Prædiken til 2. juledag
ved Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge
Tekst: Matt.23,34-39
Salmer:  93 - 563 - 98 / 101 - 96
-----
Ligesom vi har rundet juleaften og juledag med budskabet om Jesu Kristi
fødsel og fred til mennesker med Guds velbehag, så går det i dag løs med
mord og blod og sved og tåre.
Man kan da heller ikke holde fred ret længe ad gangen. Og det er jo så
sandt. Men at vi skal belemres med den uskyldige Stefanus’ stening og død,
det kunne vi jo godt være foruden i denne juleuge.
Men helt fra oldkirkens tid blev martyrernes dødsdag husket og markeret.
Deres dødsdag blev regnet for deres fødselsdag i Guds rige. Af respekt for
martyriet valgte man så den første dag efter Jesu fødsel, som Sct. Stefans
dag. Dagen i dag er den eneste martyrdag, vi har i kirkeåret.
Men vi forstår ikke her i Danmark, hvad et martyrium er. Vi kan bruge ordet
martyr som et kritisk udsagn om en, der gør sig selv til martyr, og det kan
psykologer og terapeuter nok for meget ud af.
Men at et menneske i Danmark står fast på sin kristne tro velvidende, at
det vil koste hende livet, - den skal vi vist langt ud på landet med.
Vi skal vist til udlandet for at finde en skæbne, der ligner Stefanus’.
Her i Danmark har vi det for godt. Og vi er så tolerante og så private, så
vi kan gå op og ned af hinanden i mange, mange år uden at vide, hvad
naboen, arbejdskollegaen eller ægtefællen tænker og tror.
Og præster, der taler om Gud og Jesus, kan leve af det. Hvis vi bliver sat
fra bestillingen, så skyldes det som regel, at vi er blevet set fordrukne i
byen eller groft tilsidesætter biskop og kirkeministers forskrifter. Og
hvis vi bliver afskediget, så lider vi ingen nød af den grund. 
Alt i alt står den kristne kirke i Danmark og den vestlige verden med et
problem. Vi er en luksus-kirke med luksus-kristne. Vi har skabt et samfund,
hvor ingen behøver at lide katastrofal nød. Vi hjælper hinanden over
skattebilletten og det er godt nok, men vi lader så enhver passe sit, også
sin sorg og sin tro.
Man kan da ikke fortænke nogen i at bryde op fra dette samfund og lade sig
konfrontere med verdens grusomheder i troen på, at man i en
hjælpeorganisation kan hjælpe nødlidende mennesker, velvidende at man
risikerer sit liv for de andres skyld.
Men vi kan ikke alle forlade Danmark for at rejse ud, dér, hvor nøden og
elendigheden er ubegribelig stor. Kun få er uddannede til det og har
psykisk mod til det.
Her hos os selv er der også nødlidende nok, hvis vi bare har øje for
hinanden.
Ensomheden, tomheden og den åndelige fattigdom gemmer sig i mængden af
velklædte og checkede mennesker i alle aldre.
Vi kan ikke påstå, at vi har uskyldigt blod på samvittigheden. Hvis vi har
noget på samvittigheden, så skulle det være, at vi passer os selv og passer
på os selv. Vi kan i hvert fald sagtens leve med god samvittighed, mens
andre lider.
Det var der også en kendt person, der kunne, da han stod og så på, da
Stefanus blev stenet til døde.
Den kendte person, en ung mand, der hed Saulus, havde det i øjeblikket godt
med Stefanus’ død. Folk, der havde vidnet falsk mod Stefanus kastede deres
kapper ned foran Saulus som et vidnesbyrd om, at også han godkendte
steningen. Saulus var en god jøde, klog på skriften og moseloven. Han blev
også provokeret af Stefanus’ tale om denne Jesus fra Nazaret, der ville
vende op og ned på love og skikke og talte om, at Gud havde vist sig i
Jesus. Efter Stefanus’ død lod Gud Saulus komme på andre tanker. Mens
Saulus var på vej til Damaskus i Syrien for at tage kristne til fange, blev
han standset på vejen med blindhed. Og han fortæller selv, at han hørte
Jesus kalde på ham: Saul, Saul hvorfor forfølger du mig?
Denne kaldelse vendte op og ned på Saulus’ liv. Vi kender ham som apostlen
Paulus, som tog sit kald op og rejste rundt i hele middelhavsområdet for at
forkynde, hvad Stefanus havde forkyndt. Og Paulus’ breve i Det Nye
Testamente er de ældste vidnedbyrd om vor Herre Jesus Kristus. Paulus
kæmpede med sig selv livet igennem, indtil han blev henrettet i Rom for sin
tro. Han kæmpede med sin tvivl og med den erkendelse, som han udtrykker
således: Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke
vil, det gør jeg.
Netop det havde han på sin samvittighed.
Men den eneste, der kunne løse ham fra den onde samvittighed var den
korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus. Gud sendte sin søn til
verden, ikke blot til venlig orientering om den himmelske verdens sager,
men for at udfordre til tro eller til forargelse. 
Til tro, at vi skal elske Herren vor Gud og vor næste som os selv. Til
forargelse, at vi ikke skal elske os selv først, og så helst også vor
næste. Men at Herren vor Gud og Jesus i vor næste kræver os, ja, kalder os
fra sofaen, så vi ikke nøjes med at se virkeligheden filtreret gennem en
fjernsynsskærm, men lader virkeligheden møde os uden for os selv, hvor vor
næste kræver om ikke vort blod, sved og tårer, så dog vor omsorg og
med-menneskelighed, i troen på, at kærligheden har sejret over verdens
ondskab. Kristus lod sig føde.