Da 8 dage var gået og han skulle omskæres.  Sådan var 
loven. Sådan står der i GT, at det skulle gå til, når en 
dreng var født. Sådan var den gamle pagt: efter 8 dage 
skulle drengen omskæres.  Det er skrevet i 1. Mosebog kap 
17: Gud siger til Abraham: Du og dine efterkommere skal 
holde pagten i slægt efter slægt. Alle af mandkøn hos jer 
skal omskæres. Det skal være tegn på pagten mellem mig og 
jer." 
     Omskærelsen var et tegn på, at familien og den lille 
dreng holdt sig til pagten med Gud. Den lille dreng blev 
medlem af Guds folk, jøderne. 
     Det skete også for Jesus. Allerede fra han var helt 
lille, kan vi se det dobbelte, som også gjaldt for ham, da 
han blev voksen. At Jesus fulgte Guds bud i GT; Jesus levede 
helt efter Guds vilje, men Guds ord fik et nyt indhold. 
Jesus kommer med en ny pagt, som gør det der var før til en 
gammel pagt, som er ophævet, ja, netop det, den gamle pagt 
blev hævet op til noget højere og bedre. 
     Vi kan se det ved omskærelsen. I 3. Mosebog kap 12 er 
der skrevet: Når en kvinde føder en dreng, er hun uren i 7 
dage. På den 8. dag skal drengen omskæres. Og i 33 dage skal 
moderen blive hjemme. Hun må ikke røre ved noget helligt, og 
hun må ikk ekomme ind i helligdommen, før hendes 
renselsesdag er forbi. Når de er forbi skal hun bringe ofre 
i templet. Hvis hun ikke har råd til at købe et lam til at 
ofre, skal hun tage to dueunger i stedet. På den måde 
skaffer præsten hende soning. Så er hun ren.  Sådan står der 
i Moseloven. 
     Maria gjorde alt, hvad loven krævede af hende. I verset 
lige efter vores prædikestykke står der: Da deres 
renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog Maria og 
Josef deres barn med op til Jerusalem for at bringe offer, 
sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, to dueunger. 
     Jeg har gengivet alt dette så udførligt for at vise, at 
Jesus opfylder Moseloven men samtidig ophæver den. For Maria 
gør i det ydre alt hvad hun skal. Men der står jo, at hun 
mens hun er uren ikke må røre ved noget helligt. Og der er 
jo intet mere helligt end det lille barn, som hun rører ved 
hver dag, Jesus barnet. Det havde englen udtrykkelig sagt 
til Maria: Det barn, som du føder, skal kaldes helligt, Guds 
søn." 
     Og så er det vi tænker: Er Maria virkelig uren, først i 
7 dage og senere i 33 dage, når hun må være sammen med den 
hellige Guds søn hver dag som den naturligste ting af 
verden. Kan Maria overhovedet være uren, når hun i ydmyghed 
har været med til at bringe Guds søn til verden og taget sig 
af ham, da han var lille. Skulle det ikke nærmest gøre hende 
til den reneste kvinde der findes. Og behøver hun så 
virkelig at bringe ofre til soning over for Gud. 
     Ja, her hører vi kernen i den nye pagt, at vi ikke skal 
bringe ofre til Gud. For det var netop meningen med, at Gud 
sendte sin søn, at han skulle bringe soning for os ved at 
ofre sig selv. Sådan bliver Moseloven både opfyldt og 
ophævet. 
     Men hvorfor er den pagt Jesus opretter så meget bedre 
end det som var før. Det ligger skjult allerede i navnet 
Jesus. Det betyder: Herren er befrielse. 
     Den gamle pagt bragte ikke befrielse. Den fortalte hvad 
jøderne skulle gøre. De fik bud, ikke befrielse. Og de fik 
at vide, at hvis de ikke handlede efter budene, så var de 
under forbandelse. For de rettroende jøder var det måske en 
glæde at kende Guds bud og handle efter dem, men for alle 
synderne og alle ikke-jøder betød Moseloven en forbandelse. 
Hvis man havde overtrådt Guds bud eller ikke kendte Guds 
bud, så var man udenfor.  Omskærelsen var en stolthed for 
mange jøder, men samtidig betød det også at de så ned på 
alle de uomskårne, hedningene, de vantro. Mosesloven satte 
skel mellem mennesker. 
