Julen er glædens og tryghedens tid. Gud er os nær i det 
lille barn i krybben. Hvorfor skal vi så høre om forfølgelse 
og drab og ødelæggelse af den hellige by Jerusalem her på 
anden juledag. Det er fordi der er meget ondt her i verden 
og det må vi ikke glemme, selv ikke ved juletid. Der er 
ondskab og ligegyldighed endda over for Gud. Det skal vi 
ikke glemme i julens glæde, men det stærke budskab vi får 
anden juledag er, at al ondskab og vold her i verden ikke 
kan ophæve glæden og freden fra Gud. 
     I dag vil jeg læse mellem linierne i Jesu ord. 
Selvfølgelig skal vi tage Jesu ord bogstaveligt. Men nogle 
gange siger Jesus mere i det skjulte end han siger med rene 
ord. Og det gælder i dag. Når vi læser det der står, så 
lyder det meget trist. Jesus sender budbringere til jøderne, 
men de vil piske og dræbe budbringerne. Som jøderne har 
gjort gennem hele deres lange historie med Gud. 
     Jesus har set gennem fingre med, hvordan jøderne har 
været. Han har gjort alt for at samle dem. Han ville samle 
dem kærligt som en høne tager sig af sine kyllinger. " Men I 
ville ikke". Så trist er det.  Jøderne afviste Jesus.  Så nu 
bliver de alene, deres hus bliver øde og tomt.  De to ord 
rummer den værste ensomhed og intethed man kan tænke. For de 
to ord, øde og tomhed, bruges i begyndelsen af vores bibel, 
før Gud havde skabt himlen og jorden, dengang var der tomhed 
og øde, der var mørke.  For Gud havde endnu ikke talt sit 
skaberord. Så stærkt er det som Jesus siger til jøderne. 
Når de afviser Gud, så er de forladt af Gud, i mørke og 
tomhed. 
     Den dom har ikke været let for Jesus. Han ville jo så 
gerne samle Guds folk under Guds vinger. Ja, Jesus taler 
ikke direkte om sine følelser og så gør han det alligevel, 
for han citerer en salme fra GT. I sl. 69 står der: Deres 
lejr skal blive øde, ingen skal bo i deres telte. Det er 
altså døden der er tale om. Livet og menneske forsvinder, 
hvor Gud Skaberen og Gud frelseren ikke må være. I sl. 69 
gælder straffen dem, der forfølger de troende. Og 
salmedigteren synger til Gud: Du ved selv, hvor jeg bliver 
hånet.  Mine fjenders hån har knust mit hjerte. Jeg håbede 
på medfølelse, på nogen der ville trøste mig. Jeg fandt 
ingen. De gav mig malurt at spise og eddike til at slukke 
min tørst. Jeg er hjælpeløs, jeg lider. Lad din hjælp 
beskytte mig, Gud. 
     Der er ingen tvivl om, at salmedigterens ord udtrykker 
Jesu følelser i den sidste tid inden langfredag. Så 
fortvivlet har han været. Det må vi læse mellem linierne i 
prædikestykket i dag, fordi Jesus citerer sl. 69. Der står 
jo i øvrigt også en forudsigelse om langfredag: de gav mig 
eddike til at slukke min tørst. Jeg lider. Det kom til at 
slå til. 
     Lidt før i salme 69 står der også: De, der hader mig 
uden grund, er flere end hårene på mit hoved. Mange vil gøre 
det af med mig. Jeg er blevet en fremmed for mine brødre, en 
udlænding i mit eget folk. Sådan var Jesu følelser i den 
sidste tid af hans liv. 
     Hvordan kunne Jesus bærer det. Det kunne han fordi han 
stadig stolede på Gud, på Guds magt og Guds hjælp. Selv da 
alle var mod Jesus. Han kunne forudse korsfæstelse for sig 
selv. Han kunne forudse forfølgelse for de første kristne. 
