Gud er større end vi tror. Gud er ufattelig. Vi kan 
ikke rumme Gud, hverken med vores ord eller med vores 
forstand.  Det er en bibelsk sandhed.  Men det modsatte er 
også rigtigt. Selv det mindste menneske, den med mindst 
forstand, selv han kan tro på Gud.  Det er en bibelsk 
sandhed.  Det menneske, som ikke har lært mange ord og som 
ikke er særlig forstandig, har lettere ved at tro på Gud end 
voksne og modne mennesker. Og tro er jo det samme som at 
kende kernen i Gud.  Når vi tænker på Gud, skal vi ikke 
anstrenge vores hjerne til sit yderste og forestille os et 
åndeligt væsen, som er uendeligt og magtfuldt. Nej, vi må 
slappe af i vores tanker og ord og se til barnet, der ligger 
i krybben i Betlehem. 
     Når vi holder os til julen, så hører vi, at Jesusbarnet 
er frelseren.  Han skal ikke først blive det, når han bliver 
voksen. Nej, han er frelseren, Kristus, Herren. Gennem et 
barn kommer Gud til os. Det er vigtigt. Det var ikke først, 
da Jesus kunne tale og da han begyndte at prædike, at han 
taler Guds ord til. Allerede i krybben siger og giver barnet 
frelsen til os. De mennesker vi ser op til, dem føler vi 
lidt fremmede. Vi kan ikke forstå dem.  Det kan være 
mennesker i høje stillinger. Vi kan ikke forstå, hvordan de 
kan overskue så meget og have så stort overskud at de f.eks. 
kan tumle med milliarder af kroner. Sådan kunne vi også 
forestille os Gud, som en fremmed, der kan gennemskue alle 
ting og har øje for milliarder af skabninger. Men barnet i 
krybben fortæller os, at vi ikke skal se op til Gud, som om 
Gud er højt oppe. Vi må se ned. En krybbe står jo på gulvet 
i en stald. Et lille barn holder man i sine arme. 
Selvfølgelig kan man godt tænke ved et lille barn: hvordan 
vil han eller hun bliver som voksen. Men alligevel føler man 
ikke barnet som en fremmed. For barnet kalder på alle vores 
bedste følelser.  Gud lader sin søn føde i en stald og blive 
lagt i en krybbe, for at kalde på alle vores bedste 
følelser. 
     Jeg har læst en engelsk forfatter, som har leget lidt 
med tanken, at Gud viser sig i et barn. Forfatteren påstår, 
at solen står op hver morgen, fordi Gud vil det. Gud er som 
en utålmodig fire-årig, som er lysvågen, selv om mor og far 
stadig sover. Og så står barnet dér og river i dynen for at 
få dem op til en ny og spændende dag. Sådan er Gud, påstår 
den engelske forfatter. Hver morgen gennem årmilliårderne 
står Gud dér og hopper af utålmodighed og råber til solen: " 
Engang til! Stå op en gang til!" Gud bliver aldrig træt. 
Præcis som et barn elsker Gud gentagelsen. Og solen adlyder 
morgen efter morgen gennem årmilliarderne den Gud, som er. 
     Der er noget sandt i det, som den engelske forfatter 
siger. Da Jesus senere fortalte om Gud, da opfordrede han os 
jo at blive som børn: Hvis I ikke vender om og bliver som 
børn kommer I slet ikke ind i Guds rige. Er det fordi Gud 
helst vil være sammen med nogle, som ligner ham, så Gud mere 
ligner børnene end de voksne. 
     Det fortælles i Det gamle Testamente, at to profeter 
gik og talte sammen og så sendte Gud  fra himlen en ildvogn 
med ildheste og den ene profet blev sat op i vognen og for 
til himmels. Når Gud kunne tage et voksent menneske op i 
himlen, så kunne Gud også lade et voksent mennesker dumpe 
ned på jorden.  Der må være en grund til, at Gud ikke bare 
sendte sin søn som voksen og pludselig lod Jesus dukke op 
fra ingenting, så han straks kunne give budskabet fra Gud. 
Nej, Gud besluttede at lade sin søn føde, og det skulle være 
i en stald, og han skulle lægges i en krybbe. Det er der en 
grund til. 
     Grunden er, at Gud tog den beslutning, at han vil tale 
til mennesker på en ny måde. Fra alteret hørte vi, at Gud i 
fortiden mangefoldige gange og på mangfoldige måder har talt 
til sit folk gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har 
han talt til os gennem sin søn. Gud talte sådan, at selv 
børn kan forstå det, eller sådan at kun børn kan forstå det. 
     Gud besluttede, at han ville tale til os på en ny måde. 
Gud havde prøvet på mange måder førhen. Men nu gjorde Gud 
noget nyt. 