     Jesus er befrieren, fordi han ophæver skel. Det bliver 
klart allerede ved hans fødsel. Der står jo, at ude på 
marken var der hyrder. Der står ude på marken. Det var dem 
uden for, som fik besked så de kunne være med. Og tegnet som 
de fik, var ikke noget de skulle gøre med sig selv, f.eks. 
omskærelse. Nej, tegnet det var noget som var gjort med det 
lille barn: han var svøbt og lagt i en krybbe. Ved Jesu 
fødsel hører vi også om andre, som var udenfor, men som 
måtte være med i stalden. Det var vismænd fra østerland, 
altså et land langt fra jødeland, et hedningeland. Men de 
blev også ført til stalden til det lille barn og måtte være 
med til at hylde Gud.  Det var noget helt nyt i forhold til 
den gamle pagt. Med Jesus må dem der er udenfor være med. Og 
Jesus viste det også som voksen ved at gå til synderne og 
give dem Guds tilgivelse. Jesus kom netop for at frelse dem 
der er udenfor. Han sagde: Menneskesønnen er kommet for at 
frelse de fortabte. 
     Men det er en umuligt i følge Moseloven, at frelse 
fortabte. Når nogle mennesker er fortabt, så er der efter 
Moses mening en grund til det.  Det er mennesker, som har 
levet mod Gud, som er under forbandelse og derfor fortabt. 
Men Gud er større end alle de lovbud mennesker kan skrive 
op. Og Gud kan gøre nyt. Med sin søn Jesus besluttede Gud at 
gøre det nye, det umulige, at frelse syndere, altså ikke kun 
at frelse de retfærdige og rettroende, men at frelse de 
fortabte, dem der er udenfor.  Det er befrielsen til os. 
     Paulus skriver det så stærkt: Kristus har løskøbt os 
fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for 
vor skyld ( Jesus lod sig korsfæste som en forbryder). Og 
det skete siger Paulus for at velsignelsen til Abraham kunne 
nå ud til hedningerne, dem der ellers var udenfor. 
     Jesus har befriet os fra fortabelse og forbandelse. Og 
det gjorde han ved at ophæve skellet mellem dem, der er 
indenfor og dem der udenfor. Det var netop det skel som 
omskærelsen satte. Den viste, hvem der hørte til Guds folk 
og hvem der ikke gjorde. Og det er også grunden til at vi 
kristne ikke har et sådant pagtstegn. 
     Jamen vi har da dåben. Det er rigtigt. Men den er meget 
forskellig fra omskærelsen. Dels er det ikke kun drenge, som 
bliver døbt. Dels er det ikke kun jøder, som bliver døbt. 
Nej, dåben er netop tegnet som viser, at alle må være med. 
Dåben er et tegn, som samler alle mennesker over for Gud, 
som hans kære børn. Her er ingen udenfor. Det viser også det 
andet sakramente, som vi har fået fra Jesus, nadveren. Den 
er et mindemåltid, hvor vi tænker på, at Jesus døde for os 
for at ophæve al forbandelse og åbne vejen ind til Guds 
velsignelse og tilgivelse. Nadveren ophæver menneskers 
ofringer, fordi Guds søn éngang for alle har givet det 
offer, som er nødvendigt. Vi nu er befriet fra at skulle 
bringe Gud ofre. 
     Derfor betyder nadveren også, at skellene mellem 
mennesker ophæves. Det kan vi helt umiddelbart se af, at vi 
knæler alle ved alteret. Der er ingen forskel mellem os. Her 
kan både rige og fattige komme. Men sådan var det ikke i 
templet i Jerusalem. Det ser vi f.eks. i Marias tilfælde, at 
hun skulle ofre et lam for at blive ren igen efter fødslen. 
Hvis man ikke havde råd til et lam, så kunne man i stedet 
give to dueunger.  Men hvad skulle de fattige så gøre, de 
som ikke engang havde råd til dueunger. De måtte blive ved 
med at være urene. 
     Sådan er det ikke ved nadveren. Her må alle være med, 
selv de fattigste, som intet har at give. For det er Jesus, 
der er giveren. Han giver Guds velsignelse og dermed renhed 
til os. 
     Her ved årsskiftet går vi ind i et nyt år, men også det 
år skal vi leve under den nye pagt, som Jesus har oprettet. 
Det betyder, at det nye år ikke kan bringe forbandelse, men 
det vil bringe velsignelse, når vi lever dagene i tro på 
Guds søn, der har navnet Jesus, som betyder: Herren er 
befrielse. 
 
ny prædiken 
 
     Der går en linje fra Abraham til Jesus. Det gør der i 
det ydre og i det indre. Abraham var den første, som blev 
omskåret. Det blev han som tegn på det første pagt, at han 
og hans folk skulle tilhøre Gud og at Gud ville hjælpe dem. 
Men der er også den linje, at Abraham var den første, som 
levede i en sand tro til Gud, dvs. den tro, som kaster alt 
sit håb på Gud. Abraham havde ingen børn og alligevel troede 
han Guds løfte, at Abraham skulle få mange efterkommere og 
blive til et stort folk. Abraham troede selv om alt talte 
mod hans tro. 
