Juleaften kl. 15
24. december 1995 ved Sct. Jørgensbjerg Kirke, Roskilde
(Salmevalg: 76/ 85// 109/ 113)

Så I dem? 

Englene? 

Det, der gør det så svært at se engle, er at de er så forskellige fra os
mennesker. Engle vil nemlig ikke ses. Engle vil fortælle noget. De
kommer med et budskab, og det vigtigste er, at budskabet bli'r hørt
- ikke at englen bli'r set. 

Sådan er vi mennesker ikke. Vi vil så gerne ses - lægges mærke til.
Vi drømmer om og søger opmærksomhed. Selv det allermindste
barn søger og kræver opmærksomhed. Og vi voksne er heller ikke
bedre - kun til at skjule det. Vi er så vant til selv at gøre
opmærksom på os selv. Vi er også vant til, at alle andre gør
opmærksom på sig selv. Og derfor lægger vi ikke rigtigt mærke til,
når nogen eller noget ikke vi ses, men kun høres. Derfor er det så
svært at se engle! 

Men den nat blev englene ikke bare hørt, de blev også set. Og det
er måske ikke så mærkeligt, at det var hyrder der så dem. For
hyrdernes job er jo at se og høre de vilde dyr, som heller ikke gør
opmærksom på sig selv - ihvertfald ikke når de er på fårerov.
Hyrderne skal hele tiden være opmærksomme på det som vi ikke er
opmærksomme på. Små lyde og umærkelige bevægelser. Grene der
knækker, fugle der letter, eller skræpper op. Små reflekser fra måne
og stjerner i dyreøjne. For hvis ulven første er over fåret - så er det
for sent. Så ka' det ikke reddes - så er der kun kød og skind tilbage
at slås om. 

I aften - juleaften - er en god aften at se engle! For i aften bli'r de
fleste af os anderledes end vi plejer at være. I aften, når
julemiddagen er spist, så kommer julen for alvor over os. Juleaften
er børnenes fest - siger man. Og hvem bli'r ikke lissom et barn, når
døren åbnes, og man kommer fra den mørke gang ind i stuen, hvor
juletræet står strålende og bryder mørkets magt. Og når man ta'r
hinandens hænder og synger den gode gamle sange og salmer, om
jul i krybberum og stue. Da ER det jul!

Og så - dér - kan man se engle, hvis man er heldig og opmærksom.
De er der lisså umærkeligt, som de vilde dyr om en fåreflok en kold
og bidende vinternat. Men de er der - og de spejler sig i børnenes
øjne - og juleaften bli'r de fleste jo som børn igen. Lige præcis dér,
når træet stråler og de gamle sange synges, så lægger vi et øjeblik
alle vores bekymringer fra os - alle vores julebekymringer. Det
øjeblik er jo målet for alle vores forberedelser, for al juletravlheden.
I det øjeblik lever vi! I det øjeblik er vi fuldt tilstede i nuet. Og da
kan man se englene spejle sig i øjnene - øjne der lyser af glæde og
forventning. 

Men det er ikke så vigtigt at se dem. Det vigtigste er, at vi hører
dem. At vi høre deres budskab. For englene er Guds budbringere.
De bringer nyt fra Gud. De fortæller, at Gud har set til
menneskeheden på jorden; at Gud har set al den nød og elendighed
som findes - og at Gud gør noget ved det. Ikke at han fjerner den -
det vil altid være vores sag - men at han selv gik ind i nøden og
elendigheden ved at blive menneske. Ikke en stor og mægtig
hersker, som sagtens ku' leve langt fra nød og elendighed, men ved
at blive født som et lille hjælpeløst spædbarn - uden en rigtig far -
langt fra hjemmet - i en ussel stald i udkanten af verden. 

Englenes budskab er, at Gud virkelig har fattet medlidenhed med
menneskeheden - og at han nu viser det, ved blive ét med os og selv
ta' del i nøden og elendigheden. Midt i mørket tænder Gud lys, som
på skabelsens morgen, lissom talrige juletræer i aften vil stråle, med
stjernen i toppen. Og lyset er, at aldrig bli'r nøden så stor, at Gud
ikke er med - at ingen kan komme så langt væk, at Gud ikke er der.
Det er glæden for hele folket. Og hvis man lytter godt efter - ka'
man hører englene synge: 

»Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!« 

Glædelig jul!

