Johannes Døberen er meget beskeden. Han siger om sig 
selv, at han ikke er andet end en røst, som råber i 
ørkenen. Han regner ikke sin egen person særlig højt. Det 
han råber har betydning. En stemme i sig selv er 
ingenting. Det er ordene, som den siger, der har 
betydning. Og så er det endda ikke inde på gågaden i 
hovedstaden, Johannes råber sine ord. Det er ude i 
ødemarken, i ørkenen, hvor han lever helt alene, og hvor 
folk må komme til ham, hvis de vil høre. 
     Det er et mærkelig udtryk: en stemme, der råber i 
ørkenen.  Det hentyder til, når storkongerne dengang 
rejste rundt i deres land, så sendte de en budbringer i 
forvejen, for at han skulle råbe til folk, at nu kom 
kongen, og de måtte sørge for, at der var en ordentlig 
vej, så kongen kunne rejse standsmæssigt. 
     Før Gud kommer, er der en stemme, som råber og 
forbereder os på hans komme. Gud er på vej. Man skulle 
vente, når der er Gud, som kommer, at den stemme, der 
råber om ham, er himmelsk og voldsom, så alle hører den. 
Men stemmen er ikke i larmen eller stormvejret. Den er 
ikke i de store verdenshistoriske begivenheder. Det var 
ikke i Rom og gennem kejser Augustus, at Guds komme blev 
råbt ud.  Det var gennem en fattig mand ude i provinsen, i 
Israel, og endda i en provins af Israel, i ørkenen. Dér 
lød den stemme som ændrer vores verden. Nu kommer Gud. Der 
går hul på vores verden. Den er ikke mere vores egen. Der 
går hul på vores liv. Det er ikke mere vores eget. For nu 
kommer der en udefra, som er Herre og dommer over vores 
liv. 
     Gud kommer til os. Og han kommer ikke for at fuldende 
det som vi har begyndt. Han kommer ikke for at rette eller 
forbedre det, som vi har gjort forkert. Gud bryder hul i 
det vi har gjort, det som vi står for. Gud gør indbrud i 
denne verden. Han kommer som en tyv om natten. En dør går 
op, og vores konge kommer, ham som vi tilhører. 
     Ja, Johannes siger ikke kun, at Gud er på vej.  Han 
siger, at han står midt iblandt os. " Midt iblandt jer 
står en, som I ikke kender," Det er Johannes ord.  Han 
siger, at vi ikke kender vores konge. Han er som en 
fremmed her.  Kongen er altså ikke, som vi kunne 
forestille os eller forvente os. Derfor blev han også 
forkastet af mennesker.  For han er fra den nye verden og 
det nye liv, som er ved at bryde igennem. Fordi vores 
konge er den fremmede, kan han bringe os det nye, det som 
ikke stammer fra os selv. Fordi han er den fremmede, er 
han vores eneste håb til fornyelse. 
     Hvor let bliver vi ikke låst fast i det, som vi går 
og tumler med. Det binder vores tanker, så vi ikke kan 
tænke i andre baner. Derfor er det nødvendigt, at der 
kommer en fremmed og bryder ind i vores tankebaner og 
fortæller os nyheden fra Gud. 
     Nyheden er, at Gud elsker os og vil gøre alt for at 
vinde vores kærlighed og give os et nyt liv. Gud er ikke 
en enevælds konge, der kommer med megen pragt og med mange 
våben og vil gøre os underdanige og bange.  Derfor er 
stemmen, som forbereder hans komme, en fattig mand i 
ørkenen, og derfor er kongen, som Gud sender, en fattig 
mand uden ydre pragt.  Gud vil ikke forskrække os.  Gud 
vil mødes på lige fod med os, så vi ser, hvor meget han 
elsker os. Derfor har hans søn vores træk, vores kød og 
blod. Han lever vores liv og dør vores død. Det er for at 
vi skal forstå, at nyheden virkelig gælder os som vi er. 
Nyheden om det nye liv, som skal komme, og som vi hører om 
påskedag, hvor Guds søn opstår fra de døde, som vi engang 
skal opstå og leve i Guds lyse himmel. 
