Udkast til 4.s. i advent:

4 søndag i advent; Joh 1,19-28; Thisted 20/12 98

I tegneserien Radiserne siger Trine til Søren Bruun: 
"I disse dage (dagen op mod jul, mener hun) må vi prøve at tilgive
hinanden"
Søren svarer: "Hvorfor kun i disse dage?"
Hvortil hun replicere: "Sig mig, er du blevet fanatisk?"
Nej, lad os nu beholde benene på jorden og ikke blive fanatiske. Det
kan være godt nok med adventstemningen i dagene op til jul, godt nok
med julegodgørenheden. Mange mennesker bliver dog hjulpet lidt
gennem den, selv om det kun er lidt og selv om det kun varer så kort,
så er det dog med til at gøre livet lidt lettere for mange.
Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Fil 4,4-7 eller som det
hed i den gamle oversættelse: 'Lad alle mennesker mærke, at I har et
mildt sind!' Vi læser de Paulus-ord i adventstiden, de hører med til
denne søndags tekster, og vi synes, at de passer godt til den milde og
lune stemning, som griber os alle sammen i dagene op til jul. Og det
gør den. 
Mange indsamlinger finder sted i disse dage, fordi man ved, at nu
sidder pengene lidt løsere end til daglig. For lad os endelig ikke blive
fanatiske. Det er fint nok med adventsforventning og
julegodgørenheden; men vi har alle sammen også den forventning, at
det hele hører op efter jul, at vi da igen er tilbage ved det gode gamle.
'Lad alle mennesker mærke, at I har et mildt sind!' sagde den gamle
apostel. Men det milde sind har vi ikke. Vi kan lige svinge os op til det
i dagene før jul; men så handler det også om ikke at blive fanatiske.
Nu skal vi tale om det lille Jesusbarn i krybben; nu skal vi synge om
engle og den dejlige jord. Nu skal vi synge om puslinge i hver en vrå,
som drømme mildt om Betlehem. Og vi skal i kirken høre om den
yndige mor, som bragte sit barn til verden under elendige forhold; men
det er yndigheden og romantikken, som får den største
opmærksomhed.
Vist hører vi da om, at det er Gud, som lader sig føde til verden for at
være nær hos sit faldne menneske; men vi anbringer Ham i en
julekrybbe omgærdet af romantik og yndighed, og dér lader vi Ham så
ligge til næste år, for så ved vi da, hvor vi har Ham, for lad os nu
endelig ikke blive fanatiske.
På en måde sætter vi Gud i fængsel, i krybbens fængsel. Og jeg sigter
her slet ikke til materialismens fængsel, ikke til den merkantile verden,
som har omklamret julen, så det næsten ikke er til at få øje på andet
end det, som skal få kasseapparaterne til at klinge. Om det så er de
barnlige forventninger hos de mindste, så er det gjort til objekt for
kassetænkning. Tænk bare på det væld af reklamer, som omgiver
adventstidens børneudsendelser i fjernsynet. 
Men alt det ved man da, hvad er. Her er modsætningsforholdet
tydeligt mellem den fattigdom og elendighed, som juleevangeliet
demonstrerer, og den overdådighed, som vi kamuflerer julen med. Og
selv om vi løber mere eller mindre modstræbende med, så kan vi godt
se kontrasten.
Langt mere besnærende er det, når julen omgives med en sødhed og
romantik, som på den ene side signalerer ægte interesse for julens
budskab om fryd og fred på jorden i mennesker, som har Guds
velbehag - og det mener vi så alle sammen, at vi har som døbte
mennesker - men som på den anden side fjernes julens begivenhed i en
sådan grad fra virkelighedens verden, at man næsten ikke kan andet
end efter jul lade barnet - for det blev i vore juletanker kun til et barn
og aldrig til en mand - og det barn er blevet så yndigt og så uvirkeligt,
at vi må lade det blive i krybbens fængsel indtil næste gang, næste
advent. Harmløst og på en vis måde også ligegyldig blev det, og derfor
er det vel ikke så underligt, at familien Danmark lever videre, som var
intet hændt.
Advent er noget andet. Advent er ikke en pegen hen på julen og det
yndige barn i krybben. Adventsteksterne i kirken peger egentlig alle
andre steder hen end på julen. Advent peger på Ham, som var i
ørkenen, hvor Han blev fristet i alle ting ligesom vi; på Ham, som
fornedrede sig selv og tog tjenerskikkelse på; på Ham, som kom for at
