Prædiken til 3. s. i advent 1998.

Sprog er mærkeligt! Ord og begreber bliver til på sære måder. For
eksempel er der et begreb på dansk, der ingen egentlig oplagt
forbindelse har til vores danske virkelighed, men som alligevel opfattes
tydeligt og klart. Det er ordet ØRKENVANDRING jeg her sigter til.. I det
frodige Danmark findes ingen ørkener - omend vi af og til omtaler
storbyens massive beton-billede som en sten-ørken. Udtrykket
ØRKENVANDRING stammer da også fra bibelshistorien, hvor den hentyder til
de fyrretyve år, som Israelitterne vandrede i ørkenen omkring
Sinai-bjerget, uden egentligt at komrne nogen vegne. Det er da også i
den betydning ordet er indgået i dansk sprog og virkelighedsopfattelse.
Det bruges netop som en karakteristik af den oplevelse af livet som vi
alle fra tid til anden er fælles om, når vi føler, at livet står i
stampe, vi rokkes ikke ud af stedet - vi sidder uhjælpsomt fast i et
hængedynd. At være på ørkenvandring i den forstand, det er ikke rart,
blandt andet fordi det er udsigtsløst, horisonten er så uendelig fjern,
der er langt  mellem oaserne, sandstormene hvirvles op, just som vi tror
at se ét lyspunkt får vi sand i øjnene, når sandkornet endeligt er
gnedet ud, så er udsigten igen uendelig og trøstesløs.

Det er på den baggrund at evangeliet til idag skal høres. Det handler
bogstaveligt talt om 'en røst, der råber i ørkenen, den der skal bane
Herrens vej´. Vi får  også ordentlig besked om hvad Herrens komme vil
betyde: “Blinde skal få deres syn igen, lamme skal. gå, spedalske skal
renses, døve høre, døde stå op  og sidst - men iklce mindst - evangeliet
slcal forkyndes for fattige”. Fattige  i denne betydning, det er netop
os, der midt i vor ørkenvandring her på jorden skal se lyset.  De døde,
der skal opstå, det er os som Luther synger om: MIDT I LIVET ER VI
STEDT, UDI DØDENS VÅDE, os for hvem der må intet rnindre end en
opstandelse til for at dette liv kan blive livet værd! De døve, der på
ny får høre-sansens nådegave, det er os der skal få dén tro, der kommer
af at høre dét evangelium, der påstår at kærligheden ER, at den er
større end os, men den er dér for os. Spedalske er vi også - vi der
taber både næse og mund i ren og skær benovelse over vor egen
menneskelige kunnen - også de sår heles af det glade budskab, der
befrier os for vores selvglæde og selvkærlighed, hvorved vi sættes fri
til at være rnedmennesker, der som tidligere lamme nu kan gå ud i dette
liv og være jorden tro, også fordi vi der var blinde for livets
pragtfuldhed, vi igen er blevet seende. Dette er dagens budskab! Og lad
så være med at påstå, at dette her ikke kommer os ved! For selvfølgelig
gør det det! Vi krisens mennesker ved årtusindets slutning, vi der
klynker og klager så det er en ynk - det er os, der skal sættes i frihed
fra klagesangenes fængsel. Hør her en rnoderne digters karakteristik af
tiden, det er Ole Wivel, der i en sang til Baaring højskoles invvielse
tilbage i 1959 -  også et kriseår,  skriver:

Der truer os i tiden 
en ond usynlig magt
vor egen sikre viden, 
som sprængte med foragt 
den skænkede natur
og nedskrev Adams billed 
til skyggen på en rnur.

Før sang man roligt salmer
i fattet tro på Gud. 
Men gammel enfold falmer 
som løv og slettes ud 
i denne jævndøgnstid. 
Hvor hjerterne er delte 
og med sig selv i splid.

En frygt på vore øjne 
er lagt som ild og is. 
Afmægtige og nøgne 
ser vi vort livs forlis: 
Vor jord forladt af sol, 
de stærke bjerge smuldret 
fra nedbrudt pol til pol.

