Maria og Josef var gode jøder, der fulgte de jødiske 
love. Da Jesus var otte dage gammel, blev han omskåret og 
fik navn. Og nogle måneder efter tog Maria og Josef deres 
barn med til templet. Der var en lov om, at en nyfødt 
skulle fremstilles i templet og der skulle brændes et 
takke offer. Det gjorde Maria og Josef, fordi de var gode 
jøder. 
     Men der ved templet skete der igen noget mærkeligt. 
Josef og Maria undrede sig over, hvad det var for et barn, 
de havde fået. Ved hans fødsel, ja, allerede før den var 
der sket mærkelige ting. En engel havde talt til Maria. 
Josef havde drømt om natten, hvad han skulle gøre. Og i 
Betlehem var der kommet hyrder og vismænd og havde sagt 
store ting om barnet. 
     Og nu skete det igen. Uden for templet var der to 
gamle mennesker, som talte store ord og Jesus-barnet. En 
gammel mand og en gammel kvinde brød ud i sang og glæde, 
da de så Jesus-barnet. Det var som om de nu så det, som de 
havde ventet på hele deres liv. 
     Det mærkelige er, at det er en gammel mand og en 
gammel kvinde, som ved besked om barnet. Sådan er det også 
juleaften, nogle fattige hyrder, nogle udefra, som ved 
besked. Og det er nogle vismænd udefra, fra et land langt 
væk som kommer til barnet. Det lyder så¦ fint, at det var 
vismænd, som kom. Men på græsk står der egentlig, at det 
var magere eller magikere. Og dvs. nogle, som troede på 
trolddom og hemmelige kunster. De kendte også til. 
stjernerne. Men viser ville vi ikke kalde dem. Og det 
ville jøderne slet ikke. Vis hos jøderne betød en, som 
kendte til Gud og Guds bud. Og det gjorde i hver fald ikke 
sådan nogle troldmænd, som kom fra et fjernt land. Dej kom 
udefra. 
     Men det gjorde også Simeon og Anna. De var så gamle, 
at de var uden for samfundet. Hun var 80 år og han var 
sikkert lige så gammel. Da han så barnet, sagde han: " Hun 
vil jeg gerne dø, for nu har jeg set Guds frelse." Men 
gamle mennesker dengang var endnu mere uden for samfundet 
end de er i dag. - Hvis de ikke havde familie. Og om Anna 
står der, at hendes mand var død for mange år siden, og 
børn havde hun ikke. Hun brugte hele sin tid i templet, 
med at bede til Gud. Andre havde hun ikke at snakke med. 
 Det er mærkeligt det er sker omkring det lille Jesus- 
barn. En fattig ung pige, ugift, føder ham. Hyrde ro 
hedninger og pensionister glæder sig over ham. Der er en 
linje i Jesu liv lige fra først af. For senere hen talte 
han jo om, at dem han allerhelst ville omgives af, det var 
børn og toldere og syndere. Det var også nogle, som uden 
for det gode selskab. Man kan godt forstå, at Maria og 
Josef undrede sig. 
     Der er også en linje i, at det ikke var kong Herodes 
der gik til Betlehem og hyldede barnet som den sande 
konge. Her ved templet er det ikke præsterne, som kommer 
og tager imod Guds søn. Det er ikke ypperstepræsten, som 
bryder ud i lovsang over barnet, som er Guds frelse. 
Ypperstepræsten havde sikkert travlt. Det var nok politik 
på højeste plan han havde travlt med. Der var jo så mange 
sager, som der skulle tages stilling til. Men det er et 
spørgsmål om det havde så meget med Gud at gøre, når 
ypperstepræsten ikke engang kunne kende Guds egen søn. Når 
ypperstepræsten slet ikke var tilstede den dag, hvor Guds 
egen søn kommer til templet. 
     Der er en linje i det som sker. For senere hen sagde 
Jesus jo, at sandheden om Gud gives til de små og svage, 
men er skjult for de vise og kloge. Det viste sig allerede 
den dag i templet, hvor det var en gamle kvinde og en 
gammel mand, som var de sande ypperstepræster. Det viste 
hulheden ved hele den jødiske tempeldyrkelse. Ja, det er 
en linje, som peger helt frem til jesu dødsdag, hvor nogle 
anklager ham for at have sagt: Jeg kan nedbryde Guds 
tempel og bygge det op på tre dage. Allerede her nogle 
måneder efter Jesu fødsel går der den første revne gennem 
templets grundvold, da det er to svage gamle mennesker, 
der dyrker Gud i ånd og sandhed ved at glæde sig over 
Jesus. Men det bliver klart, at hele præsteskabet med alle 
deres ofringer og ceremonier slet ikke har øje for Gud. Så 
ville de jo have set Guds søn i Jesus. 