     Hvor stort det er som sker, kan vi læse ud af 
Johannes døberens svar til jøderne, da de spurgte ham, 
hvem han er. Han svarer, at han er en stemme, som råber i 
ørkenen: jævn Herrens vej. Det er ord, som Johannes har 
fundet i Det gamle testamente. Hos profeten Jesaja kapitel 
40. Det er et meget smukt kapitel, som handler om det, som 
skal ske, når Gud engang opretter sit rige.  Kapitlet 
begynder sådan: Trøst, ja, trøst mit folk, så siger jeres 
Gud. Tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu 
er dets strid til ende.  Og det er jo fordi Gud selv 
kommer og frelser. Esajas fortsætter om Gud, at han har 
stor magt. Se, den Herre, herren, kommer med vælde, han 
hersker med sin arm. Han vogter sin hjord som en hyrde, 
samler den med armen, bærer lammene i favn og leder 
fårene. Det er glædesbudskabet, at Gud vil hjælpe os.  Og 
Esajas beskriver hvor stor Gud er.  Han troner over 
jordens kreds, som græshopper er dens beboere.  Han 
udbreder himlen som en dug. Hvem er hans ligemand? 
spørger Esajas. Løft jeres blik til himlen og se: hvem 
skabte disse stjerner. Han kender hver enkelt ved navn. 
Så stor er hans kraft og vælde. Og Esajas spørger: Ved du, 
hørte du ikke, at Herren er en evig Gud, den vide jord har 
han skabt? Han terættes og mattes ikke. Hans viden er uden 
grænser. Han giver den trætte kraft, den svage styrke. Ny 
kraft får de, som stoler på Gud, de får nye vinger som 
ørnen. De løber uden at blive træt, vandrer uden at blive 
udmattet. Fordi Gud er så stor og god og hjælpsom, skal vi 
bane vejen for ham og tage imod ham. 
     Sådan står der i det kapitel hos Jesaja, som Johannes 
henter sine ord fra. Og Johannes vil sige: nu sker det. Nu 
kommer Herren. Det er mere end en almindelig konge som 
kommer, for Johannes er ikke engang værdig til at løse 
remmen på hans sandaler. Og jordiske konger havde jo mange 
slaver, som tjente kongen og iførte ham hans tøj og sko. 
Men den konge, som kommer, er en himmelsk konge. Det er 
Gud skaberen selv, som er på vej for at hjælpe og frelse. 
     Som så mange andre steder kan vi se, at gt fortæller 
smukt om det nye som skal ske, men alligevel har GT ikke 
grebet den fulde rækkevidde af det nye.  Himlens konge 
vil ikke kun for at hjælpe Israel, men alle mennesker.  Vi 
er hans folk. Han er hyrde for os. Han vil give os kraft, 
så vi ikke bliver trætte på vores livsvandring. Og en 
anden forskel mellem GT og NT, mellem forudsigelsen hos 
Esaja og opfyldelsen i Jesus, det er at Esajas spørger, 
hvem er Guds ligemand, og Esajas mener, at det er der 
ingen som er. Men i juleevangeliet hører vi om Jesus, at 
han er Guds ligemand. Evangelisten Johannes skriver det 
sådan: vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne 
søn har den fra faderen. I Jesus ser vi hele Guds 
himmelske herlighed.  Gud som har skabt jorden og himlen 
og som er evig, Gud kommer til os i sin søn Jesus. 
     Og Jesus følger os alle vore dage. Han følger os som 
dommer over alt, hvad vi gør: over hvert ord vi siger, 
hver tanke vi tænker, og intet af det kan bestå for hans 
dom. Men Jesus følger os også som håbet, og det er et håb, 
som gælder i hvilken frygt vi end er, i hvilken synd vi 
end har begået, ja, selv i døden følger Jesus os som 
håbet. Der er ingen steder, hvor Jesus ikke følger os som 
vores dommer og vores håb: på selvrosens og 
selvsikkerhedens højder og på håbløshedens og 
fortvivlelsens lave steder. Denne dom og dette håb er over 
hvert af vores øjeblikke. Der er lukket op til Gud i hvert 
øjeblik: Gud kommer til os: jævn Herrens vej. Vi er aldrig 
uden håb, for vi er aldrig uden Jesus. Det er evangeliet 
til os.