     Jesus kom også for at oprette en pagt mellem Gud og 
mennesker, den nye pagt.  Og Jesus troede som Abraham på 
Gud. Selv om alt så ud til at mislykkes for Jesus, så troede 
han, at Gud ville oprette sit rige og danne et folk, som 
strakte sig ud til verdens ender. Ja, i begyndelsen da Jesus 
prædikede, flokkedes folk om ham. Men Jesus kunne godt se, 
at de ikke forstod meget af hans prædiken.  Stor tro havde 
de ikke. Og til sidst vendte de sig alle fra ham, så han 
blev helt alene. Det forudså han.  Det vidste han ville ske. 
Men han mistede ikke troen, selv om alt talte mod hans tro. 
     Det er godt at høre her på nytårsdag. Barnet, som var 
født i stalden i Betlehem, fik navnet Jesus. Og det navn 
betyder: Gud frelser. Det gjaldt i det gamle år og det vil 
også gælde i det nye år. Gud frelser. I Jesus har vi fået en 
ny pagt med Gud og den pagt gælder ikke kun for jøderne med 
for alle folkeslag. Og den pagt må vi tro på, fordi Jesus 
har vundet den med sin død og opstandelse. Jesus har vundet 
den for os. Derfor sendte Gud ham til verden. Fordi Gud ved, 
at vi aldrig af os selv kunne leve troen ud som Jesus kunne. 
Vi må med vores halve tro holde os til Jesus, og han vil med 
sin hele tro løfte os op. 
     Jesus løfter os op bare med sit navn: Gud frelser. 
Både ved sit navn og sin person viser Jesus, at vi må stole 
på Gud og kaste alt vores håb på Gud, og at vi også må gøre 
det i 1993. 
     Der er en lille fortælling om 2 drenge på 4 - 5 år som 
legede i en gammel by på en 6 meter høj by mur, som var 
meget forfalden. De to drenge var ikke i familie, men de 
passede godt sammen. De var lige dristige og tænkte ikke på 
det som kunne ske. Deres forældre havde forbudt dem at lege 
på muren, men netop det fristede dem. De løb hen over gamle 
murbrokker og når de stod højest op, pralede de over for 
hinanden at de ikke var bange. Da kom de til et sted på 
muren, hvor der gik en lang revne fra top til bund, og da de 
standsede og kiggede ned, faldt muren bag dem sammen. De var 
fanget på en 6 meter høj mur, hvor de hverken kunne komme 
frem eller tilbage. Da begyndte de at råbe på hjælp. 
     De blev hørt. Der kommer en mand og stiller sig ved 
murens fod og breder sine arme ud og siger: Spring, så skal 
jeg gribe jer. 
     Et spring fra 6 meters højde er selv for en voksen som 
et dødspring. For en lille dreng, der har mistet sit mod, er 
det næsten umuligt. Men nu sker der det mærkelige.  Begge 
drenge ligner som sagt hinanden. De havde været lige 
dristige og modige. 
     Men de opfører sig helt forskelligt over for mandens 
opfordring. Den ene dreng går hen til murens rand og uden at 
tøve springer han. Den anden forsøger ikke engang. Han 
sidder sammenkrøbet og grædende og venter på at brandværnet 
skal komme. 
     Spørgsmålet er: hvorfor har den ene dreng mod til at 
springe og den anden ikke. 
     Svaret er ikke svært. Den ene dreng springer, fordi 
manden, som venter med udbredte arme neden for muren, er 
hans far. Den anden dreng kan ikke springe, netop fordi 
manden dernede ikke er hans far. 
     Børn i 4 - 5 års alderen stoler på deres forældre, de 
stoler på, at deres far er stærkere end døden og kan frelse 
dem, hvad ingen andre kan. 
     Eller i hvert fald er fortællingen et billede på det, 
som Jesus viser, at vi må stole blindt på Gud og kaste os i 
Guds arme, for han vil gribe os.  Gud er vores Far, som vi 
trygt kan stole på, også når vi har vovet os ud, hvor vi 
mister modet. 
     Mon ikke nogle af os kan føle det nye år som usikkert. 
Vi er bange for om vi kan klare os eller om vi vil falde. 
Ja, der er også mange af os, som ser frem med glæde og 
spænding til det nye år, til nye opgaver, og ser det som en 
leg, vi kaster os ud i med mod og dristighed.  Men hvad 
enten vi løber dristigt rundt på livets høje mure eller vi 
føler os fanget og ikke kan komme frem eller tilbage. Hvad 
enten vi ser frem til det nye år med fuld energi eller vi er 
trætte og kede af alt det nye, som måske venter os og som 
ligner vores nederlag og sorg alt for meget, så tror jeg, at 
vi kun kan have gode følelser for 1993, når vi får at høre, 
at vores himmelske Far står med udbredte arme og vil holde 
os fast.  Kun det kan give os gode følelser for det nye år. 
