sø. d. 20. december 1998, Jegerup kl 10.00, 4. sø. i adv.
314, 74, 396; 62 & 310

Advent kommer før jul, og Johannes Døberen kom før Jesus -
sådan er det bare ikke virkeligheden, det er snarere omvendt for
advent betyder komme, og det der skal komme, er ikke bare
julen, men Guds rige - og Johannes kom ikke før Jesus han har
nemlig været siden før verdens skabelse.
Men Jesus kom også til vores verden, her levede han et
menneskeliv sådan som Gud ville det, og før det vidnede
Johannes om een, som står midt iblandt jer, een, som I ikke
kender, een som, sagde Johannes, kommer efter mig.
Johannes havde eet mål i livet og kun det. Han levede alene
for det gudsrige, som han vidste ville komme, han prædikede
og han døbte - og han må have været god til det, for der kom
mange til ham og hørte på ham og lod sig døbe af ham, så
mange at jøderne fra Jerusalem, det må være det ledende
jøder, måske ypperstepræsterne og det store råd, sendte
nogle af deres præster og levitter af sted for at spørge
Johannes ud om hvem han var og for at finde ud af hvad han
egentlig sagde og gjorde.
Johannes var ved at blive en trussel mod den bestående
jødedom, hans prædikener havde allerede overbevist mange
om at det ikke kunne blive ved med at gå sådan som jøderne
i Jerusalem dem, der styrede templet, ville det. Johannes
prædikede bod og omvendelse og hans dåb var en
renselsesdåb, en dåb i sidste øjeblik. Hvis jøderne vendte
om, gjorde bod og blev døbt i Jordanfloden, kunne det være,
sagde Johannes, havde de en chance for at bestå, når Guds
rige kom - men det ligger næsten i luften, at han tvivlede.
Han sagde om sig selv at han kun var røsten af een der råber
i ørkenen: Jævn Herrens vej og virkningen af en sådan røst er
jo som regel kun et ekko i bjergene.
Johannes var fantastisk og han var fanatisk. Han levede af
græshopper og honning, han gik klædt i en kappe af stridt
kamelhår og han forsagede alt hvad der havde med et
almindeligt liv at gøre. Johannes indrømmede, at han ikke var
Kristus, ham jøderne ventede ville komme og genoprette
davidsriget. Han så sig heller ikke som Elias, den af de gamle
profeter, som ifølge den jødiske overlevering ikke var død,
men faret til himmels i en ildvogn indtil han skulle komme
igen før messiaskongen eller Menneskesønnen, som altså var
den, der skulle gøre alt godt igen.
Johannes indrømmede altså at han ikke var Messias eller en
af profeterne han var ikke noget særligt. Han så sig selv som
bare et budskab. Og så vigtigt var hans budskab, at det med
ham selv egentlig var ligegyldigt. Hans budskab bestemte alt,
hans liv var i den grad bestemt af det der var hans budskab,
at han virkede nærmest besat af det. Han forkyndte, at
Kristus kommer, og det var hvad han levede for - og ikke
andet.
Johannes var en Guds-mand, en profet - og Jesus sagde
senere om ham at han var mere end en profet - han lignede
nogle af de gammeltestamentlige profeter, men han adskiller
sig fra dem ved at være den sidste. Efter han kom nemlig den
Kristus, som han havde peget på - og alt blev i håbet nyt.
Johannes pegede på ham, der skulle komme og han prøvede
på at forberede verden på at noget nyt var ved at ske, han
gjorde det ved at være kun en røst af een, som råber i
ørkenen.
Det var det han sagde, og  ikke ham selv, det kom an på, han
var et taleror en megafon ville vi vel sige i dag. Han var det
budskab han havde og ikke andet, Johannes var i ekstrem
grad en person - for per-son, betyder: det hvorigennem lyden
kommer. En "person" er i helt bogstavelig forstand den
maske, som skuespillerne i det romerske teater brugte.
Masken var udført sådan at den forstærkede den lyd som
skuespilleren bag masken gav fra sig. Skuespilleren gemmer
sig når han eller hun træder op, bag masken, og gennem
masken bliver personen så til men Johannes påstod at han
kun var røsten af een, der i ørkenen råber: Jævn Herrens vej
Men hans budskab forsvandt ikke, det blev hørt og det var
sandt, for han, som Johannes i sin nærmest vanvittige iver
pegede på kom og med ham kom håbet til Guds rige til
verden.
Jesus levede ligesom Johannes i verden kun for gudsriget,
men til forskel fra ham, der jo mest af alt frygtede dets
komme så håbede Jesus på Guds rige - og med ham kom
gudsriget til verden - det blev jo til virkelighed for de
mennesker som Jesus gennem sit liv i verden gav liv og håb.
For Johannes hastede det, alt omkring ham var i sidste
øjeblik, han prøvede på at nå det hele inden det blev for sent
- alt skulle nås inden Guds rige kom: folk skulle vende om,
de skulle lægge det gamle fra sig og lade sig døbe med
Johannes' renselsesdåb. Hans dåb var ikke en kristen dåb, det
var en nøddåb i sidste øjeblik, en dåb, som skulle vaske alt
det gamle af og gøre den døbte rede til at møde ham, der
skulle komme.
Alt det gamle skulle forsvinde og det nye der var ved at
komme skulle vokse sig stort og stærkt, selv Johannes, der
havde reduceret sig selv til kun at være en røst, der intet var;
men som til gengæld havde alt at sige, skulle forsvinde for at
give plads til ham, der skal komme, ham der kommer, ham
gennem hvem også vi kan vente at alt bliver nyt, og bliver
som Gud vil og under os det.
Alt i naturen omkring os er lige nu ved at vende. Vi har
vintersolhverv og vi venter os alt godt af tiden som kommer.
Der kommer igen lys og varme. Det bliver jul igen for Jesus
kom til verden, og han viste sig at være den, der skulle
komme, men han som kom, viste sig at være så anderledes
end alt det gamle, at selv Johannes, der jo levede for et
kommende gudsrige ikke turde gribe og med håb lade sig
holde fast af det der skete, der hvor Jesus var og er.
Der hvor Johannes Døberen i sin forventning levede et liv
som var betydeligt mere hektisk, end vi føler det, selv når vi
har allermest juletravlt, der havde Jesus, forekommer det,
oceaner af tid da han kom til verden, først da han var sidst i
tyverne, døbte han i Jordanfloden dåben, nemlig da han af
Johannes blev døbt med synderes dåb. Så vendte han i løbet
af omkring tre år op og ned på folks forestillinger om det
gudsrige, som med ham kom til verden og blev til
håndgribelig virkelighed for bange, syge og modløse - det var
dem og os, han kom til og levede midt iblandt - indtil han lige
efter den jødiske påske år 33 - til et evigt livets håb for os
døde døden.