     Det er som om vi kan høre ud af juleevangeliet, hvor 
meget Gud glæder sig julenat. Normalt er himlen sikkert fuld 
af jubel og sang. Men det er som om himlen strømmer over. 
Det er ikke kun én engel, som træder frem for hyrderne. Det 
er en himmelsk hærskare.  Når vi jordiske forældre får et 
barn, så kan vi ikke lade være med at fortælle det til 
andre. Vores glæde strømmer over. Sådan har Gud det også. 
Gud siger det selv ved Jesu dåb, da Jesus var 30 år gammel. 
Da lyder der en stemme fra himlen, som siger: Du er min 
elskede søn. I dig har jeg fundet velbehag. Englene synger 
det julenat, om Guds velbehag. Gud elsker sin søn. Også vi 
jordiske forældre kan blive varme om hjertet, når vi ser på 
vores børn, om de er helt små og ligger i vuggen eller om de 
er større. Det er det velbehag, som Gud har, til sin søn. 
Når vi er rigtig glade kan vi ikke lade være med at gå rundt 
og fortælle hvorfor.  Julenat er det som om Gud jubler, og 
Gud kan ikke holde det for sig selv.  Gud sender engle for 
at udråbe sin glæde. 
     Men der er en stor forskel mellem Gud og os. Jordiske 
forældre er stolte, når de får et barn. De føler barnet er 
deres. Det er født til dem.  Men læg mærke til englen 
julenat. Den siger ikke: I dag er der født Gud en søn. Nej, 
den siger til hyrderne og til os: I dag er der født jer en 
frelser.  Guds barn fødes til os. Til fred og frelse for os. 
Til vores velbehag. Freden kommer til os fra Gud. Fred til 
mennesker med Guds velbehag. Guds egen glæden gives til os. 
     Kan vi så leve med i det? Ja, hvis vi bliver som børn. 
Som voksne tænker vi: et barn i en stald. Markarbejdere 
kommer på fødselsvisit. Hvad er det.  Hvad stort er der i 
det.  Og er englens ord ikke overdrevet, at glæden skal være 
til hele folket. Hele jødefolket har jo travlt julenat med 
at rejse hen til den by, hver stammer fra. De har ikke fred. 
De tænker vel mest på penge.  Nemlig hvor meget mere skat 
kejseren vil kræve og om det helt vælter budgettet. Folket 
skal tælles for at betale skat. Og folket har talt på 
fingrene om hvad de nu havde råd til. Hvor er juleglæden. 
     Og hvordan kan Gud glæde sig, når der er så lidt 
opmærksomhed ved hans søns fødsel. Kejserens ord skaber stor 
opmærksomhed. Alle hører hans ord og adlyder det. Men Guds 
ord er der kun nogle markarbejdere, som hører. 
     Men det er et kendetegn ved Gud. Det er noget som vi 
kan høre ud af mange af Jesu ord, at Gud starter i det små 
og skjulte og Gud kan forudse det store resultat.  Gud kan 
se, hvad det bliver til. Det ligner dette med at så et lille 
frø. Det ser ud af intet, når det bliver lagt i jorden, men 
det vokser op til en smuk blomst.  Englen siger julenat, at 
den store glæde skal være for hele folket.  Det betyder, at 
sådan vil det ende. Nemlig i himmeriget, dér skal hele 
folket være, ja, alle folkeslagene være og de skal være 
fyldt med glæde. Julenat er begyndelsen. Himmerigets konge 
fødes. 
     Og når vi gør os til børn, så kan vi mærke, at barnet i 
krybben er vores bror.  Ved at gøre Jesus til vores bror, 
gør Gud os til Jesu søskende og derved gør Gud os til sine 
børn.  Det er underet julenat. Det var ikke en nat som de 
andre. Sådan skriver Johannes Johansen i et juledigt, som 
jeg vil slutte med 
 
ny prædiken 
 
     Hyrderne lå ude på den kolde og mørke mark med deres 
dyr. De havde nok tændt et bål, men det gjorde, at mørket 
uden omkring føltes endnu tættere.  Og en dyb stilhed var 
der. Måske bevægede dyrene sig lidt indimellem, men ude i 
mørket var der ingen lyde, selv om hyrderne lyttede godt 
efter. De var på vagt, for at ingen rovdyr skulle snige sig 
ind og overfalde dem. 
     Men pludselig var der et skarpt lys, stærkere end 
solen, som en eksplosion uden lyd. Og hyrderne blev helt 
blændet af det. Og de var rædsesslagne. Men fra lyset lød 
der en stemme: Fyrgt ikke. Se jeg forkynder en stor glæde, 
som skal være for hele folket. I dag er der født jer en 
frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren. 
