Juledag.1.tekstrække.Luk.2,1-14.1998. Karen Greve
Sparkær og Gammelstrup kirker.
81, 106, 94 - 96, 111

Historien om barnet i krybberummet rører ved ethvert menneskehjerte. Fra
begyndelsen har den underfulde historie om, hvordan det allerstørste tog
skikkelse i det allermindste, betaget mennesker, også i Norden.

Martin A. Hansen beskriver nordboernes første møde med den forunderlige
historie sådan: “Første gang historien har lydt i en nordisk trækirke,
duftende af harpiks, ved vintertid, da lergulvet opblødes af væden fra
de stående menneskers skindsko, sne som smelter, da har den været et
under for øret, øjnene bliver stive, og den store oplevelses stilhed og
gysen går gennem rummet, bevidstheden må et øjeblik opgive sig selv,
afdø idet dette fuldstændig ubegribelige og dog dybt forståede trænger
ind.”

Ubegribelig er historien om kongesønnen i fodertruget. Ubegribelig for
tanken. Aldrig ville et menneske have fundet på noget sådant: At den
højeste magt skulle tage skikkelse i et fattigt menneskebarn - for at
komme mennesker i møde.

Ubegribeligt var det. Og dog dybt forstået, for var det sandt, så blev
alt dermed anderledes. Dermed blev det ringeste og ydmygeste løftet op i
højhed. Og det højeste tog fattig skikkelse på sig. Bevidstheden måtte
et øjeblik afdø fra sig selv - så svimlende var denne tankegang.

Og sådan er det jo stadigvæk, når vi hører historien om Betlehemsbarnet.
Den kan ikke fattes af menneskeforstand. Bevidstheden må et øjeblik afdø
fra det, den ellers er opfyldt af.

Udregninger og prognoser. Tal og strategier. Alt det vi har lært om,
hvordan man tackler tilværelsen. Det kan ikke bruges til at begribe
historien. Tværtimod.

I stedet for kan man måske sammenligne mødet med historien med, hvad vi
kan opleve ved en fødsel. Er forældrene end nok så godt forberedt, så
gribes de på en måde, som slet ikke var til at forestille sig på forhånd
- så overvældende er livet.

Eller når vi ved døden skal tage afsked med en, vi holder af, da slår de
tanker og forestillinger, vi måske har gjort os på forhånd heller ikke
til. Tankerne kommer til kort, mens virkeligheden trænger sig på og
sætter sig igennem, på en måde ingen kunne forestille sig, men som til
gengæld aldrig glemmes.

Ingen tanke kunne heller på forhånd gribe historien om fødslen i
Betlehemsstalden, men fra billedet af barnet i krybben stråler livet
frem i al dets ubegribelighed, mens tanker og forestillinger kommer til
kort.

Et barn er født i Betlehem, thi glæde sig Jerusalem - sådan synger vi i
julen. Jerusalem var magtens højborg i Palæstina. Men da Jerusalem med
hyldest og glæde tog imod kongesønnen, var han forlængst blevet voksen.
Det var da han red ind i byen på et æsel den sidste påske, han levede på
jorden.

Der er en sammenhæng mellem jul og påske, mellem krybben og korset.
Fortællingen om hans indtog i Jerusalem læses derfor også både før jul
og før påske.

Denne historie om indtoget gik en mand og tænkte på. Benedikt hed han,
og han var på vej op over fjeldet. Han er hovedpersonen i en fortælling
fra Island.

Mennesker forbereder sig på forskellig måde til julens højtid. Der er
mange måder. Benedikts måde var at vandre op over det fjeld, hvor ellers
kun vinterens hårdføre rovfugle, ræve og enkelte vildfarne får strejfede
om på denne årstid. Det var netop de får, han var ude efter, får som var
blevet overset ved efterårets tre faste indsamlinger.

Bendikt var alene på denne færd, som tog dage, ja, den kunne tage uger.
Alene var han, det vil sige uden menneskeligt selskab. Men med sig havde
han hunden Leo og førerfåret, som hed Knasten på grund af dets
hårdførhed. De var hans to bedste venner.

De får, Benedikt var ude efter, skulle ikke gerne fryse eller sulte
ihjel, fordi ingen gad eller dristede sig til at opsøge dem og bringe
dem hjem inden højtiden. Også de var levende væsener, og han havde
ligesom et ansvar for dem.

Det var syvogtyvende gang Bendikt tog turen op over fjeldet. Han var som
sædvanlig begyndt på turen første søndag i advent, og han havde læst
søndagens tekst om kongens indtog hjemme på kammeret, inden han tog af
sted. Sagtmodig var kongen. Det forstod Benedikt. Hvordan skulle Guds
søn være andet. Og ridende på et trækdyrs føl. Intet var for ringe til
at tjene denne konge.