     Og vi skal ikke undervurdere følelser. Jeg læste en 
psykolog, som skrev: Følelserne er ikke blot de vigtigste 
faktorer i de enkelte mennesker liv, men tillige de 
stærkeste naturkræfter, vi kender. Hvert eneste blad i 
nationernes historiebog vidner om følelsernes uovervindelige 
kræfter. Følelsernes storme har kostet flere liv og ødelagt 
flere værdier end nogen cyklon, følelsernes stormfloder har 
udslette flere byer end nogen oversvømmelse. 
     Og psykologen peger på en følelse, som vi ikke kan leve 
uden, nemlig kærlighed. Og han siger, at det ikke kun er en 
menneskelig følelse, men selve Guds væsen, at Gud er en 
kærlig Far, som vi alle må stole på. 
     Det er vigtigt for at høre det her ved årsskiftet.  Det 
er vigtigt her nytårsdag at vi finder håb i Jesusnavnet, som 
betyder Gud frelser. Det er vigtigt at vi glæder os, som vi 
gjorde det i julen. Ja, når vi tænker på julen som er forbi, 
så kan det være vi føler en vis mathed ovenpå julen med dens 
megen travlhed, dens mange familiebesøg, eller sorg over dem 
vi ikke kunne være sammen med. 
     Netop derfor er det så vigtigt at vi i dag lytter til 
navnet Jesus, som kan give os glæde og mod, som ikke kun 
rækker ind i det nye år, men ind i evigheden. 
     Det har Hans Anker Jørgensen skrevet en salme om, som 
jeg vil slutte med: 
 
Maden er spist og flaskerne drukket, 
pakkerne åbnet og lysene slukket. 
Granen er vissen, borte er nissen, 
borte er dansen og juleglansen. 
Ene tilbage i vinterens dage 
vokser blandt visnede juletræer 
Jesus Nazaræer. 
 
Ham skal alverdens fattige fejre, 
barnet, som ingen tyran kan besejre. 
Mætte af gæster og julefester, 
vil vi nu samle os unge og gamle, 
danne en kæde af samarbejdsglæde 
rundt om det grønneste træ blandt træer 
Jesus nazaræer. 
 
Nu skal han vokse og varme og virke, 
fremelske forår i folk og i kirke, 
vise sin vilje for Guds familie, 
slide og slæbe og lade sig dræbe, 
danne en kæde af dansende glæde 
under det evige træ blandt træer: 
Jesus Nazaræer. 
 
ny prædiken 
     Jøderne havde mange bud og et af dem var, at alle 
drengebørn skulle omskæres. Det blev Jesus også. Og samtidig 
var det skik, at barnet fik navn.  Det fik Jesus også. Han 
blev behandlet som et ganske almindeligt barn.  Og alligevel 
fortæller prædikestykket så kort det er, at Jesus ikke var 
et almindeligt barn. For det første havde en engel fortalt 
Maria, at hun skulle føde. Det var altså Guds vilje, at 
Jesus skulle fødes. Gud havde en mening med det og planlagde 
det. For det andet kan vi høre ud af barnets navn, at barnet 
ikke er som andre børn.  Jesus betyder nemlig Frelser. 
     Men selv om Jesus var Guds dreng og frelseren, så 
fulgte Maria og Josef de almindelige jødiske skikke og bud. 
Senere hører vi, at Jesus som 12-årig for første gang var 
med i templet i Jerusalem. Også det var almindeligt.  Det 
svarer til vores konfirmation. Jesus blev altså både 
omskåret og konfirmeret.  Selv om han ikke havde brug for 
det. Han tilhørte Gud allerede fra fødslen, ja før den.  Han 
behøvede ikke at blive omskåret for at tilhøre Gud.  Jøderne 
brugte det som et tegn på deres pagt med Gud, at de var Guds 
folk. Men Jesus var allerede Guds eneste søn.  Han behøvede 
ikke noget andet tegn end krybben i Betlehem.  Hyrderne fik 
jo at vide, at det var tegnet. Frelseren var svøbt og lå i 
en krybbe. Og Jesus behøvede ikke at blive konfirmeret. Hans 
nære forhold til Gud behøvede ikke at blive bekræftet. For 
det var så nært, som et overhovedet kan blive, så nært som 
forholdet mellem en Far og hans eneste søn.  Og Jesus sagde 
det også selv, da han som 12-årig talte med Maria og Josef, 
der ikke kunne finde ham og så til sidst fandt ham i 
diskussion med præsterne i templet.  Jesus sagde: Vidste I 
ikke, at jeg er i min Fars hus. 