Selv da mistede Jesus ikke troen på Gud. Og det er julens 
evangelium. Midt i mørket, hvor stærkt det end er, må vi 
bevare troen og tilliden til Gud. Lyset fra Gud skinner og 
det skærer gennem al verdens ondskab for at bringe håb og 
frelse, så vi kan gå ind i Himmeriget. 
     Også det kan vi læse i sl. 69. Den slutter nemlig 
sådan: Jeg vil lovprise Guds navn med sang. Når de ydmyge 
ser det, skal de glæde sig. I, der søger Gud, skal få nyt 
mod. For Herren hører på de fattige. Himmel og jord skal 
lovprise ham. For Gud frelser Zion. 
     Sådan mente Jesus det ville slutte. Med glæde og 
lovprisning og glæde og nyt mod og frelse. Og hvem vil Gud 
give det til. De ydmyge, de fattige, de der søger Gud. 
Hvordan kan Jesus dog tro det, når alt ser mørkest ud, når 
så mange håner ham og han kun har langfredag at se frem til. 
Det er fordi Jesus ved, at efter langfredag kommer påskedag. 
Opstandelsen fra de døde. Frelsen fra Gud. Jesus stoler 
endnu stærkere på Gud, jo tættere mørket samler sig. 
     Kan vi huske det, når der er mørke tider i vores liv. 
Når vi føler os alene og fremmede blandt mennesker og over 
for Gud. Når alt ser ud til at ende dårligt: så må vi stole 
endnu mere på Guds hjælp. Vi må bevare juleglæden, selv når 
vi ikke ser andet end mørke og ensomhed. 
     Vores prædikestykke i dag, som først ser meget trist 
ud. Det taler kun om forfølgelse og drab og tomhed og øde. 
Det skjuler mellem linierne en urokkelig tro på Gud. Mellem 
linierne stråler glæde og lovprisning og nyt mod og frelse. 
     Vi kan også se det i vers 37, hvor Jesus siger, at han 
gerne ville samle jøderne som hønen samler kyllingerne under 
sine vinger. Det er også et citat fra en salme i GT. I sl. 
91 står der om Gud: han dækker dig med sine fjer. Du kan 
søge ly under hans vinger.  Salme 91 handler om, hvor meget 
vi må stole på Gud. Den, der sidder i den højestes skjul, 
kan sige om Gud: Min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg 
stoler på." " Gud redder dig. Du skal ikke frygte for 
nattens rædsler eller for pilen, der flyver om dagen. Intet 
ondt skal ramme dig, for han vil give sine engle befaling om 
at beskytte dig på alle dine veje. Du kan træde på løve og 
slange, trampe på ungløve og øgle." 
     Netop det er ordene til os i dag. De er skjult mellem 
prædistykkets linier. Men det er Jesu trøst til os. Han 
bruger i øvrigt netop disse ord engang til disciplene for at 
opmuntre dem. Han siger det til dem engang hvor de havde 
været ude på mission, hvor de havde vandret afsted to og to 
for at forkynde evangeliet. Jesus sagde til dem, da de 
vendte tilbage: Jeg har givet jer magt til at træde på 
slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke og 
intet vil kunne skade jer. Dog, glæd jer ikke over det, men 
glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene. 
     Den trøst hører vi her anden juledag. Midt i mørket, 
midt alt det onde, som kan være her i verden, må vi stole på 
Gud. Gud vil hjælpe. Gud vil frelse. Gud er vores tilflugt 
og vores borg. Vi skal ikke frygte for noget om dagen eller 
noget om natten.  For intet kan skade os. Og dog skal vi 
ikke glæde os over det, men over at vores navne er 
indskrevet i himlen. Det kan ikke slettes, det der er 
skrevet ned i Himlen. Der står vores navne. De er skrevet i 
Guds hjerte. Det gjorde Jesus langfredag, så der også kommer 
en påskemorgen for os. 