 

Juleaften kl. 13.30
24. december 1996 ved Sct. Jørgensbjerg Kirke, Roskilde
(Salmevalg: 76/ 85/ 109/ 113)

Raddaj frøs lidt, så han rykkede sig tættere til bålet. Gamle
Netanael sad og fortalte om gamle dage - om de hyrder der havde
været før dem. Raddaj rykkede lidt tættere ind til Eliab - det var
hans bedste kammerat. De 2 havde altid været sammen. De var
begge 12 år. Da fårene fik lam og gederne fik kid i foråret, havde
deres fædre taget dem med på arbejde - og nu var de hyrdedrenge.
Joantan var osse med, selv om han kun var 10 år. For der var brug
for ham, så han fulgte osse med sin far. 

Der var præcis 34 får og 39 geder og de havde 53 lam og 77 kid, så
der var nok at se til. Nu lå de roligt og sov i en tæt klump og midt i
det hele sad Raddaj, Eliab og de andre omkring bålet, mens
Netanael fortalte om dengang Kong David var hyrde på netop
denne mark - dengang han blev kaldt hjem, fordi Samuel ville salve
ham til konge. 

Det var en mærkelig historie. Tænk at David engang var en
almindelig hyrdedreng - lissom Raddaj, og så blev han salvet til
konge - og blev den største konge de nogensinde havde haft.
Raddaj ku' se at Eliab blev fjern i blikket. Han vidste godt hvad det
var. Når de gik sammen om dagen, drømte de om at der igen kom
bud efter en hyrdedreng, som sku' være konge. De drømte om
kongeslotte, krigere, hoffolk og alt det, der er i kongernes paladser.
Det var det Eliab drømte om nu. 

Raddaj så op på himlen. Det var stjerneklart. Millioner af stjerner
skinnede og punklede. Det var nymåne, så natten var helt sort -
undtagen stjernerne. Pludselig skete der noget. Det så ud som om
en af stjernerne begyndte at vokse. Den blev større og større.
Raddaj glemte alt om kulden - og Netanaels fortælling. Hans øjne
var stift rettet mod den mærkelige stjerne. Den blev større og større
- og det var lissom om den kom tættere og tættere på. Det blev
osse lysere og lysere. Nu holdt de andre osse op med at lytte. Men
gamle Netanael holdt først op med at fortælle, da lyset var lige over
dem. Raddaj var bange - og selv førehyrden Abinadab rystede af
skræk. !Det ku' ikke løbe væk - ikke gemme sig. ?!Men alle dyrene
var rolige!

Fra lyshavet lød der pludselig en vidunderlig smuk stemme. Den var
kraftfyldt, men ikke faretruende. "Frygt ikke" lød det "Se, jeg
forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er
der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette
er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en
krybbe."

Og straks voksede alle de andre stjerner, og hele himlen blev
forvandlet til et stort strålende lyshav, og den skønneste sang lød:
»Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!« 

Raddaj vidste ikke hvor længe de havde lyttet til den vidunderlige
sang, der blev gentaget i en uendelighed, men tilsidst blev alle
stjernerne igen mindre, mens de sang, og tilsidst var der igen helt
stille og mørkt. 

Det var Jonatan, der først foreslog, at vi sku' prøve at finde det
barn. Abinadab sagde, at hvis det hele ikke var en drøm, så måtte
det barn jo være der - så det ville han gerne ha' på plads. Og så
rejste de sig alle og lod dyr være dyr - og gik hen mod byen. 

Byen var fyldt af tilrejsende, fordi den romerske kejser holdt
mandtal over dem, der sku' betale skat. Og barnet i krybben måtte
jo være i en af rejsestaldene. Og ganske rigtigt: I Daniels rejsestald
fandt de en nyfødt dreng med sine forældre. 

Det var altså ikke en drøm - endnu engang var det hyrderne på
Betlehems græsgange der blev udvalgt - og denne gang til at se
verdens frelser: Den store glæde, som er for alle mennesker!!

Glædelig jul!

 

 

Juleaften
24. december 1997 ved Sct. Hans Kirke kl. 10 
(Salmevalg: 76/ 85/ 109/ 111)

og Sct. Jørgensbjerg Kirke kl. 15 
(Salmevalg: 76/ 85/ 109/ 113)

Gud - I ved ham, der har skabt det hele, - ham der holder det hele
igang - han sad og tænkte. Ja, han sad fordybet i egne tanker. I
uendeligt mange år havde han fulgt med i hvad der skete i
universet. Men nu lukkede han et øjeblik øjenene og tænkte. 