     Det eksploderende lys og den overnaturlige stemme 
viser, at den glæde, der er tale om, må være af helt 
usædvanlig art. Det er også sjældent, at der sker noget 
glædeligt for et helt folk eller for hele jorden. Det er 
sjældent det gode gælder for alle. Der er altid nogen, som 
overses. Men englen siger altså, at denne store glæde gælder 
alle: Jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for 
hele folket. 
     Den julegave, der her er tale om, må virkelig være 
ualmindelig stor og flot. Det skarpe lys, den overnaturlige 
stemme og den eksploderende glæde har fået hyrderne til at 
vente sig det helt store. Frelseren, der er tale om, må 
virkelig være noget helt for sig selv. 
     Men så får de at vide, at de skal finde et barn, et 
ganske almindeligt barn, og de skal finde det i en stald, i 
en krybbe, det sted hvor dyrene ellers får deres mad. En 
stor glæde for hele folket og et lille ganske almindeligt 
barn i en næsten for almindelige krybbe, - hvordan passer 
det sammen? 
     Det skal være jer et tegn, siger englen om det nyfødte 
barn i stalden.  Og ligesom for at understrege englens ord, 
er der mange stemmer, mange engle, som synger: Ære være Gud 
i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds 
velbehag. 
     Den lille nyfødte er et teng, som har betydning for 
Gud, for jorden og for menneskene. Barnet kaster glans over 
Gud. Og det giver frelse og fred på jorden og hvert enkelt 
menneske får Guds velbehag.  Men der er intet overnaturligt 
ved barnet i stalden, i hvert fald ikke umiddelbart. 
     I Betlehem er det er ganske almindeligt nyfødt barn, 
som maria og Josef vieser frem. 
     Men hyrderne er ikke skuffede. De føler sig ikke snydt. 
De føler sig hjemme. Og det var meningen med, at Jesus kom, 
for at kaste glans over Gud, en ægte og stille glans. Gud 
vil nemlig ikke tilbedes her på jorden ved at vi stråler og 
synger som engle. Nej, Gud vil tilbedes, ved at vi er sammen 
med hinanden som mennesker. Og barnet i krybben er et ægte 
og virkeligt menneske, der lever til Guds herlighed. 
     Jesus kom for at kaste en ægte glans over Gud. Og Jesus 
kom for at bringe Guds velbehag, en ægte velvære til hvert 
menneske. Og netop fordi der ikke er noget overnaturligt ved 
det lille nyfødte barn, derfor kan vi føle os hjemme. Netop 
derfor får vi himmelsk velvære. 
     Det ægte i juleevangeliet kan vi se, når vi 
sammenligner Kejser Augustus og Gud den almægtige. 
     Kejseren udsteder en befaling, og så må folk adlyde. 
Kejseren siger et ord, og det sætter alle folk i bevægelse. 
I hvert fald regnede kejseren sit rige for hele verden. De 
romerske kejsere var meget selvsikre. De følte sig 
almægtige. Kejser Augustus har sikkert nydt, at han kunne 
sidde roligt og sige: Jeg befaler .. og så måtte alle folk 
ud på vejene, hver til sin by. Det viser hans magt. Alle må 
adlyde. Og alle bliver skrevet op. Ingen og intet er skjult 
for kejseren. 
     Men mon det lille nyfødte barn i krybben kom med i 
folketællingen.  Jesus blev ikke regnet med. Og hyrderne ude 
på marken, om dem hører vi heller ikke, at de var blevet 
skrevet på listen. Evangelisten Mattæus fortæller om vismænd 
fra østen som besøgte barnet i stalden og vismændene kom fra 
et land langt fra romerriget. De talte heller ikke med. 
     Kejseren og hans befaling satte bevægelse i mange 
mennesker. Det skete i de dage.. Ja, der skete så sandelig 
noget. 
     Men der er nogen som er uden for, barnet i krybben, 
hyrderne og vismændene. De er skjult. Dem er der ingen, som 
regner med. 
     Kejseren sætter bevægelse i millioner af mennesker. 
Gud sætter bevægelse i nogle få hyrder og vismænd. Men netop 
det har jo senere rørt manges hjerter.  Netop det har sat 
bevægelse i mange menneskers sind, så vi får en ægte 
juleglæde. 
     Det er et billede, at det var om aftenen, at Jesus blev 
født.  Det var i mørket, alle menneskers mørke, at Gud 
tændte et lys. Det var for at gøre os alle sikre på, hvordan 
Gud er. Glæden er til hele folket, også dem der er uden for 
og som ikke tæller med. Ja, freden er til hele jorden. 
