Johannes Døber er en spændende person. Men hans væsen er også
skræmmende. Han tiltrækker og frastøder på én gang. Det er en mærkelig
dobbelthed.

I mere end én forstand er Johannes et grænse-fænomen. Han lever på
grænsen af samfundet. Uden for civilisationen - ude i ørkenen. For han
passer ikke ind i det normale verdensbillede. Han er fattig, fordi han har
valgt fattigdommen. Han går simpelt klædt, fordi han har valgt at gå klædt
på den måde. Han har en anderledes moral end de fleste. Han ser
problemer, dér hvor andre nok kan se igennem fingre med tingene. Og
ikke nok med at Johannes selv har en anden moral. Han påpeger det også,
når andre lever umoralsk. Og det kan jo kun gi problemer. Han er helt
igennem anderledes og udenfor. En underlig eksistens. 

Men det mærkelige er, at folk alligevel drages ud til ham. De kan
simpelthen ikke lade ham være. Men de hører ikke på ham ret længe.
Snart går de hovedrystende og småforargede derfra igen. For han er ikke
til at holde ud at høre på. Han er provokerende og irriterende.

Hvis Johannes levede i dag, så var han lige typen, som kom i Ekstra bladet
eller i Rigets tilstand. Debatprogrammerne i TV elsker den slags
provokatører, der siger det, som ikke må siges. Og vi elsker at høre på
dem - og vi elsker at blive forargede over, at de kan finde på at sige det, de
siger - og så på den måde. 

Også i en anden forstand er Johannes et grænse-fænomen. Han står på
grænsen til en ny tid. Han er den sidste i rækken af gamle profeter. Med
mellemrum dukkede profeterne op i historien. Nogle gange var der langt
imellem dem - og så var det en fattig tid for Israel. I andre perioder
optrådte de næsten i flok. De var forskellige af temperament og stil. Men
én ting havde de tilfælles. De var talerør for Gud. De kom f.ex i krisetider
- så talte de trøstende og opmuntrende til Guds folk. Eller de kom, når
folket havde vendt Gud ryggen - og levede selvisk. Så dukkede der en
profet-skikkelse op, som talte dunder - og kaldte folket til omvendelse. De
kunne også komme til enkelt-personer i ganske bestemte anledninger. Som
f.ex da profeten kom til kong David, efter at han havde slået Urias ihjel og
giftet sig med hans kone Batseba. Da kom profeten til David og fortalte
ham historien om den rige bonde, der havde masser af får og geder. Men
da han fik gæster og skulle servere for dem, da stjal han den fattige mands
eneste lam og serverede det for gæsterne. 

Selvfølgelig flammede den retfærdige vrede straks op i kong David og han
sagde: Den mand, som kan handle så hjerteløst, han fortjener virkelig at
dø. Og profeten sagde til David: Du er manden! Og så gik sammenhængen
pludselig op for David. Han fattede med ét slag, hvor grusom og
selvoptaget han havde været. 

Profeten var den budbringer fra Gud, som afslørede uretfærdigheden - og
som bragte Guds sandhed for dagen. 

Johannes ved godt, at han er den sidste af den slags profeter. Efter ham
kommer der nye tider. Johannes var nok ikke fuldt ud klar over, hvad der
skulle ske. Men han vidste, at noget enestående var under opsejling. Han
vidste, at en profet af en hel særllig slags var på vej fra Gud. Og det ville
indvarsle en ny tidsalder. Johannes’ livsopgave er at fortælle det til sin
samtid. Midt iblandt jer står én, som I ikke kender, siger Johannes. Endnu
udpeger han ikke Jesus for dem. Jesus går rundt imellem dem som en
ukendt. Som et almindeligt menneske. Men han er der. Senere sætter
Johannes fingeren direkte på og siger: Dér er han - Guds lam. Men tiden er
ikke inde til det endnu.

Johannes har noget tilfælles med alle de andre gamle profeter. Han vil
noget andet end sig selv. Han er ikke hovedpersonen i sit eget liv. Han er
bare et redskab. Han er Guds redskab. Han peger på Jesus og baner vej for
ham. Det er hans livopgave. 

Johannes sagde selv: Han (Jesus) bør vokse, men jeg blive mindre. Og det
blev han sandelig også! Hvis vi ser et par år længere frem i tiden, så blev
han et helt hoved mindre. Der var magthavere, som ikke tålte Johannes.
De tålte ikke hans livsstil. Men fremfor alt tålte de ikke sandheden.
Ligesom de heller ikke tålte ham, som Johannes pegede på: Jesus fra
Nazareth. 

Magthaverne - de som svinger sværdet - de havde det akkurat ligesom de
andre almindelige mennesker, der kom ud i ørkenen til Johannes. Der var
noget tiltrækkende ved ham. Det var ikke nemt at lade han være. Men der
var også noget forfærdelig irriterende ved ham. Han var provokerende
sand. Og så havde han ikke sig selv som hovedperson i sit liv. 


Der er noget meget befriende ved at møde den slags mennesker, som ikke
er hovedperson i deres eget liv. Det er som om himmelen blir højere.
Verden blir mere rummelig. Er vi heldige, så kan sådan et menneske
hjælpe os på vej ud af vor selvkredsen. Vi kan opdage, at det hele ikke
bare handler om min lykke. Mine mål. Mine rettigheder. Der skabes plads,
så vi kan se os selv i et mere rimeligt perspektiv. Det er den religiøse sans. 

Vi er mennesker. Selvfølgelig er vi det. Og vi har vor plads og vore
rettigheder. Men verden er meget større end mig. Og der er mange andre
mennesker i verden. Det eneste saliggørende er ikke at vi hver for sig får
plads, men at vi finder ind i den rette sammenhæng i tilværelsen. At vi
forstår os selv i sammenhæng med andre mennesker og med Gud, det er
den religiøse sans. 

Det er netop Johannes’ opgave. Han baner vej. Han vækker sine
medmenneskers religiøse sans. 

Også vi lever på tærsklen til en ny tid. Også vi har brug for en Johannes
Døber-skikkelse, som kan genopvække den religiøse sans hos os.
Religiøsitet er ikke nok for os. Men det er det første skridt på vejen til en
levende tro på Gud. Vi er fortabte, så længe vi har nok i os selv og vor
egen daglige tummerum. Så er vi spærret inde i vort eget fængsel. Vi må
vækkes og opdage, at vi har brug for noget, der er større end os selv. 

Nu står julen for døren. Om få dage lyder juleevangeliet til os igen. Lad os
bruge tiden ret, så vi hører julens budskab. For det er netop budskabet om
den Gud, som er større end os. Julenat blir vor verden åbnet. Og vi får lov
til at se ind i en meget større verden. I én forstand blir vi små af det. Vi
blir små på samme måde som hyrderne følte sig små og frygtsomme,
dengang himmelrummet over dem fyldtes med lys og lovprisning: Ære
være Gud i det højeste. Da var de små. 

Men samtidig blev de også store - større end de nogensinde havde været i
deres egne tanker. For de fik del i det største. De fik en plads i Guds rige. 

Må julens budskab også gøre os små - så vi kan få del i det største.

Amen