Mysteriet om Jesu fødselsdag
Af sognepræst Ellen Korte-Hansen, Højelse


Artikel bragt i “Dagbladet” lørdag den 12. december 1998 - om julen i
religionshistorisk perspektiv.


Hvert år op mod jul kan vi læse adskillige artikler, der på forskellig måde
forsøger at forholde sig til Jesu fødselsdag og -år. Nogle skribenter
forsøger endda ved granskning af astronomiske tabeller sammenholdt med
de bibelske beretninger at komme frem til en nøjagtig beregning af,
hvilket år og hvilken dato Jesus blev født.

Det skyldes formentligt, at mange mennesker har svært ved at affinde sig
med det faktum, at vi ganske enkelt ikke ved og formentlig heller aldrig
får at vide, hvornår Jesus blev født - hverken år eller dato. At Jesus har
levet, hersker der ingen tvivl om - det er bevidnet også af ikke-bibelske
kilder. Men vi må leve med det faktum, at ingen af de mennesker, der har
videregivet os beretningerne om Jesu liv og  død og - for evangeliernes
vedkommende - hans opstandelse, har haft nogen interesse i at skrive en
nøjagtig historisk biografi om Jesus. Evangelieforfatterne har haft én
eneste intention: På hver deres måde at forkynde Jesus som Kristus eller
Messias.

Ingen højtid
I de første 3 århundreder af vor tidsregning fejrede kirken slet ikke Kristi
fødselsfest. I Oldkirken var det påsken, der var den store og egentlige
højtid. Det var ikke det, at Jesus var blevet født, der var det specielle ved
den kristne tro, men at han var korsfæstet, død og opstået. Udover påsken
som mindehøjtid for Jesu død og opstandelse fejrede man i de første
århundreder også apostlenes og martyrernes dødsdage - aldrig deres
fødselsdage. Omkring år 200 gør kirkelæreren Clemens af Alexandria (ca.
150-ca. 213) ligefrem nar af dem, der vil beregne Jesu fødselsdag, og et
halvt århundrede senere protesterer hans elev Origenes mod den
formentlig hedenske skik at fejre sin fødselsdag. I det bibelske
persongalleri er det kun Farao og Herodes, der fejrer fødselsdag - og de er
jo ikke netop skildret af de bibelske forfattere som eksempler til
efterfølgelse!

I det 4. århundrede begyndte nogle kristne i de orientalske kirkesamfund
imidlertid at spekulere på, hvordan Guds søn var kommet til verden. En af
de ældste tolkninger er, at Jesus blev Guds søn ved dåben. Sådan ser det
også ud til, at vort formentlig ældste evangelium, Markus-evangeliet,
opfatter det. Ved dåben kom Guds Ånd over Jesus og gjorde ham til
Messias. Allerede i 2. Århundrede højtideligholdt nogle gnostiske sekter
den 10. eller den 6. januar som “Epifanidag”, d.v.s. den dag, da den
himmelske Kristus gennem dåben fremtrådte på jorden. Og fra
begyndelsen af 2. århundrede begyndte også kirken i Ægypten at holde
Epifanifest den 6. januar. 

På denne dato fejrede den hedenske verden en fest for den græske gud
Dionysos. I Alexandria højtideligholdt man tillige, at guden Aions blev
født af jomfruen Kore, og man antog yderligere, at Nilens vande natten til
6. januar fik særlig underkraft. Derfor valgte de kristne netop denne dag til
minde om, at Jesus ved dåben i Jordans vand var fremtrådt på jorden som
den sande Guds søn. 

Det varede dog ikke længe, førend man også indførte en mindefest for
Jesu fødsel, som blev fejret natten mellem den 5. og 6. januar. Vi har et
gammelt håndskrift  fra det 4. Århundreder, der gengiver en del af den
gudstjenesteliturgi, hvormed man denne nat mindedes Jesu fødsel i
Bethlehem.  Vi ved også, at den kristne kirke i Syrien fejrede Guds søns
fremtræden på jorden gennem fødsel og dåb som en af de største kristne
fester netop den 6. januar. Og endelig har vi fra en pilgrim i Palæstina en
beretning om festen natten før og på selve dagen 6. januar. Jeg tror dog, at
vi temmelig sikkert kan gå ud fra, at man ikke har reflekteret ret meget
over, hvorvidt Jesus nu også virkelig var født i natten til 6. januar, festen
har langt snarere været en mindefest, hvorved man fejrede hans fødsel som
et symbol på lysets indtræden i mørkets verden.