     Julenat viser Gud, at han elsker os alle. Guds ord 
julenat, juleevangeliet, sætter bevægelse i vores hjerter, 
så vi allesammen kan holde julefest. Vi fester ved at være 
sammen.  Også de som er alene, må mærke et usynligt 
fællesskab, som forbinder jord og himmel.  For os andre er 
det lettere, vi som kan se vores familie, som vi fester med. 
Men det gælder for os allesammen, at vi må feste af hele 
vores hjerte. 
     Der er mennesker, som er moralske, i den forstand at de 
siger, det er frådseri at spise så meget, at tænde så mange 
lys, og give så mange gaver. 
     Der var engang en kvinde som købte en meget dyr salve 
eller parfume, noget helt unyttigt og luksusagtigt og hun 
hældte det over Jesus på engang.  Hun sparede ikke på det, 
men brugte det på et sekund.  Disciplene sagde, at pengene 
hellere skulle være givet til de fattige.  Men Jesus roste 
hende, og sagde at det aldrig skulle glemmes, hvad hun havde 
gjort. Man kunne godt forstå, hvis hun havde givet alt hvad 
hun ejede væk for at hjælpe andre, at hun så var blevet 
rost.  Men Jesus roste hende for at hun gjorde noget helt 
overflødigt. 
     For Jesu skyld må vi være sådan i julen. For Jesu skyld 
må vi feste.  Mon ikke det var derfor Jesus tit 
sammenlignede himmeriget med en fest. I lignelsen om den 
fortabte søn hører vi endda, at faderen giver den søn, som 
har brugt alle sine penge og har levet dårligt, den søn 
giver faderen festtøj på og ring på fingeren og sko på 
fødderne og det bedste kød bliver sat på bordet og der 
kommer musik og dans, for at fejre at sønnen er blevet 
levende igen, at han som var fortabt er fundet igen. 
     For Jesu skyld må vi feste og tage det bedste tøj på og 
tage alle vores smykker på og dække fint bord og spise og 
høre julemusik og danse omkring juletræet og synge 
julesalmer til Guds ære.  Det er netop den ægte juleglæde, 
som viser, at Gud har sat bevægelse i os på en helt anden 
måde end de jordiske kejsere i al deres magt kan dirigere 
rundt med folk. 
     Om det skriver Johannes Johansen i en salme: 
Kom, tro, og kom, glæde, 
dansende i kæde. 
Vi synger på vejen til Betlehem. 
Her for vort øje 
kongen af det høje 
er født af jordens kvinde. 
Se Herrens tjenerinde, 
forenet skal vi finde 
Gud og mand. 
 
Kom, konger og hyrder, 
kast de tunge byrder 
af purpur og pjalter for barnet ned. 
Kom tro og glæde 
ind for ham skal træde, 
se,sangen er hans trone. 
et trappetrin hver tone. 
I ham skal sig forsone 
Gud og mand. 
 
Kom, himlens keruber, 
stjernerne får struber, 
al ære får Gud i det højeste. 
Jorden skal kende 
freden uden ende. 
Al magten får den lille. 
Al verdens kræfter vilde 
skal aldrig kunne skille 
Gud og mand. 
 
Her samles de alle, 
dem vor Gud vil kalde. 
Se, her er Guds hus, her er himlens port. 
Her er den spæde, 
barnedåbens glæde. 
Her dækkes nadverbordet. 
Her jubler lovsangskoret 
sin første sang for Ordet, 
Gud og mand. 
 
ny prædiken 
 
     Hver sætning i juleevangeliet er fyldt med tanker. Vi 
kan gå fortællingen i gennem sætning for sætning. Allerede i 
de første ord ligger der en hemmelighed skjult. Det skete i 
de dage. I de ord må vi gerne høre, at det er Gud, som lader 
det hele, så det følger hans plan. Det er Gud, som får 
Augustus til at udskrive folketælling. Det er Gud, som 
sørger for, at Maria må til Betlehem, for det er dér Gud vil 
have sin søn født, for at forudsigelserne om den nye konge 
kan gå i opfyldelse. Profeten Mika havde profeteret, at der 
skulle udgå en hersker fra Betlehem i Juda land, en hersker 
som skulle blive hyrde for Guds folk. Og Gud sørger i det 
skjulte for, at det kommer til at ske. Kejser Augustus 
troede, at han selv var den, som bestemte, og han gjorde det 
for sin egen skyld, for at kunne inddrive skat. Og Kvirinius 
følte sikkert også, at han havde stor magt som statholder. 
Men begge var de kun redskaber for Guds vilje. Det skete i 
de dage. 
     Man kan godt forstå, at kejser Augustus troede han sad 
på toppen af magten. Han kunne befalede med alle sine 
statholdere. Han kunne befale med al verden og sende dem ud 
på vejene. Med sin befaling satte han bevægelse i hele 
romerriget og dengang regnede man romerriget for det 
vigtigste del af verden.  Men i det skjulte var det Gud, som 
stod bag befalingen og Gud satte både himmel og jord i 
bevægelse.  Det var ikke kun på jorden, der var stort røre. 
