3. søndag i advent 1998



GT-læsning: Es. 35,1-8

NT-læsning: Math. 11,2-10

Salmer       : DDS 73, 263 - 449, 75 og 62



Prædiken:



Udover Jesus er der to personer, som i særlig grad sætter

deres præg på de tekster, vi læser i adventstiden.  Den ene

er profeten Esajas, fra hvis bog vi har hørt om den

paradistilstand, der oprinder, når den Herren kommer for at

befri og føre alle fangne og undertrykte hjem.  Den anden

person er Johannes Døber, som vi hører om i dag - som er

fange i Herodes fængsel.  At det netop er disse to, der så

at sige danner makkerpar ved begyndelsen af det nye kirkeår,

kan undre: Esajas prædiker trøst og opmuntring for et folk,

der synes at have mistet alt håb.  Johannes derimod talte

dunder og dommedag over sine sam tidiges letkøbte

selvsikkerhed, der byggede på, at var man bare født ind i

Israels folk, så var alt i orden.  Hvis man skal

karakterisere de to i forhold til hinanden, så kan man måske

sige, at mens Esajas taler trøst til de af mægtige, søgte

Johannes så at sige at så tvivl blandt de selvsikre, der

næsten føler sig almægtige over egen skæbne.



Tilsammen markere disse to store skikkelser optakten til

kirkeårets første store højtid - julen med Jesu fødsel og be

gyndelsen på det, der både førte til trøst for afmægtige,

men også til forargelse for mange.

For begge - både Esajas og Døberen - venter den snarlige

opfyldelse af Guds løfter og menneskers håb.



Men så i dag, netop som vi med store skrift nærmer os

kulminationen på århundredes ophobede håb og forventnin ger

- netop i dag bryder det hele sammen for den, der mere end

nogen anden samler og symboliserer den for ventning, som

jøderne havde - og for

tsat har - til Gud.

Den stærke og kompromisløse Johannes, han, der som en anden

vil løve havde levet i ørkenen, og som ikke var veget

tilbage for at tale både toldere, soldater og konger til

rette, af alle er det netop Johannes Døber, der på tærsklen

til op fyldelsen af I

sraels håb bliver i tvivl og er ved at tabe det hele på

jorden igen.



Er det troen, der åbner for den dybere betydning af kongen

født i en snavset stald og tilbedt af fattige hyrder, så er

det i dag virkeligt tvivlen, som sætter troen i relief.  Og

vel at mærke ikke en hvilken som helst tvivl, men selve den

anfægtelse, der retter sig mod grundlaget for i Jesus

overhovedet at se andet end et ganske almindeligt menne

skebarn i en tilfældig isoleret jødisk flække.  “Er han

virkeligt den, vi venter på - den, der skal komme?”



I begyndelsen var Johannes ikke i tvivl.

Tværtimod kendetegnes hans forkyndelse af en sikkerhed, som

var rystende for de, som blev ramt af hans ord.  Men nu er

det anderledes, nu, hvor han netop pga. sin kom promisløse

og frygtløse optræden overfor denne verdens nærmeste

myndighed - Herodes Antipas - er havnet i fængslet, og der

har tid til at grunde over den skæbne, som han hele tiden

havde vist ku

nne blive en profet til del, netop i dette afgørende øjeblik

rammes den stærke Johannes af en nagende tvivl, om han dog

alligevel skulle have taget fejl.



Var Jesus virkeligt den lovede Messias, som skulle oprette

Guds herredømme i verden, kunne Johannes jo med for

trøstning se fremtiden i møde - også i et fængsel og som of

fer for bøddelens hug.  Men var Jesus ikke Messias - var han

ikke den, som Johan nes hidtil havde troet og forkyndt for

andre, da havde han ikke blot selv tager fejl, men han havde

spillet hasard med det gamle jødiske pagtsfolks religiøse

arvesølv og ledt de mange, som satte

deres håb hertil på vildspor.



Men var det bare det.

Johannes Døbers ulykke er ikke blot hans og det gamle

pagtsfolks fallit.  Nej, for Døberen anfægtelse kan ikke

kunne undgå også at blive vores anfægtelse, for så vidt som

hans tvivl retter sig mod det netop det grundlag, som vi

bygger vor kristne tro og eksistens på.  For er Jesus ikke

opfyldelsen af Guds løfter, da lever også vi stadig som hans

fjender.  Og da er vi virkeligt stillet i en håbløs

situation, når alt det, som vi samles om her i kirken ikke

længere har nogen be tydning: - Da er oplæsningen fra

bibelen og ordets udlægning i prædikenen ikke længere Guds

tale til os, men menneskers egne tomme ord.  - Da er

gudstjenesten ikke længere steder for mødet mel lem Gud og

mennesker, men blot en gammel udlevet tradi tion, som ingen

endnu har haft mod nok til at gøre op med.  - Og da er dåben

ikke længere indgangen til Guds Rige og nadveren ikke

længere dette riges festmåltid, men blot gamle

stemningsfyldte ritualer uden reelt indhold.  Ja, hvis

forventningen, som Johannes delte med sit folk, endnu ikke

er blevet opfyldt, er den stadig gyldig, men kun som

forventningen om det, der kommer, men endnu ikke er sket.

Og alt, hvad vi som kristne har fyldt denne forventning op

med af tillid til Guds barmhjertighed, er enten værdiløst og

ugyldigt - eller så i det mindste stærkt relativeret.



Så meget står der faktisk på spil i dag. Så meget risikere

vi at  miste, hvis vi tager den stærke Johannes Døbers tvivl

til os som mere end blot udslag af dårlig lune hos de, der

valgte netop denne tekst som grundlag for prædikenen til i

dag.  Her står troen og tvivlen og råber i kor, og

uvilkårligt må vi spørge, hvor vi finder det svar, der er

til at leve på og med?