 
ny prædiken 
 
     Når ordene i dag kan bruges i julen, er det på grund af 
den første sætning: " Jeg sender profeter og vise og 
skriftkloge til jer." Jeg sender til jer. Det gør Jesus, for 
han gør det samme som Gud. Gud sendte bud til os. Det skete 
julenat. Da sendte Gud Jesus til jorden. Guds søn, Himlens 
kongesøn, blev født. Han er en profet, som kan fortælle 
sandheden til mennesker, den dybe sandhed, som ingen 
mennesker selv kan finde frem til, at Gud er vores kærlige 
Far i himlen. Jesus er vis, fordi han ved hvordan han skal 
fortælle hvert enkelt menneske om Gud. 
     Jesus gjorde det på alle måder, med en fortælling, med 
et strengt ord, med et blidt ord, med en berøring, men hver 
gang var det helt afhængigt af hvordan det menneske var, som 
Jesus talte til.  Jesus er vis, så han kan se ind i 
mennesker, så han kan se hvordan det er rigtigt at tale til 
den enkelte. 
     Og Jesus er skriftklog, han var mere klog på skriften, 
på bibelen end alle de jødiske lærde tilsammen, for Jesus så 
gennem de skrevne bogstaver og ind i Guds hjerte.  Ligesom 
Gud sendte Jesus, sådan sendte Jesus sine disciple ud, som 
profeter, vise og skriftkloge.  De skal give sandheden om 
Gud til hver enkelt menneske. 
     Men Jesus siger, at det vil gå dem, som det går ham 
selv. Allerede fra Jesu fødsel kan vi se, hvordan mennesker 
tog imod ham. Der var ikke plads til ham. Han fik den 
ringeste plads i en stald, som om han var et dyr.  Han måtte 
flygte ud af landet for ikke at blive dræbt. Og nogen 
ringere skæbne kan man ikke få. Både at blive så foragtet i 
sit land at man må redde sig ud, men også at blive foragtet 
i det land man kommer til, fordi man er en fremmed og fordi 
man ingen ret har dér. Sådan en ussel skæbne fik Jesus 
allerede fra begyndelsen. 
     Og da Jesus blev voksen, så var der heller ingen af 
hans egne, som tog i mod ham. Og da de til sidst havde lært 
ham rigtig at kende, så afviste de ham med stor voldsomhed 
og vrede ved at korsfæste ham. 
     Når han fik en sådan modtagelse, var det fordi folk 
opfattede ham som farlig. Selv da han var et uskyldigt barn, 
som ikke kun gøre nogen fortræd, så var Herodes bange for 
ham.  Herodes følte, at barnet var stærkere end ham og at 
barnet ville tage magten fra ham. 
     Som voksen levede Jesus lige så uskyldigt som et nyfødt 
barn. Han levede uden synd.  Han hjalp alle, som trængte til 
ham. Og dog blev han anset for farlig af jødernes ledere. De 
var bange for ham. Det var altfor rigtigt det han sagde og 
gjorde. De kunne ikke tåle det.  De følte magten glide dem 
af hænde, fordi de kunne se, at han var af en helt anden 
slags end de selv. Han var profetisk vis, Han var klogere på 
skriften end de selv. 
     Derfor afviste de ham med stor voldsomhed. De var 
ophidsede og oprørte over ham. Han rokkede ved alt, hvad de 
levede på. Fordi de inderst inde følte, at Jesus havde ret, 
og fordi de ikke turde følge ham og opgive sig selv og alle 
deres fastgroede sandheder, så blev deres afvisning af ham 
så voldsom. De dræbte ham. 