Det var også i himlen.  For nu skulle frelseren fødes, hele 
verdens frelser, og Gud forstår ikke verden begrænses til et 
område som romerriget.  Det er virkelig bogstaveligt hele 
verden, som nu får en ny konge. 
     Jeg læste i avisten for et par uger siden om en 
undersøgelse, som var foretaget i Sovjetunionen. Det 
spørgsmål, som blev stillet folk, var dette: Hvilken person 
vil have størst betydning for befolkning i Sovjetuionen i år 
2000. Og langt over halvdelen af de spurgte svarede, at 
Jesus ville få større indflydelse på hverdagen end Gorbatjov 
og Lenin. Det viser hvilken kongemagt det lille barn i 
Betlehem har. Der kan være en periode i det landts historie, 
hvor folket ikke anerkender Jesus som konge. Men så vender 
det, og de indser, at Jesus har større indflydelse på vores 
hverdag end alle politikere og kejsere. 
     Maria og Josef drog afsted for at lade sig indskrive i 
den by, deres slægt var hjemme. Det kan være en positiv 
oplevelse at komme til den by, hvor man er født eller hvor 
ens familie har levet. Så går man rundt i gaderne og mindes 
de år man har levet dér. Og selv om der kan være sket store 
forandringer. Nogle huse er revet ned. Nye kvarterer er 
opstået. Så er der noget gyldent over den by, hvor man har 
tilbragt sin barndom. Men forudsætning for at det kan blive 
en positiv oplevelse, er jo, at rejsen ikke er tvungen. Det 
var den for Maria og Josef. De havde heller ikke familie i 
Betlehem.  Så havde Josef og Maria fået husly hos dem.  Nej, 
det var langt tilbage i hans slægt, at Josef stammede fra 
Betlehem og han kendte ingen der.  Han havde måske aldrig 
før været dér. Og det var kejseren, som befalede ham og hans 
gravide Maria at de skulle rejse på det mest ubelejligede 
tidspunkt.  Og Josef tænkte vel også på grunden til 
kejserens befaling, at 
det var for at kontrollere dem, der betalte skat.  Josef 
følte det nok som om han fik et brev fra skattevæsenet om at 
han skulle møde op og stå til regnskab. Og de havde det 
svært nok i Israel.  Arbejdsløsheden var stor. De betalte 
allerede meget til besættelsesmagten, romerne. Hvordan ville 
fremtiden nu blive. Det så ud til, at kejseren havde nye 
planer om nye indtægter til romerriget. Det var grunden til 
Kejserens befaling om, at alle skulle indskrives på 
mandtalslister. 
     Men også her er der en dyb betydning bag ordene.  Gud 
lod jo Jesus, sin søn føde for at give os alle børneret, 
dvs. skrive os op i sin livsbog. Det er det som sker ved 
dåben og som en af vores dåbssalmer synger til Gud om 
dåbsbørnene: O, skriv dit navn i deres hjerte, og deres i 
din højre hånd. Det betyder, at Jesus, vores frelser, har 
givet os, at vi har hjemme hos Gud, som et barn hos sin far. 
Bag ordene om folketælling og folkeindskrivning og 
skatteopkrævning må vi læse Guds evangelium til os, at Gud 
har skrevet vores navn i sin højre hånd og ikke vil glemme 
os, hvor vores livsrejse end fører os hen.  Gud lader alt 
ske julenat i Betlehem for at føre os hjem til det sted, 
hvor vi hører til, nemlig i hans hjerte. Og han gør det ikke 
for at kræve noget af os eller stille os til regnskab, men 
for give os alt det, vi har brug for i vores liv. Fremtiden 
er blevet en anden efter julenat i Betlehem. Selv om 
jordiske skatteopkrævere prøver at bestemme over vores nutid 
og fremtid, så ved vi, at vores fremtid ikke er usikker. Vi 
bliver ført ind i armene på den, som har givet os sin 
dyreste skat, sin egen søn. 
     Og det er til os alle juleevangeliet er. Det må vi 
hører i ordene om hyrderne på marken, som ser Guds engle. 
Også i de ord er der en dyb betydning. For det første minder 
det om noget meget vigtigt i jødernes historie. Det var 
nemlig dengang Moses levede som hyrde ude i ørkenen, at han 
så den brændende tornebusk, en busk som blev ved med at 
brænde uden at forsvinde, og da Moses gik hen til den for at 
undersøge det mærkelige syn, da sagde en stemme fra busken: 
Kom ikke nærmere, tag dine sko af. Du står på hellig jord. 
