Juletravlhed. Det ord vil vi begynde ved i dag. Mon ikke vi allesammen
forbinder et eller andet med det ord. Nogen har haft travlt med at købe
gaver og pakke gaver ind. Andre har haft travlt med at gøre rent og lave
mad. En del har sikkert haft mere end sædvanlig travlt på deres arbejde.
Børnene har haft travlt med at følge med i fjernsynets julekalendere. Hvis
det glipper en aften, så er der heldigvis en genudsendelse næste dag. Men
så blir der jo ekstra travlt den dag, hvor der både skal blive plads til
genudsendelserne og til dagens nye afsnit. Så er det ikke sikkert, at der
også blir tid til lektierne. Juletravlhed - det er noget vi allesammen kender
til på den ene eller den anden måde. 


Jeg skal nok lade være med at løfte pegefingeren og beklage mig over
juletravlheden. Dens slags pegefingre har vi allerede fået nok af. Det hører
ligesom med til juleforberedelserne, at vi jamrer lidt: Så tidligt julen
begynder i forretningerne. Så meget vi skal nå. Så stressede vi blir.
Overforbruget, overfladiskheden, overvægten - alting er galt. Nogen gange
kan det næsten lyde som om, vi hellere ville være fri for julen. Men sådan
er det jo alligevel ikke. Vi glæder os til det. Og vi nyder det, mens det står
på. Og vi kan jo spørge os selv: Hvad var julen uden alt det ekstra, som vi
stiller an? Så var julen vel bare almindelig, nøgtern hverdag. 

Så selvfølgelig skal vi feste og gøre noget ekstra ud af juletiden. Og
selvfølgelig skal vi have travlt. Det hører med.

Og så sker miraklet - år efter år. Når vi har allermest travlt, så blir det jul.
På tværs af al vor planlægning. På tværs af vore bekymringer for det ene
og for det andet. Julens budskab er altid på tværs. 

Sådan har det været siden den allerførste julenat. Tænk på forældrene,
Josef og Maria. Den fødsel kom da helt på tværs for dem. De var på rejse.
Så er alting mere besværligt. Der var ingen seng til moren. Der var ingen
nabokone, der kunne hjælpe med fødslen. Der var ingen vand. Der var
ingen vugge til barnet. Der var dårlig nok en stump tøj, som de kunne
pakke den nyfødte ind i. Det ville have været meget nemmere, hvis barnet
var kommet til verden lidt tidligere - eller lidt senere. Lige dér og da var
det upraktisk. Men barnet kom!! Og de glædede sig over det trods alt. 

For hyrderne var det vel også lidt på tværs. De måtte forlade deres arbejde
og gå ind til byen Betlehem. De gjorde det sikkert gerne. Det var jo ikke
hvem som helst, der sendte dem afsted. Og det, de så, det var så stort, at
det langt opvejede besværet. Men det kom da på tværs af deres egne
planer og forestillinger. 

Og vismændene. Tænk hvad de fik ud af det! For dem var det ikke bare en
lille tur ind til den nærmeste by. De måtte for alvor forlade deres
biblioteker og observatorier og drage ud på en månedlang rejse igennem
ørkener over landegrænser til helt fremmede egne. Ligesom hyrderne
gjorde de det sikkert også glad og gerne. For de var drevet af forskertrang
og af lysten til at se det nye. Og stjernen viste dem, at her var der stort nyt
at finde. Men de måtte yde en indsats. De måtte virkelig gå på tværs af
deres daglige rutiner. 

På en endnu voldsommere måde kom det på tværs af kong Herodes’
planer. Han havde ondt i sinde. Han ville kæmpe for at beholde sin magt.
Så for ham var det dårligt nyt, da rygtet om den nye kongesøn nåede ham.
Det måtte jo være en rival til magten - tænkte han. Og han følte allerede
stolen vakle under sig. Han måtte have den kongesøn ryddet af vejen -
straks. Han måtte se at komme på tværs af hans veje. 

Sådan var det den første julenat. Nyheden blev modtaget forskelligt - med
glæde eller med frygt. Men for de fleste kom det på tværs. Sådan er det
også den dag i dag. Vi er optaget af forskellige ting. Vore livsmuligheder
er forskellige - afhængigt af om vi er unge eller gamle eller syge eller
raske. Vi er på mange måder forskellige. Men én ting har vi til fælles. For
de fleste af os kommer julens budskab på tværs af vore daglige rutiner.
Julen taler et sprog, som vi ikke er vant til. Der blir vendt op og ned på
stort og småt. 

Hvis vi er selvtilstrækkelige som kong Herodes - og kun tænker på at klare
os selv - så lyder julebudskabet til os som en advarsel. Selv den stærkeste
menneske-magt kommer til kort over for barnet fra Betlehem. Had og
ondskab og selviskhed har ødelagt meget i tidens løb. Men gang på gang
har kærlighedens svage, spirende magt alligevel overvundet det onde - og
reddet den, som led overlast. Det sker ikke hver gang. Der er mennesker,
som bukker under for det onde og som må opgive at se kærligheden og
retfærdigheden sejre - i dette liv. Sådan er det i vort eget land og sådan er
det i stor målestok andre steder i verden. Men selv de mennesker, som
rammes af det onde, selv de kan midt i lidelsen vende sit håb til ham, som
blev født julenat - kærlighedens menneske. Og midt i den onde
virkelighed kan vi tro på, at hans kærlighed endelig vil vinde engang. Det
er julens budskab, som også på den måde kommer på tværs af vor
situation. 

Hvis vi er bekymrede, så er julens budskab: Du skal ikke være bekymret.
Himlens Gud har vist, at han bekymrer sig for os. Han blev ikke i sin
himmelske fjernhed. Han kom til os. Han kender os og hvert øjeblik ved
han, hvad vi tænker på. Derfor kan vi roligt lade ham tage sig af vore
bekymringer - uanset hvad de gælder. Ligesom dagen i dag er hans, sådan
er fremtiden det også. 

Det kan være en pointe i aften: Julebudskabet kommer som regel på tværs
af vore forestillinger. Det vælter vor selvtilstrækkelighed. Det smelter vore
bekymringer. Fordi det linder himlens dør på klem - så lyset fra Guds rige
skinner ind over vor almindelige dagligdag. Lad os se julen i det lys. Og
lad os også tage lyset med os videre, når festdagene er forbi. 

Amen.