Det er naturligvis et billede. Der er ingen, der ved hvordan Gud ser
ud - og vi ved uendelig lidt om, hvordan Gud er. Men jeg tror
faktisk han én gang har tænkt sådan her: 

Hvorfor gør de ikke sådan som jeg har sagt? Det ka da ikke være så
svært! Nu har jeg givet dem retningslinier for stort set alt, hvad
man ka forestille sig, men alligevel gør de mest det jeg har sagt, de
ska la vær med! Hvorfor gør de det? Det ka da ikke være SÅ svært
at være menneske! Eller ka det? 

Nu ved jeg ikke om I nogensinde har ønsket at være Gud. Det er
vel sket af og til, at jeg har slået tanken ud af hovedet. For der er
alt for stor forskel på Gud og mennesker. Virkeligheden fortæller jo
ret håndfast, at mennesker ikke er guder. I virkeligheden kan vi jo
slet ikke alt det Gud ka og gør. 

Men nu var det altså sådan, at Gud heller aldrig havde prøvet, at
være menneske. Og mens han tænkte, opfandt han selv den tanke -
Jeg vil prøve at være menneske! Jeg vil selv prøve om det virkeligt
er så svært, at være menneske og gøre det, som jeg har sagt. Jeg vil
være sammen med mennesker, for jeg holder jo stadigt af dem. 

Og mens Gud tænkte, faldt hans øjne på en ung pige ved en brønd.
Hun hed Maria! Og så kender vi historien: Gud knibsede med
fingrene, og der stod ærkeenglen Gabriel i al sin magt og vælde. Gi
besked til hende dér - Maria, hedder hun - fortæl hende, at jeg vil
fødes af hende. Gabriel var trænet til at tale med mennesker, så han
sagde det med sine egne ord. Og Maria ville gerne! 

Gabriel var lidt træt af det. Gud havde faktisk lavet en masse rod.
Maria var jo forlovet med Josef - og hvis Maria sku leve et
ordentligt liv bagefter - så sku ægteskabet med Josef reddes. Så var
der hele historien om Betlehem som var planlagt som fødselssted.
Maria og Josef boede jo 200 km derfra i Nazareth. Så Gabriel
måtte både afsted til Josef og til Kejser Augustus, for at få det hele
til at gå op. 

Gud var ellers glad og tilfreds. Han glædede sig til at prøve noget
nyt - noget han aldrig før havde prøvet. Han var spændt på hvordan
det ville være at være menneske. Men Gabriel syntes nu ikke han
gjorde det nemt for sig selv. Betlehem var jo kun en lille flække.
Der var ganske vist et herberg, men Davids slægt var stor. Så idéen
med folketællingen havde en uheldig bagside. For det var en lang
rejse, og Maria og Josef kom som nogle af de sidste. Så det eneste
logi, der ku holdes ledigt til Josef og Maria var byens egen
fårestald. 

Der var et mylder i byen. Men selv om der var mange prominente
folk i byen, så var ingen interesseret i at besøge og hylde Gud, da
han var født. Problemet var, at de forventede noget helt andet. De
fleste jøder ventede med længsel på en konge - på messias. Men de
tænkte messias som et menneske, som en konge, der ville gøre
landet frit og stort - eller snarere: lisså stort, som dengang David
havde været konge. Og sådan en messias måtte nødvendigvis fødes
som en konge: I et kongeslot. Det ville være det eneste passende.
Så der var masser af problemer - lige fra starten. 

Inden det sku ske, fik Gabriel de sidste ordre fra Gud: Når Gud var
født i stalden i Betlehem, så sku han sætte en stjerne på himlen - for
Gud havde en idé om, at østens store astrologer ville reagere på det
- og så ville der da være lidt særligt ved den fødsel. Og når det var
gjort, så sku han samle alle englene til jubelsang for at markere
fødselsdagen overfor dem, der var i nærheden. 

Som sagt - så gjort. Gabriel samlede alle englene. Ikke bare de søde
og venlige engle. Nej, de var der alle sammen! Osse de 2 store
keruber med flammesværderne der passede indgangen til Edens
have, og dødens engel, der som den 10. plage var gået igennem
Ægypten. Alle englene var med - og de sang alle sammen med på
den store lovsang: 

»Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!« 

Og med englenes lovsang begyndte Gud sit liv på jorden. For at
være sammen med os. 

Og det er en glæde, som er for hele folket. 

Glædelig jul