dø den død, som er din og min.
Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd,  det er Johs. Døbers
budskab. Han peger ikke mod Betlehem for at vise os barnet i
krybben; men han peger på korset, for at du skal få øje på din skyld og
samtidig få øje på Ham, på hvis skuldre du kan lægge det hele, og som
vil bære for dig, så du kan sættes fri.
Jeg er én, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!  Johs. Døbers forkyn-
delse havde vagt opmærksomhed. I store skarer var mennesker
kommet til ham ved Jordanfloden; han måtte dog være noget. Og dog
beskriver han kun sig selv som  én, der råber i ørkenen.  
Hans råb lyder i ørkenen. Ørkenen er farlig. Ørkenen er fristelsens og
prøvelsernes sted, dér hvor fristeren høres. Også i præsternes og
levitternes spørgsmål til Johs. lyder fristelsen med. Hvem er du?  De
havde hørt hans forkyndelse, og de havde set, hvordan folk i mængde
samledes om ham; derfor havde de den tanke, at han måtte være noget
særligt, måske Messias. Hvem er du? Det havde været fristende for
Johs, at pege på sig selv, at udgive sig for at være den, som de alle
sammen ventede..
Denne fristelse ligger snublende nær for os alle. Selv Jesus bliver stillet
overfor den fristelse: at være noget i verdens øjne. Hvis du er Guds
Søn … sagde fristeren til Ham. Den fristelse fulgte Ham livet
igennem. Ikke engang, da Han hang på korset, blev Han fri for den.
Hvis du er Guds Søn, så stig ned af korset, så vil vi tro på dig.  Så
bliver du noget i verdens øjne. Og vi ved, at netop ved at stige ned af
korset havde Jesus mistet sin storhed. Fordi Han blev, forandrede Han
hele verden.
Ørkenen er det sted, hvor fristeren hvisker, taler om storhed. Og
trangen til storhed, trangen til at ville være noget - og helst noget stor
- ligger dybt i os alle. Og derfor fører vi hele tiden kampen - kampen
for at holde hinanden nede, fordi vi er fangne af den vanvittige tanke,
at kun ved at holde hinanden nede kan vi selv blive noget. "Du skal
ikke tro, du er noget!" 
Filosofien bag det er jo, at bliver du noget, så bliver jeg mindre. Og jeg
vil selv være noget og ikke give slip på mig selv.
Det er den snævre port for sjælen,
for det i os, som siger "jeg",
hvis ære med den dybe knælen
indlysende forliges ej;
skønt intet værd er, hvad vi mister,
os egenkærlighed dog frister
til på "os selv" at holde fast. (265,4)
Og på en underlig bagvendt måde stækker den samme tankegang os
selv. 'Ingen skal da tro, at jeg tror, at jeg er noget.' Og derfor prøver
jeg også at holde mig selv nede, så vanskelig det end kan være. Men i
den atmosfære kan intet gro, det bliver til kulde og goldhed og ørken.
Ørken er dér, hvor mennesker vil være noget på næstens bekostning.
Og ørkenen er dér, hvor vi ikke kan kende Ham, som netop blev noget
ved at blive alles tjener. midt iblandt jer står en, som I ikke kender (Joh
1,26) Det er Ham, som fornedrede sig selv gav afkald på det, tog en
tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; … Derfor har Gud højt
ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne (Fil 2,7)
På en underlig måde blev mennesker noget ved at møde Ham, som
ikke selv ville være noget. I Jesu nærhed var der rum. Luderen gik
hjem fra Jakobsbrønden, nu turde hun godt se sine bysbørn i øjnene.
Den lamme rejste sig, tog sin seng og gik. I Jesu nærhed kan der leves.
Hvor Han er, blomstrer ødemarken som en rosengård. Midt i jeres
ørken er Han, som kan få livet til at blomstre.
Om Ham råber Johs. Døber. Jeg er én, der råber i ørkenen: Jævn
Herrens vej,  bered Herrens vej, fri Ham ud af krybbens fængsel, så
Han kan få plads i din ørken.
"Lad julesorgen slukkes", synger vi med Grundtvig. Advent, Herren
kommer. Ja, Han er midt iblandt os. "O, måtte vi kun den glæde se, før
vore øjne lukkes!" (81,8)



----------------------------------------------------------
Eskil Agger
Sognepræst
Asylgade 22
DK-7700  Thisted
Telf.: +45 9792 0316
Fax: +45 9792 2789

Thisted Sogns hjemmeside:
http://www.folkekirken.dk/stifter/aalborg/Thisted/Thisted/index.htm