     Det er nok det Simeon mener, når han siger: Det barn 
er sat til fald og oprejsning for mange i Israel. Jesus 
var til oprejsning for hyrder og hedninger, pensionister 
og små børn, toldere og syndere. Og Jesus var til fald for 
præsterne og troseksperterne. Deres sande væsen kom frem, 
at de i virkeligheden var ligeglade med Gud. De var mere 
interesseret i deres egen magt, i deres fine tøj og fine 
meninger. Mens alle dem, som havde laser på, både åndeligt 
og bogstaveligt, de tog imod Jesus  med glæde. 
     Det gjorde Simeon og Anna. De stod i templet og tog 
imod Jesus. Og det gør vi her i kirken i dag, når vi 
holder gudstjeneste. Vi glæder os over Jesus-barnet. Vi 
takker Gud for frelsen. Ja, det kan også være, at vi 
undrer os ligesom Josef og Maria eller at vi som Simeon 
synes, at der er noget mærkeligt og farligt ved barnet, 
noget skæbnesvangert, som betyder fald og oprejsning for 
os, og som betyder, at der skydes hul gennem alle vores 
dårlige undskyldninger og hemmelige bagtanker. Sådan siger 
Simeon jo: Se det barn er sat til fald og oprejsning og 
til et tegn som skal modsiges - ja, også din egen sjæl 
skal et sværd gennemtrænge  -  så at mange hjerters 
tanker skal blive åbenbaret." 
     Men det skal vi ikke føle som en trussel, men som 
forløsning og befrielse. Men Jesus viste Gud, at han ser 
ind i vores hjerter og ser vores fattigdom og at vores liv 
hænger i laser, hvor fint tøj og fine meninger vi end har 
udenpå. Med Jesus viste Gud, at han ser os som vi er, og 
alligevel vil have os i sit rige. Den linje går gennem 
hele Jesu liv, fra fødsel til død og opstandelse, at 
frelsen er til os almindelige mennesker. 
     Derfor kan vi lovsynge Gud sammen med Simeon og Anna. 
For vi lever i tidens fylde. Sådan som vi hørte det i 
epistlen fra alteret: Da tidens fylde kom, sendte Gud sin 
søn for at han skulle løskøbe os, for at vi skulle få 
barnekår. Tidens fylde, det betyder jo, at nu sker det som 
er tidens mening. Tiden gik, for at den til sidst skulle 
blive fyldt. Som et kar, et stort kar, hvor der hver dag 
drypper en dråbe, for at karret til sidst skal fyldes. Vi 
lever i tidens fylde, hvor karret løber over med lovsang 
og fred og frelse. Gud har sendt sin søn, så at vi kan 
blive Guds børn. 
 
ny prædiken 
 
 
 
Simeon og anna ventede på Jesus, frelseren.  De levede i 
en adventstid. De så frem med længsel. De ventede med 
glæde.  Ellers plejer der at være noget iriterende ved 
ventid.  Den kunne man have brugt bedre, til noget 
nyttigt. Men for Simeon og Anna, som var gamle og ikke 
kunne udrette mere, var det meget nyttigt at vente. De 
gjorde det gerne. Der er jo også noget som hedder 
forventningens glæde.  Det er når man ved, at der snart 
vil ske noget godt og man går og forestiller sig, hvordan 
det vil blive.  Simeon og Anna ventede ikke i det uvisse. 
De vidste, at der skulle noget godt og de gik og 
frestillede sig den nye herlighed, som ville komme med 
frelseren. 
     Og så en dag kom det de havde ventet på. Det var da 
Maria og Josef gik til templet for at fremstille deres 
nyfødte barn. Dengang havde man jo ikke barnedåb. I stedet 
gik forældre op til templet og ofrede en tak til 'Gud. 
Maria og Josef havde jo allerede julenat oplevet at hyrder 
ude fra den mørke mark og vismænd fra de mørke 
hedningelande pludselig var dukket op og havde sagt store 
ord om deres lille barn. Men nu sker det igen. To gamle 
mennesker,som ikke er langt fra den mørke død,  siger 
store ord om det lille Jeusus barn. 
