Prædiken til Helligtrekongers søndag
af Susanne Fabritius de Tengnagel
Tekst: Matt. 2,1-12
Salmer: 696 - 84 - Kom, tro og kom, glæde ( 78-tillæg) / 113 - 365,1 -
167,7 - 99,1-5 dåb 99,6-8 - 664
-----
I Jesu velsignelse navn! Amen.
Hvis der er en historie i Bibelen, som har fået genklang og er genkendelig
for alle mennesker i alle aldre, så er det historien om de vise mænd fra
Østerland, som ved hjælp af en stjerne kom til Betlehem og tilbad det lille
barn, Marias søn.
Historien er som en beskrivelse af paradiset, Guds rige, som skal blive
synligt, om Gud vil. Den store kong Herodes udtrykker højt og tydeligt, at
han vil tilbede barnet. De vise mænd gør det. De store i samfundet bøjer
knæ for den lille og fattige dreng i krybben.
Salmen, vi begyndte gudstjenesten med: I Østen stiger solen op, forbinder
paradistilstanden ved skabelsen morgen med det, der sker i Betlehem.
Og det er jo fortræffeligt set. Og derfor er Ingemanns salme meget bedre at
synge ved juletid end på noget andet tidspunkt. For Ingemann har forstået
budskabet om barnet i krybben. Barnet er den Gud, som skabte himmel og
jord. Med dette barn er Guds rige blevet synligt for os. 
Men der er én, som forstyrrer paradistilstanden i Betlehem, ligesom
slangen, der forstyrrede Adam og Evas tilværelse i Edens have.
Kong Herodes er billede på slangen, der frister.
Herodes er en klog mand, snedig og højt begavet. Han bliver godt nok taget
på sengen, om jeg så må sige, ved at de vise mænd spørger ham, hvor
jødernes nyfødte konge er. Men Herodes er vant til at finde en grimasse,
som kan passe. Han bliver godt nok forfærdet over at høre, hvad han ikke
vidste, han, som burde vide alt, at en nyfødt konge skulle være født i
Judæa i hans magtområde. Og han ser i ånden, at der er en konkurrent, som
en dag vil sætte ham fra tronen. Men han er hurtig til at lade sin
forfærdelse vende til nysgerrighed og velvillig interesse. Jo, han ønsker
skam, at de vise mænd skal komme tilbage og give ham nøje besked om, hvor
barnet befinder sig, så han også kan komme og tilbede det. 
Vel vil han ej! Han lyver og bedrager de vise mænd, men hans ønske om at
tilbede barnet er den fristelse, der skal få de vise mænd til at tro, at
han har gode hensigter. Men det har han ikke, og det ved vi godt alle
sammen. Vi har gennemskuet ham. Hvorfor? Fordi vi ved, at de vise mænd ikke
tog tilbage til Herodes og fortalte om barnet, men rejste en anden vej
hjem. For de havde i drømme fået en åbenring om, at de skulle undgå
Herodes. Og hvorfor det? Jo, ganske enkelt, fordi Herodes er en løgner og
bedrager, hvad de vise mænd måske ikke anede, men det gjorde Gud. 
Her i Betlehems paradis med Jesu fødsel er Guds kamp begyndt mod Satan i
Herodes’ skikkelse. 
Og det er en kamp, som Jesus vokser op for at kæmpe til ende og til sejr på
korset, langfredag og ved opstandelsen påskemorgen.
Først da blev fristeren, satans magt, overvundet.
Satan har stadig magt og tager sig stadig magt over menneskehjerter, men
Guds magt er større end hans, og derfor har vi intet at frygte.
Det mærkelige for mig er, at hvis historien om de vise mænd ikke også
handlede om Herodes’ sataniske snedighed, så var der ingen spænding i
historien. Så ville den være en vammel glansbilledeagtig beskrivelse af et
paradis på jord, som ikke findes. Desværre er det det billede, som oftest
ses i beskrivelsen af julens budskab. Det er det lille barn i krybben, med
hyrderne og de vise mænd. Julekrybber har ikke Herodes med som en sort
skygge over paradiset eller en falden engle eller en ulv i fåreklæder.
Med Herodes bliver Jesu fødsel til en skræmmende virkelighed. Den bliver
vores virkelighed, hvor kærligheden ikke har gode vilkår ret lang tid af
gangen. Hvor det lille og svage menneske ikke har den samme ret til livet,
som den store og stærke. Hvor det gode altid bliver mødt med løgnen. Hvor
Judaskysset, den falske kærlighedserklæring, slår mennesker ihjel. Herodes
ville jo kysse barnet med et dræbende kys. 
Jo, vores virkelighed fremmales på denne helligtrekongers dag med en bred
pensel. Og det kan godt gøre ondt i hjertet. For hvor og hvordan og hvornår
vil det paradisiske liv, det guddommelige liv nå os, når vi både ved Jesu
fødsel og i vort eget liv ikke kan se det. Slangen hvisler fristende i
træet.
Man må nok sige, at paradiset er godt dækket til. Men Jesu fødsel er
begyndelsen til enden på slangens sataniske magtherredømme over vore sjæle.
Se det med det blotte øje, kan vi ikke. Det er svært nok at fastholde det i
tanken et kort øjeblik. Jesu fødsel er begyndelsen til enden. 
Og når vi her i kirken søndag efter søndag og også i dag skal døbe et lille
barn, lille Amanda, så er det på Jesu befaling om, at dåben er begyndelsen
på det evige liv, det paradis, som skal blive synligt for os ved denne
verdens og vort livs ende. Vi bliver i dåben arvinger til det evige liv. 
Se det med vort blotte øje kan vi ikke. Men se det med troens og håbets
øje, det kan vi.
Troens vished og håbets forventning. Det er den virkelighed, Gud har givet
os med Jesu, som begyndelsen til enden for det sataniske, dødens, mørkets
og løgnens magter. Og enden, den beskrives i den store vision i Bibelens
sidste skrift, Johannes Åbenbaring, visionen om Guds totale herredømme og
den paradistilstand, som skal komme således: Nu er Guds bolig hos
menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv
være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke
være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet. Oghan, som sidder på tronen, sagde:
Se, jeg gør alting nyt! Og han sagde: Skriv! For disse ord er troværdige og
sande. Og han sagde til mig: Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen
og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for
intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han
skal være min søn.