Nu som dengang må svaret være, at der kun er et sted at gå

hen, og det er til Jesus selv.  Johannes sendte derfor også

selv budbringere til Jesus, for at bede ham om et klart og

utvetydigt svar, som kan fjerne den nagende tvivl fra hans

sind.  “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en

anden?”



Og Johannes får svar, men det er et svar, der på mange må

der ikke lever op til hans forventning.  For det første

siger Jesus ikke “Ja, det er mig!”

eller “Nej, der komme en anden”.

Jesus giver faktisk ikke et klart og utvetydigt svar på det

spørgsmål, som Johannes har stillet ham.  Her som i andre

situationer er hans ord formet på en sådan måde, at ingen

slipper for at forholde sig til ham gennem andet end en

personlig afgørelse.  Han stiller os derimod overfor et

valg, hvor vi ikke har an det at forholde os til end ham

selv.  Vi må vælge mellem tro og ikke-tro, vi må forholde os

til ham, sådan som ordet om ham lyder gennem andre eller

det, vi selv ser og erkender i lyset af budskabet om ham.



For det andet henviser Jesus gennem sit svar til det,

som de har hører og ser om ham.

Vil vi vide, hvem han er, er det d r, vi skal søge svaret.

“Fortæl, hvad I hører og ser; blinde ser, lamme går, spe

dalske bliver rene, døve hører, døde står op og evangeliet

forkyndes for fattige”.  Når Jesus ikke giver et direkte og

klart svar på Johannes spørgsmål, så henviser han dog til

sit liv, til alt det, som han siger og gør, og hævder

derved, at det må være svar nok for Johannes.



På den måde er Johannes jo i samme situation som vi,

der alene er henvist til det, som andre fortæller os.

Johannes sidder i sit fængsel og må tage sine disciples ord

for pålydende, når fortæller ham om deres møde med Jesus, og

på det grundlag må han så afgøre sig for, om Jesus er den,

han selv har sat al sin forventning og håb til.  Og vi, der

er her i dag, er lige så afskåret fra at kontrollere det,

som vi bliver fortalt, som han var det.  Vi må tro det -

eller vi må lade være.

Andre muligheder for et svar og en afklaring findes ikke.

Vi kan  i ordets dobbelte betydning - tager evangeliet for

givet eller vi kan afvise det som meningsløst vrøvl.  Og gør

vi det sidste, er det formålsløst at sidder her i dag.



For det tredje siger Jesus, at det glædelige budskab om Guds

nåde og kærlighed er evangelium forkyndt for fat tige.  Nok

var der mange af de, der kom til Jesus, som ikke var

økonomisk velfunderede, men begrebet “fattig” dækker i denne

sammenhæng langt videre end materielle behov.  De fattige i

Mathæusevangeliet er alle de, som erfarer de res egen

utilstrækkelighed, svigt og nederlag i livet.  De fattige er

alle de, som i deres afmagt ikke føler nogen trøst i sig

selv, men som til stadighed spejder efter en an den, der kan

hjælpe dem på fode igen.  Fattig er den, der kun kan håbe og

vente på, at Gud i sin nåde skænker det, som den fattige

længes efter.



Og her kommer vi så til det, der kan gå hen og blive rednin

gen for både Johannes Døber og alle andre tvivlere.

Johannes havde jo haft sit sikre håb - han havde haft en

fast grund at bygge både sit liv og sin forkyndelse for

andre på.  Nu var det blot smuldret fra ham og han havde

ikke længere noget tilbage.  Fra at have været “rig” på håb,

var Johannes gennem sin tvivl blevet berøvet al sin

sikkerhed, så han nu følte sig magtesløs og “fattig”.  Og

netop derfor, var han nu også inddraget i og under Jesu

forkyndelse af det gode budskab for alle fattige og afmæg

tige. For netop i den situation, som Johannes var havnet i,

behøvede han kun  t - nemlig at få alting givet.  I fængslet

og uden håb var han d r, hvor vi alle bør være.



Og Jesus roser jo faktisk Johannes.

Jesus kalder ham en profet og en engel dvs. budbringere for

det, der er større og vigtigere end ham selv.  Jesus

anerkender, at der et eller andet sted faktisk var ind hold

og sandhed i Johannes forventning og forkyndelse.  Hvad

denne sandhed så egentlig er for en størrelse, det kan

hverken han eller vi få klar besked om uden gennem den

afgørelse med os selv, hvor visætter vores egen tilværelse

på spil i forhold til Jesu person.  Vi kan vælge at tro på

Jesus som opfyldelsen af Guds løfter og menneskers evige håb

- det fører til salighed og glæde.  Eller vi kan lade os

forarge over modsætningen mellem det, som vi ventede, og

det, som vi ser - det fører til skuffelse og overlader os

til en tilværelse bygget på egne præmisser, hvor alt, hvad

vi samles om, derfor også kun er vort eget.



Til allersidst kan vi så kun beklage, at dagens evangelie

tekst ikke har taget det efterfølgende vers med.  For her

siger Jesus nemlig om Johannes: “Blandt kvinde fødte er der

ikke fremstået nogen større end Johannes Dø ber. Men den

mindste i Himmeriget er større ham”.  Netop fordi Guds Rige

er for de mindste, de fattige og de afmægtige, så er der jo

også håb for en tvivlende Johannes og for enhver anden, der

ikke kan andet end at håbe og vente på, at Gud selv skal

træde ind i deres liv og oprette sit herredømme der,

hvor de nu engang er havnet.



Og hvad var det for øvrigt Esajas sagde:

“ rkenen og det tørre land skal glæde sig

ødemarken skal juble og blomstre,

den skal blomstre som rosen

(og) juble med stor fryd”.

Amen.