     Der var noget helt særligt ved Jesus allerede fra 
fødslen af, og alligevel blev han behandlet som et 
almindeligt jødisk barn. Han kom i lære hos Josef og blev 
tømrer. Og Jesus var tømrer i mange år, sikkert 15-20 år, 
indtil han som 30-årig begyndte at fortælle om Gud. Han var 
tømrer. Han byggede huse. Han lavede døre, akkurat som 
almindelige tømrer gjorde det på den tid. Og så var han 
samtidig frelseren. Det er en mærkelig tanke. 
     Der er en teolog, som mener, at det har præget Jesus, 
at han arbejdede så mange år som tømrer, som håndværker. 
Det var træ han arbejdede med, noget levende, som kunne 
formes. Det gav ham tålmodighed til at arbejde med 
mennesker. Af os har han opbygget Guds kirke.  Et af de få 
steder, hvor man måske direkte kan se en hentydning til Jesu 
tidligere arbejde, er i Mattæus evangeliet kap 7.  Der står: 
Hvorfor ser du splinten i din brors øje, men bemærker ikke 
bjælken i dit eget øje.  Det var nok en erfaring fra hans år 
som tømrer, at man kunne få en splint i øje, og at man 
arbejdede med store bjælker. Måske var det også med sin 
baggrund som tømrer at Jesus kunne bruge de ord, som står i 
Johannes evangeliet kap 2, hvor Jesus siger: Bryd dette 
tempel ned, og på 3 dage skal jeg rejse det igen. Måske 
havde hans arbejde præget Jesus, så han også talte ud fra 
det, for han levede som en ganske almindelig håndværker til 
han blev 30 år. 
     Det var med i Guds plan. Det kan vi være sikker på.  Så 
mesterligt som Gud planlagde Jesus fødsel. Gud sørgede for, 
at den kom til at ske i Betlehem, også selv om det betød, at 
Gud måtte have kejseren i Rom til at arrangere det. Gud 
sørgede for, at Jesus ikke var i Betlehem, da konge Herodes 
lod alle drengebørn under to år dræbe. Gud sørgede for, at 
det hele forløb efter hans plan. Det må vi regne med gælder 
for hele Jesu liv.  Og altså også for hans omskærelse, hans 
besøg i templet som 12-årig, 
og senere hans dåb i Jordan floden, ja også døden på korset 
og opstandelsen påskemorgen. Det hele gik efter Guds plan. 
     Vi kan ikke rumme eller fatte dybden i Guds tanker. 
Paulus skriver et sted: Hvilket dyb af rigdom og visdom og 
kundskab hos Gud. Hvor uransagelige er hans domme, og hvor 
usporlige hans veje. Hvem kender Herrens tanker eller hvem 
kan være hans rådgiver. Men Guds plan med Jesus var netop at 
give sine inderste tanker til kende, så vi kan forstå dem. 
Det var derfor Jesus blev født som et ganske bestemt 
menneske i jødeland på et helt bestemt tidspunkt.  Derfor 
blev han behandlet som andre børn på den tid helt efter 
landets skik og brug, og han blev håndværker som Josef. 
     For jøderne betød det, at frelseren virkelig kom til 
dem dér hvor de var. De skulle ikke gå ud af deres folk og 
ud af deres tid og ud af deres kirke for at finde frelseren. 
Han kom til dem lige dér hvor de var. Frelseren blev vores 
medmenneske og bror. For at vi kan kende Guds inderste 
tanker med os, vil Gud være så nær ved os. 
     Der var nogle jøder, som tog anstød netop af dette. 
Første gang Jesus prædikede i Nazareth i synagogen, hører 
vi, at folk i Jesu hjemby spurgte sig selv, om han kunne 
være noget særligt. De sagde: Er han ikke tømreren, vi 
kender så godt. Er han ikke søn af Maria og bror til Jakob 
og Joses og Judas og Simon? og bor ikke hans søstre her hos 
os? 
     Og sådan er der vel også nogle i Danmark som spørger 
sig selv, om Jesus kan være frelseren og Guds søn, når han 
levede som et almindeligt menneske.  Men det er netop derfor 
Jesus kan være frelser for os. 
     Vi er jo bundet til de skiftende tider og skikke. Det 
føler vi særlig ved et årsskifte. Vi tænker tilbage på 
hvordan 1990 formede sig for os og vores land. Og vi tænker 
frem på, hvordan 1991 vil blive. Vi ved ikke, hvad det vil 
bringe, om det er krig eller fred. Vi er jo afhængige af 
hvad der sker. Det påvirker vores liv.  Måske tænker vi: 
bare vi kunne slippe ud af tiden og alle de forandringer den 
fører med sig. 
     Men vi hører her ved årsskiftet, at vores frelser blev 
født ind i tiden. Og det var ikke for at frelse os ud af 
vores hverdag.  Det var for at ophøje og hellige vores liv, 
så vi lever det til Guds ære, hvad vi end kommer ud for i 
det nye år. 