      Og der står, at Jesu far og mor undrede sig over det 
som blev sagt om Jesus. De undrede sig. Det står der flere 
gange i de første kapitler i Lukasevangeliet. 
      Først er det, da det bliver forudsagt, at Johannes 
døberen skal fødes.  Da var hans far Zakarias gået ind i 
templet for at ofre og han blev så længe derinde, at 
folket, som stod uden for undrede sig. De undrede sig. Men 
han var jo længe i templet, fordi han talte med en engel, 
som gav ham den glædelige nyhed, at han og Elisabeth 
skulle have et barn.  Der står også at hans familie 
undrede sig, da Zakarias holdt fast i, at barnets navn 
skulle være Johannes. Jule nat hører vi også, at alle 
undrede sig over hyrdernes ord.  Og så står det altså igen 
her, hvor Simeon og Anna taler store ord om det lille 
Jesus barn. 
     Så man ge gange står ordet undren. Lukas vil sige, at 
det som sker er forunderligt og guddommeligt. Det er et 
under, det som sker. Det fremkalder undren, dvs. det 
fremkalder forbavselse og overraskelse.  Man kan ikke 
fatte det som sker.  Man synes måske endda, at det er 
mærkeligt og umuligt. Men samtidig har man også dejlige 
følelser af, at man står over for noget himmelsk og 
herligt og smukt.  Når man ser ind i et stærkt lys, så 
reagerer man både ved at knibe øjene sammen, og ved at 
fryde sig over den stråleglans man oplever. De følelser 
har Maria og Josef og de andre, som oplevede julenat og 
det lille barn. De følelser kan vi også have, at det er 
utroligt det vi hører. Det er for stærkt, og samtidig at 
det er meget smukt. 
     Det som kan undre os ved stykket i dag er at Simeon 
er så sikker, da han ser det lille barn. Han er sikkejr 
på, at det er hans frelser. Og han ved meget om denne 
frelser. Det er ord fra Det gamle Testamente, som Simeon 
siger. Fordi han har læst meget i bibelen, mens han 
ventede og forestillede sig frelserens tid, så kan han 
straks sige, hvordan frelseren er. " Se, dette barn er sat 
til fald og oprejsning for mange i Israel." De ord er fra 
profeten Jesaja. Hos Jesaja står der om frelseren: han 
bliver en helligdom, en anstødssten og en klippe til fald 
for Israel." Jesus brugte senere de samme ord om sig selv, 
at han er en helligdom. Han sagde, at han ville rive 
templet ned og genopbygge det på 3 dage. Det var jo om sin 
opstandelse han talte.  Efter påskedag er Jesus det 
tempel, den helligdom, hvor vi skal tilbede Gud.  Jesus 
brugte også selv senere ordene om anstødssten. Det var 
også kort før hans død, hvor jøderne viste, at de ikke vil 
tro på ham og  tage imod ham som Guds søn. 
     Det kom altså til at gå i opfyldelse, som Simeon 
forudsagde. Jesus blev et tegn, som blev modsagt af mange. 
Han blev til fald for mange. Simeon havde læst sin bibel 
og Jesaja rigtigt. Men Simeon tilføjer, at Jesus så også 
skal blive til oprejsning for mange.  Det kan Simeon nu 
også have læst hos Jesaja, for kort efter ordene om 
anstødssten og klippe til fald, står der, at engang skal 
der ikke være mørke i det land, hvor der nu er trængsel. 
Det folk, som vandrer i mørke, skal se et stort lys, og 
deres glæde skal blive stor. For et barn er født os, en 
søn er os givet.  Hans navn skal være underfuld-rådgiver, 
vældig-Gud.  og det var jo netop hvad Simeon så i 
Jesusbarnet.  Han så lys og frelse.  Der er en forskel 
mellem jesaja og Simeon.  Simeon taler ikke om fremtiden, 
hvad der engang skal ske.  Han siger: se dette barn er til 
fald og oprejsning. Det betyder, at Jesus ikke først skal 
blive voksen og gøre undere og sige guddommelig ord, for 
at blive frelseren, han er det allerede fra fødslen, fordi 
Gud har gjort ham til det.  Jesus er frelseren, før han 
selv har gjort noget. Fra først af er der noget helt 
særligt ved Jesus.  Der er både noget smertefuldt og 
underfuldt ved ham. 
