Sproget er fuld af engle.
Kæresten er en engel. Konen kan være det. Som regel kun i
perioder. Det går over igen. Manden kan også være en engel,
selvom han skal passe på, at ironien ikke spiller ham et puds.
Moderen er altid en engel, faderen er det sjældent. Svigermoderen
så godt som aldrig.
Måske har man netop lagt sin lille englebasse i seng efter en
middag, hvor maden smagte, så man kunne høre englene synge. Og
så kan man huske sin mormor som engleblid, hun havde simpelthen
en engels tålmodighed.
"I believe in angels" - det var Abbas trosbekendelse i 70erne, og der
er mange i 90erne, som tilslutter sig. Ikke at man har set en engel,
men man har på et eller måske flere tidspunkter i sit liv oplevet en
situation, hvor man fornemmede, at en højere magt greb ind, at
situationen gik ganske anderledes, end man kunne forestille sig. Og
så må der naturligvis være skytsengle på spil!
Der er også den velkendte engel, der går gennem stuen.
Engel betyder egentlig sendebud. En engel er altså én, der bringer
bud om noget, og som sådan behøver han for øvrigt hverken at
have hvidt tøj på eller vinger.
Engle har været det store hit i år. Der er udgivet bøger om engle.
Trapholt lavede en udstilling om alskens engle og gav den en
velklingende udenlandsk titel: Holy Air Force.
Holy Air Force har som andre hære forskellige afdelinger. En bidsk
og krigerisk. Keruberne nemlig, som med flammesværd bevogter
Edens have.
Der er også en afdeling for de blide, seraferne, der har lovsang som
speciale.
Keruberne og seraferne kan man godt kalde for Guds private
livgarde, også fordi de ofte optræder i legioner. Der skal nogen
stykker til for at passe på Vorherre.
Der kom bud fra englekor, da Maria fik den chokerende melding, at
hun skulle være mor. Det blev hun ved juletid, hvorfor Guds engle
straks begyndte at synge med fryd derom. Først for markens
hyrder, siden for alle vi andre. De skulle nok lige øve sig først. I det
hele taget ved vi fra salmebogen, at Guds engle har det med at
synge liflig i kor, når de ligesom Benny Andersens fugle optræder i
flok, og det gør de, når de er mange nok.
Englene hører julen til, mere end nogen anden tid på året.
Mens hele dette år ellers har stået i Hells Angels' tegn, må disse
vogtere af menneskelivets inderste mørke krinkelkroge føle sig
ganske overset og tilsidesat her ved juletid. Julens engle har
overtaget scenen. De er kommet fra høje himmelsale med dejlige
solskinsklæder på midt i jordens skyggedale.
Til daglig nøjes de med at gå med glans og smile til os med Guds
himmelglans i øje, sprede glansen fra Guds himmel over jord, - men
ved juletid er der anderledes gang i engleskarerne, som synger
klingende englesang og giver julen englelyd. De daler ned i skjul og
flyver rundt med paradis-grønt, vandrer op og ned ad tonestiger, og
det er så fornøjeligt, hvorfor vi altid ved juletid med lystig sang
byder dem Velkommen igen disse Guds engle små.
De synger og taler om fred på jord og i mennesker, som har Guds
velbehag. Hvor Guds engle er, er der nemlig ikke forskel på folk.
Hvad var julen uden engle? Ingenting.
I julens historie myldrer det med engle. Maria fik besøg af en, Josef
fik besøg af en, hyrderne fik besøg af en, ja, en hel flok. Var det
ikke for englene, var der aldrig blevet jul.
Magten laver folketælling. Kejseren er interesseret i
skattegrundlaget i sit rige, og de rige flytter ind på hotellerne, mens
de fattige må nøjes med høet eller hyrdernes åbne himmel. Og da
magten efterstræbte alt, hvad der kunne virke som en trussel, - og
vi ved, at magten ser en trussel i det mindste, selv det udleverede
og magtesløse spædbarn -, så måtte den ugifte Maria og hendes
kæreste Josef tage den nyfødte og flygte til det værste af alle lande
for jøder, Ægypten, hvor de havde været slaver i århundreder.
Et spædbarn, uanseelige forældre, en fødsel, som var på kanten af,
hvad datidens borgerlige moral kunne acceptere. Ikke noget dyrt,
ikke noget fint, intet glanspapir. Det er tværtimod en historie fra det
virkelige liv.
Dér i Bethlehems billigste og mest simple hotel, kunne man virkelig
ikke se noget som helst stort. Der var kun et barn at se. Og dog
troede de, som så det, - hyrderne, Maria og Josef -, at det var Gud
selv, de kiggede på. Det allerstørste så de i det allermindste. Hvor
havde de dog fået den tåbelige tanke fra?
Fra englene naturligvis.
Det måtte gives dem ovenfra at se det, som intet øje kunne se.
Det er just engelens opgave: At forkynde, at bringe bud om det, vi
ikke selv kan se, om det, vi ikke kan sige os selv, fordi vi er
omhyllet af magtens mørke, af dødens skygger og fattigdommens
trussel.
Julen begyndte ikke i Betlehem. Den begyndte, da hyrderne hørte
englene synge den første julesang. Den fik en kort prædiken med på
vejen. "Frygt ikke. Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal
være for hele folket." Hele folket, sagde de. Og den salme, de sang
efter den prædiken, var en lovprisning af Gud, som har velbehag i
sine mennesker.
Med de ord er det jul.
Guds engle besøger jordens skyggedale. Trods lave hytter og
armoden, så er de der alligevel. Måske ser vi dem ikke. Men de ser
os, sådan som Gud ser os: I skyggedalene, trods den klingrende
frost ved midnatstide, i armoden, trods kruset, der er af ler og de
tørre kager. De ser os med julesorgen. Den smerte, som livet har
givet os, og netop dér bringer de os glæden. Den glæde, at midt i
mørket, midt det uanseelige er Gud selv. Ingen holdes udenfor hans
kærlighed. Selv ikke det mindste, ikke det mest fortabte og
magtesløse.
Det er julens glæde. Og vores. For det er jo en glæde for hele
folket.
Guds engle har ikke sunget forgæves.
Amen.