     Det tog intet fra Jesus at blive født i en stald og 
lagt i en krybbe.  Tværtimod gav det noget til stalden og 
krybben. De blev så at sige forgyldt.  Fordi Jesus var der, 
var det et godt sted at være. Jeg tror det han har ændret 
vores syn på en stald, når det kunne være det sted, hvor 
frelseren blev født.  Så må det være et godt og rigtigt sted 
at være, når Guds søn kan ligge dér.  Så stolt må en 
landmand være, når han går ud i stalden. På samme måde med 
en tømrer. Det tager intet fra Jesus at han havde et 
håndværk.  Tværtimod giver det noget til vores arbejde, hvad 
det end består i. Det er meningen vi skal arbejde. Det 
gjorde Guds søn, frelseren. Det ophøjer vores almindelige 
hverdag, at Jesus levede den. Det helliger vores ganske 
almindelige liv, at Jesus levede som os. 
     Jesus gør, at vores hverdag er et godt sted at være, 
også selv om vi lever som ganske almindelige mennesker.  For 
det er det liv han levede, Guds søn, vores frelser.  Men 
Jesus gør mere end det. Alt det mørke og onde, som kan 
ødelægge hverdagen for os, det har Jesus taget på sig. Han 
har banet en vej gennem det, så vi ved, at vi bare skal 
følge ham. Selv gennem døden må vi gå frelst ind til lyset 
hos Gud. Sådan har Gud planlagt det. 
     Derved er Jesus vores frelser, at Gud ikke kun havde en 
plan med hans liv og førte den igennem trods alle fjender og 
al modstand. Gud havde den plan, fordi han har en vilje med 
os, at føre os frelst igennem til vores opstandelse. Lige så 
underfuldt Jesu fødsel er og lige så stor Guds omsorg for 
Jesus er, lige så underfuldt er vores liv.  Lige så stor en 
omsorg har Gud for os. Det er i den tro vi går ind i det nye 
år, at Gud kender vores veje og alle de problemer, som vi 
vil møde, og at Gud i lige så høj grad er vores far, som han 
er Jesu himmelske Far. Vi må leve i den samme tryghed og 
tro, som Jesus gjorde. Det er den frelse, som Jesus har 
givet os. Også 1991 vil blive et godt nyt år, fordi Gud på 
underfuld måde vil føre os til målet, hans lyse himmel. 
 

 
ny prædiken 
 
 
 
     Evangeliet i dag vil hjælpe os ind i det ny år. Og selv 
om stykket idag er meget kort, så kan det hjælpe os igennem 
hele det ny år. For det er kun lidt fra Gud, der skal til 
for at hjælpe os et langt stykke vej. Det er fordi der er en 
rigdom Guds ord. Tusinde år er for Gud som en dag, og en dag 
som tusinde år.  Een lang periode kan Gud overskue som det 
var én dag, men det gælder også omvendt, at Gud kan se så 
langt ind i hvert øjeblik, at én dag bliver som tusinde år 
for Gud. Det samme gælder Guds ord, i nogle få ord er en 
rigdom af gode råd og vejledning og hjælp. 
     Evangeliet i dag vil hjælpe os ved at vise den 
sammenhæng der er mellem fortid og fremtid, når vi lever 
under Gud. 
     Det var jo englen Gabriel, som kom til Maria og 
forudsagde alt om Jesus.  Englen sagde: Du skal give ham 
navnet Jesus. Han skal kaldes den højestes søn. Gud skal 
give ham Davids trone, og han skal være konge til evig tid. 
     Og sådan skete det. Det gik som englen havde forudsagt. 
Den sammenhæng er der mellem fortid og fremtid.  Det var en 
søn, som Maria fik og hans navn blev Jesus.  Og Jesus blev 
konge.  De kaldte ham Messias og Guds søn. 
     Det hele gik efter Guds beslutning. Det kan se ud om 
alt det skete, som Gud ville.  Alt det som gik mod Guds 
plan, det blev afværget.  Herodes fik ikke held til at dræbe 
barnet. Og ingen af datidens sygdomme blev drengens skæbne. 
Der var ellers mange sygdomme. Og der var stor uvidenhed om 
de sygdomme. Så hvis man først var blevet syg, så var der 
ikke meget at gøre.  Men drengen Jesus gik fri for det hele. 
Og det er ikke sådan, at der var noget magisk ved ham, så 
intet ondt kunne bide på ham. Så havde Maria og Josef jo 
ikke behøvet at flygte fra Herodes og rejse udenlands. Hvis 
der var noget magisk ved drengen, så det altid gik ham godt, 
så havde Maria og Josef ikke behøvet at opdrage ham og passe 
på ham. Så kunne han klare sig selv. Men sådan var det ikke. 