     Disciplene, som Jesus sendte ud, blev behandlet på 
samme måde af jøderne. I stykket fra alteret hørte vi om 
Stefanus. Også ham anså jøderne for farlig. De anklagede ham 
for at spotte Moses, og for at tale mod loven og mod de 
skikke, som Moses havde overleveret.  Stefanus rokkede ved 
det, som jøderne anså for fast og sikkert, Moseloven.  Det 
var jo Guds bud fra gammel tid af, mente de. Det måtte der 
ikke rokkes ved. De ville ikke høre nyt fra Gud.  I den grad 
var de groet fast i det gamle, at de ikke ville høre Guds 
ord. De ville ikke høre Guds glædelige ord. I løbet af 
århundreder havde jøderne nemlig ændret Guds ord til at 
blive sure bud og forbud, så de ikke mere kunne høre Guds 
glædelige ord. 
     Det er forskellen mellem Stefanus og jøderne, mellem os 
kristne og den jødiske religion. Vi ville jo aldrig kalde 
Guds ord en lov. Det ville ikke være særlig rosende.  En lov 
er noget tørt og indviklet, som ikke engang eksperter rigtig 
kan sætte sig ind i. Det kræver i hvert lang tid, og helt 
sikker på, hvordan loven skal forstås, det bliver man 
aldrig. Der kan pludselig komme nogle, som finder et smuthul 
og tolker loven helt anderledes end dem, der lavede den, så 
de straks må lave loven om. Man skal studere længe og 
grundigt, for at kunne bruge love. 
     Derfor kalder vi ikke Guds ord for en lov, men for et 
evangelium, for et glædeligt budskab. Glædelige ord kan 
enhver høre og forstå. I hvert fald er det ikke ordenes 
skyld, hvis de ikke fremkalder glæde. Så er det ikke ordene 
der skal laves om, men derimod det menneske, som hører og 
dog ingenting hører.  Hvis ikke evangeliet fremkalder glæde, 
så skyldes det ikke, at ordene er for indviklede. For der 
findes ikke mere enkle ord. Man behøver ingen forudsætninger 
for at høre dem. Love bruges, når mennesker skændes med 
hinanden og vil have ret.  Evangelium bringer fred, fred 
mellem Gud og os. 
     Det er det nye, og måske også grunden til, at jøderne 
ikke ville tage imod evangeliet, som Jesus og disciplene 
blev sendt med. De ønskede ikke glæde og fred. De ønskede at 
have ret. De stod på deres ret. Og den står man kun på i 
kort tid, i hvert fald over for Gud; over for ham er vi alle 
syndere. Det havde jøderne svært ved at indse. 
     Og fordi de kaldte Guds ord en lov, så var deres ører 
og sind så lukkede, at de ingenting kunne høre.  Jesus 
derimod og Stefanus og de kristne de var åbene for den 
levende Guds ord.  Ham kom de med bduskab fra. Det er 
forskellen mellem kristendom og jødedom. 
     Jøderne mærkede selv, hvor stor en forskel der var 
mellem dem selv og så f.eks.  Stefanus. De mest alvorlige 
jøder gjorde et stort nummer ud af at holde budene, f.eks. 
at faste. Som Jesus siger et sted, at de alvorlige jøder er 
hyklere, fordi de går med sørgmodig miner og lader være med 
at vaske sig, for at andre skal se på deres ansigter hvor 
gode de er og hvor meget de faster.  De kristnes ansigter er 
derimod helt anderledes. Stefanus, som fulgte Jesu ord og 
ikke jødernes fastelove, han så ud som en engel.  Der står: 
" Alle, der sad i rådet, stirrede på ham og for dem at se 
var hans ansigt som en engels ansigt." 
     Julenat bragte englene glædesbudskab og himmelsk 
herlighed til jorden.  De fortalte om Jesus. Stefanus kom 
også med glædesbudskabet om Jesus. Derfor er han en engel. 
Selv jøderne så det. De kunne se den himmelske herlighed på 
Stefanus' ansigt. De kunne se, at han kom med budskab fra 
Gud. Men de ville ikke indrømme det for sig selv, for så 
måtte de jo opgive alt det de havde levet på, og som de 
havde regnet for faste love. Stefanus så jo ikke ind i deres 
lovsamling og fandt herlighed i deres love. Han så ind i 
himlen og så menneskesønnens herlighed. 
