Charles Dickens: A Christmas Carol 1843        Juleaften 1998

Verden har brug for evangelium men også for eventyr og somme tider
falder de to sammen som det sker i “Et juleeventyr”. Jeg hørte det
første gang for mange år siden, og jeg glemmer det aldrig. Man kunne
også kalde eventyret en sang. På engelsk hedder det nemlig “A Christmas
Carol”.  Juleeventyret er skrevet af Charles Dickens og det udspiller
sig i England, nærmere betegnet London; vi skal mere end 150 år tilbage
i tiden, dengang da damer gik med korset og krinoline og herrer med høj
hat og hvid flip og tågen lå som en ærtesuppe over byen, hvor små blege,
radmagre drenge tjente en ussel løn ved at være skorstensfejerdrenge,
d.v.s. de kravlede op og ned i de høje skorstene, og blev sorte som kul.
Og det var ikke noget eventyr, for de hostede og frøs og blev
sandsynligvis også skældt ud fordi de ikke var hurtige nok. 
Men vi skal slet ikke høre om skorstensfejerdrenge, men om en ældre
herre med eget kontor og ansat kontorist. 
Alle mennesker har et navn og hans var Ebenezer Scrooge, et underligt
navn, men han var også underlig. Det eneste der interesserede ham var
penge. Han levede af at låne dem ud og gik hver dag på Børsen, hvor man
den dag i dag handler med penge og taler i munden på hinanden som det
hedder, men kun om én eneste ting: PENGE! -
Scrooge havde engang haft en kompagnon som hed Marley. Også han var kun
optaget af PENGE. Skønt han var død for mange år siden, stod hans navn
alligevel på døren: SCROOGE & MARLEY stod der, så man kunne nemt tro, at
han stadig levede, men det gjorde han altså ikke. Marley var absolut
død.

Det var lige før jul, den 24. december, og det var temmelig koldt. Folk
var ude med sneskrabere og i gaderne kunne man varme hænderne her og der
ved en lille ild. Butikkerne bugnede med varer. De var små, hyggelige og
med personlig betjening, det klingede som af klokker, hver gang
butiksdørene gik, der lød mange muntre ord, og det duftede så herligt
alle steder, af gran, og appelsiner, blomster, varme drikke og ristede
kastanjer. Mange steder hang der en mistelten, som forelskede par mødtes
under og folk havde tusind hemmeligheder og gøremål. Med til alle disse
syns- og duftindtryk hører også lyden af kirkeklokker som kimer julen
ind. Men intet af dette interesserede Scrooge det mindste, for han var
bare sig selv og sig selv nok som man siger. 
Hans kontorist, Mr.Cratchit sad med stort uldtørklæde og ordnede
korrespondan-cen, han turde ikke lægge på i ovnen, af bare frygt og
ærbødighed for Mr. Scrooge, som ved enhver given lejlighed  mindede ham
om, at han ikke var sin løn værd og at han dybest set var overflødig.
Der var, som man nok kan høre, ikke særligt hyggeligt på Mr. Scrooges
kontor. Og hvis nogen formastede sig til at sige det ene ord JUL, så
blev det optaget som en uartighed . Humbug! sagde Scrooge, eller: Pjat! 
Men det er nu engang sådan at folk slet ikke kan lade være med at sige
JUL når tiden er  til det, og det var jo lige netop det den var. Så gang
på gang måtte Scrooge tåle at folk ønskede ham glædelig jul, og de blev
helt forskrækkede, når han gav dem en kold skulder og viste dem
vintervejen, og så sagde de - befippet: Nåh, men glædelig jul! 
Når denne meget velstående mand f.eks. blev bedt om penge til
godgørenhed , så sagde han koldt og klart: Så vidt jeg ved findes der
både børnehjem og krisehjem og fænglser, hvad angår det så mig? Desuden
henviste han til overbefolkningen.  Og hvis han fik en invitation af sin
nevø til at holde jul sammen med familien, svarede han helt ufølsomt:
Mig skal I ikke regne med, jeg klarer mig!  Og det ærgrede Scrooge
forfærdeligt at hans nevø så tydeligt ikke tog hans ord for gode varer,
men hvert år gentog sin fjollede opfordring til ham om at fejre jul med
familien .
Inden Scrooge gik hjem denne juleaftens dag, gjorde han sit bedste for
at tage humøret fra sin kontorist ved endnu engang at true ham med en
fyreseddel, men det lykkedes ikke, for Mr. Cratchit glædede sig sådan
til at fejre jul med sin kære kone og deres herlige store børneflok, at
han næsten dansede hjem fra det sure og triste kontor.