Det var Gud selv, som talte til Moses, og Moses skjulte sit 
ansigt for ikke at se Gud, da man dengang mente, at hvis man 
så Gud, så ville man ikke overleve det. Og Gud sagde til 
Moses, at han skulle føre Israel frelst ud af Ægypten, og 
Gud fortalte sit navn til Moses: Jeg er. Sådan sagde Gud om 
sit navn: Jeg er.  Alt det skal vi tænke på, når vi hører om 
hyrderne på marken uden for Betlehem.  De var også alene ude 
i ødemarken.  De så også et lys, og de hørte en stemme.  Men 
stemmen advarede ikke hyrderne og sagde, at de skulle holde 
sig væk, fordi de var på et helligt sted.  Nej, stemmen 
sagde: Frygt ikke. Hyrderne fik lov til at gå helt nær til 
frelseren, barnet i krybben. De måtte bøje sig ned og se 
barnet i øjenene.  De skulle ikke skjulte deres ansigt.  De 
måtte se deres frelser i øjenene.  Den frelser, som ikke kun 
skal føre Israel frelst ud af deres slaveri, men fører os 
alle ud af døden ind i livets land.  Ja, med det lille barn 
hører vi Gud sige et nyt navn om sig selv. Nu siger han ikke 
kun Jeg er, men mere end det: Jeg er jeres himmelske Far. 
     Ordene om hyrderne på marken skal også få os til at 
tænke på en anden stor begivenhed i jødernes historie, 
nemlig dengang David blev valgt til konge. Det var også i 
Betlehem. Profeten Samuel var sendt af Gud for at salve den 
nye konge. Og Davids far troede jo det var den ældste, den 
førstefødte søn, som skulle være konge. Men Samuel sagde: 
nej, det er ikke ham. Så førte Davids far den næste søn frem 
for profeten, men også til ham sagde Samuel nej.  Det skete 
med alle syv sønner. Og Samuel spurgte: Har du ikke flere 
sønner. Jo, svarede faderen, den yngste er ude på marken og 
vogte kvæget.  Hent ham, sagde profeten og det var David, og 
da profeten så ham, sagde han: Det er vores konge og han 
salvede ham.  David, der lige havde vogtet dyr, blev hyrde 
over sit folk. Han blev den største konge, jøderne havde 
haft og de længtes altid tilbage til hans tid og håbede der 
ville komme en konge som han, en Davidssøn. Det er Jesus. 
Han er hyrdernes hyrde. Han vogter os. Et sted siger han: 
frygt ikke, du lille hjord.  Jeres far har besluttet at give 
jer riget. Jesus er en hyrde, der har kærlighed, ikke kun 
til Israel, men til alle os små mennesker. Han kalder os: du 
lille hjord. Og han fortæller, hvor han vil føre os hen, ind 
i Guds rige. 
     Alt det må vi hører i ordene om hyrderne på marken 
julenat.  Vi skal gøre som Maria efter at hyrderne havde 
forladt hende. Hun gemte alle disse ord i sit hjerte og 
grundede over dem. Det skal vi også gøre. For i de ord er 
dybe hemmeligheder gemt.  Ordene peger tilbage til fjerne 
tider. Og ordene peger frem og åbner fremtiden for os, så vi 
ser Guds riges herlighed, ja vi ser ind i Guds hjerte. 
 
ny prædiken 
     Vi holder jul hvert år. Vi ændrer måske vores 
juleskikke lidt, men i det store hele er det det samme vi 
gør hvert år. Det er ikke en rigtig jul, hvis vi ikke får 
noget godt at spise. Det er ikke en rigtig jul, hvis vi ikke 
får noget smukt at se. Vi tænder stearinlys. Vi pynter. Det 
er kun en rigtig jul, når vi får noget smukt at høre. Vi 
synger vores smukke,gamle julesalmer.  Ja, for de fleste af 
os bliver det første jul, når vi får hørt evangeliet fra 
Lukasevangeliet. De dejlige ord om kejser Augustus og Maria 
og Josef og barnet i krybben.  Så mange gange har hørt 
ordene, at vi næsten kender dem udenad, men de skal 
gentages, for at det kan blive en rigtig jul. 
     Når vi gentager alle juleskikkene, både det vi smager 
og ser og hører så er det ikke af dovenskab, fordi vi ikke 
gider finde på noget nyt. Nej, det er med vilje. Vi gør alt 
for at julen i år skal blive ligesom den altid har været. 
Det er meningen. Det er det vi anstrenger os for at julen 
bliver ved med at være som den var engang, ja, helst som den 
var i vores barndom. 
     Andre ting i vores tilværelse prøver vi at gøre bedre 
end det var førhen.  Og det er kun få mennesker, som ønsker 
at alting skal være som i gamle dage. Men med julen er det 
sådan, at alle både børn og unge og voksen helst vil at 
julen skal være helt den samme. Og det er fordi julen giver 
os noget, vi ikke kan leve uden. 