     Derfor var jøderne bange for ham. Han holdt sig ikke 
til tomme skikke, men til Jesus.  Og jøderne følte, hvor 
stor forskellen var. De følte, at magten blev taget fra dem. 
Omgivet alle deres love og traditioner vidste de, hvad de 
havde at holde sig til. Men det nye glædesbudskab, som 
Stefanus kom med, og som strålede fra hans ansigt, det følte 
de som farligt.  Det var kærlighedens svaghed og styrke som 
de kunne se og høre på Stefanus. 
     Grunden til den vold og modstand, der kom mod dem, som 
Jesus sendte, det er netop det glædesbudskab, som vi hører 
her i julen. Det viser jo med al tydelighed, at Jesus ikke 
vil tiltage sig nogen magt. Et menneske mere magtesløs end 
Jesus kan man ikke forestille sig.  Det ser vi tydeligt af 
fødslen i stalden i Betlehem. Og det gjaldt for hele Jesu 
liv og også for hans død. 
     Ved Jesu fødsel var det et lille forsvarsløst barn, som 
blev født i Betlehem. Og dog havde det lille barn lige fra 
fødslen større magt end den romerske kejser Augustus.  Hvor 
svag kærligheden end er, så er den stærkere end nok så mange 
kejserlige soldager. 
     Vi har svært ved at godtage at Gud er sådan, at Guds 
magt er sådan. Vi vil have, at Guds styrke er tydelig på en 
mere klar måde, f.eks. i form af mange bud og eller store 
opbud. Men sådan er er Gud ikke. Sådan er Guds levende ord 
ikke.  Vi kan også se det af Jesu død.  Jesu død på korset 
er tilsyndeladende udtryk for svaghed.  Jesus henrettes som 
en forbryder. Og dog er dette netop højdepunktet, hvor Gud 
viser sine sande magt: en blødende kærlighed.  Og den er 
stærkere end alt andet. Det er den kristne forkyndelse, at 
Jesu svaghed på korset er stærkere end Pontius Pilatus' og 
de romerske soldaters magt.  Jesus bryder en vej gennem 
døden.  Han går midtigennem magtens og det ondes centrum. 
     Det er også den vej, Jesu udsendinge går. De profeter, 
de vise og skriftkloge, som Jesus sender, de fortæller om et 
rige og viser os ind i et rige, hvor der er plads til alle 
de svage og små, alle dem falder uden for normerne og ikke 
kan tilpasses reglerne. Det er den styrke og den magt Jesus 
viser, og som han sender sine ud med: kærligheden. 
     Det er jo juleevangeliet Jesus sender sine ud med: 
kærlighedens budskab, som viser sin styrke i, at alle små må 
kan være med her. 
 
ny prædiken 
     Jerusalem og det vil sige jøderne ikke tog imod Jesus. 
De troede ikke på ham.  Når vi hører de ord, så tænker vi, 
at det slet ikke passer til julens glæde.  Jesus lyder ikke 
glad.  Han lyder fortvivlet og håbløs.  Bedre bliver det 
ikke af, at vi fra alteret hørte om Stefanus. Det er ham, 
der har givet anden juledag sit navn: Sct. Stefans dag.  Vi 
hører, at jøderne afviste det kristne evangelium. De afviste 
det med stor voldsomhed. De stenede den første kristne 
prædikant.  Hvordan passer det med juleglæden og julefreden. 
     Tidspunktet, hvor Jesus holder sin tale om Jerusalem, 
er kort før hans død. Men det er mærkeligt, at Jesus ikke 
kun er skuffet over, at jøderne afviser ham og endda vil slå 
ham i hjel. Han er også skuffet over, at de ikke vil tro på 
de kristne, Jesus efter sin død vil sende. I sig selv skulle 
det være nok grund til fortvivlelse for Jesus at tænke på 
langfredag.  Jesus vidste, at de ville korsfæste ham, det 
skulle være nok til at tage modet fra ham. Men han vidste 
også, at de ville gøre det samme med hans udsendinge. Det 
skulle da endnu mere tage modet fra ham. Han mødte modstand. 