Men se, så skete der noget besynderligt og Scrooge havde allerede ved
ankom-sten til sin kedelige mørke og kolde lejlighed en fornemmelse af
at der var et eller andet i gærde, i hvert fald undersøgte han alle
husets kroge, i den tro, at nogen eller noget gemte sig. Men der var
ingenting. Så med ét gav alle klokkerne i huset sig til at ringe, og der
lød en raslende lyd som af lænker der slæbtes langs gulvet, og selvom
Scrooge nægtede at tro det, så viste Marley sig for ham. Han så sin
gamle kompagnon så tydeligt som var han lyslevende og om livet havde han
en lænke som var lang og snoede sig om ham som en hale. Den bestod af
pengekasser, nøgler, hængelåse og regnskabsbøger med pantebreve og tunge
punge. Scrooge troede stadig ikke sine egne øjne, alligevel sagde han:
“Hvad ønsker De af mig?” Og nu begyndte genfærdet at klage sig og sukke
så det isnede i gamle Scrooge, ja, på et tidspunkt var han lige ved at
besvime af skræk. 
“På denne tid af året”, sagde væsenet,”lider jeg mest. Hvorfor vandrede
jeg gennem flokke af medmennesker med bortvendt blik og fik aldrig øje
på den velsignede stjerne, som ledte De vise Mænd til en ussel stald?
Var der ingen fattige hjem, dens lys kunne have ført mig til?”
Længst afdøde Marley var tydeligvis kommet for at advare ham, og det han
fortalte om sig selv og sin egen skæbne lød alt andet end lystigt. Alt
hvad jeg ikke fik gjort i mit liv må jeg  fortsat tåle at være vidne til
uden at kunne tage del i noget af det. Jeg er trøstesløs og
hvileløs,lænket til det der udgjorde mit liv, men du har endnu
muligheden for at undgå en skæbne som min. Du får besøg af tre ånder!
Marley forsvandt lige så pludselig som han var kommet. Han sluttede sig
til den sorgfulde og selvbebrejdende jamren som Scrooge fra vinduet
hørte i den trøstesløse nat. Herpå faldt han i en dyb søvn og vågnede
ved at kl. slog 1.
Sengeforhænget blev trukket til side af en ujordisk gæst. Scrooge så en
besynderlig skikkelse, som hele tiden forandrede sig, snart barn, snart
gammel mand, så med een arm, eller eet ben, tyve ben, to ben, uden
hovede og med hovede. Men  det mærkeligste ved skikkelsen var, at der
fra dens pande udgik et klart lysskær, som oplyste alt omkring den.
Under armen havde den en stor hætte af form som en lyseslukker. “Jeg er
den svundne juls ånd, eller DIN svunde juls ånd”, sagde han og nu måtte
Scrooge følge med ånden og genopleve sin barndom, ungdom og manddom og
det var bestemt ikke nogen udelt fornøjelse. 
Tilbageblikket på barndomslandet er uendeligt trøstesløst, en forladt,
glemt og ensom dreng hvis eneste selskab er bøgerne, mens mindet om 
ungdommen er anderledes frodigt: Scrooge bliver overgivent lystig ved at
genopleve den. Det står klart for ham, at han havde en elskelig og
gavmild arbejdsgiver som lærte ham glæden ved ærligt arbejde, men han
bliver samtidig opmærksom på, hvordan denne glæde snigende fortæredes af
hans begærlighed efter guld. Erkendelsen smerter ham så meget at han
beder ånden om at forskåne ham for synet. Han bryder sig ikke om at
blive gjort opmærksom på, hvad han i årevis ikke har villet tænke på, at
han var så tåbelig at tro, at et menneskes rigdom  kan opgøres i penge;
den  elskelige kvinde og de børn, der kunne være blevet hans, blev i
stedet hans brors.” Før mig bort”, beder Scrooge: ”Jeg kan ikke klare
det”. Og så griber han lyseslukkerhætten og trykker den med en hurtig
bevægelse ned over åndens hoved. Men skønt ånden blir mindre og mindre
og Scrooge trykker til af alle kræfter, så blir lyset ved med at strømme
ud under hætten.

Igen falder han i en dyb søvn og vågner atter da kl. slår 1, denne gang
ved at han har en forventning om at noget skal ske, men ingenting sker.
