3. søndag i advent. Matt.11,2-10 1998, Sparkær kirke. Karen Greve
73, 60, 74 ? 62, 66

Det er menneskeligt gerne at ville have noget at holde sig til. Sådan
har det altid været, og sådan er det også i dag. Selvom mange
autoriteter er smuldret, så er der kommet nye til, som måske bare ikke
er så tydelige, men der er til gengæld mange af dem, og det gør det ikke
lettere for den, der gerne vil have et klart og tydeligt svar på
tilværelsens spørgsmål.

Den gudstro, som tidligere gav mennesker et værn mod falske autoriteter,
er for mange langt borte. Og når man ikke længere tror på Gud, så er man
mere tilbøjelig til at gøre alt muligt til gud, og til at tro på hvad
som helst.

Men det er nu engang en illusion at tro, at andre kan give os et svar,
som vi så bare fremover kan holde os til. Hvis vi ikke vil lade andre
mennesker blive til guder for os, eller ikke vil give os ind under
systemer eller bevægelser, som autoritative, så kan vi ikke blive fri
for at bevæge os på den skrøbelige kant mellem tvivl og tro, mellem håb
og håbløshed.

Det var netop dér, Johannes Døberen, som vi hørte om i teksten til idag,
befandt sig. Han var i fængsel, fordi han havde kritiseret det løse liv
ved hoffet, og han må se i øjnene, at han snart skal dø. Derfor sender
han bud til Jesus med det brændende spørgsmål: Er du, den som kommer? ?
Altså Messias, den, Gud havde lovet at sende. Johannes Døberen er
åbenbart kommet i tvivl og vil nu gerne have et utvetydigt svar, inden
han dør.

Men han får ikke noget utvetydigt svar. Og den samme tvetydighed løber
gennem alle evangelierne. Den ene gang efter den anden stilles Jesus
overfor spørgsmålet: Er du virkelig Messias, Guds Søn? Hvis du er det,
så bevis det! ? Men Jesus  giver aldrig noget utvetydigt svar fra sig. ?
Dengang som nu må det enkelte menneske selv give svaret på, om det ser
Jesus som Guds ansigt, Guds fremtræden, på jorden eller ej. Og det svar
kan aldrig gives én gang for alle.

Her i teksten henviser Jesus Johannes til, hvad andre - hans disciple -
har set og hørt: At blinde ser, lamme går og døve hører, som den gamle
Esajasprofeti havde forudsagt. At Jesus spredte sundhed omkring sig, så
mennesker blev raske og hele af det. Så øjne og ører lukkede sig op og
så og hørte, hvad de ikke før havde kunnet se og høre. Og mennesker blev
sat fri af de sindets fængsler, de selv og andre havde spærret dem inde
i. Og de lamme, de stivnede og ubevægelige genvandt evnen til at bevæge
sig og lade sig bevæge. ? Så må Johannes selv afgøre sig for, om han vil
lade det være svar eller “tegn” nok eller ej. Og sådan er det som sagt.
Der findes ikke noget utvetydigt svar på Johannes’ spørgsmål. Vi må selv
finde vej til et svar ? hele tiden på kanten mellem tro og tvivl, mellem
håb og håbløshed.

Drivkraften i hele Johannes’ virke var forventningen om den, der skulle
komme. At der var én at vente på, noget at forvente. Men også han blev
altså kastet ud i tvivlen og spørgsmålet, om det virkelig kunne være
Jesus. Og dér i skellet mellem tro og tvivl, mellem håb og håbløshed,
dér mødes vi med Johannes. Dér kender vi os selv som i et spejl. Og dér
leves livet i grunden altid - hvis mennesker da ikke flygter fra
virkeligheden!

Og på det sted bliver det håb til, at Gud vil gribe ind, og noget godt
vil ske, og sætte sig igennem, trods alt det, der ødelægger.

Det er et håb, som vi aldrig kan leve uproblematisk ud af, et håb, som
til tider blegner og nærmest forsvinder. Og dog bliver vi aldrig helt
fri for det. Det er som om, selve tilværelsen dikterer os det.

Et menneske kan tage alle mulige konsekvenser af, at livet er gråt og
udsigtsløst, at det ikke er umagen værd at leve. Det kan endda tage den
konsekvens at berøve sig selv det liv, som det ikke længere orker at
leve.

Men selvom vi nu selv er nået dertil, at vi ikke finder, at livet er
livet værd, så giver vi os ikke til at indpode den opfattelse i et barn.
Og netop dette at ingen vover at prædike håbløshed for et barn, det
betyder vel, at vi alligevel føler os nødt til at lade en sprække stå
åben? En usikkerhed på, om der alligevel skulle være mere sandhed om
tilværelsen i barnets forventning end i det mismod, der kan formørke den
skuffede voksnes liv?

Johannes, som levede ud af forventningen og gav den mæle, fik en
forfærdende og utroligt nedværdigende skæbne, og man kan spørge, om det
i virkeligheden er et bedrag, når tilværelsen lægger en forventning ind
i os, en forventning som der måske slet ikke er dækning for. Johannes
levede dér, hvor tro og tvivl kæmper om overtaget, i brændpunktet mellem
håb og håbløshed, og hans fængsling og forestående død havde vel gjort
tvivlen pinagtigt nærværende. Havde han taget fuldstændig fejl? Det kan
han ikke vide. Og i sin tvivl er det så, at han vender blikket  mod
Jesus, som havde været grunden under hans forventning. Og der ligger i
hans ord en bøn om, at svaret må blive nej, nej til at han ikke havde
taget fejl.

Vi ved ikke, om han faldt til ro med det svar, Jesus gav ham gennem sine
disciple. Det må vi så at sige selv bestemme. Ligesom der kun er os  til
at afgøre, om vi kan høre noget trøsterigt og håbefuldt i svaret. Der er
kun os selv til at afgøre, om vi kan få øje på, at Jesus gav håbet
skikkelse, at han var håbet, midt i en verden ellers fyldt med
håbløshed.

Ligesom Johannes blev også Jesus offer for denne verden, som er så fuld
af rænker og mismod og ondskab. Men verden fik ikke fuldstændig magt
over ham, som den ellers kan få det over sine ofre, der tit nok bliver
gemte og glemte bagude. For Jesus opstod fra de døde. Og det betyder, at
de spor, Jesus satte ? Guds spor ? de slettes aldrig. De er fornyelsens,
håbets, forventningens spor.

De er et stadigt løfte til os om, at den forventning, der ligger så dybt
i os, at den ikke er bedrag ? at der blev tændt et lys engang, og at det
stadig skinner. Midt i mørket.

Vi må bare bede til, at vi må få øje på det. Og at vi vil kunne finde
håbet igen og igen, når det er blevet borte for os, håbet om at Gud vil
lade noget godt ske, at alting engang vil blive helt og godt igen.
                        Amen!