     Alt gik efter Guds plan, men ikke fordi det hele var 
forhekset, så Gud kunne gøre som han ville. Nej. Det var 
fordi Maria var lydig. Hun gav barnet det navn, som hun 
havde fået besked på. Og Josef gjorde som Gud sagde til ham; 
Josef tog sig af barnet og dets mor, så der ikke skete dem 
noget. Og senerehen gjorde Jesus som Gud sagde til ham. 
     Det var virkelig frie mennesker vi hører om i bibelen, 
det kan vi se af Marias liv. Først gjorde hun, hvad Gud 
sagde til hende. Hun gav barnet det navn, som var forudsagt, 
og hun troede, at der var noget særligt ved det barn. I 
hvert fald står der at hun glædede sig meget over det som 
skete julenat og huskede det i mindste detaljer.  Da 
hyrderne fortalte, hvad der var sagt dem om barnet, så står 
der, at Maria grundede over deres ord og gemte dem i sit 
hjerte. Så meget betød ordene for hende, at hun gemte dem i 
sit hjerte. 
     Men senere er der en sitation, hvor Maria og Jesu 
søskende kommer for at hente Jesus hjem. Da de hørte alt 
det, som skete, at mange mennesker samledes hvor han var, og 
at syge mennesker råbte efter ham: " Du er Guds søn." Da 
blev Jesu familie meget bekymret for ham.  Det var som om de 
havde glemt alt fra julenat. Men det lå jo også 30 år 
tilbage i tiden. Det var som Maria havde glemt, hvad hun 
selv gemte i sit hjerte dér for 30 år siden.  Både hun og 
Jesu søskende kom for at hente ham hjem for de sagde: " Han 
er ude af sig selv." Man kan læse det i Markusevangeliet kap 
3 vers 21. Netop da Jesus forkyndte sandheden og evangeliet, 
netop da han adlød Gud og fortalte ordet fra Gud, så sagde 
hans familie, at han var ude af sig selv, at han ikke var 
rask, og de ville standse ham. 
     Det er tydeligt, at de mennesker vi hører om i bibelen 
ikke er robotter og at deres liv er forudbestemt til mindste 
detalje. Maria, som var from og lydighed ved Jesu fødsel, 
hun vendte helt om 30 år efter og ville standse ham i at 
være lydig mod Gud. " Han er ude af sig selv," sagde hun om 
ham.  Måske var det fordi hun ikke få det til at stemme 
overens med forudsigelserne om barnet som skulle sætte sig 
på DAvids trone og blive konge til evig tid, hun mente måske 
at det aldrig ville blive virkelighed, hvis Jesus fortsatte 
med at være sammen med syge og små og svage og gå fattig 
omkring i Galilæa.  Måske var det i bedste mening, at hun 
ville redde ham fra al den dårlige omgang han havde. Men man 
kommer ikke uden om, at situationen viser, at hendes tro 
ikke slår til.  Ligesom Zakarias' tro ikke slog til, da han 
fik at vide, at Elisabeth og han skulle have et barn i deres 
alderdom.  Zakarias blev stum af vantro. Sådan sker det også 
for Maria 30 år efter, at hendes tro ikke slår til. Hun kan 
ikke tro, at det er Guds mening at Jesus skal leve som han 
gør, blandt toldere og syndere. 
     Så troende Maria end var engang, så from og lydig hun 
var, da hun fødte Jesus, så siger hun 30 år efter akkurat 
det samme som Jesu modstandere. Også de sagde: " Han er 
besat af en ond ånd." 
     Det viser tydeligt, hvor frit et menneske Maria er, hun 
er ikke en from robot, som er styret blindt af Gud.  Jeg er 
sikker på, det ikke var Guds mening, at Maria skulle prøve 
at standse Jesus.  Guds forudbestemmelse gør os ikke til 
slaver, der bare må følge en bestemt bane, uden at vi selv 
kan gøre noget. Nej, vi gør mange svinkeærinde fra Guds 
veje. 
     Selv Jesus var helt fri og kunne gøre som han ville. 
Vi kan se det af, at Jesus blev fristet i ørkenen inden han 
begyndte på sin prædiken som voksen.  Det er som om Jesus 
kom på en prøve, hvor han skulle beslutte hvad han ville, og 
hvem han ville adlyde og lytte til, Gud eller djævelen.  Og 
kun fordi Jesus valgte rigtigt, gik Guds forudsigelser i 
opfyldelse. 
