Jeg har aldrig kunne forstå, at nogen kunne sige om bibelen, at den er opfundet. At det bare er historier, som nogle har digtet. Hvem ville opfinde en sådan historie, som vi har hørt i dag. Disciplene blev jo senerehen forbilleder for de kristne. Om forbilleder ville man da opfinde en sådan historie, at de skændtes? Mon man ikke hellere ville fortælle noget godt om dem, at de altid talte tingene roligt igennem med hinanden og at de kunne klare alle problemer. Derimod at de skændtes, og så at de skændtes om hvem af dem, der var den største. Det var da altfor hverdagsagtigt. Det var da pinligt.
Disciplene lyder næsten som børn. De glemmer helt at de er udvalgt af Jesus til at være de første kristne. De glemmer helt, at Jesus står og hører på dem. De glemmer helt, hvad de har lært om Gud, at over for Gud er det ikke de kloge og dygtige, som får den største løn. Nej, over for Gud er alle lige. Disciplene glemmer al deres børnelærdom, fordi de bliver så ophidsede. Fortællingen idag er så realistisk og så hverdagsagtig, at det er som om vi er tilstede. Vi kan se disciplene for os, som de skændes. Det er simpelthen ingen tvivl om, at sådan er det foregået.
Men hvorfor talte disciplene om, hvem af dem der var den største. I enhver gruppe er der personer, som taler mere end andre. Der er personer, som lyder mere selvsikre og er værd at lytte til. Og det kan være berettiget. De kan have større erfaring og være bedre til at formulere sig, så man kan lære meget af at lytte til dem. På den anden side er det godt for alle mennesker den følelse, at andre lytter til mig og at jeg bliver regnet med. Og de som har en evne til at markere sig, kan blive fristet til at bade sig i andres interesse. Der er ledere og direktører, som er en slags skuespillere, der kan skabe en stemning omkring sig, så de andre føler, at de er sammen med en strålende begavelse og en meget interessant person. Men det er netop skuespil. Det er blændværk. Det er djævelen, som frister lederen til at blive selvoptaget og frister de andre til at opgive deres egen selvstændighed og selvrespekt og overgive den til lederen.
Disciplene ville også gerne være interessante personligheder. Peter kunne sige, at Jesus havde gjort et større under, da han valgte Peter til discipel. Da Jesus valgte tolderen Mattæus, sagde han bare: Følg mig. og Jesus spiste derefter middag i Mattæus' hus. Så var det meget større det som skete ved Peters kaldelse. Da fangede Peter flere fisk end han nogensinde havde gjort. To både blev fyldt med fiskefangsten. Og Jesus havde forudsagt, at Peter nu skulle fange mennesker, og dvs. Peter ville omvende lige så utrolig mange til kristendommen, som han den dag havde fanget fisk. Det kunne Peter rose sig af, at Jesus havde en sådan tiltro til ham. Og Peter kunne rose sig af, at han den første dag viste sig værdig til Jesus, for Peter forlod den underfulde fiskefangst han havde fået. Peter lod den ligge på stranden. Han lod sin båd ligge på stranden. Han viste, at han ikke regnede det for noget i forhold til at følge Jesus.
Peter kunne også have sagt: Jesus tog mig med op på bjerget, hvor Elias viste sig for os. Kan I ikke huske, at det kun var mig og Jakob og Johannes som Jesus tog med derop. Eller dengang ude på søen, hvor Jesus kaldte mig ud på bølgerne og reddede mig fra at drukne. Jeg er den største af os.
Peter kunne let falde for den fristelse, at gøre sig mere interessant end de andre disciple, og mene, at de skulle lytte til ham og regne ham for mere. Det er almindeligt for os mennesker. Og det er almindeligt, at de andre kæmpede imod. Og at de skændtes om.
Men Jesus var ikke helt almindeligt. En menneskelig fører ville nok råbe endnu højere end de andre: at de skulle holde mund. Men Jesus siger ganske stille og uden skælde dem ud: blandt jer skal den ældste være som den yngste og føreren som den der tjener.
Den ældste er jo ellers den, som har de fleste erfaringer og som skulle være klogere, men sådan er det ikke blandt kristne, Dér er den allerældste ikke nået længere end barnet, som lige er blevet døbt. Vi er alle om vi så er 80 år ikke nået længere end spædbarnet. Vi er alle som den yngste. Der er ingen, som er foran. Vi må altid begynde forfra.
I Guds rige er der ingen, som er mere voksne og erfarne end andre. Ja, man kan slet ikke bliver dygtig og dreven til at tro. Det er ikke som i menneskelivet, hvor man lærer af sine fejl og måske bliver bedre med årene. I troen bliver vi ved med at være nybegyndere.
Det var også derfor Jesus sagde et andet sted: de første skal blive de sidste, og de sidste de første. Det kan vi godt føle som et hårdt ord sådan at der bliver vendt op og ned på al rækkefølge. Hvis Jesus ord gælder, hvordan ved vi så hvor vi er, om vi er de første eller de sidste, om vi er anfører eller tjener. v Jamen, vi skal lægge mærke til i hvilken sammenhæng Jesu siger det. Han siger det lige efter lignelsen om arbejderne i vingården, hvor nogle arbejdede lige fra morgenen og andre arbejdede kun 1 time, men de fik alle det samme i løn. Den lignelse slutter Jesus med ordene: sådan skal de første blive de sidste og de sidste de første. Sådan, siger han. Og det vil jo netop sige det samme som i teksten i dag, at der er ingen, som får større løn end andre, hvad de end har gjort, hvor længe og hvor meget de end har været kristne. I troen er vi nemlig altid som dem, der kommer med i sidste sekund. Og vi får samme løn.