Dog viser der sig et rødligt lysskær og tiltrukket af dette linder han
på døren og går ind i sit eget rum, hvorfra lyset viser sig at komme, og
han ser at det er som forvandlet behængt med grønt, et
overflødighedshorn af herlige julespiser og midt i det hele en kæmpe,
som kalder sig den nuværende juls ånd:” Kom ind og lær mig at kende”
runger ånden som er prægtigt klædt i mørkegrøn kåbe kantet med hvidt
pelsværk og en krans af kristtorn smykket med istapper. - Hvert år har
sin ånd -. “Jeg har over 1800 brødre!” siger ånden. 
“Før mig, hvorhen du vil, hvis du har noget at lære mig i nat”, siger
Scrooge.
”Tag fat i min kåbe!” siger ånden med en fakkel ved hånden og de flyver
højt op over de sneklædte tage og ser på det myldrende liv og overalt
stænker ånden aroma. “Passer den til alle slags middage?” spørger
Scrooge. “Til alle, som gives af et godt hjerte, men bedst til de
fattiges”. - “Hvorfor bedst til de fattiges?” spørger Scrooge. “Fordi de
trænger mest til det”. Ånden velsigner den fattige kontorists bolig med
nogle stænk af sin fakkel.

Julemåltidet er højtid hos familien Cratchit, hvor Scrooge til sin
forfærdelse ser, at  yngste sønnen er truet af sygdom og nød. “Gode,
rare ånd! Sig, han ikke vil dø”, beder Scrooge, men Ånden gentager
nøjagtigt hvad Scrooge sagde da han satte julens velgørere på porten:
“Hvis han alligevel skal dø, kan han lige så godt gøre det og dermed
mindske overbefolkningen” - og minder ham om, at han i Himlens øjne
måske har mindre ret til at leve end så mange andre. 
Alligevel drikker familien Cratchit hans skål, for jul er det og fred
skal der være,uden mislyde. Videre fortsætter de ud over land, ned i 
Englands afskyelige kulminer og ud over havet hvor sømanden passer sin
dont. Alle vejne nynnes der julemelodier og tales om en eller anden
svunden juledag eller om hjemlængsel. 
Til sidst  kigger de ind i stuen hos nevøen, hvor voksne og børn leger
sammen. Dér lyder en hjertelig latter ikke mindst da talen falder på
sære gamle onkel Scrooge, som endnu engang har sagt nej til at fejre jul
og således ufrivilligt er blevet anledning til husets morskab.”En skål
for onkel Scrooge!” siger nevøen og alle istemmer. 
Ånden ældes bemærker Scrooge: “Mit liv på jorden er meget kort”, siger
den:”det ender i nat”. - “Tilgiv mig, hvis jeg stiller et ubehøvlet
spørgsmål”, siger Scrooge:”Hvad er det der stikker ud under din kåbe, er
det en fod eller en klo?” 
“Menneske! - Se her. Se herned!” befalede ånden. Hvor engle kunne have
tronet, stirrede djævle ud med truende blikke, en dreng og en pige,
oldinge at se til, skrumpne og forvrængede. 
“Ånd, er det dine?” var alt, Scrooge kunne sige. Han veg forfærdet
tilbage.
“De er menneskets”, sagde ånden og så ned på dem. Og de klynger sig til
mig med en bøn fra deres fædre. Denne dreng er Uvidenheden, denne pige
Nøden. Tag dig i agt for dem begge”.
“Har de ingen steder at søge tilflugt eller få hjælp?” udbrød Scrooge.
“Er der ingen fængsler?” sagde ånden og brugte for sidste gang hans egne
ord mod ham. “Er der ingen fattighuse?” 
Klokken slår tolv. Scrooge ser et tilhyllet spørgelse med hætte, der
bevæger sig hen mod ham som en tåge langs jorden.
“er du den kommende juls ånd?” spørger Scrooge.
Ånden svarede ikke, men pegede fremad.
“Du vil vise mig skyggerne af ting, som ikke er sket endnu, men som vil
ske i tiden fremover?” vedblev Scrooge:”Er det rigtigt, ånd?”
Ånden svarede ham stadig ikke. 
Scrooge rystede over hele kroppen:”Vis mig vej, ånd”, sagde han, og han
kigger ind i et værelse, hvor et menneske er ribbet for al livsbagage.
Han ser respektløshed, hån, gridskhed,  men sorgen ser han ikke.   “Hvis
der er noget menneske i denne by, som er berørt over denne mands død,”
sagde Scrooge forpint:”så vis mig dette menneske, ånd. Jeg beder dig!”