Og dog er vi i live. 
Angst og usikkerhed 
vil troligt hos os blive 
og nægte os vor fred. 
Men hjertet banker tungt 
og søger i sin feber 
mod håbets vendepunkt.

I ordet overvintrer 
den sandhed vi forlod, 
og ingen magt kan hindre 
den i at fæste rod 
selv i en fattig jord, 
hvor frøet som et under 
og skjult for alle gror.

I ordet skabtes verden
som kloderne i lys. 
I ordet skal vor færden 
fra dag til dag fornys, 
så vi alligevel 
får ærligt mod til sammen 
at vedgå arv og gæld.

En Adam i os alle 
hver stormfuld jævndøgnstid
kan høre nogen kalde 
langmodig, trofast blid:
Mit barn, mit barn, giv agt 
alt er igen uprøvet
i dine hænder lagt


     Nej - der er ikke noget nyt i tiden - hver tid har sin onde og
usynlige magt, der vil lægge livet øde, gøre det til en ørken.
Heroverfor er der kun det ord, der skaber hvad det nævner - til at fæste
rod - selv midt i ørkenen - som et frø, der underfuldt gror - det ved ej
selv hvorledes. Det er netop et under. Ved siden af det blegner alle
andre undere eller mirakler, de er kun at se som fup og fiduser med
mindre de peger på underet - livets under, der bliver til på et ord.
Grundtvig siger i en sang: “Menneskelivet er Underligt” - med det siger
han ikke, at det er mærkeligt, som det kunne lyde for vore øren - næh -
han siger,  at det er lig med et under. Hvor det erkendes, der er
tilværelsen ikke længere nogen ørkenvandring, for dér har det genvundet
sin værdighed og sin kvalitet. Hver gang vi har dåb så understreges
dette, idet der er noget som vi ikke kan sige os selv - derfor må der en
ydre handling til, der understreger for OS, at på trods af alt det skidt
og møg vi skaber for os selv - så har vi dog alligevel fået livet som en
dejlig gave. Det er det, der er underet - og derfor også nok det, som vi
har ufatteligt svært ved at tage til os. Det fatteligste, det er, at
fremture i ørkenvandringen; men det er også det fattigste.

     Uanset hvad der måtte true os i vores tid - Så befinder vi os netop
nu i en ventetid - vi venter på det, der snart skal komme - vi venter på
jul - vi venter på glædens fest - vi venter den endog med længsel.
Forventningens glæde er - siger vi - den største. Det er den, fordi den
så at sige rummer sin egen dyamik. Det der ventes på virker ind i den
ventendes situation og er derved med til at sætte ventetiden i
perspektiv. Det er ret beset dette liv - som det er - når det er noget
andet end en ørkenvandring, i den kom man - som før sagt - ikke ud af
stedet. Men underet er, at det gør vi alligeve|. Underet er, at vi får
lov til at se længere ud end til  dét der befinder sig på vores egen
næsetip. Det er glædens fødsel, sorn vi venter på, og den er om noget
værd at vente på.

Snart er det jul. Glædens fest. Ethvert barn kender - stadigvæk -
juleevangeliet, dét der begynder: “Men det  skete i de dage, at en
befaling udgik fra Kejser Augustus, at al verden skulle skrives i
mandtal” hvorefter  følger resten af beretningen om Jesu fødsel. Det
juleevangelium har en parallel, der lyder sådan: “I begyndelsen var
ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var GUD. Alt er blevet til ved
det, og uden det blev intet til af det som er til. I det var liv, og
livet var menneskenes lys, og lyset skinner i mørket, og mørket fik
ikke  bugt med det!” Det er festen for ORDET, LIVET OG LYSET vi nu
venter på. Derfor er livet ikke nogen ørkenvandring - på trods af at det
til tider synes sådan. Derfor kan vi også på denne søndag: 


Så gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde
Han give dig lyst og lykke til
at gøre gavn, som han det vil
på allerbedste måde 
AMEN!!!!