Prædiken til 4.s.i advent
af Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge
Tekst: Joh.1,19-28
Salmer: 66  - 74 - 46 / 73 - 365,1 - 167,7 - 62
-----
Han er kugleskør. Ikke nok med, at han som en løve brøler op i ørkenen, så
den sitrende stilhed flænges af hans råb: Ban Herrens vej!
Men han vil ikke være noget. Han vil ikke have æren for noget. Han ved
også, at han ikke er noget, og ikke kan få æren for at være noget.
Jeg er ikke!  - Jeg er ikke Kristus, ikke Elias, ikke profeten. Jeg kan
ikke tjene på, at jeg ved, hvem Gud er. Jeg kan ikke tjene ære og magt på
det. Men jeg giver Gud æren for, at jeg ikke er noget.
Han må da være kugleskør, ham, Johannes Døberen.
Vi har ham herinde i kirken. Han er afbilledet sammen med Moses og de ti
bud.
Her overfor prædikenstolen på Globs epitafium, som vi kalder det store
maleri med provst Glob og hans familie, står Johannes til højre i næsten
legemstor skikkelse. 
Moses står til venstre.
Sådan er de to bibelske skikkelser ofte blevet sat sammen.
Moses er i kristen forstand lovens repræsentant, som betyder, at et
menneskes frelse afhænger af at kunne overholde lovens bud og gøre godt.
Johannes er en underlig skikkelse i denne sammenhæng. På den ene side står
han billedlig talt med det ene ben i loven, på den anden side står han med
det andet ben i det, som skal komme med Kristus, nemlig frelsen ved tro.
Johannes råber i ørkenen: Ban Herrens vej. Det var det, han selv gjorde.
Han banede vejen for Kristus. Han var et redskab for Gud. Han pegede bort
fra sig selv og viste hen til Kristus.
Han vakte ellers stor opmærksomhed ved sin særprægede påklædning. Han var,
som det fortælles i Markusevangeliet, klædt i kamelhår og havde et
læderbælte om livet og han levede af græshopper og vildhonning. Han blev
vel opfattet som en hellig mand og kunne i dag sagtens få mange tilhængere
som økologisk guru og leve fedt på det.
Han formanede mennesker til at lade sig døbe og omvende sig fra deres onde
handlinger. Han skældte også kong Herodes ud, fordi denne havde taget sin
brors kone til hustru og dermed levede et syndigt liv.
Men det kom Johannes ikke godt fra. Han blev halshugget.
Johannes’ skæbne er mildest talt ikke misundelsesværdig. Men han kunne ikke
andet.
Han vidste, hvem han var. Han var en, der råber i ørkenen. Han var udset
til at pege hen på Kristus, hvis skorem han ikke var værdig til at løse.
Johannes under ikke sig selv nogen ære eller magt.
Han sagde heller ikke om Kristus: I kender ham ikke, men det gør jeg, som
man siger, når man praler af et fint bekendtskab. Men han siger: Jeg er
ikke værdig til at løse hans skorem. Det er ikke som ellers blandt
mennesker, når de større kender de største og praler af det, de mere
værdige kender de mest værdige og er stolte af det. Her er det den
uværdige, der kender den ene værdige. Og afstanden til Kristus i kraft af
hans værdighed og Johannes’ uværdighed bliver mindre, fordi Johannes kender
sin plads i dette forhold. Afstanden bliver ganske nær.
“Han bør vokse, men jeg blive mindre”, har Johannes sagt om sit forhold til
Kristus. Og derfor er Kristus ham ganske nær. For Kristus er Kristus for
dem, der ikke er ham værd, men ikke kan leve uden ham.
Det fortælles om en meget klog og from mand, kirkefaderen Hieronimus, at
han slog sig ned i Betlehem, og inderligt bad om at måtte give Kristus
noget af alt det, han ellers måtte give ud og dele de fattige. Kristus
svarede denne gode mand: Siden du er så rundhåndet og så forfærdelig gerne
vil give mig noget, så giv mig dine synder, din onde samvittighed, din
fortabelse, så jeg kan bære det og tage det bort fra dig.
Kære Kristusbarn, svarede Hieronimus, jeg troede, du ville have noget godt
af mig, og så vil du bare have det onde hos mig. Jamen, så tag, hvad der er
mit og giv mig det, som er dit!
- Og Det er jo det, der om jeg så må sige, er pointen i det kristne
budskab, at vi peger hen på Kristus, som vor frelser, som vi ikke på noget
område kan vise os værdige overfor med noget godt, men som tager det onde
hos os for at give os det, som er hans: glæden ved livet, frelsen fra
fortabelse og alt ondt.
Og derfor kunne Paulus skrive, som han gjorde i brevet til menigheden i
Filippi, og som vi hørte fra alteret: “Glæd jer altid i Herren! Jeg siger
atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er
nær.”
Også Paulus pegede hen på Kristus. Det var ham livet om at gøre. Den sande
tro i os er at gøre ligeså.