Det viser sig at dette menneskes død ikke forvolder nogen sorg, snarere
udløser den lettelse og befrielse.  Men sorgen findes, den har til huse
hos familien Cratchit. som sørger over tabet af yngstesønnen,
krøblingen, som var sin fars øjesten.

Scrooge leder forgæves og uforstående efter sig selv. Først da han ser
sit navn på en gravsten, går det op for ham, at den fremtid han ønsker
sig at se, er hans egen ensomme død, begrædelige begravelse og sørgelige
eftermæle. Men ånden har også vist Scrooge at menneskelighed findes hvor
man ser sig selv med medmenneskets øjne, og var det ikke netop det
Marleys hvileløs sjæl havde villet give ham indsigt i ? Og havde Marley
ikke samtidig sagt: “Du har stadig en mulighed, et håb om at undgå min
skæbne?” Scrooge vil ikke slippe sit tag i ånden: “Jeg vil ære julen i
mit hjerte og prøve på at holde den hellig hele året. Jeg vil leve i
fortiden, nutiden og fremtiden. Alle tre ånder skal leve i mig. Jeg vil
ikke lukke mit hjerte for det, de har lært mig. Åh, sig, at jeg endnu
kan nå at vaske skriften af denne gravsten”. Forvildet vågner han op og
ser at ånden han kæmper med er svundet ind til en sengestolpe.

“Men jeg lever!” siger han og tænker på det uhyggelige syn af det tomme
værelse:”Jeg er let som en fjer, jeg er lykkelig som en engel, pjattet
som en skoledreng, beruset som en fuld mand!” Han, Ebenezer Scrooge, der
ikke har leet i umindelige tider, giver sig pludselig til at le mens han
øver sig på at sige GLÆDELIG JUL. Først lyder det ikke særligt
overbevisende men øvelse gør mester og alt imens han spadserer rundt i
sin lejlighed og genoplever alt det løjerlige der tilsyneladende er
hændt ham på en enkel julenat  begynder han at klukke og til sidst ler
han så højt at han må åbne vinduet for at få luft. Enhver som kender
gamle Scrooge må tro han er blevet gal. 
I denne nærmest euforiske tilstand anskaffer han for det første en kæmpe
kalkun som skal stille sulten i den fattige kontorists store børneflok,
dernæst endevender han lom-merne til allehånde velgørende formål og
endelig trasker han målrettet mod nevøens veldækkede julebord, hvor det
dog må indrømmes at han vandrer frem og tilbage en del gange før han får
overvundet sig selv til at banke på og sige GLÆDELIG JUL. Så meget desto
større er overraskelsen over at se ham! For onkel Scrooge er ikke
længere den gamle Scrooge,  Scrooge har undergået en forvandling, han er
blevet et medmenneske! Han viser medfølelse, omsorg og opmærksomhed. Man
kan både kalde ham familie-menneske, ven og god arbejdsgiver, og hans
ankomst vækker glæde hvor han end kommer.  Dagen derpå har han ikke
tømmermænd. Det viser det sig, at der slet ikke er tale om en momentan
eufori, men om en vedvarende sindstilstand, for  2. juledag, overgår
Scrooge sig selv, da han skænker sin usle kontorist lønforhøjelse og  i
det hele taget indstiller sig på at tage familien Cratchit under sine
vinger, så han kan sikre at det ikke går som ånden lod ham frygte:
Familiens yndling, yngstesønnen,  får en chance for at overleve.
Charles Dickens slut kommentar er følgende: “Nogle lo over at se ham
forandret, men han lod dem le og ænsede dem knapt, for han var klog nok
til at vide, at der aldrig sker noget godt på denne klode, uden a visse
folk morer sig over det; og da han vidste, at den slags mennesker
alligevel er blinde, fandt han det udmærket, a de kneb øjnene sammen i
et grin, i stedet for at blive blindet af mindre sympatiske årsager.
Hans eget hjerte lo, og det var nok for ham.
Scrooge havde ikke yderligere omgang med ånder, men fulgte fra da af
nøje sine nye principper; og man sagde altid om ham, at hvis noget
meneske forstod ordentligt at fejre jul, så var det ham. Gid dette må
kunne sige om os alle. 
Hjerte, løft din glædes vinger!
over muld - underfuld - englesangen klinger;
hør og mærk de toner søde,
Himlen lydt melder nyt: Kristus lod sig føde!