Rør ved vort hjerte, vor mund, vore hænder
med din almægtige skabende Ånd
Jesus, som dybet i hjerterne kender
læg på vort hoved din kærlige hånd. 
 
I dag er det Jesu fødselsdag...
Derfor hører vi selvfølgelig om Jesu fødsel. Det ville være
underligt andet. Det er jo sådan med fødselsdagsselskaber, at
der hører man episoder fra da fødselaren var lille. "Kan I huske
engang da karl-børge var lille og trak buller i halen og ikke
ville give slip, så buller trak Karl-Børge efter sig gennem hele
huset og de både væltede kagefadet, rev 117 bøger ud af reolen,
væltede fjernsynet og fik hul på sine bukser..." 
Således også denne fødselsdag. Vi hører om den lille. Vi hører
om Jesu fødsel. Men vi hører ikke om alle de ulykker, om Jesus
begik, om de gange han ikke ville spise sin spinat eller hvordan
han drev sin mor til vanvid, fordi hun ville putte ham i bad -
men Jesus sad bare ovenpå vandet. Den slags episoder ved vi
nemlig forfærdelig lidt om.  
Og det er godt det samme. For det er lige meget. For, i lighed
med andre fødselsdagsselskaber, er det, der engang har været et
barn, egentlig ligegyldigt. Ved et fødselsdagsselskab er det jo
mennesket, som det er nu, der er interessant og som vi samles
om. Selve fødslen er, og senere er selve barndommen eller sidste
år, egentlig kun vigtige som en forudsætning for det, der kom ud
af det.  
Det er også sådan med julen. Jesu fødsel fejrer vi, fordi det,
der kom ud af den var godt, og ikke fordi Jesus var sådan en
nuttet lille én.  
Jeg mener, at jeg ikke kan forestille mig denne her fest, hvis
det nuttede Jesusbarn senere var blevet tømrer og i en alder af
73 år var død af hjertestop.  
Nej, julefesten er der kun, fordi der skete noget andet. Noget
ualmindeligt, noget usædvanligt.  
Fordi Jesusbarnet nåede at blive voksen. Men der holdt han op
med at være nuttet, og hans liv holdt op med at være
almindeligt.  
Bevares, vandreprædikanter var der mange af på Jesu tid - og de
findes vist også endnu. Mange af dem med gode og lødige
budskaber. Det i sig selv er ikke usædvanligt. Men budskabet om,
at han var Guds søn, at I ham kom Gud til os - det er uhørt.  
Der er også mange, der blev korsfæstet. Der er skam stadig
mange, der bliver henrettet. Også mange i den forstand
uskyldige. Det er desværre heller ikke usædvanligt. Men en mand,
der under henrettelsen beder for dem, der henretter ham. Det er
usædvanligt. Og en mand, der er blevet henrettet, død og
begravet, men som opstår fra de døde. Det er epokegørende.  
så epokegørende, at vores tidsregning begynder med denne mands
fødsel. Så epokegørende, at vi stadig fejrer denne fødsel her
2000 år efter. Ikke fordi denne epokegørende mand blev født.
Nej, fordi han var til. Og vi kender ham. Og vi kan ane det
epokegørende hos ham. Fordi vi har lov til at tro på hans ord.
At han vitterligt var Guds søn. Og stadig er det. OG at Gud i
ham kom til os. Ja ikke bar kom for en kort bemærkning. Men kom
for at leve vores menneskeliv. Med alt, hvad det indebærer af
glæde og sorg, af begejstring og bekymring; af velvære og
smerte. Af liv og død.  
Det var et ægte menneskeliv Gud levede. Ikke kun på overfladen,
men dybt indeni.  
Men alligevel var netop dette menneskeliv på sin vis meget
anderledes. Meget anderledes end vores. Og jeg mener ikke, at
det udspillede sig i en anden tid og i et andet land. Jeg mener,
at selve hans måde at leve livet på var slående - til tider
forstemmende - anderledes.  
Det hænger sammen med, at det liv ikke bare var et ægte
menneskeliv. Nej, det var også det  sande menneskeliv. Det var
menneskelivet, som Gud havde tænkt sig det. Det var
menneskelivet, hvor formålet med selve menneskelivet, også dit
og mit, blev tydeligt. Det var menneskelivet, der blev levet -
som det eneste menneskes liv overhovedet - i ubetinget lydighed
mod Guds vilje.  
Det gør Jesu liv så anderledes. At han levede det i lydighed mod
Gud. Og i ét og alt satte lydigheden højst. For derved levede
han det liv, som Gud ønskede - i vores sted - og derved, at han
levede lydig mod Gud, tog han Guds dom på sig - i vores sted. Så
at vi ikke har nogen grund til at frygte Guds dom længere. Den
hviler tungt over det lille barn, der blev født julenat, i
Davids by i Betlehem.  
Og det er det, der kom ud af det barn, hvis fødsel vi fejrer.
Det er den store glæde, som skal være for hele folket. I dag er
der født os en frelser. Ikke et nuttet barn. det var han sikkert
også. Men først og fremmest en frelser.  
Derfor skal der være ære til Gud - i det højeste og på jorden.
Og der skal være fred til mennesker med Guds velbehag. Og disse
mennesker, det er os. I barnet i krybben har vi fået fred med
Gud. Og i et liv i tro mod ham, der kan vi finde fred med os
selv, med vores styrker og svagheder. Med vores tvivl og tro.  
Og det synes jeg er både flæskesteg og rødkål og alt det andet
værd. Og i den forstand vil jeg ønske jer en fortsat god jul.  
Amen.  
 

Thomas Feddersen
Snail mail: Sct. Clemensvej 66
DK 4760 Vordingborg