Og man kunne tilføje, at intet heller var for ringe til at tjene
kongesønnen i Betlehemsstalden. Et renset fodertrug, en ren halmvisk, et
fattigt stykke klæde, var blevet brugt til at lægge kongesønnen i.

Og heller ingen mennesker var for ubetydelige til at tjene kongesønnen i
fodertruget. Hyrderne, som dengang blev betragtet som de ringeste
mennesker af alle, var de første, der kom og tilbad barnet. Intet eller
ingen er for ringe til at tjene ham, som tog tjenerskikkelse på og blev
mennesker lig.

Benedikt, som gik af sted for syvogtyvende gang, havde ikke særlig store
tanker om sig selv, mens han gik. At se til var han kun en ubetydelig
skikkelse i landskabet. Og hans eget billede af sig selv var endnu mere
udvisket. Han var jo kun en tjenestekarl.

Men han havde det godt, og de dage og nætter var forbi, da han drømte og
længtes efter noget andet. Drømmene havde han for mange år siden
efterladt her i fjeldet. Her havde han råbt dem ud for længe længe
siden. Nu lå de så dybt gemt, at kun Gud og han selv kendte dem.

En bonde stod og så efter Benedikt, mens han gik op over fjeldet, og han
tænkte på, hvor ubegribeligt det var, at nogen ville sætte alt, selv
livet på spil for nogle fremmede får. Selv ejede Bendikt jo kun nogle
ganske få får, og ingen af dem savnede han. Ubegribeligt var det.

Og - kunne vi føje til: Det var ligeså ubegribeligt som historien om
kongesønnen i fodertruget. Den himmelske kongesøn, der kom til jorden i
fattig skikkelse og satte alt, selv livet på spil for at intet menneske
skulle gå tabt eller til spilde.

Bonden begreb ikke Benedikt. Men Benedikt begreb heller ikke bonden. For
det kunne vel ikke være Vorherres mening, at de arme får skulle gå til
spilde. Selvom får kun er får, så var de dog levende væsener med liv og
blod og sjæl - ligesom jo hverken Leo eller Knasten var sjælløse
skabninger.

Og ved deres hjælp fandt Benedikt da også fem får, og fik dem ned mod
bygden. Her var man ved at opgive at få ham at se igen, for fire uger
var gået i et forfærdeligt vejr.

Ingen får måtte gå til spilde. Det var Benedikts fortolkning af Herrens
sagtmodighed. Og ingen var for ringe til at være i denne konges
tjeneste.

Benedikts egne drømme havde han for længe siden efterladt i fjeldet.
Alligevel var hans adventstur måske også en vandring op i de bjerge, som
gemte på hans drømme. Ikke sådan at han følte himlene åbne over sig. Men
der var dog ligesom en sprække. Han stod ikke alene på jorden. Følte sig
ikke forladt. De tre, Leo, Knasten og han havde et mål og de vidste det.
Et ringe mål, ganske vist. Men dog et mål. Og når de var ved at blive
hvirvlet væk af snestormen, holdt de sammen og lagde sig tæt sammen i
den snehule Benedikt gravede ud til dem, indtil stormen atter stilnede
af.

Uanselige var de og knap for liv at regne. Og dog udførte de bedrifter,
som de fleste andre ville være ude af stand til, noget som de alene
kunne og var villige til. -  Så måske var de slet ikke så uanselige, som
de lod, og som andre måske også lod forstå. Måske hørte de til i en
sammenhæng, hvor de ikke kunne undværes.

Benedikts drømme var gemt i bjergene, og hver advent færdedes han i de
bjerge, ikke for at kalde dem til live så himlene åbnedes, men dog var
der ligesom en sprække. Han var jo ikke alene. Det stod så klart for
ham, når han gik over fjeldet, fordi han ikke kunne overlade de arme får
til deres skæbne i ødemarken.

Med et menneskeliv kan det gå sådan, at drømmene gemmes langt bort i
bjergene. Julen betyder ikke, at drømmene kaldes til live, så himlen
åbnes. Men der er dog måske ligesom en sprække i himlen, som betyder, at
ingen er forladt og overladt til sin egen skæbne.

Og foran er opgaven, som ingen andre tager sig af. Ubetydelig at se til
måske. Og ubegribeligt at det kan være så altafgørende, at den tages op.

Ligeså ubegribeligt som at høre historien om himmelkongen i fodertruget.
Amen