     De to sider både det smertefulde og det underfulde 
ser vi lige fra begyndelsen af. Det er altså ikke kun et 
idylisk barn vi ser i juletiden.  Nogle julebilleder er 
for glansbilledagtige.  Da Jesus blev født, udstrålede 
han ikke kun et smukt og blødt og mildt lyst.  Han 
udstrålede også et skærende lys, et lys, der skærer gennem 
vores mørke, og derfor gør mørket tydeligt, både det mørke 
som er omkring os mennesker og i os. I betlehem blev det 
jo tydeligt, at at folk havde altfor travlt med deres eget 
til at tage imod Guds søn.  OIg om den romerske kejser 
blev det tydeligt, at han regnede sine skatter for det 
vigtigste i verden. Han vidste intet om det lille barn, 
som blev født og som er den vigtigste i verden. 
     Også da Jesus blev voksen var der både noget 
smertefuldt og underfuldt ved ham, både noget skærende og 
noget mildt. De mennesker, som mødte Jesus, undrede sig, 
både over de gerninger som han gjorde, og over de ord, som 
han sagde. Når en stor konge eller en stor leder går i 
spidsen for sig folk, ser hans tilhængere op til ham og 
siger: han er vores. Det var der ingen, som kunne sige om 
Jesus: han er på vores parti.  han er på vores side. 
Farisæerne kunne godt mærke, at han ikke var det.  Og 
synderne kunne også mærke, at han var helt forskellig fra 
dem.  han var ikke synder.  Der var noget helt særligt ved 
ham, så ikke engang synderne kunne sige: Han er vores 
fører.  De oplevede hans frelse.  De mærkede, at han tog 
imod dem og var sammen med dem.  Men samtidig var han sig 
selv, var noget helt særligt og forskelligt fra dem.  Han 
var en ener. Han var Guds søn. 
     Synderne troede på Jesus som deres frelser. De var 
glade for ham.  Men der var også iblandet en smerte i den 
glæde. For synderne bestod den smerte i, at Jesus jo sagde 
sandheden, at de var syndere.  Han dækkede ikke over 
noget, men han gav dem Guds tilgivelse.  De var faldne, 
men som Jesus rejste dem op. Og smerten, som Jesus gav 
farisæerne og de ledende, var, at de ikke troede på ham, 
men de kunne alligevel ikke slippe ham. De opdkagede, 
hvordan deres egen tanker, deres inderste tanker, blev 
kaldt frem i lyset.  Selv for Jesu egen mor blev han til 
fald og oprejsning.  Sådan som Simeon siger det til hende: 
ja, også din egen sjæl skal et sværd gå igennem.  Det 
skete, da Jesus hang på korset langfredag, og hans mor 
stod og så på ham.  Det barn, som hun havde været så stolt 
over, da han var lille.  Allerede fra fødslen havde hun 
været stolt, fordi hendes barn blev rost sådan af hyrder 
og hedninge og af Simeon og Anna.  Og i hans barndom så 
hun, hvor god en dreng han var, og at Gud var med ham. 
Men så da han blev voksen og begyndte at forkynde 
evangeliet om Guds rige, så står der nogle gange, at Maria 
ikke kunne forstå ham. Det smertede hende at høre ham sige 
så mærkelige ting om Gud. Hun forstod ham ikke. Og hun 
forstod jo slet ikke, da han hang på korset.  At det 
skulle være slutningen for det underfulde barn, som hun 
havde født.  Hun følte det som om hun selv blev dræbt, at 
man stak et sværd igennem hende, da hun så sit barn hænge 
på korset.  Det ville enhver mor føle. Men Maria følte det 
endnu mere, fordi hun havde håbet ligefra jesu fødsel, at 
han skulle blive til noget stort og højt. 
     også for os er der noget smertefuldt og underfuldt 
ved Jesus. Hans ord er så skarpe, at de nogle gange kalder 
på modsigelse hos os, samtidig med at vi ved de rammer 
dybt inden i os, og gør vores inderste tanker tydelige. 
Jesus viser den usmykkede sandhed om os, så vi må se den i 
øjnene. At vi er syndere og faldne. Men så rejser Jesus os 
op, fordi hans død og opstandelse gælder for os.  Ved 
Jesus var der noget helt særligt, både noget smertefuldt 
og underfuldt.  Han er til fald og til oprejsning for 
mange.