Rør ved vort hjerte, vor mund, vore hænder 
med din almægtige skabende Ånd
Jesus, som dybet i hjerterne kender
læg på vort hoved din kærlige hånd. 
 
Det må have været en underlig tid med underlige mennesker
dengang. En gamling, der ved synet af et få dage gammelt barn
bliver begejstret, det kendes vel i de fleste familier. Eller
én, der synes at et fremmed lille barn ikke er til at stå for,
det kender vi også. Men det er svært besynderligt, når en
gamling ved synet af et fremmed barn begynder at synge:   
"Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit
ord.v30 For mine øjne har set din frelse,v31 som du har beredt
for alle folk:v32 Et lys til åbenbaring for hedningerog en
herlighed for dit folk Israel.", det er besynderligt. 
Det er velkendt, at børn kan få en til at synge - lille peter
edderkop og se den lille kattekilling - men sådan ligefrem at
synge en salme? mærkeligt. Jeg mener, at ingen af os ville
istemme lover den Herre, år vi ser et barn, ligemeget hvor
begejstret vi måtte være.  
Nuvel. Det her barn, der dengang blev bragt ind i templet, det
var jo ikke helt almindeligt. Det ved vi godt, og det var
Simeon, som vi hørte om, også ret sikker på, ser det ud til. OG
alligevel er hans begejstring ikke sådan at forstå. Vi ville
snarere reagere med måbende mundlamhed eller noget i den
retning.  
Jeg trtor ikke, at det udelukkende skyldes vores skandinaviske
kølighed og tilbageholdenhed. Årsagen er en anden. Godt nok har
vi lige fejret jul, festen for det lille barns fødsel. Men hvad
skal vi egentlig bruge ham til, når det kommer til stykket.
Hvorfor fejrer vi festen, altså ud over gaverne og knaset?  
Har vi overhovedet brug for ham, dette barn, der er bestemt til
fald og oprejsning, dette barn, der er Guds frelse, osm han har
beredt for alle folk? 
Hvad skal vi med ham?
Har vi egentlig brug for en frelser...
Når Gud er så god, som vi ofte hører, når Gud er så kærlig, som
det ofte bliver sagt, hvad skal vi da med en frelser, en
mellemmand mellem Gud fader og os? 
Nuvel. Jo, Gud er god. Men næppe lalleglad. Og Gud er kærlig,
men det er faktisk det, der er problemet. Problemet er, at Gud
elsker os. Men kan kærlighed være et problem? Tjaee. Den lille
rosenrøde kærlighed, som vi får smidt i fjæset hver gang vi
åbner for radioen eller fjernsynet, den kan ikke være noget
problem. Da ud over, at den rosenrøde kærlighed kun dækker over
en meget lille af selve kærligheden. For ægte kærlighed kan
blive farlig. Ægte kærlighed kan får folk til at begå de mest
vanvittige ting. Hvorfor? Fordi kærligheden er en stor kraft. Og
fordi kærligheden kan gøre ondt. Skuffet kærlighed, ulykkelig
kærlighed, når den elskede ikke vil vide af én, det gør ondt. 
Den kan være nedslående, frustrerende, og den kan fremkalde
vrede. Det ved alle, der har været ulykkeligt forelsket. Sådan
er kærligheden også. Også Guds kærlighed. Og det er problemet.  
Når vi taler om Guds kærlighed, så må vi også tale om Guds
skuffelse og Guds vrede. Det hører med.  
For vel er Gud da vred.
Og ærlig talt - har han grund til andet? For gengælder vi hans
kærlighed. Og nu er det let at sidde her inde bag kirkens tykke
mure og tænke på dem udenfor. Men er vi selv meget bedre. Nok er
vi her inde. Og det er godt og rigtigt. men i vores liv, viser
vi da Gud den respekt som toilkommer én man elsker. Tager vi
Guds ønsker til os med ud i vores liv, og lever dem, fordi det
gør vi selvfølgleig, fordi vi elsker ham? 
Bevares, vi lever da et anstændigt liv. Det er bare ikke godt
nok. Anstændighed er nemlig ikke, i hvert tilfælde ikke altid,
kærlighed til Gud og næsten. Derfor er den ikke nok! At et
anstændigt liv ikke er kærlighed til Gud og næsten, det kender
vi jo nok alle eksempler på fra vores egne liv. Tænk bare på de
pæne facader, som vi holder foran os til jul og i øvrigt også
ellers - mens vi samtidig ville ønske, at moster Agathe snart
tog hjem, eller lagde røret på eller sådan noget. Anstændigheden
byder os, at vre flink og venlig. Det er vi. MEn er det
kærlighed? Næppe.  
Derfor er Guds kærlighed skuffet. Den gengældes ikke. Derfor er
Gud vred. Og det vidste Simeon. Og derfra kommer hans
begejstring over Jesusbarnet. For dette barn var - og er - Guds
frelse. For dette barn var menneske. Det eneste menneske, der
altid var lydig modf Gud. Og dette menneske tog Guds vredes dom
over mennesker på sig: Væk, bort, ud, så kan det også være
ligemeget. korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget.
Dommen - Sådan.  
Og samtidig er dette barn Guds kærligheds mirakel. For i dette
barn er vi mennesker og Gud, trods alle odds blevet forbundne.
Ved at Gud blev en af os. Og viste den mest udtømmende
kærlighed, der findes - at gå i døden for den elskedes skyld.  
Han var Guds søn. Han var en af os. OG derfor kan vi råbe abba,
far. For i dette barn har vi fået barnekår. OG vi ved godt, at
forældre kan være vrede på deres børn. Og selv med den
ufuldkomne kærlighed, som vi mennesker magter, også som
forældre, der vinder kærligheden i over 99,97% af tilfældende
over vreden, og barnet bliver, uanset alder, taget til nåde
igen. Det så Simeon i barnet. Og derfor sang han.  
Det synes jeg også vi skal gøre. Vi har også allerede sunget
nogle salemr i dag. FLere kommer til. Og det er der god grund
til. Amen.  

Thomas Feddersen
Snail mail: Sct. Clemensvej 66
DK 4760 Vordingborg