Inden fejringen af fødselsfesten blev fastlagt til den 25. december, var der
mange bud på, hvornår Jesus mon kunne være kommet til verden. De
fleste teorier gik ud på, at han var født om foråret, og ved hjælp af
indviklede allegoriske tydninger af skabelsesberetningen og dertil knyttede
beregninger bestemte man i det 3.  århundrede normalt fødselsdagen til
hhv. den 28. marts, 2. eller 19. april eller den 20. maj. Der var dog også
nogle, der foretog beregninger af undfangelsesdagen og lod denne dag
være den vigtigste, og ad den vej og ad mange beregninger, som pladsen
her ikke tillader at redegøre for, kom man endelig frem til at fastsætte
undfangelsen til den 25. marts, der i datiden ofte blev opfattet som den
dato, da Vorherre påbegyndte verdens skabelse (!). Fødslen fastsattes til
datoen nøjagtigt 9 måneder senere - og voilà - vi er nået frem til 25.
december.

I Pavens Rom
Det var - jeg havde nær sagt naturligvis - i  pavens Rom, at man begyndte
at højtideligholde Jesu fødselsfest den 25. december. Helt præcis hvornår
skikken blev indført, ved vi ikke, men dagen er bevidnet allerede i år 336,
og den kan meget vel have været fejret endnu tidligere. 25. december var i
det hedenske Rom solgudens festdag, og at den blev valgt til Kristi
fødselsdag, står sikkert i forbindelse med, at Kejser Konstantin den Store
(død 337) ønskede at forene soldyrkelse og kristendom. Biskop
Ambrosius i Milano (død 397) siger i en prædiken, at Kristus er vor (d.v.s.
de kristnes) sol. Augustin (død 430) opfordrer de troende til på 25.
december ikke som hedningerne at tilbede solen, men ham, som har skabt
solen, og pave Leo den Store (død 461) revser dem, der fejrer julen til
minde om solens fødsel i stedet for til minde om Kristi fødsel.  Ved denne
sammensmeltning er der uden tvivl adskillige hedenske skikke, der er
blevet overført til den kristne fødselsfest. Vi ved f.eks., at i Syrien plejede
også de kristne at tænde bål den 25. december. 

I den følgende tid udbredte skikken med at fejre en fødselsfest sig fra
Rom,  men det skete, som det fremgår af ovenstående, ikke fra den ene
dag til den anden, det tog århundreder. Til Norden kom Kristi fødselsfest
med kristendommen. Her fandtes allerede en hedensk julefest, som den
afløste eller rettere smeltede sammen med. Man bibeholdt navnet på den
hedenske fest - jul - men gav den et nyt indhold, mindefesten for Kristi
fødsel. Der er gennem tiderne givet mange forklaringer på, hvad ordet
“jul” oprindeligt betød. Næsten enhver bog, der handler om julens
historie, har sin tolkning. Ordet har dog formentlig ikke noget med ”hjul”
at gøre, som nogle har foreslået med den begrundelse, at hjulet for de
gamle var et solsymbol, og den kristne julefest afløste en hedensk
solhvervsfest. Måske har ordet snarere betydet noget i retning af  ”skæmt”,
”den skæmtefulde tid” el. lign. De gamle beretninger lader os formode, at
de nok vidste at slå gækken løs, de gamle nordboere!

Muligvis har vi en meget gammel beretning om den nordiske jul fra før
vikingetiden, fra det  6. århundrede. Der er en græsk historiker ved navn
Prokopis (død ca. 565), der kan fortælle, at  ”På Øen Thule langt imod
Nord (d.v.s. den skandinaviske halvø) sås solen ikke i 40 dage. Men når
de 35 var gået, sendte man spejdere op på de højeste bjergtoppe, og når
disse udsendinge så solen, gav folket sig til at holde store gæstebud for at
fejre solens genkomst.” 

Det var uden tvivl årets største fest, der begyndte ved vintersolhverv og
blev fortsat i 8, 12 - ja helt op til 20 dage. Lysets tilbagevenden blev fejret,
men det var også en fest, hvor troldene i årets mørkeste tid frit kunne
tumle sig. Det var farligt, for i den tid havde de større magt over
menneskene end normalt. Man forestillede sig, at et optog af overnaturlige
væsener i disse dage drog fra gård til gård og søgte at tilegne sig juleøllet
og julemaden. 

Øldrikning
Og det var en alvorlig sag, for blandt julefestens glæder var øldrikningen
den største. I hedensk tid drak man skåler for aserne, efter
kristendommens indførelse bibeholdt man skikken, men drak i stedet
skåler for Gud, Kristus og helgenerne. Et dyr (ofte en julegalt) blev slagtet
som offer. Senere blev det skik at efterlave offerdyret  i brød og stille det
på julebordet. Når det blev brækket i stykker og  fordelt både til
mennesker og kvæg, skulle det skaffe sundhed og frugtbarhed i det
kommende år. 

Til julefesten var der også knyttet lege: bl.a. kom et medlem af husstanden
ind klædt ud som en dyrisk trold (julebuk, julevætte) og gav sig til at jage
de andre, altså en slags tag-fat. Denne skik gik i middelalderen over i
forskellige danselege. Også mange andre sædvaner fra den hedenske jul 
er i mere eller mindre ændret skikkelse gået over i den kristne fest, og
nogle af dem har som levn holdt sig helt til nyere tid.

Men det er en anden historie, som I kan få en anden god gang!