at færdes hos hende, såvel om
dagen som ved aftenstide, uanset om vi skulle op på det
mørke loft eller udenfor i de nødvendige ærinder.