Jamen, falder så ikke al alvor væk. Så kan vi jo ikke opildne hinanden og sige: Nu skal du lytte til mig. Nu skal du tage ved lære af mig og min kristendom.
I kirken er der ingen af os, som kan bestemme over de andre, for vi er alle tjenere. Føreren er som den, der tjener. Og har I nogen siden hørt en tjener sige til den, der sidder ved bordet og har bestilt mad: Sid ordentlig på den stol. Opfør dig ordentligt. Nej, det kan en tjener ikke sige. En tjener bliver sat i arbejde, men kan ikke bestemme over gæsterne. Sådan er vi hinandens tjenere. Sådan er det i kirken, at ingen kan hæve sig over de andre. Vi er alle nybegyndere. Vi er alle som tjenere.
På en restaurant er det tjeneren, som sørger for, at gæsterne har det godt. De siddder og spiser og tjeneren sørger for, at de ikke mangler noget. Tjeneren har travlt for at alle skal få, hvad de ønsker. Det er velgørenhed, at have travlt med at andre har det godt. Sådan er Jesus velgørende. Han er midtiblandt os, som den der tjener.
Ude i verden er der afstand mellem mennesker. Men sådan er det ikke i kirken. Der er ikke forskel på os. Her er den første den sidste og den sidste den første. Hos os er der ikke afstand mellem den ældste og spædbarnet. Jesus er midt i blandt os. Han er nær ved os, som tjene- ren, der vil sørge for os. Han præger vores fællesskab. Hans tålmodighed og mildhed og tjenersind skal også være i os, så ingen skænderier eller fine fornemmelser kan skille os.
Jesus blev selv fristet til at regne sig større og bedre end andre. Det er var jo den fristelse han blev udsat for i ørkenen. Han blev fristet til kun at tænke på sig selv og lave stenene om til brød og han blev fristet til kaste sig ud fra et højt sted, så englene skulle tjene ham og løfte ham så han ikke slog sig. Og Jesus blev fristet til at tjene djævelen og få magt. Men Jesus viste fristeren fra sig. Jesus vil ikke være den første, men vil være midt iblandt os som den, der tjener.
Djævelen frister stadig mennesker. Det er tit, at mennesker ikke kan tåle at få magt. Så ændres de og blive selvoptagne. Selvfølgelig er der også mennesker, som har magt, som bliver ved med at være ydmyge og beskedne. De føler ikke, at de er de første og de største, men at de tjener en sag eller en by eller et land. De viser fristelsen fra sig. For den vil altid være der. Fristelsen bliver større jo højere man kommer op.
Sådan vil også fristelsen for disciplene blive meget stor, siger Jesus. For de vil nå meget højt. Det lover Jesus dem. De skal allesammen sidde på troner og dømme. De skal blive konger og dommere i Guds rige. Allesammen vil de sidde ved Jesu bord i hans rige. Og højere kan man ikke komme end sidde tilbords sammen med Jesus. Større glæde kan man ikke få. Men netop dem, der når så højt, dem frister djævelen desto mere. " Satan gjorde krav på jer, for at sigte jer som hvede," siger Jesus. At sigte, er at samle kernerne, det bedste, fra. Og for djævelen er disciplene kerner, som han udsøger sig. Jo mere gode og fromme vi bliver, desto større vil djævelens fristelser blive. Og hvor fromme vi end bliver, så har vi ikke selv styrke til at overvinde djævelen. Man kan også sige det på den måde, at jo mere gode og fromme vi bliver, desto mere er vi fristet til at blive selvoptaget og stolte over os selv. Og i samme øjeblik vi falder for den fristelse, så er al vores godhed og fromhed forsvundet og har vist sig at være hykleri og skuespil.
Netop Peter, som vi hører meget om i evangelierne, og som var en stor personlighed både menneskeligt og kristeligt - han var i endnu større fare end de andre. Netop ham må Jesus hjælpe ekstra, bede ekstra for, så Peters tro ikke skal glippe. Netop Peter, som regnede sig for den største kristne, han får at vide, at han slet ikke kan klare sig over for djævelen, og at Jesus må bede specielt for ham, for at han ikke skal gå fortabt. Det skal lære os ydmyghed og vise os, at vi ikke skal være optaget af os selv, men vi må være optaget af Jesus. Ja, deri skal vi finde vores glæde, at vi alle, store og små, er omfattet af Jesu bøn. Og det er hans bøn og hans tro, som vil frelse os.
Og så skal vi lægge mærke til slutningen af prædikestykket i dag, hvor Jesus siger: Når du engang vender om, så styrk dine brødre. Jesus ikke det mindste bange for at det skal ende galt for os. Han siger til Peter: Når du engang omvender dig... Jesus siger ikke: hvis du engang omvender dig. Jesus ved, at Peter vil blive i den kristne tro og den kristne kirke. Så opløftende er Jesus ord. Netop Peter får lov til at styrke de andre. Netop han som svigtede, bliver sat på den opgave. Han bliver ikke kasseret. Hvor små og svage vi end er. Vi bliver ikke kasseret. I kirken og over for Gud gælder det nemlig ikke om at være den første eller den største. Nej, Jesus selv beder for os. Hos ham og hos hinanden må vi hente styrke, for vi er hinandens brødre og søstre og Jesus er vores bror.