Og hans udsendinge mødte modstand. 
     Men Jesu ord viser snarere, hvor god han er til at 
bevare sin tro.  Bare det at han kan tænke længere end til 
langfredag, er udtryk for en utrolig styrke.  Enhver anden 
ville jo have sagt, at nu måtte det vær nok. Nu havde han 
forsøgt mange gange. Han havde mange gange besøgt Jerusalem. 
Han havde klart fortalt om Gud. Og langfredag viste de 
klart, hvad de mente om det. De var ikke kun ligeglade med 
hans budskab. De var mod det. Men Jesus lader sig ikke slå 
ud. Han vil igen sende sit budskab til dem efter sin død. 
Han siger: se, jeg sender til jer profeter og vise og 
skriftkloge.  Og han gør det, selv om han ved, at de også da 
vil afvise budskabet.  Det er udtryk for en utrolig 
tålmodighed.  Jesus vil blive ved med at forsøge at frelse 
det folk, som egentlig først og fremmest skulle være Guds 
folk. Men gennem hele Israels historie kan vi læse, at det 
ikke lykkedes særlig godt for dem, at være Guds folk. Gang 
på gang faldt de fra troen og begyndte at dyrke afguder 
eller at overtræde Guds kærlighedsbud. Jesus går helt 
tilbage til Abel.  Han siger at mange mennesker, som var 
retfærdige, har jøderne slået ihjel.  De har endda gjort det 
i templet.  Zakarias, Barakias' søn blev dræbt mellem 
templet og alteret.  Intet er helligt for jøderne.  Hele Det 
gamle Testamente handler om, at jøderne var halvhjertede 
over for Gud, og når Gud gik dem i møde og talte til deres 
hjerte, f.eks.  gennem de gammeltestamentlige profeter, så 
afviste jøderne dem.  Jesus siger: Jerusalem, du som slår 
profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig.  Det 
er Esajas og Jeremias og Ezekiel Jesus taler om, og alle de 
andre profeter, som Gud sendte for at omvende sit folk til 
at gå Guds veje. Men jøderne ville ikke høre på dem.  Og når 
profeterne alligevel blev ved med at tale, så lukkede 
jøderne munden på dem.  Det er udtryk for, at Gud har en 
utrolig tålmodighed. Han bliver ved med at forsøge at nå ind 
til hjerterne hos sit folk. 
     Så når vi hører Jesu ord i dag, skal vi ikke i dem 
hører en stor fortvivlelse og håbløshed og afmagt, fordi det 
ikke lykkes at overbevise jøderne om Guds kærlighed.  Nej, 
vi skal i ordene høre en utrolig styrke og tålmodighed. Selv 
om enhver anden ville have opgivet for længe siden, så siger 
Jesus: Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en 
høne samler sine kyllinger under sine vinger.  Selv om 
jøderne langt fra fortjener det, så elsker Jesus dem. Mange 
gange har han forsøgt at samle dem. Han føler samme 
tilkytning til dem som en høne, der vil beskytte sine 
kyllinger.  Vi har et udtryk for sådan en mor, der er meget 
bekymret for sine børn og vil gøre alt for dem, ja, næsten 
vil gøre for meget for dem.  Vi kalder det en hønemor. Jesus 
var sådan over for sit folk.  Det er udtryk for en utrolig 
kærlighed. 