     Når vi gentager det, når vi holder jul hvert år, når 
juleevangeliet hvert år lyder i vores kirker, er det ikke 
kun fordi det er en smuk fortælling og en smuk tradition, 
som vi har vænnet os til. Nej, det er fordi vi har brug for 
det. Det er nødvendigt. Vi kan ikke leve uden. 
     Mad skal vi have. Det kan vi ikke leve uden. Det kan vi 
kan godt forstå. Vi må gentage vores måltider med jævne 
mellemrum ellers får vi det dårligt. Og når vi har fundet en 
god ret, så husker vi den, for at vi kan lave den igen, 
akkurat den samme gode ret. For det hele ville blive trist, 
hvis vi ingen mad havde. Og det ville blive trist hvis vi 
aldrig fik god og smuk mad. Hvis kartofler og kød og sovs og 
grønsager var kørt gennem en kværn og kom ind på bordet som 
en grød, så ville vi til sidst blive træt af det. Vi ville 
miste apetitten. 
     På samme måde er det med det vi høre. Det er ikke kun 
det vi får ind af munden, som er livsvigtigt for os. Også 
det som vi får ind af ørene er lige så vigtigt. Og vi bliver 
nødt til at få det gentaget, ellers vi det dårligt.  Ja, når 
vi har hørt nogle gode ord, som juleevangeliet, så vil vi 
selvfølgelig have dem gentaget. For det hele ville blive 
trist, vi ville miste apetitten på livet, hvis ikke vi med 
jævne mellemrum får det gode og søde og velsmagende ord at 
høre. 
     Når vi gentager julen og gentager det vi smager og høre 
og ser, så er det fordi vi ikke kan leve uden. Julens ord 
gør vores liv godt.  Og det er vel at mærke sådan, at vi kan 
spise for meget og blive tunge og slappe af det.  Men vi kan 
ikke høre for meget af juleevangeliet. Jo mere vi hører, 
desto lettere bliver vi om hjertet, desto mere energi og 
lyst får vi til at leve og glæde os over livet. 
     Det giver Julens gode ord, glæde. Englene siger det 
direkte: " Jeg forkynder jer en stor glæde." Midt ind i 
vores sultne sind, midt ind i vores tavse lytten lyder 
englens strålende ord: " Jeg forkynder jer en stor glæde." 
Det var ikke, hvad hyrderne havde ventet. De lyttede efter 
de vilde dyr. De lyttede efter farene ude i mørket.  De 
lyttede til nattens lyde, men det de fik at vide det var en 
strålende og lysende glæde. Det var solskinsord de fik.  Og 
det er meget vigtigt at vi lægger mærke til englens ord. 
Englen siger ikke: " Jeg fortæller jer om en stor glæde." 
Som om hyrderne først skulle høre budskabet og så finde ud 
af, om de kunne glæde sig over det. Englen kommer ikke med 
tomme ord, som hyrderne og vi skal fylde indhold og følelser 
på.  Nej, englen kommer med selve glæden. " Jeg forkynder 
jer en stor glæde." 
     Derfor er juleevangeliet til os alle. Også dem som 
allermindst kan føle det. Ja, om alle vores andre juleskikke 
kan sige, at de falmer for de mennesker, som er ensomme og 
syge. De kan simpelthen ikke finde nogen julehygge. Måske 
føler de, at al juletravlheden og alle de store julemåltider 
er uhyggelige. Men sådan er det ikke med hensyn til 
juleevangeliet. Det gælder ligeså meget de ulykkelige som de 
lykkelige, ligeså meget de syge som de raske, måske endnu 
mere. Netop dem, der sørger, har da endnu mere brug for 
englens ord: " Jeg forkynder dig en stor glæde." Alle dem, 
der ikke kan finde nogen glæde i deres eget liv, de har da 
netop brug for at få den fortalt, at få glæde udefra.  Som 
det netop er de sultne, som har brug for mad. Sådan er det 
netop de sørgende, som har brug for trøst. Det er netop de 
hvileløse, som har bruge for fred. Og det giver 
juleevangeliet. 
     Og jeg vil ikke male vores liv her jorden på helt sort. 
Men vores følelser er det tit. Selv om der sker meget godt i 
vores liv, selv om vi klare os ganske godt for det meste. Så 
svinger vores følelser eller vores situation.  Det sker for 
de fleste af os, for nogle mere end andre, at vi vågner op 
en dag, og uden at vi kan sige hvorfor, så er vores følelser 
blevet kolde, og vi synes det hele er håbløst. Måske skyldes 
det noget der sker, at vi har tabt noget eller mistet noget 
eller at vi savner nogen, men det kan også ske uden at der 
er nogen grund til det. Pludselig har vi tabt modet. 