     Guds forudbestemmelse og Guds planer gør ikke os 
mennesker eller menneskene i bibelen til slaver, som bare 
handler efter ordre.  Nej, Guds forudbestemmelse er en hjælp 
til os, så vi kan leve som frie mennesker, der ikke bukker 
under hvad ondt der end måtte komme. For Jesus i ørkenen var 
det en utrolig hjælp, at han vidste, hvad Guds planer med 
ham var. Så vidste han jo, at det ikke var Gud, som prøved 
ham. Men at det var djævelen, som gerne ville have Jesus væk 
fra Guds veje. Jesus vidste helt fast, hvad meningen med 
hans liv var. Derfor kunne han også modstå djævelen.  Det 
var fra Guds planer og beslutninger og vilje, at Jesus fik 
kraften til at sige nej til det onde. 
     Det skal vi høre ud af evangeliet i dag, at selv om 
dagene går, selv om årene går og vi bliver ældre, så må vi 
finde tryghed og hjælp i Guds plan og Guds beslutninger. 
Gud lægger alt til rette for os, så hans vilje sker fyldest. 
     Gud gør os ikke til slaver, men Gud former på underfuld 
måde vores liv, så vi er på den rigtige vej, også selv om 
den vej vi går slår mange sving og nogle gange ser ud til at 
føre direkte væk fra Gud, så vender Gud det hele, så det 
falder godt ud. 
     Det kan vi også se med Marias liv. Det begyndte fromt 
og rigtigt. Og det endte også sådan. For Maria var én af 
kvinderne, som stod under Jesu kors. Vi ved ikke, hvad hun 
grundede over i sit hjerte langfredag. Men vi ved, at Jesus 
hjalp hende, helt konkret ved at han pålagde én af 
disciplene at tage sig af hende, men Jesus hjalp også Maria 
helt konkret ved at dø for hende, sådan som Jesus jo døde 
for os alle; Jesus døde for sine vantro disciple, som ikke 
stod neden for korset, Jesus døde for sine modstandere, som 
hånede ham, Jesus døde for de romerske soldater, som dræbte 
ham og holdt vagt omkring ham. Det endte som Gud havde 
forudbestemt, at Jesus med sin død og opstandelse åbnede 
vejen til Gud. 
     Sådan er Guds forudbestemmelse en hjælp for os, både i 
den forstand at Gud lægger alt tilrette for os, også i det 
ny år, men også sådan at vi ved, hvordan det hele ender. Gud 
har lagt vejen, så den ender hos ham. Hvor mange 
svinkeærinder vi end gør, og det havde Maria gjort, da hun 
prøvede at standse Guds egen søn fra at udføre Guds vilje. 
Og alligevel endte vejen for Maria ved korsets fod, sådan 
som den også ender for os. 
     Evangeliet i dag vil hjælpe os ved at vise den 
sammenhæng der er mellem fortiden og fremtiden. Gud har en 
forudbestemt plan og mening med os, og hans vej vil føre os 
til det rette mål, nemlig til den korsfæstede og opstandne 
Herre. Det er hans navn, som vi lever under også i det ny 
år. 
     Her i sidste uge var der en udsendelse i fjernsynet om 
en primitiv stamme Baka-folket. To af mændene i stammen 
skændtes. Den ene var syg og mente, at det var en trolddom 
eller forbandelse, som den anden havde kastet på ham. Det 
var den anden ked af, og han drak noget sandhedsgift for at 
slippe for beskyldningen. Hvis han nemlig var skyldig, så 
ville sandhedsgiften dræbe ham, men hvis han var uskyldig, 
ville der ikke ske ham noget. Det mente Bakafolket. De lå 
under for sådanne tanker om troldom og sandhedsgifte. 
     Når vi ikke gør det, så er det ikke fordi vi bruger 
vores fornuft. Vores fornuft og vores forstand kan såmænd 
føre os ud i mange forbandelser.  Nej, Når vi er fri for 
troldom, er det fordi vi bruger Jesu navn. Jesu navn er 
antimagisk;  det fjerner alle forbandelser og overtro og 
slaveri for uhyggelige tanker.  Netop det var Guds plan og 
Guds mening med Jesus, at han skulle gøre os til frie 
mennesker, til Guds børn, der kan glæde os over verden og 
tage fat på alle de problemer, som der hele tiden er. 
     I verden er der mange forbandelser og mange problemer. 
Og her ved årsskiftet kunne vi blive meget pessimistiske 
over alt det som venter os i det ny år.  Eller vi kunne 
anstrenge os for at finde alle de optimiske grunde til at 
det nok skal gå. Eller vi kan gøre noget helt tredje, vi kan 
finde hjælp i evangeliet, som fortæller om den sammenhæng 
der er mellem fortiden og fremtiden, den sammenhæng der er 
hos Gud;  i troen på ham, i Jesu navn må vi gå ind i det nye 
år som frie mennesker, som ikke skal være bange for noget 
ondt.  
Amen.