     "Men I ville ikke," siger Jesus. Og så skulle man 
vente, at Jesus lod det blive ved det. Man skulle vente, at 
han sagde: så er det slut. Nu falder hele jeres korthus 
sammen. Nu bliver jeres hus revet ned. Nu kommer straffen 
over jer. Men det siger han ikke. Han siger, at deres hus 
bliver tomt. Han siger: jeres hus bliver overladt til jer 
selv. Det har de jo selv villet. Det har de selv gjort.  Det 
er egentlig ikke en straf Gud giver dem. Når de skubber Gud 
ud af deres liv, har de selv bevirket, at deres liv bliver 
tomt.  Også det er udtryk for kærlighed, at Gud ikke bliver 
vred og udsletter Jerusalem, som Gud udslettede Sodoma og 
Gomorra.  Men det gør Gud ikke. Han lader dem gå deres egne 
veje.  Og han gør det for at han igen vil komme til dem. 
Jesus slutter jo med at sige, at de skal se ham igen, og da 
skal de synge: Velsignet være den, som kommer i Herrens 
navn.  Det er topmålet af tålmodighed.  Han ved, at det til 
sidst skal lykkes, at de vil prise ham, og dvs. prise Gud, 
prise den, som kommer i Guds navn. 
     Det er en stærk tro Jesus har. Intet kan slå ham ud. 
Hans håb er så stærkt, at han ved, at jøderne til sidst vil 
tage i mod ham og Gud. Der lyser en stor kærlighed ud af de 
ord.  Jesus ved, at Guds kærlighed er så stor, at jøderne 
til sidst ikke kan modstå den, men vil prise Gud. 
     Det bliver særlig klart, når vi tænker på, at ordene, 
som vores prædikestykke ender med, stammer fra en salme i 
GT. Det er salme 118. Jesus må have holdt af den salme, for 
han bruger den flere gange. Ved lignelsen om arbejderne i 
vingården, de arbejdere, som ikke ville give deres 
lejeafgift til ejeren, men slog ejerens søn ihjel.  Og ved 
Jesu indtog i Jerusalem er det også salme 118, som 
folkeskaren synger. Den salme udtrykker en stor tro på Gud, 
både en tro på, at Gud vil hjælpe og en tro på at Guds 
evangelium nok skal nå mennesker og gribe dem om hjertet, 
selv om det først ser ud som om de ikke vil.  I salme 118 
står bl.a.: i min trængsel råbte jeg på Herren, han svarede 
og førte mig ud i det åbne land.  Når Herre er hos mig, 
frygter jeg ikke, hvad kan mennesker gøre mig? Og der står: 
hårdt blev jeg trængt, var nær ved at falde, men Herren kom 
mig til hjælp.  Herrens hånd bringer sejr. Jeg skal ikke dø, 
men leve og fortælle om Herrens gerninger.  Og så er det der 
står: Det er Herrens eget værk. Det er et under.  Denne dag 
har Herren skabt.  Lad os juble og glæde os over den. 
Velsignet den, der kommer i Herrens navn.  Herren er gud, 
han vil give os lys. Tak Herren, for han er god.  Hans 
trofasthed varer til evig tid. 
     I virkeligheden er Jesu ord i dag ikke fortvivlede og 
håbløse. Tværtimod takker Jesus Gud. Det skal vi læse ud af 
de ord, som han henter fra GT.  Jesus ved, at Guds kærlighed 
vil sejre, og at jøderne engang sammen med os vil synge: 
velsignet være den, som kommer i Herrens navn. 
     Og så er vi jo tilbage i juletiden. Hvad er det andet 
end det som juleevangeliet fortæller, at der ikke var plads 
til den nyfødte konge, men han blev født og fejret 
alligevel. Eller som Johannes skriver: han kom til sit eget, 
men hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, som tog imod 
ham, gav han magt til at blive Guds børn. Det er 
juleevangeliet, at der er mørke her i verden, der er 
modstand mod Gud, men evangeliet vil alligevel gribe 
menneskers hjerter, så de tror på Gud og bliver Guds børn. 
Det er julens kerne og det må vi også høre her på anden 
juledag.