     Derfor er det nødvendigt hvert år at gentage julens 
gode ord, englens ord: " Jeg forkynder jer en stor glæde." 
For der hører vi jo, at den glæde ikke er afhængig af vores 
følelser.  Den glæde kommer til verden uden for os.  i 
barnet i krybben. Det barn kalder glæden frem i os, hvor 
sort vores sind end er. Og den glæde bliver ved. Vi kan 
vende tilbage til den, hvordan det end går os. Den glæde er 
stabil og fast.  Det er nødvendigt det bliver gentaget for 
os, for vi regner vores tanker og følelser for alt for 
betydningsfulde. Det skal vi ikke. Vi skal have nok i den 
glæde som juleenglen giver os. Den glæde er rigelig til os, 
om vi er ensomme,trætte, syge eller glade, raske, modige. 
Det er nødvendigt vi får den glæde fortalt, så der kan komme 
noget godt ud af vores liv. 
     Ja, det er nødvendigt vi får ordene fortalt for at vi 
kan tro. Det er jo næsten som om alt det mørke og håbløse 
også var dominerende i Jesu liv. Når man ser på det udefra, 
så er der noget sørgeligt og ynkeligt over fødslen i stalden 
i Betlehem. Så tilfældigt det hele sker. Så ubvelejligt og 
anstrengende og trættende. Den unge Maria skal hjemmefra, 
netop på det tidspunkt hvor hun trænger til allermest hjælp 
fra sin familie og fra de andre kvinder i familien. Josef 
var nok ikke til stor hjælp.  Hvorfor skulle det hele være 
så vanskeligt: ingen værelser, ingen hjælp. Josef og Maria 
var meget unge.  Hvordan kunne de overhovedet se sig ud af 
den situation, de var i. Ikke nok med at de nu skulle være 
forældre. Det kan vel få alle unge til at blive usikre. Kan 
de nu også klare det. Men de havde også fået at vide, at det 
var et særligt barn, som de fik. Hvordan kunne de blive 
rigtige forældre for det barn, når det begyndte så dårligt. 
Det viste da, at de ikke duede, når de ikke kunne skaffe 
barnet bedre forhold allerede fra fødslen. 
     Også senerehen i Jesu liv, da var der selvfølgelig 
lyspunkter, befriende ord og befriende gerninger. Der var 
øjeblikke fulde af trøst og håb. Men der var lige så mange 
gange måske flere, hvor ingen forstod Jesus eller troede på 
ham, selv hans nærmeste, ja, hans familie de mente han var 
sindsyg, og hans disciple de fattede ikke meget af Jesu ord, 
da de gik sammen med ham. Det var først efter hans død, da 
de tænkte sig om, at det hele gik op for dem.  Men da Jesus 
levede og gik sammen med dem, da var der mange gange, hvor 
de var skuffede over ham. Hvorfor blev det ikke til mere? Og 
særlig slemt var det selvfølgelig langfredag. Hverken Jesu 
fødsel eller hans død, yderpunkterne af hans liv ser særlig 
glædelige ud.  Glæden kan man ikke sige sig selv. Man skal 
have den fortalt. Det er en engel, som ved fødslen julenat 
siger: Se, jeg forkynder jer en stor glæde." Og det er en 
engel, som ved graven påskemorgen siger: " Han er 
opstanden." Det er ordene til os. Juleglæden og påskeglæden 
bliver fortalt til. Det er nødvendigt. Det er også 
nødvendigt at ordene gentages. For vi kan ikke sige os dem 
selv.  Vi kan ikke tro, hvis ikke ordene blev fortalt til 
os. 
     I barnet i Betlehem er Guds fred kommet til os. Julen 
er en fest, hvor vi fejrer den fred, som Jesus bragte til 
jord, den fred, som stadig gælder, stadig er levende. 
     Julens under er, at vi i det lille menneskebarn i 
stalden får Guds sande ansigt at se, Guds milde ansigt, som 
lyser fred ud over os. Gud viser sit inderste for os i det 
lille barn. For Guds kærlighed består ikke kun i, at han 
ønsker alt godt for os, og har os i sine tanker. Gud fører 
sin kærlighed ud i livet. Guds kærlighed er lige så virkelig 
som et menneske, ja, Guds kærlighed er virkelig, er kommet 
til verden, i mennesket Jesus. 
     Det er julens gode ord til os: " Til jer er i dag en 
frelser født i Davids by. Han er Kristus, Herren." 
     Hvis vi får de ord gentaget ofte nok, kan det være vi 
også siger: Jesus er frelseren. Ære være Gud i det højeste. 
Amen.