Salmer: 21 - 45 - 717 - 190

Her ved NNs bisættelse skal vi høre et stykke fra Det gamle Testamente -
salme 36:
   "Herre, din godhed når til himlen, din trofasthed til skyerne. Din
retfærdighed er som Guds bjerge, dine domme som det store dyb.
   Herre, du frelser mennesker og dyr. Hvor dyrebar er dog din godhed,
Gud! Mennesker søger tilflugt i dine vingers skygge. De mætter sig ved
overfloden i dit hus, du lader dem drikke af din herlige bæk; for hos
dig er livets kilde, i dit lys ser vi lyset."
   Amen.

   Mennesker søger tilflugt i dine vingers skygge, skriver salmisten.
Det sker for os alle, at vi får brug for et tilflugtssted - eller
rettere - det er noget, vi har brug for hele tiden; men ofte er det
sådan, at vi ikke tænker over det i dagligdagen, og da slet ikke hvis
dagligdagen er tryg og god; men pludselig kan der ske nogle ændringer,
som gør behovet for et tilflugtssted synligt og  på trængende - som
f.eks. ved et dødsfald.
   Hjemmet kan være et tilflugtssted. Familien kan være det - eller den
gode ven eller veninde. Selv om alle ved, at det er en stor omvæltning,
når man mister én, man er meget stærkt knyttet til, så sker det
alligevel tit, at den enkelte bliver overrasket over, hvor stor en
omvæltning det er. Selv om man troede, at man var forberedt på det at
miste et elsket familiemedlem, så viser det sig, at der er grænser for,
hvor meget man kan forberede sig. Så længe man forestiller sig en
situation, er der stadigvæk et håb om, at det ikke bliver virkelighed -
ja, selv om man ved, at håbet er urealistisk, så er det der alligevel.
   Og når det så bliver virkelighed, at man er har mistet, så står man i
en helt ny situation, hvor det, der ellers har fyldt så meget i ens
dagligdag, pludselig hører fortiden til, og er blevet til min der -
uvurderlige minder, men alligevel minder. Og selv om der er både
familiemedlemmer og venner og naboer omkring én, så er der et savn.
   Alle, der hørte til i NNs liv, må nu leve med det savn, at hun ikke
er her mere. NN fik et liv, der nok var præget af sorger og sygdom, men
også var præget af mange glæder - og selv satte hun sit præg på sine
omgivelser - med sine holdninger og sin måde at være på. NN holdt af at
være sammen med andre mennesker, så det er blevet til mange gode timer
sammen med familie og venner, og nu hvor hun ikke er her mere, vil hun
blive husket med taknemmelighed for det, hun havde at give til sine
nærmeste.
   Den, der her mistet, har brug for familiemedlemmer og venner og
naboer. Den, der har mistet, har brug for tilflugtssteder. Steder, hvor
man kan søge hen med sin sorg, hvor man kan tale om minderne og drøfte
nutid og fremtid. Andre mennesker kan være sådan et tilflugtssted, og vi
har Jesu ord for, at Gud vil være et tilflugtssted.
   Evangelisten Mattæus fortæller, at da det trak op til, at Jesus ville
blive arresteret og henrettet, sagde han: "Jerusalem, Jerusalem! du,
som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte
ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under
vingerne, men I ville ikke". Og det er ikke et tilfældigt billede, Jesus
bruger. Han tager tråden op fra salmisten, der flere gange har skrevet,
at Gud er som en høne, der samler sine kyllinger under vingerne - for
at give dem et tilflugtssted. Sådan som det også lød i salme 36:
   "Herre, du frelser mennesker og dyr. Hvor dyrebar er dog din godhed,
Gud! Mennesker søger tilflugt i dine vingers skygge. De mætter sig ved
overfloden i dit hus, du lader dem drikke af din herlige bæk; for hos
dig er livets kilde, i dit lys ser vi lyset".
   "Mennesker søger tilflugt i dine vingers skygge - og du lader dem
drikke af din herlige bæk", siger salmisten i sin lovprisning til Gud,
og den bæk er herlig, fordi den er livets kilde. Den bæk er livets
kilde, fordi Gud er skaberen af alt liv, og Gud er ikke bare skaberen,
men også den, der har omsorg for sit skaberværk - ligesom hønen har
omsorg for sine kyllinger.
   Men vi er samlede til en bisættelse. Et menneske er død - efter et
langt liv med alle de oplevelser og erfaringer, der hører et menneskeliv
til; men alligevel kommer tanken: hvorfor lige nu - og vi erindrer også
de andre, vi har mistet - unge som gamle. Hvor er Guds omsorg i det? Det
spørgsmål kan vi ikke lade være at stille - og vi skal heller ikke lade
være med at stille det. Der er ikke noget, vi mennesker har sværere ved
at forlige os med end dette, at livet ikke kun består af glæde, lykke og
kær lighed; men at det også består af sorg, ulykke, sygdom og lidelse.
"Befri os fra det onde", beder vi i Fadervor - igen og igen.
    Set på afstand ved vi jo godt, at det er spændvidden mellem det lyse
og det mørke, sorg og glæde, der giver tilværelsens mangfoldighed, og at
hvis vi fører det tankeeksperiment til en de, at livet kun består af det
lyse og lette og sorgløse, så bliver alting ligegyldigt. Så er der ikke
noget at kæmpe for, ikke noget at bestræbe sig på. Det bliver uden
betydning, om man gør det eller det andet. Det er ligesom med
kærligheden: sammen med den kommer også ængstelsen for at miste - men
det gør ikke kærligheden mindre værdifuld - tværtimod.
   Sådan er det, når vi ser på tingene på afstand; men når sygdom og
døden kommer tæt på, så er der kun spørgsmålet om hvorfor! Hvorfor lige
nu? Hvorfor lige ham eller hende? Hvis Gud har omsorg for os, hvorfor
greb han så ikke ind?
   Der er ikke andet svar, end at Guds omsorg ikke er af den art. Vi kan
ikke bruge Gud som en magisk kraft til afvende alt, hvad vi ønsker at
blive befriet fra. Guds omsorg er af den art, at vi kan komme til ham
med alt, hvad der tynger os, og søge trøst. Vi kan komme med vores sorg
og ensomhed - med følelsen af at være forladt, også af Gud. Vi kan komme
med vores fejltagelser, med det vi ikke fik gjort. Med vores skyld og
skam. Gud er som hønen, der samler sine kyllinger - også de forkomne -
under vingerne.
   Og så, som vi sang det før i vers 4: Fader, under dine vingers skygge
vender dine visdoms hænder kors til sejrens palme og klageråb til
jubelsang. Det, det er allervigtigst at holde fast i, når døden har
været helt tæt på, det er, at Gud vender klageråbene til jubelsang,
fordi Guds omsorg også er af den art, at opstandelsen er virkelighed. Da
Jesus stod op af graven påskemorgen, blev det åbenbaret for enhver, at
Gud ikke blot er skaberen af alt liv, men at det også er sådan, at end
ikke døden kan tømme livets kilde.
   Salmisten skrev: "Mennesker søger tilflugt i dine vingers skygge. De
mætter sig ved overfloden i dit hus, du lader dem drikke af din herlige
bæk; for hos dig er livets kilde, i dit lys ser vi lyset." Efter Jesu
død og opstandelse må vi kalde det lys for opstandelsens og det evige
livs lys. Derfor kan vi også i dag ved NNs bisættelse foretage
jordpåkastelsen i sikker forvisning om, at både levende og døde har et
tilflugtssted under Guds vingers skygge.
   Amen.